Ja, der er jo ingen grænser for alle de hjertelige skåltaler, som toppolitikere fra Venstre og De Konservative igennem de seneste mange år har holdt for deres taiwanesiske venner, hvad enten det nu har været under besøg på den lille demokratiske ø ude i Det Kinesiske Hav, eller det har været i forbindelse med sammenkomster her i Danmark.
Der er nemlig ingen grænser for, hvor højt VK-regeringen samt Venstres og Konservatives folketingsgrupper elsker Taiwan og taiwaneserne og beundrer det demokrati, der er på Taiwan, det gør Socialdemokraterne og De Radikale i øvrigt også, lige indtil det ikke længere er uforpligtende skåltaler, det drejer sig om, lige indtil det gælder noget. For Danmarks venner på det demokratiske Taiwan har det været en skuffelse at konstatere, at når det virkelig gælder, ja, så svigter Danmark igen.
Men Venstre, Socialdemokraterne, De Konservative og De Radikale, som jo nu altså lige om lidt, det ved vi, trykker på de røde knapper for at afvise forslaget, er jo enige om, at lige præcis i den her situation, hvor Kommunistkina på den mest gammeldags og chauvinistiske facon skyder trusler af sted mod det demokratiske Taiwan, vil det i den grad være misforstået at ophæve den våbenembargo, som var den selvfølgelige reaktion på massakren for nogle år siden i Peking.
Hvad er det så, der gør, at der i dag kun er tilslutning til Dansk Folkepartis forslag fra SF og Enhedslisten? Og den tilslutning vil jeg i øvrigt gerne kvittere for? Hvad er det, der gør, at Venstre, Socialdemokraterne, De Konservative og De Radikale nu trykker på de røde knapper?
Det er såmænd ikke, fordi jeg efterlyser et svar, for jeg kender det godt selv. Svaret er: EU. Svaret er, at de fire partier i den grad ligger på maven for EU og i dette specielle tilfælde ligger på maven for et af præsident Chiracs mange sprælske indslag og indfald, hvor han under en middag med nogle franske erhvervsdrivende, som var helt vilde med at eksportere til Kommunistkina, pludselig fandt på at sige, at nu skulle han nok ophæve den våbenembargo.
Og hvad der er en pludselig opstået tanke i Chiracs hoved, bliver jo som bekendt i næste øjeblik til officiel EU-politik, og når noget er officiel EU-politik, så retter den danske regering ind, og så tilsidesætter regeringen - og det er det væsentlige - i samme sekund den pligt, som grundloven ellers pålægger regeringen, nemlig suverænt og uden fremmed indblanding at føre Danmarks udenrigspolitik. Så sælger man i samme åndedrag gerne ud af selv sine mest fundamentale opfattelser.
Når Chirac, som ikke engang nyder tillid i sit eget folk, dikterer, så glemmer man skåltalerne og er pr. automatik igen parate til at svigte Taiwans folk, et fuldt ud demokratisk folk, og samtidig parate til at komme et kommunistisk diktatur i møde, også selv om Danmarks vigtigste allierede, USA, i NATO indtrængende advarer imod at ophæve våbenembargoen.
Jeg skal på Dansk Folkepartis vegne meddele, at vi finder det meget beskæmmende på denne måde at handle direkte mod den vestlige forsvarsalliances interesser.