Skriftlig fremsættelse (12. januar
2005)
Skatteministeren (Kristian
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om beskatning af
søfolk
(Lovforslag nr. L 162).
EU-Kommissionen har udsendt nogle nye
retningslinier for statsstøtte til
søtransportsektoren. Dette gør det nødvendigt
at ændre reglerne for beskatning af søfolk, som
arbejder ombord på skibe registreret i Dansk Internationalt
Skibsregister €" den såkaldte DIS-ordning.
Regeringen ønsker samtidig at forenkle
reglerne for beskatning af søfolk. Disse regler findes i
øjeblikket spredt rundt i tre forskellige love, og en del af
regelsættet udgøres af nogle bemyndigelser til
skatteministeren til at meddele dispensationer.
Regeringen ønsker at samle de regler,
der skal gælde for beskatning af søfolk, på
ét sted. Regeringen ønsker også at få
gjort op med dispensationssystemet. Reglerne skal bygge på
objektive kriterier og ikke andet. Søfolk og rederier skal
kunne læse ud af loven, hvad der gælder.
Regeringen foreslår derfor, at den
nuværende sømandsfradragslov ophæves, og at
samtlige regler om beskatning af søfolk samles i en ny lov
om beskatning af søfolk.
De vigtigste ændringer i forhold til de
gældende regler er følgende:
€" DIS-ordningen (beskatning af søfolk)
vil fremover kunne anvendes, når sømanden arbejder
ombord på et skib, som ville kunne omfattes af
tonnageskatteordningen (beskatning af rederier). Begge ordninger er
statsstøtteordninger, som hviler på samme EU-retlige
grundlag. Derfor bør de også have fælles
anvendelsesområde.
€" Det nuværende dispensationssystem i
sømandsfradragsloven og efter praksis også i
DIS-ordningen afskaffes. Reglerne kommer herefter alene til at
hvile på et objektivt grundlag.
€" Sømandsfradraget, som i sin
nuværende udformning er ganske kompliceret, erstattes med et
fast fradrag. Det er en forenkling af reglerne.
€" Den nuværende opdeling af
fartområder i udenrigsfart, nærfart og begrænset
fart forenkles, så der fremover kun skelnes mellem
begrænset fart og anden fart. Det er også en forenkling
af reglerne.
€" Det gøres muligt for ejere af
sandsugerfartøjer at modtage statsstøtte til
arbejdsrelaterede omkostninger inden for de begrænsninger,
som EU-retningslinierne sætter. Det vil ske i form af en
refusionsordning.
DIS-ordningen er som nævnt i EU-retlig
forstand en statsstøtteordning, og ændringer i
DIS-ordningen skal derfor godkendes af Kommissionen, før de
kan iværksættes. Lovforslaget vil i sin helhed blive
notificeret, når det er fremsat, med henblik på
Kommissionens godkendelse.
Efter statsstøtteretningslinierne skal
den nye DIS-ordning kunne træde i kraft pr. 1. juli 2005, men
det forudsætter, at Kommissionens godkendelse til den tid
foreligger. Ellers må det blive senere. Det er hensigten, at
ændringerne i sømandsfradraget skal anvendes fra og
med indkomståret 2006.
Idet jeg i øvrigt henviser til
bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale
lovforslaget til tingets velvillige behandling.