Tak for ordet, og også tak for spørgsmålet. Jeg kan også ud fra medieomtalen forstå, at Rasmus Paludan skulle have været til stede ved skolen. Jeg vil bare gerne sige det så klart, som det overhovedet kan siges: Jeg tager skarpt afstand fra de ytringer, som Rasmus Paludan og andre ved flere lejligheder har fremsat, og jeg synes, det er helt utilstedeligt, at man kan finde på at stille sig op foran en skole og genere børn og ansatte med den konsekvens, at det går ud over børnenes skolegang. Det er i min optik fuldstændig forvrænget at udsætte små børn for den slags hadske demonstrationer, og jeg synes, det er helt og aldeles uansvarligt, at børn skal opleve den slags i nærheden af og på deres egen skole.
Vi skal selvfølgelig værne om vores grundlovssikrede ytrings- og forsamlingsfrihed, men der er også grænser, som debatten, vi havde sidste efterår, også viser, og vi skal ikke acceptere, at demokratiets rettigheder bliver misbrugt.
Jeg vil også gerne understrege i lyset af formuleringen af spørgsmålet, at det ikke er sådan, at politiet skal give tilladelse til at afholde demonstrationer. Der er alene krav om, at de skal anmeldes til politiet, senest 24 timer før de skal finde sted. I forbindelse med anmeldelsen kan politiet f.eks. give påbud om, at en demonstration skal afholdes et andet sted end det påtænkte, eller fastsætte andre vilkår for demonstrationens afholdelse. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor der er fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. I yderste konsekvens kan politiet også forbyde eller opløse demonstrationer, hvis demonstrationen er til fare for den offentlige fred.
Jeg har naturligvis en forventning om, at politiet skrider ind, hvis de overværer noget, som ikke er lovligt. Derudover har jeg bedt Rigspolitiet om på det næste forligskredsmøde at redegøre for politiets overvejelser i forbindelse med den her type af demonstrationer. Tak for ordet.