Gid, det var så vel. Jeg står her med Fagbladet 3F, som har afdækket en sag, og der står her:
»Københavns Kommune vil sende den 49-årige Tina Malmberg i en slags arbejdsprøvning i to timer om ugen, selvom to eksperter fraråder beskæftigelsesrettede forløb.«
Og det er altså det andet ressourceforløb, som Tina er blevet tildelt – og jeg tror, at hun selv opfatter det som idømt. Både en ergoterapeut i 2019 og Center for Komplekse Symptomer ved Frederiksberg Hospital slår fast, at det risikerer at forværre Tinas tilstand. Der står: »Funktionsevnen er meget svært nedsat. Det skønnes, at tilstanden vil forværres ved arbejdsmarkedsrettede tiltag selv i forløb med maksimale skånehensyn og få timer«.
Hverken borgmesteren i København eller Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil gå ind i den her sag. Så nu har ministeren chancen.
Jeg kender udmærket de aftaler, vi har lavet, også de forbedringer og tilretninger, som vi lavede tilbage i 2018. Men virkeligheden er jo mere sådan, som den er beskrevet af 3F. Og derfor er det, at Tina også spørger: »Hvor langt vil de have mig ned med nakken?« Det spørgsmål sender jeg videre til ministeren – og måske også sammen med spørgsmålet: Hvad er det, de ikke fatter i Københavns Kommune, eller hvad er det, vi skal lave om her i Folketinget, hvis den her opførsel virkelig skulle være lovlig?
En ting er vores intentioner herindefra og vores ændringer af reglerne omkring ressourceforløb. Noget andet er, hvordan det bliver fortolket og omsat ude i kommunerne.
Minister, de syge har brug for dig.