L 77 Forslag til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink.

Af: Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 21-12-2020

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 21. december 2020

20201_l77_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 21. december 2020

Forslag

til

Lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink1)

Midlertidigt forbud mod hold af mink

§ 1. Hold af mink er ikke tilladt til og med den 31. december 2021.

Stk. 2. Det er til og med den 31. december 2021 forbudt at

1) ind- og udføre levende mink til og fra Danmark,

2) til- og fraføre levende mink mellem besætninger i Danmark og

3) tilføre mink til de i stk. 3 og 4 nævnte dyrehold.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 omfatter ikke

1) hold af mink i zoologiske haver, dyreparker og lign.,

2) hold af mink i cirkus, forlystelsesparker og lignende virksomheder og

3) privates hold af domesticerede former af mink, dog maksimalt fem mink.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter ansøgning give tilladelse til at fravige stk. 1 og 2 med henblik på tekniske og videnskabelige undersøgelser, der udføres under tilsyn af Dyreforsøgstilsynet. Der kan fastsættes vilkår for tilladelsen.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om ændring af undtagelserne nævnt i stk. 3 og 4, herunder at de i stk. 3 nævnte hold af mink omfattes af forbuddet i stk. 1 og 2.

Aflivning af mink

§ 2. Fysiske og juridiske personer, der i strid med § 1, stk. 1, holder mink, skal lade dyrene aflive.

Stk. 2. Mink, der er anskaffet før lovens ikrafttræden, og som ikke er omfattet af restriktioner i medfør af lov om hold af dyr, må pelses.

Tempobonus

§ 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om udbetaling af tempobonus til minkavlere, der har medvirket til gennemførelsen af aflivningen af mink. Ministeren kan herunder fastsætte regler om yderligere bonus for minkavlere beliggende i Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn, Thisted, Jammerbugt, Vesthimmerlands og Læsø Kommuner.

Oplag, nedgravning og bortskaffelse

§ 4. Vedkommende minister kan til og med den 31. december 2021 træffe foranstaltninger og fastsætte regler om oplag, nedgravning og bortskaffelse af aflivede mink, når det findes nødvendigt. Foranstaltningerne kan træffes uanset bestemmelser i anden lovgivning, og reglerne kan fravige anden lovgivning. Foranstaltninger og regler som nævnt i 2. pkt. må ikke være irreversible.

Stk. 2. Foranstaltninger og regler efter stk. 1 må ikke udstrækkes i længere tid end nødvendigt.

Dispensation fra reglerne om helt eller delvist bortfald af afgørelser

§ 5. Miljøministeren kan, for så vidt angår mink, træffe foranstaltninger og fastsætte regler om dispensation fra reglerne om helt eller delvist bortfald af afgørelser efter § 59 a i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. og §§ 78 a og 78 b i lov om miljøbeskyttelse samt regler fastsat i medfør heraf.

Kontrol, påbud m.v.

§ 6. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fører kontrol med, at loven overholdes.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan meddele de forbud og påbud, der er nødvendige for at sikre lovens overholdelse.

Stk. 3. Hvis et påbud ikke efterkommes inden for en nærmere fastsat frist, kan ministeren lade arbejdet udføre for den ansvarliges regning.

Stk. 4. Klage over forbud og påbud meddelt efter stk. 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter forhandling med vedkommende minister eller vedkommende kommunale organisation fastsætte regler om andre offentlige myndigheders eller offentlige institutioners medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven.

Adgang til offentlige og private ejendomme m.v.

§ 7. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller andre, der efter regler udstedt i medfør af § 6, stk. 5, medvirker ved varetagelsen af opgaver efter loven, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og efter indhentet retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger, papirer m.v., herunder elektroniske data, med henblik på varetagelse af opgaver efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand til adgang i medfør af stk. 1. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om politiets bistand efter 1. pkt.

Erstatning og kompensation

§ 8. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om, at staten ved aflivning af mink, der er anskaffet før lovens ikrafttræden, yder erstatning og kompensation, der svarer til minkenes værdi, og erstatning og kompensation til dækning af det herved opståede driftstab.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, i hvilket omfang omkostninger i forbindelse med aflivning efter § 2, stk. 1, afholdes af staten.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om erstatning og kompensation som følge af forbuddet mod hold af mink, jf. § 1, stk. 1, herunder erstatning og kompensation til visse følgeerhverv.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om behandlingen af sager omfattet af stk. 1-3. Ministeren kan herunder fastsætte regler om oprettelse af myndigheder, der skal behandle sagerne, og efter forhandling med transportministeren fastsætte regler om, at sagerne helt eller delvis skal behandles efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Modregning

§ 9. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at krav, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke kan modregnes i krav på udbetaling efter denne lov.

Statens udgifter i forbindelse med aflivning af mink

§ 10. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan afholde udgifter i forbindelse med aflivning af mink som følge af SARS-CoV-2 (covid-19), eksempelvis til destruktion, bortskaffelse, rengøring, desinfektion, administration m.v.

Straf

§ 11. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der

1) overtræder § 1, stk. 1,

2) overtræder § 1, stk. 2, eller

3) undlader at efterkomme et påbud eller overtræder forbud meddelt efter § 6, stk. 2.

Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af loven kan der fastsættes straf i form af bøde og fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 12. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af §§ 3 og 8. Ministeren kan fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 3. § 11, stk. 1, nr. 1 og 3, finder, for så vidt angår mink, der er anskaffet før lovens ikrafttræden, først anvendelse fra den 15. januar 2021.

Stk. 4. Ansøgning om tilladelse efter § 1, stk. 4, skal, for så vidt angår tekniske og videnskabelige undersøgelser, der er iværksat før lovens ikrafttræden, indgives senest den 15. januar 2021. Giver ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri afslag på ansøgningen, fastsættes der samtidig en frist for, hvornår minkene skal være aflivet. Indtil udløbet af fristen i 2. pkt. finder § 1, stk. 1 og 2, ikke anvendelse.

Ændring af anden lovgivning

§ 13. I lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 38 af 15. januar 2020, foretages følgende ændring:

1. Efter § 56 indsættes:

»§ 56 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at krav, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke kan modregnes i krav på udbetaling af erstatning efter § 56, stk. 1, vedrørende mink, der er aflivet som følge af SARS-CoV-2 (covid-19).«

Færøerne og Grønland

§ 14. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der som udkast har været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (kodifikation) (informationsproceduredirektivet).