Tak, formand. Det er jo ikke et nyt forslag for det ærede Ting at behandle, som Dansk Folkeparti her har fremsat – tværtimod er det jo et forslag, som vi kontinuerligt de seneste mange år har fremsat. Og når vi alligevel gør det og formodentlig også i fremtiden vil gøre det, er det jo, fordi vi har oplevet, hvordan det netop er det her kontinuerlige pres på udlændingeloven, der rykker partier. Det Folketing, vi har i dag, er jo et fuldstændig andet end det, vi havde for 10 eller 20 år siden, når det kommer til det centrale spørgsmål om, hvordan Danmark skal se ud i fremtiden i relation til islam og islamismen.
Derfor vil vi i Dansk Folkeparti blive ved – vi helmer ikke; vi vil blive ved. Og vi glæder os jo også over, hvordan tingene rykker. Man kunne jo ikke have forestillet sig det Socialdemokrati, vi har i dag, se sådan ud under hr. Svend Auken eller hr. Poul Nyrup Rasmussen. Og man kunne formodentlig heller ikke have forestillet sig dét Det Konservative Folkeparti, vi har i dag under hr. Søren Pape Poulsen. Jo, det er selvfølgelig hr. Søren Pape Poulsen, der er formand, men det er, som om der er sket noget ved folketingsvalget – altså, der er et konservativt parti, som sidder i regering, og et konservativt parti, som ikke sidder i regering. Og jeg må sige, at for mit eget vedkommende er jeg fuldstændig pjattet med det konservative parti, der ikke sidder i regering. Bl.a. kunne man i Kristeligt Dagblad i januar læse et varmt indlæg fra hr. Marcus Knuth, hvor han netop reflekterer over det her med islam og på vegne af sit parti – sit nye parti vel at mærke – gør sig til talsmand for, at islam netop skal fylde mindre.
Det er jo glædeligt, at vi den måde nu begynder at kunne forsones i den konservative lejr. Måske er det så efterhånden ikke længere en parafrase, når man kalder sig konservativ. Jo, det bliver det jo så, når vi i dag, i hvert fald forventeligt ud fra førstebehandlingen, vil se de røde knapper lyse ud for hr. Marcus Knuth – ikke de rød-hvide, men de røde. Og det er en skandale, for det understreger jo netop, at dét Det Konservative Folkeparti, vi havde i regering, altså er et substantielt andet konservativt parti end det, vi har uden for regering. Skal man så le eller græde? Er det en glædens dag eller en sorgens dag, når man ikke engang, på trods af retorikken i de offentlige medier, vil stemme ja til et forslag, der rent faktisk realiserer det, som hr. Marcus Knuth og hans parti jo altså siger udadtil at man gerne vil, nemlig trænge islam tilbage?
Så jeg synes egentlig, hr. Marcus Knuth skylder en forklaring: Er det hr. Marcus Knuth i Folketingssalen, eller er det hr. Marcus Knuth i Kristeligt Dagblad, der går til valg næste gang?