Tak til forslagsstillerne fra Det Konservative Folkeparti. Kriminelle bandemedlemmer gør livet utrygt for uskyldige danskere gennem vold, afpresning, trusler, skudepisoder. Vi vil ikke acceptere den adfærd, som vi oplever fra banderne. Det er min kerneprioritet som justitsminister at skabe et trygt samfund; derfor har regeringen det sidste halvandet år sat ind på en række områder mod banderne. Det er et område, som vi følger tæt. Vi lytter til politiets og myndighedernes ønsker. Og jeg kan garantere, at vi endnu ikke har set regeringens sidste slag mod banderne.
Derfor kan der også være god grund til at se på de bandekriminelles muligheder for at få godtgørelse og erstatning, hvis de kommer til skade i banderelateret kriminalitet. Og på den måde har jeg sådan set forståelse for motiverne bag forslaget, men jeg kan ikke støtte forslaget, som det ligger. Ifølge beslutningsforslaget skal vi fratage de bandekriminelles ret til tortgodtgørelse, hvis de kommer til skade ved bandekriminalitet. Det skal dog ikke gælde i særlig grove tilfælde. Desuden foreslås det, at gerningsmanden i stedet skal dømmes til at betale tortgodtgørelse til en velgørende fond.
I dag kan enhver, der har været udsat for en krænkelse, rejse et erstatningskrav mod gerningsmanden. Her er tortgodtgørelse ét blandt flere mulige krav, hvis man har været udsat for en skade eller en krænkelse. Det er allerede i dag sådan, at der kun ydes godtgørelse for særlig grove voldsforbrydelser eller frihedsberøvelser. I praksis omfatter det f.eks. grov vold, røveri og drabsforsøg. Angrebet skal typisk have medført en alvorlig skade og have udløst en fængselsstraf på minimum 1 år, før det kan medføre godtgørelse. Så i vidt omfang er retstilstanden allerede i dag sådan, at der kun tilkendes godtgørelse for særlig grove tilfælde af vold.
Som beslutningsforslaget er formuleret, angår forslaget erstatningsansvarsloven. Det er den lov, der regulerer det indbyrdes økonomiske forhold mellem en skadevolder og en skadelidt, dvs. det private krav, en skaderamt bandekriminel kan have på en anden, hvis han udsættes for en skade eller en krænkelse på grund af bandekriminalitet.
Jeg mener ikke, at der er nogen grund til, at vi blander os i, om bandekriminelle retter krav mod hinanden og kræver tortgodtgørelse. Måske kan forslaget ligefrem afholde en skadelidt fra at rette et krav mod en skadevolder, hvis godtgørelsen ikke kommer skadelidte til gode, men ender i en fond. På den måde kan forslaget måske få den modsatte virkning af det, der er tilsigtet, nemlig at en skadevolder slipper billigere end i dag, forudsat altså at bandemedlemmer tænker så langt.
Jeg mener derfor heller ikke, at forslaget vil have nogen nævneværdig betydning, hvis det anskues som et tiltag til at begrænse bandekriminalitet. Som sagt tildeles der herudover allerede i dag kun tortgodtgørelse ved særlig grove voldsforbrydelser og frihedsberøvelser. Desuden er tort kun én blandt flere poster, som kan kræves betalt ved en skadevoldende forbrydelse, og hvis der er tale om alvorlig personskade eller død, vil tortgodtgørelsen typisk være en mindre post i forhold til krav om f.eks. erstatning for varige men, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevne eller tab af forsørger. Derfor tror jeg ikke, at forslaget vil have den effekt, man kunne håbe på.
Når det er sagt, er jeg grundlæggende enig med forslagsstillerne i, at bandemedlemmer udsætter sig selv for en risiko, når de deltager i bandekriminalitet. Derfor mener jeg, at der er grund til at se på, om vi skal justere den statslige offererstatningsordning. Det er den ordning, der indebærer, at staten yder erstatning til ofre for en forbrydelse. Når staten har udbetalt erstatningen til et offer, overtager staten offerets krav mod gerningsmanden. Ordningen er blevet til for at tage hensyn til ofre, som i nogle tilfælde har meget ringe udsigter til faktisk at kunne få deres krav igennem hos gerningsmanden. Man kan sige, at staten påtager sig den økonomiske risiko, som nogle er blevet udsat for, for dem, der er blevet udsat for en forbrydelse.
Offererstatningsordningen varetages af Erstatningsnævnet. Nævnet har hidtil anset det at indgå i en banderelation som en accept af risikoen for, at man kan komme til skade, og det har ført til bortfald af ret til offererstatningen. I december 2019 afsagde Højesteret dog en dom, som betyder, at nævnet har måttet ændre sin praksis. Kort sagt fastslog dommen, at Erstatningsnævnet ikke længere kan lade en erstatning bortfalde, hvis retten ville tilkende offeret erstatning i en sag mod skadevolder. Dommen har betydet, at nævnet ikke i samme grad som tidligere kan lade offererstatningen bortfalde, fordi offeret har bandetilknytning, og derfor har nævnet udbetalt offererstatning til personer, der har tilknytning til bandemiljøet.
Jeg mener bestemt, at det kan diskuteres, for nu at sige det mildt, om vi skal tage det samme hensyn til bandekriminelle, der ved at deltage i kriminalitet bevidst udsætter sig for fare, som til almindelige mennesker, der uforvarende udsættes for en forbrydelse. Når vi med den ene hånd bekæmper banderne med alle midler, kan det virke inkonsekvent, hvis vi med den anden hånd udbetaler erstatning til bandemedlemmer, som har pådraget sig skader i de konflikter, som samfundet gør alt for at bekæmpe.
Jeg sætter faktisk pris på, at forslagsstillerne har rejst debatten, og selv om jeg ikke kan støtte forslaget, som det ligger, deler jeg fuldt ud ønsket om at stække banderne og andet uvæsen. Derfor vil jeg tage initiativ til at undersøge, om vi kan ændre offererstatningsloven, så bandekriminelle, der kommer til skade i bandekonflikter, ikke længere har ret til at kræve statslig offererstatning. Tak for ordet.