Tak for det, og også tak for debatten. Nogle har jo sagt, at nu er det tredje gang, vi ser det, og det handler nok også mere om muslimer og islam, end det handler om skattepolitik. Og noget af det er nok rigtigt. Det er nok en kombination af begge dele. Der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti er pikeret over den udvikling, som vi ser, den måde, som vi ser islam hele tiden får møvet sig ind på. Det sidste, vi har set nu, er en stor fabrik med 125 ansatte nede i Nakskov, hvor alle medarbejdere har skullet på halalkursus, for at virksomheden kunne blive halalcertificeret. De laver pumper og andet. Og det viser sig også, at når man har været på kursus, skal man selvfølgelig bevise, at man også har forstået, hvad det er. Og der skal man altså udfylde et spørgeskema og skrive under på, hvad der kan være forurenende i forbindelse med produktionen. Kan det være støv og møg? Kan det være svinekød? Kan det være plastik? Kan det være noget andet? Der skal man altså svare, at svinekød er en forurenende faktor på en virksomhed.
Så kan man diskutere, om man så kan have leverpostej med i madpakken. Kan man så have et stykke med skinke på med, når man sidder nede i sin frokoststue? Nej, det kan man jo nok egentlig ikke, for så har man jo rørt ved det, inden man skal ud i produktionen igen. Det er altså en glidebane uden lige, og så er det endda fradragsberettiget.
Virksomhederne kan sende de her mennesker af sted på kursus, og så kan de trække det fra i skat. Vi er jo til grin for vores egne penge. Og hvad sker der så, når de bliver halalcertificeret? Hver gang de sælger en pumpe, er der en lille afgift på, og hvad sker der så? Så går den ud til det islamiske broderskab, og så kan de bygge nogle moskéer, og så kan de slås om det ude i kommunerne. Vi er til grin.
Derfor forstår jeg ikke, at vi ikke gør noget her, for det her forhindrer ikke virksomhederne i at blive halalcertificerede – selv om vi sådan set gerne så det. Det forhindrer dem ikke i at blive halalcertificerede, men at det også skal være fradragsberettiget, er da tåbeligt. Alle partier render rundt og kæmper om den stramme dagsorden, men når det kommer til stykket er der reelt kun to partier, som tør tage den her debat, og det er Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, og så er den jo sådan set ikke længere.
Er det en svær debat? Ja, det er det. Har det konsekvenser at vedtage sådan et forslag her? Ja, det har det. Er vi villige til at gøre det? Ja, det er vi, og det er vi, fordi det her betyder noget. Hvad er det, der står om 3 år i det der kursusbevis, de skal skrive under på?
»Stening af kvinder ude i verden er ikke så slemt alligevel« – det er jo bare et stykke papir, sæt nu bare kryds i den kolonne også.
Det accepterer vi også.
Det flytter sig hele tiden i den forkerte retning, og derfor mener vi i hvert fald, at vi skulle starte med at sige, at det ikke skal være velfærdskroner, der går til at finansiere de her ting, for det er det i dag, fordi det er en udgift, man trækker fra i skat, og når man trækker den fra i skat, betaler man den jo ikke i skat, og dermed går velfærdssamfundet glip af de penge. Derfor forstår vi ikke, at både de borgerlige partier og særlig Socialdemokratiet så markant afviser det her, i stedet for at gå ind i en fornuftig debat om, om man kunne tilpasse det til, om man kunne gøre det på en anden måde, og hvordan vi sikrer os, at der ikke går velfærdskroner til at bygge moskéer rundtomkring i verden. Det havde vi egentlig håbet at vi kunne få en debat også med skatteministeren om. Det kunne vi så ikke.
Men jeg vil sige, at i forbindelse med udvalgsbehandlingen vil vi selvfølgelig bruge det her beslutningsforslag til også at undersøge nogle andre ting. Det er jo rigtigt, som skatteministeren siger, at det ikke er hans område, og det er helt fair, at man ikke skal svare på det. Men når man sender 125 mennesker af sted på et kursus, er det så også et amu-kursus? Altså, putter vi endnu flere skattekroner ind i den her islamiske maskine, som fungerer ude på virksomhederne? Det tror jeg desværre at vi vil opleve.
Så har jeg fået en god oplevelse i dag, og det er, at ministeren har kunnet kaste lys over, at det her er meget, meget store beløb, og at det vil have store konsekvenser for danske virksomheder, hvis man ikke kan trække udgifterne fra. Jeg har personligt stillet flere spørgsmål til Skatteministeriet, også under skiftende ministre, og fået at vide, at det kan man ikke opgøre. Det ligger sådan inde i maskinen, og det kan man ikke se, for det er ikke alle virksomheder, der ligger med åbne regnskaber.
Men man skal huske, at det, der er i det her, er, at det ikke kun handler om slagterier. Det handler også om alt det andet. Det er emballage, det er kosmetik, det er det hele. Det er byggerier, der begynder at blive halalcertificerede. Og kan I forestille jer, hvis store offentlige byggerier skal til at være halalcertificerede? Så er det rigtig, rigtig mange millioner kroner måske ved hvert byggeri. Og så skal man så sige: Det betyder jo ikke noget, det er jo bare lidt papir. Nej. Det betyder rigtig meget. Vi skal tage afstand fra det, og det gør vi i Dansk Folkeparti. Og vi er glade for, at vi har en lille smule opbakning, men vi er lidt skuffede over, at den der stramme retorik, der kører i mange partier, ikke holder længere end til læserbrevene. Den holder ikke, når vi kommer ned i Folketingssalen.