Tak for spørgsmålet fra min gode kollega fra Venstre. Jeg har stor forståelse for, at sæsonafhængige erhverv ligesom mange andre erhverv i Danmark har det svært på grund af coronakrisen, og det er jo bl.a. også derfor, at regeringen og alle Folketingets partier har vedtaget den her række af hjælpepakker, som både sikrer kompensation for virksomhedernes lønomkostninger og for de faste omkostninger og også skaber en bedre adgang til likviditet, til lån for at være med til at holde hånden under danske virksomheder i den her svære tid.
Den 18. april indgik regeringen og alle Folketingets partier en aftale om at udvide og forbedre sikkerhedsnettet. Det gælder også for sæsonafhængige erhverv, der bl.a. kan have særlig glæde af, at ordningen for kompensation for faste omkostninger og ordningen for kompensation til selvstændige og freelancere er forlænget med 1 måned til og med den 8. juli.
Der er som bekendt iværksat en gradvis og kontrolleret genåbning af det danske samfund. Danmark står med gode muligheder for at understøtte aktivitet og arbejdspladser på en måde, som understøtter den private efterspørgsel. Jeg tror, at vi alle ønsker en så hurtig genopbygning, som det er sundhedsmæssigt forsvarligt, og det gælder også for sommerlande og feriehuse, som selvfølgelig glæder sig til at kunne byde børn og voksne velkommen igen.
Men der er en risiko for, at kunder og gæster holder sig væk på grund af utryghed om smitterisikoen, selv når sommerlandene åbner, og familier igen kan samles i feriehusene. Derfor er jeg glad for, at vi sammen i Folketinget har besluttet at forlænge kompensationsordningerne, samtidig med at vi har igangsat drøftelser om den næste fase af genåbningen. Det er ikke mindst af hensyn til de sæsonafhængige erhverv, at det er vigtigt, at vi genåbner gradvist og kontrolleret, og derfor har vi en dialog med de sæsonafhængige erhverv om, hvordan genåbningen kan ske på en forsvarlig og ansvarlig måde, så både kunder, gæster og medarbejdere kan være trygge ved det.