Man mærker virkelig samarbejdsviljen fra ministerens side; man har travlt med at skyde på andre, men man sætter skjoldet op foran sig selv, så snart nogle skyder på en og siger, at man gerne vil have et samarbejde. Det er jo en fin måde at gribe tingene an på – skyder bare løs, når man sidder i et glashus.
Jeg synes egentlig, at ministeren burde tage det lidt mere alvorligt end som så. For i stedet for at tage de bekymringer, ministeren kom ud med, på en konstruktiv måde og involvere forligsparterne og Folketinget i det her, så vi konstruktivt kan finde en løsning, så vælger ministeren at køre en krig mod den tidligere regering og sige, at det hele er den tidligere regerings skyld – og i øvrigt er det vores skyld, hvis ikke vi laver en aftale her og nu. Det giver jo en utryghed på boligmarkedet, fordi det jo ikke er det, der er befordrende for at få lavet en hurtigere aftale.
En hurtigere aftale indgår man ved at have et tillidsfuldt samarbejde, og der sidder masser af danskere, der er bekymret for, om de kan sælge deres boliger nu. Det synes jeg vi skylder dem at give dem en tryghed for. Altså, man har brug for at have en tryghed om sin bolig, og det synes jeg ministeren burde tage på sig. Så derfor er mit spørgsmål, om ministeren mener, at det her er den mest konstruktive måde at gribe tingene an på fra ministerens side.