Tak for det. Jeg er fuldstændig enig med ministeren i, at det er en trist situation. Vi ser også med meget stor alvor på det, når vi kan se, at SAS er i alvorlige problemer og har måttet annoncere afskedigelse af 1.700 medarbejdere alene i Danmark. Når ministeren så her i afslutningen af svaret tilkendegiver, at regeringen vil gøre, hvad der er nødvendigt, så er det oplagte spørgsmål jo: Hvad er det så, ministeren tænker på? Hvad er det, regeringen tænker på?
I Venstre er vi sådan set optaget af, at vi får lavet en langsigtet plan, for vi har brug for SAS i fremtiden. Vi har brug for SAS som den virksomhed, den er; den virksomhed, der sådan set sikrer, at vores erhvervsliv bringes ud i verden; den sikrer sådan set, at der er vækst, og den sikrer jo en del af fundamentet for hele Københavns Lufthavn.
Så hvad tænker ministeren der skal gøres herfra? Altså, nu kommer ministeren så ikke med en konkret plan, men er ministeren enig i, at vi sådan set har brug for en langsigtet plan for at sikre, at vi også har SAS, når vi kommer på den anden side af krisen?