Tak.
Da spørgsmålet udspringer af den samme problematik som spørgsmål S 455, vil jeg tillade mig i det væsentlige at henvise til mit tidligere svar.
Jeg vil dog gerne tilføje, at jeg ikke er alene med min skepsis over for projektpædagogikken.
Eksempelvis har en af de centrale personer bag de seneste 30 års arbejde med tværfagligt problemorienteret projektarbejde i folkeskolen Sten Clod Poulsen selv undsagt den her, hvad skal man sige, absolutte metode allerede i 2010.
Projektpædagogik er ikke i sig selv et problem – det synes jeg er væsentligt at slå fast.
Jeg er enig i, at projektarbejde kan bidrage til at motivere elever, fordi de kan se, hvad deres viden kan bruges til i praksis.
Men det forudsætter netop, at eleverne har de fornødne kundskaber og den fornødne viden, som de kan bringe i spil i projektet.
Det burde ikke være så vild en påstand, men det er det så åbenbart.
Der skal samtidig være et særligt fokus på de elever, der ikke trives med de meget frie rammer.
Projektarbejde indebærer ofte en høj grad af selvbestemmelse, som kan have en social slagside, hvis den fylder hele sendefladen vel at mærke.
Elever fra hjem uden uddannelsestraditioner risikerer at blive tabt, både i folkeskolen og i et efterfølgende uddannelsesforløb, når ansvaret for egen læring bliver det dominerende mantra.
Det og meget mere ser jeg frem til at have en diskussion om, når jeg i slutningen af februar mødes med skolechefen, skolelederen og formanden for skolebestyrelsen på Herfølge Skole.