Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 80:

Forslag til folketingsbeslutning om at erstatte Statens Kunstfond med seks regionale kunstfonde.

Af Alex Ahrendtsen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2018).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver indledningsvis ordet til kulturministeren.

Tak for ordet. Dette er det første af tre beslutningsforslag, som vi skal behandle her i eftermiddag, og som jeg læser det og forstår det, er formålet med beslutningsforslaget her at sikre et mere mangfoldigt kunststøttesystem og også sikre, at der er en større folkelig opbakning.

Forslaget går helt konkret ud på, at vi skal nedlægge Statens Kunstfond, som vi kender det i dag, og i stedet for skal der oprettes seks regionale kunstfonde. Så det er altså ikke et økonomisk spørgsmål. Det er et organisatorisk spørgsmål, som jeg forstår det. Fondene foreslås så tildelt en procentdel af de nuværende midler fordelt på befolkningstal, og de seks fonde skal så dække henholdsvis Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, Fyn, Sjælland med Bornholm og så hovedstaden. De seks fonde foreslås også, at de hver skal have udvalg inden for musik, litteratur, billedkunst, kunsthåndværk og design samt scenekunst, men ikke et udvalg for film og arkitektur, som Statens Kunstfond har det i dag. Dansk Folkeparti foreslår også, at reglerne om de nye regionale kunstfonde skal træde i kraft i 2021.

Jeg vil godt indlede mine egne kommentarer med at sige, at mange af de intentioner, som Dansk Folkeparti lægger op til her, nemlig at sikre, at kunststøtten kommer alle borgere i Danmark til gode, og at vi skal sikre, at der også er en folkelig opbakning til vores kunststøttesystem, kan jeg sagtens følge et langt stykke ad vejen. Det er faktisk min opfattelse, at det er af meget, meget stor vigtighed, at kunststøttesystemet virkelig afspejler samfundets mangfoldighed og ikke mindst i forhold til spredningen i hele landet.

At kunststøtten dækker landet geografisk, er jo faktisk også et af de kriterier, som Statens Kunstfond skal tage stilling til og skal støtte ud fra, og det er en problemstilling, som jeg ved at der er blevet arbejdet meget med allerede på nuværende tidspunkt i Statens Kunstfonds netop udpegede 4-årige levetid, og jeg ved faktisk også, at den nye formand for Statens Kunstfonds bestyrelse, Michael Bojesen, har stort fokus på de her problemstillinger.

For netop med et blik for betydningen af den geografiske spredning af støtten har vi jo faktisk også på den seneste finanslov afsat midler – ganske vist ikke mange, men dog midler – til etablering af to nye regionale kunstfonde. De to nye regionale kunstfonde kommer til at dække henholdsvis Jylland og Øerne, og tanken er jo netop, at vi skal gøre os nogle erfaringer med, hvad det er, der kan ske, når man laver sådan to kunstfonde – ikke som en direkte parallel, men dog alligevel som noget, der ligner det, vi har gjort med de regionale filmfonde. Det to regionale kunstfonde er for øjeblikket ved at blive etableret, og de skulle meget gerne komme i funktion senere på året.

Selvfølgelig kan de to fonde, som er under etablering, ikke sammenlignes med det markante skridt, som beslutningsforslaget her ville tage, men det er altså min intention, at de to regionale kunstfonde skal inddrage de lokale kræfter i kulturpolitikken i regioner og kommuner, men også meget gerne sikre, at det bliver muligt at rejse flere private midler. Og så er det min intention, at de skal have et fokus på en anden form for støtte end den, som i dag ydes af Statens Kunstfond. De skal have fokus på den del af kunstlivet, som kan blive til en forretning, også for kunstneren.

Jeg betragter de to nye fonde som et eksperiment og som et erfaringsrum og ønsker derfor, at vi lige tager bestik af de erfaringer, som kommer ud af de to regionale kunstfonde, før vi kaster os ud i en yderligere debat – altså, debatten kan vi jo altid tage – men jeg vil ikke selv være med til at bakke op om en fuld regionalisering af kunststøtten på det nuværende grundlag. Jeg vil heller ikke skjule, at jeg er bekymret for de administrative udgifter, som vil være forbundet med etableringen af forslagets seks regionale kunstfonde i den form, det ligger her, da de seks regionale kunstfonde hver især skal have udvalg for fem kunstarter. Så jeg kunne have en stærk bekymring for, at det ville føre til meget højere udgifter til administrationen af kunststøttemidlerne end de udgifter, som vi har i dag.

Jeg synes, det er meget svært at forestille sig, at besparelser i udgifter til huslejen for den nuværende Statens Kunstfond ville kunne dække de øgede administrative udgifter, som man må gå ud fra skal omfatte både husleje og sekretariatsbetjening for seks fonde med hver tilhørende mange udvalg. Statens Kunstfond udgør kun en mindre del af huslejen i styrelsen i dag på H. C. Andersens Boulevard, som jo rummer alle Slots- og Kulturstyrelsens andre funktioner.

Som bekendt er kunststøtten omfattet af to politiske aftaler, som begge to blev indgået i 2012: en bred aftale vedrørende Statens Kunstfonds opgaver og struktur, som alle Folketingets daværende partier var en del af, og en aftale om hædersydelserne, som forslagsstillernes parti, Dansk Folkeparti, valgte ikke at være en del af. Det betyder jo også, at en gennemførelse af ændringer som dem, der er indeholdt i forslaget her, under alle omstændigheder skal have opbakning i aftalekredsen.

Jeg vil derfor til efteråret indkalde aftalekredsene til en bred drøftelse helt generelt for at se på, om der er behov for ændringer i kunststøtten, som vi kender den i dag, og jeg vil foreslå, at vi i den sammenhæng også tager de ideer, som ligger i forslaget her, med i drøftelserne. På den baggrund skal jeg meddele, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra ordføreren for forslagsstillerne, hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det var en lidt forsigtig, men også lettere åben minister, som jeg hører ministertalen, og det tager jeg selvfølgelig imod. Jeg har dog et spørgsmål. Regeringen ønsker et Danmark i balance, og det må jo så også gælde på kultur- og kunstområdet og især på kunststøtteområdet. Men her ønsker man altså ikke at regionalisere, at decentralisere, men at beholde den stærkt centraliserede kunststøttemodel, som har til huse i København. Hvordan hænger det sammen med regeringens ønske om et Danmark i bedre balance?

Ministeren.

Jeg vil jo sige til hr. Alex Ahrendtsen, at vi faktisk tager, om end de er små, skridt i den retning, som beslutningsforslagsstillerne her lægger op til, i og med at vi allerede på sidste års finanslov har afsat midler til at etablere to små regionale fonde, ikke med samme struktur, ikke med samme kompleksitet og slet ikke med samme økonomi, som der ligger i forslaget her, men netop med henblik på at se på, om vi kan gøre noget anderledes og bedre, så vi får en bedre balance end den, som vi måske har i dag. Så blikket er altså rettet i den samme retning som beslutningsforslagsstillernes forslag her, men vi er bare ikke villige til at tage et så voldsomt skridt, som hr. Alex Ahrendtsen og forslagsstillerne lægger op til her.

Spørgeren.

Jeg er selvfølgelig glad for, at ministeren vil indkalde til drøftelser i efteråret om det her, og der håber jeg på, at de øvrige partiers ordførere er lige så åbne, som ministeren er.

Mit spørgsmål går på de to regionale fonde, som Dansk Folkeparti i finansloven er med til at understøtte. Hvis det nu viser sig, at de er en succes, vil ministeren så være med til at øge regionaliseringen, sådan som vi bl.a. har foreslået i vores beslutningsforslag?

Ministeren.

Det er vi helt åbne over for at se på. Jeg synes dog lige, at jeg for god ordens skyld skal sige, at det, der ligger i Statens Kunstfond i dag, jo dækker meget mere og bredere end det, der kommer til at ligge i de to små regionale kunstfonde, som vi etablerer nu, fordi vi i det nye spor, vi lægger ud her, jo lægger rigtig meget vægt på også at sørge for, at man kan blive økonomisk selvbærende som kunstner, i forhold til hvad det er, man kan søge støtte til.

Den næste spørger er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Jeg har to spørgsmål, og det er bare for fuldt ud at kunne forstå, hvad det er, ministeren siger.

Ministeren siger, at hun tager små skridt i den retning, som forslagsstillerne ønsker. Betyder det, at det – selv om det ganske vist er et eksperiment – er i den retning, man fra ministerens side gerne vil gå med hensyn til den her regionalisering af den danske kunst- og kulturstøtte?

Det andet spørgsmål drejer sig om, at ministeren sagde, at hun i efteråret ville indkalde forligskredsen bag Statens Kunstfond til drøftelser, hvor man lige skulle se på det. Hvis der skal laves nyt forlig om Statens Kunstfond, vil ministeren så gøre det bredt i Folketinget, eller bliver det med den gamle forligskreds?

Ministeren.

For at tage det sidste først: Det har jeg simpelt hen ikke taget stilling til på nuværende tidspunkt.

Hvad angår det første spørgsmål om det med regionaliseringen, så er mit perspektiv, uanset hvad jeg arbejder med på det her område, at tage afsæt i borgerne og ikke i institutionerne. Det vil sige, at når målet er, at kunst og kultur skal være tilgængeligt i hele landet – og der tror jeg sådan set at en bred kreds af partier i det danske Folketing egentlig er enige med Dansk Folkeparti; jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige det, men jeg læser det på den måde – og hvis vi gør det ud fra et borgerperspektiv, må vi jo også konstant reformere enten via store eller små reformer, så vi sikrer det. Og det vil sige, at en organisationsstruktur, som man har haft på et tidspunkt, ikke nødvendigvis er den bedste organisationsstruktur på et andet tidspunkt.

Det er jo derfor, vi har valgt at sige, at nu tænker vi ikke Statens Kunstfond et hundrede procent forfra, men da der faktisk er meget gode erfaringer med de to små regionale filmfonde, som kan rejse flere midler, engagere lokalsamfundene, skabe legitimitet osv., vil vi gerne prøve at se, om vi kan gøre det ved at flytte en lille del af de ressourcer, som ligger i Statens Kunstfond i dag, ud i to små regionale fonde. Men hvordan udviklingsretning, tempo osv. skal se ud, når vi kigger lidt længere frem, kan jeg først sige, når vi har gjort os nogle erfaringer med de to små nye regionale kunstfonde.

Spørgeren.

Hvad angår spørgsmålet om forligskredsen, vil jeg bare komme med en opfordring til, at kulturministeren vælger at indkalde bredt, hvis der skal laves nye aftaler om vores danske kunststøtte.

Til det sidste, ministeren er inde på, vil jeg sige: Ja, selvfølgelig skal det ud i hele landet, men fokus må også være på, hvordan vi får kunsten ud i hele landet, og ikke kun, hvor vi tager beslutninger om den. Det handler om at få kunsten i centrum, hvordan vi får den ud til borgerne, hvordan vi sørger for, at der er et levende kunstliv i hele Danmark, og hvordan der kan være kunstnere, der arbejder. Det er bare vigtigt at have det perspektiv, at det ikke handler om, hvor beslutningen træffes, men hvor kunsten eksisterer i landet.

Ministeren.

Det er jeg fuldstændig enig i, men vi må jo med hensyn til de regionale filmfonde konstatere, at det, fordi de er placeret regionalt, faktisk er lykkedes at rejse midler, som næppe ellers ville være blevet rejst, og det er lykkedes at engagere lokalsamfund, virksomheder, uddannelsesinstitutioner osv. på en ny måde, som jeg synes er spændende, og som jeg synes går nye veje. Men selv om vi har gjort os gode erfaringer der, betyder det jo ikke, at vi skal nedlægge DFI. Det handler om at få kagen til at blive større.

Tak til kulturministeren. Så giver jeg ordet til hr. Orla Hav som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Forslagsstillerne, Dansk Folkeparti, vil med forslaget pålægge regeringen at fremsætte forslag om at nedlægge Statens Kunstfond og i stedet oprette seks regionale kunstfonde. Jeg må sige, at det for Socialdemokratiet er vigtigt, at vi hele tiden gør os overvejelser om, hvordan vi sikrer og understøtter danskernes adgang til kunst og kultur, gerne af allerhøjeste kvalitet, uanset hvor man bor. I den sammenhæng spiller Statens Kunstfond en vigtig rolle for indsatsen for at fremme kunst og kultur i hele Danmark. Kunstfondens tildelinger beror på faglige vurderinger, og derved er der fokus på den kunstneriske kvalitet.

I 2013 gennemførte den daværende regering med bred opbakning en reform af Statens Kunstfond, og der var sigtet at skabe en højere grad af gennemsigtighed i støttesystemerne. Vores anke over for det forslag, som Dansk Folkeparti nu bringer frem, er, at det her går i stik modsat retning. Det skaber ikke overskuelighed og gennemsigtighed, og det skaber yderligere bureaukratisering. I samme boldgade som ministeren nu har beskrevet det, vil jeg sige, at det er en vanskeligt farbar vej at begive sig ud på at bruge pengene på øget bureaukratisering og mindre gennemsigtighed. Så af de grunde kan vi ikke støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag.

Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke er åbne over for at diskutere, hvordan vi i højere grad sikrer, at hele landet får, om jeg så må sige, andel i den kage, der gerne må blive større, kunne jeg høre. Jeg kiggede udpegningerne til Statens Kunstfond igennem, som fandt sted her for ikke så farlig længe siden, og jeg må sige, at hvis jeg kigger på, hvor repræsentanterne kommer fra, så er der en foruroligende grad af enshed i det. Jeg synes ikke, der er en særlig stor geografisk spredning blandt dem, man udpeger dertil. Det kunne Dansk Folkeparti jo også godt have sat fokus på. Den diskussion vil jeg gerne deltage i.

Det er heller ikke synderlig præcist beskrevet, hvordan man ønsker at få den regionale indflydelse med, og det forekommer lidt underligt på et tidspunkt, hvor det ser ud til, at der ligger et forslag om, at en anden regional størrelse, nemlig den regionale erhvervsservice, åbenbart skal lægges ind under staten. Så det er altså en diskussion, som er – skal vi sige – modsatrettet det, som Dansk Folkeparti i det her stykke lægger op til. Så vi synes, det er på et noget ufuldstændigt grundlag, beslutningsforslaget bliver præsenteret, og vi bryder os ikke om at skabe yderligere bureaukrati og mangel på gennemsigtighed. Så derfor afviser vi forslaget.

Der er spørgsmål. Hr. Alex Ahrendtsen.

Er svaret ikke snarere, at Socialdemokratiet er kulturparnassets mand – og især kulturparnassets mand i hovedstaden? Man siger jo gerne, at man vil have et Danmark i balance, men så snart vi kommer til kultur- og kunsteliten i hovedstaden, er den beskyttet i klasse A. Dette forslag, som bygger på et samlet udspil fra Dansk Folkeparti, er gennemarbejdet, det er visionært, og man har faktisk ikke set noget lignende siden 1964.

Det, Socialdemokraterne så gør, er, at de gemmer sig bag et argument om, at det er bureaukratisk. Det er ikke bureaukratisk, det er meget enkelt. Man tager seks regionale fonde, og så giver man ansvaret til enten regionerne eller kommunerne, og det er noget, man kan deltage i. Så skyldes det ikke bare, at Socialdemokraterne er kulturparnassets mand i hovedstaden? For ellers ville man da have bakket det her forslag op.

Ordføreren.

Den titel vil jeg meget gerne afvise at påtage mig. Jeg er på ingen måde repræsentant for kulturparnasset, jeg er repræsentant for et parti, som ønsker, at kunst og kultur skal være tilgængeligt overalt i vores land. Jeg har såmænd selv været medvirkende til, at vi i den region, hvor jeg var aktiv tidligere, afsatte midler i byggesummerne til at sikre, at der kom kunst og kultur ind i de byggerier, der blev etableret til de forskellige formål, der var. Så jeg synes, der var en god spiral i gang. I mellemtiden har forskellige politiske grupperinger sørget for at beskære den kommunale økonomi, så der ikke er penge til at lave sådan nogle spændende ting, som er med til at give kunst og kultur en plads i dagligdagen hos rigtig mange mennesker. Så den titel vil jeg gerne afvise, og skulle hr. Alex Ahrendtsen nu have taget del i den diskussion, der var omkring 1964, er jeg sikker på – og det er ikke 1864, det er 1964 – at Dansk Folkeparti ville have stillet sig et sted, hvor de havde afvist at etablere Statens Kunstfond. For hvad skulle man da med sådan noget?

Hr. Alex Ahrendtsen.

En anden ting, jeg hæftede mig ved i hr. Orla Havs tale, var udpegningerne. Det er fuldstændig rigtigt, at der er en ensretning, og at der er et overskud af folk med udgangspunkt i hovedstaden i de forskellige udvalg. Og det er da netop et argument for, at vi så nedlægger den her centraliserede statslige kunstmodel og så i stedet opretter seks regionale, for så undgår man jo netop det, som hr. Orla Hav har peget på med den her ensretning og den her fokusering på hovedstaden, når der skal udpeges medlemmer. Så hvorfor i alverden stemmer man dog ikke for det her forslag?

Ordføreren.

Jeg har jo gjort rede for, hr. Alex Ahrendtsen, hvorfor vi ikke stemmer for, og det er på grund af den manglende gennemskuelighed og den øgede bureaukratisering. Når jeg gerne ville have haft en håndsrækning til at kigge på udpegning, er det, fordi jeg ved, at Dansk Folkeparti sidder ret tæt på regeringen, og Dansk Folkeparti havde jo mulighed for at rejse det som et problem, hvis man fandt, at der var en for stor grad af ensidighed i geografien om de udpegede, men den diskussion rejste Dansk Folkeparti ikke, og så må jeg konstatere, at så har Dansk Folkeparti ønsket en anden måde at tage diskussionen på. Men jeg synes, diskussionen om udpegningerne ville have været mere relevant at tage op og have mere gennemslagskraft.

Tak til ordføreren. Så er det fru Britt Bager som ordfører for Venstre. Værsgo.

Tak for det. Beslutningsforslaget her lægger op til at erstatte Statens Kunstfond med seks regionale kunstfonde i alle regioner. Forslaget kommer som et led i Dansk Folkepartis forslag til en større reform af Statens Kunstfond i 2018. Der er mange relevante perspektiver i det her forslag. Jeg er helt enig i, at vi skal stramme reglerne for uddeling af midler fra Kunstfonden. Det har vi i Venstre også tidligere meldt ud. Jeg deler også ønsket om at styrke kunsten på alle måder i hele Danmark. Vi skal have meget mere kunst og kultur i resten af landet.

Men jeg er i tvivl om, om vi får mere kunst og kultur for pengene ved at erstatte Statens Kunstfond med seks regionale fonde. Det skal vi have en grundig diskussion om i ordførerkredsen, inden vi tager en beslutning. Vi skal også diskutere den overordnede økonomi. Vil det her være et fordyrende tiltale? Vil for mange penge gå til administration? Vil der blive for meget bureaukrati, så der kommer utilsigtede led ind? Derfor glæder jeg mig også meget til at følge ministerens arbejde i efteråret, hvor vi får mulighed for at kigge nærmere på kunststøtteområdet.

Med de forestående drøftelser i efteråret støtter Venstre ikke op om Dansk Folkepartis beslutningsforslag på nuværende tidspunkt. Vi støtter intentionen, og vi støtter, at vi tager en grundig diskussion om kunsten her til efteråret.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Det var en forsigtig ordfører, dog forsigtigt åben. Der er dog en ting, der undrer mig. Venstre har sammen med Dansk Folkeparti været bannerfører for et Danmark i bedre balance. Det kan godt undre mig, at Venstres ordfører ikke er langt mere åben over for at regionalisere, decentralisere kulturstøtten. Venstre er ikke på samme måde som Socialdemokraterne en del af parnasset i hovedstaden. Derfor burde man jo langt mere åbent sige: I har faktisk ret, Dansk Folkeparti. Vi bliver nødt til at bryde Kunstfonden op, og så lad os da kigge på det for alvor til efteråret. Så hvorfor i alverden følger ordføreren ikke op på regeringens udspil om et Danmark i bedre balance, når det drejer sig om kultur- og kunststøtte?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at jeg i min tale gjorde rigtig meget ud af at imødekomme Dansk Folkepartis ordfører og understrege, at vi i Venstre er meget enige i intentionen, for det er vi. Og vi er også meget enige i, at lige præcis Statens Kunstfond trænger til et eftersyn. Derfor glæder jeg mig også til, at vi tager den her debat til efteråret. Jeg glæder mig virkelig til at dykke ind i og se, hvad det er for nogle muligheder, der er. Er der muligheder for at få kunsten bredt endnu mere ud, end den er i dag? Men vi skal altså tage diskussionen grundigt og ordentligt, og vi skal give den et 360-graderseftersyn, når vi skal i gang.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Det synes jeg egentlig var meget rart at høre, for det var så klart, at selv jeg kunne forstå det.

Mit spørgsmål går så på, om ordføreren vil være med til, at vi får en analyse af Dansk Folkepartis model og gerne også, om det giver øget bureaukrati, hvad jeg nu ikke tror det gør – jeg tror tværtimod, det vil give mindre. Men vil ordføreren være med til, at vi får gennemanalyseret Dansk Folkepartis forslag om seks regionale kunstfonde?

Ordføreren.

Jeg vil for nu holde åbent, hvilken model vi skal lægge os fast på. Det vil jeg, fordi jeg er en del af et regeringsparti, og jeg vil gerne se, hvad ministeren spiller ud med. Jeg synes, at det her, Dansk Folkeparti har spillet ud med, er fornuftigt, og jeg synes, vi skal tage det med i vores grundige drøftelse. Men jeg vil også have lov til at forholde mig åbent over for, hvad der ellers kommer af muligheder. Og når vi så ser, hvad der ligger på bordet, må vi jo tage stilling til, hvilken mulighed der er den bedste.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak, formand. Jeg har jo forståelse for, at et parti, som ikke sidder i regering, og som derfor ikke har hele embedsapparatet til sin rådighed, kan have problemer med at gennemarbejde sine forslag helt ned i detaljen. Jeg har derfor også forståelse for, at sådan et forslag langt hen ad vejen kan have karakter af hensigtserklæringer. Jeg kan derfor også fuldt ud forstå det, hvis Dansk Folkeparti med det her forslag ville pålægge regeringen at undersøge hensigtsmæssigheden i at nedlægge Statens Kunstfond og erstatte den med seks regionale kunstfonde. Men det er jo ikke det forslag, vi behandler her i dag. Det er et forslag om at pålægge regeringen at fremsætte et forslag om nedlæggelse af Statens Kunstfond og i stedet oprette seks regionale kunstfonde.

Hvad er så argumentet? Ja, det leder man længe efter. Det fremgår af teksten, at statens kunststøttesystem gennem årene er – og nu citerer jeg – blevet beskyldt for ufolkelighed og indspisthed. Jeg citerer lige igen: blevet beskyldt for. Altså, én ting er, at Dansk Folkeparti i bemærkningerne til sine forslag ikke dokumenterer den beskyldning, men hvad værre er, at man slet ikke med et eneste ord forsøger at argumentere for, at den beskyldning er korrekt – hverken i forslaget i bemærkningerne eller i det materiale, som Dansk Folkeparti har udarbejdet som grundlag, nemlig den folder, som er rundtsendt. Intet! Det synes jeg er lidt for tyndt. Så skulle man hellere have gået skridtet lidt ned og nøjedes med en opfordring til regeringen om at udarbejde noget materiale.

Det bliver altså ikke mindre tyndt af, at en række af de mest oplagte modspørgsmål til forslaget er helt ubesvarede. Hvorfor skulle det f.eks. føre til mindre indspisthed at flytte bevillingerne tættere på dem, der skal have pengene? Hvor er logikken lige der? Jo tættere, man er på dem, der skal have pengene, jo mindre indspisthed har vi. Og hvorfor skulle det i sig selv blive bedre at lægge ordningen ud i regionerne? Er det erfaringerne fra sygehusvæsenet, som har ført Dansk Folkeparti til den konklusion? Svaret blæser fuldstændig i vinden. Og hvorfor skulle kunststøtten blive mere folkelig, fordi en eller flere deltagere i de nye fonde bliver fundet ved lodtrækning blandt interesserede borgere – og så står der – med dokumenteret kendskab til kultur? Hvem er det i øvrigt, der skal afgøre, hvem der har et dokumenteret kendskab til kultur? Hvem er det? Det fremgår ikke af forslaget. Er det det til enhver tid siddende politiske flertal i regionsrådet, undtagen, naturligvis, på Fyn, hvor det formentlig er en kommune, der skal tage sig af det? Fyn er jo ikke en region, men er alligevel udskilt her i forslaget som et selvstændigt sted. Jeg ved ikke, om det hænger sammen med, at det er der, hr. Alex Ahrendtsen er valgt. For hvis det er regionsrådet og det politiske flertal, der skal afgøre den slags ting, kan jeg godt garantere, at det bliver så som så med nyskabelsen for slet ikke at snakke om debatskabende kunst. Men det er måske også det, der er meningen med forslaget.

I Enhedslisten er vi meget villige til at diskutere, hvordan vi organiserer kunststøttesystemet, men det bliver altså nødt til at ske på grundlag af et minimum af konkrete fakta og konkrete overvejelser. Enhedslisten kan ikke støtte det fremsatte forslag.

Der er en bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen.

Sikke da en skylle af hovedstadsfordomme om landet uden for hovedstaden. Det var dog meget interessant at høre. Ordføreren efterspørger fakta. Er ordføreren ikke bekendt med P 3-eftermiddags undersøgelse af, hvor let og hvor svært det er at få godkendt en ansøgning i Statens Kunstfond? Det viser sig, at jo bedre man kender de udvalgsmedlemmer, der sidder i de respektive udvalg i Kunstfonden, jo lettere er det også at få godkendt sin ansøgning. Det er stort set det eneste materiale og den eneste dokumentation, vi har om indspisthed, for det er så svært at dokumentere, men der findes dog den undersøgelse. Får det ordføreren til måske at ændre en lille smule i sin tale nu, hvor der foreligger dokumentation for den indspisthed i hovedstaden?

Ordføreren.

Ikke det fjerneste, for det, der jo lige præcis er det besynderlige ved det, er, at det problem, der består i, at der ganske rigtigt kan være nogle problemer ved, at man er for tæt på dem, der skal have pengene, vil blive større ved at bringe dem, der skal uddele pengene, endnu tættere på dem, der skal have. De kommer til at bo sammen. Det bliver vælgerne. Så det får mig overhovedet ikke til at ændre min holdning.

Så til det der med hovedstaden: Nu er det jo ikke så lang tid siden, hr. Alex Ahrendtsen, at vi behandlede nogle forslag fra Enhedslisten, som handlede om, hvordan vi bankede kultur helt ud i den yderste klitrække, gav mulighed for kunstnerisk optræden, gav mulighed for tilskud til, at folk selv kunne vælge, hvilken kultur de vil have. Hr. Alex Ahrendtsen kan måske nu svare på, hvordan Dansk Folkeparti stillede sig til det forslag om at bringe kulturen helt ud i provinsen til dem, der ønskede at gøre brug af den, og som selv udførte den?

Hr. Alex Ahrendtsen.

Det er meget svært at forstå, hvordan dette forslag om regionalisering kan føre til en konklusion om, at man vil komme endnu tættere på dem, der skal have. Tværtimod – altså, hovedparten af kunstnerne bor i København, og størstedelen af dem, der sidder i udvalgene for Statens Kunstfond, er kunstnere, og mange af dem bor også i hovedstaden. Så ved at regionalisere det får vi jo skabt mangfoldighed, og vi får også skabt afstand til miljøet i København, og så vil vi samtidig også sørge for, at der bliver en mere blandet sammensætning af udvalgene. Er det, vi foreslår, dog ikke en god idé, der er til gavn for Danmark og til gavn for kunststøttesystemet?

Ordføreren.

Nej, det er overhovedet ikke til gavn for noget som helst andet end for de der mange mennesker, som nu skal sidde og have et eller andet vederlag eller skal sidde til nogle møder og transporteres frem og tilbage og få deres taxaregninger betalt, og for dem, der skal udleje lokaler til de her formål. De er de eneste, det er til gavn for. Det har ikke noget som helst at gøre med reel regionalisering.

Altså, vi kan da sagtens diskutere, om ikke Statens Kunstfond skal flytte til Aarhus eller til Aalborg eller et andet sted – det har jeg da ikke noget problem med, så det har ikke noget med det at gøre – men hvis der skulle være en idé i regionaliseringen, skulle det jo netop være, at man behandlede ansøgninger fra kunstnere inden for det lokale område, i den region, hvor man var. Hvis ikke det er meningen, er der slet ikke nogen idé i det her forslag.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance, som ordfører. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er jo sådan med beslutningsforslag, at der ligesom er to muligheder. Enten kan man finde et flertal og så få det vedtaget, eller også kan man påvirke og vende stemningen eller få gjort opmærksom på et problem, som der måske så alligevel findes udvej for.

Jeg har noteret mig, at kulturministeren har meddelt, at der skal ses på det her, og der kan ses på det her, så det er jeg sådan set meget tilfreds med. For i Liberal Alliance har vi også sådan kigget på de politikområder, vi synes der trænger til et eftersyn eller en justering, eller hvad det nu kunne være.

Derfor vil jeg bare lidt støtte Dansk Folkeparti i, at det jo ikke er sikkert, at det bliver dyrere med den øvelse, man foreslår her, for det system, vi har i dag, må vi bare erkende er dyrt. Man fordeler over 0,5 mia. kr., man har udgifter på 8,5 mio. kr. til honorarer, og går man ind og kigger i tabellen, kan man faktisk se, at der er bestyrelseshonorarer i den her række af udvalg i Kunstfonden, der er helt oppe på mellem 20.000 kr. og 30.000 kr. pr. møde pr. medlem. Jeg håber da, at de virkelig har meget forberedelse, og at det er heldagsmøder og den slags ting. Så der er for mig at se et stort forbrug på det her område, og det ser man bare ved at kigge på omkostningerne på skemaet.

Derfor kan det sagtens være, at man kan lave ændringer, uden at det nødvendigvis behøver at blive dyrere. Jeg synes ikke, man bare kan sige, at det er helt sikkert, at det både bliver bureaukratisk og dyrere. Men nu har jeg bare nævnt, hvordan jeg ser muligheden for at få det her kigget efter i sømmene og få foretaget justeringer. Om det så skal være en regionalisering, har vi overhovedet ikke forholdt os til på nuværende tidspunkt, og derfor kan jeg heller ikke give noget tilsagn om det.

Det ville nok også virke lidt overraskende, hvis jeg stod her og gav tilsagn om, at vi tilsluttede os beslutningsforslaget, i kølvandet på den tale, ministeren har holdt; det ville nok skabe en anelse opmærksomhed. Så det skal jeg undlade at gøre og dermed sige, at jeg synes, det er rigtig godt, at der kastes lys på den her problemstilling, og at vi så får set på det, ja, faktisk på rækken af forslag, som hr. Alex Ahrendtsen står i spidsen for i dag, og som jeg næsten vil tro vi får samme melding om, altså at det skal der ses på. Derfor er det rigtig fint, at der kastes lys på det.

Så med de to muligheder, der ligger i beslutningsforslaget, er det altså inden for rækkevidde at få kastet opmærksomheden på det, så det ikke vedtages, så vidt jeg kan se. Tak for ordet.

Tak. Indtil videre er der to, der har bedt om korte bemærkninger – nej, den ene forsvandt fra min skærm. Det var, fordi teknikken var hurtigere, end jeg var. Den første er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak. Hr. Leif Mikkelsen er ved at udvikle sig til at være en mester i ja-agtige afvisninger af beslutningsforslag, og det her er ikke så meget et spørgsmål, men mere en kommentar: Jeg vil bare takke hr. Leif Mikkelsen, ligesom jeg selvfølgelig også vil takke Venstres ordfører, fru Britt Bager, for tilsagnet om, at der skal ske noget, at vi skal kigge på det, men at man selvfølgelig ikke kan tage stilling til det, når regeringen har afvist det. Jeg glæder mig til drøftelserne i efteråret. Jeg håber også, at ministeren lytter til sine to ordførere, som meget klart har sagt, at vi bliver nødt til at gøre noget. Så det er bare en tak til begge ordførere.

Ordføreren.

Ja, og så vil vi selvfølgelig snakke lidt med ministeren om det. Tak.

Hr. Alex Ahrendtsen? Nej. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Nu var hr. Leif Mikkelsen inde på, hvad udvalgsmedlemmerne ligesom får i honorar, og hvor mange penge der bliver brugt på det. Så det er egentlig bare en opfordring til, at hr. Leif Mikkelsen ser på antallet af ansøgninger og eventuelt prøver at tage et møde med nogle af de her udvalgsmedlemmer og se på, hvilke ansøgninger de går igennem, og hvor meget materiale de skal tage stilling til for at kunne sidde til et meget kort møde og tage stilling til det her. Jeg kan fortælle, at jeg har taget kontakt til de her udvalgsmedlemmer og til bestyrelsesmedlemmer for at finde ud af, hvordan og hvorledes arbejdet hænger sammen. Og det er en fantastisk opgave, der bliver løst af nogle udøvende og skabende kunstnere til glæde for hele Danmark. Så det er egentlig mest en opfordring til ordføreren.

Ordføreren.

Jeg udtalte rent faktisk, at jeg da meget håber, at der er meget forberedelse, og at det er et ret langt møde, man holder for at nå frem til det her. For jeg konstaterer bare, at når jeg kigger i tabellen, er det præcis de tal, jeg har nævnt, der er en del af virkelighedens verden. Og det er i mine øjne et højt honorar at få for et møde, hvis ikke der er meget forarbejde, meget grundlag, vil jeg bare sige. Det var kun det, jeg ønskede at nævne.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Det her beslutningsforslags bemærkninger starter med, at det er skabt, som Enhedslistens ordfører var inde på, på baggrund af en debat og nogle beskyldninger. Jeg må bare sige, at jeg står helt undrende tilbage, når jeg ser på det her forslag – at det ikke tager udgangspunkt i, hvordan det er, vi får kunst i hele Danmark, hvordan det er, vi skaber mulighederne for kunst i hele Danmark. For når man ser på Statens Kunstfonds tildelinger, kan man jo se meget tydeligt i tallene, at bor man i Region Nordjylland, har man meget større chance for at få sin ansøgning imødekommet, end hvis man bor i hovedstadsområdet. Og det er jo netop, fordi Statens Kunstfonds udvalgsmedlemmer tager det opdrag, der handler om, hvordan det er, vi får kunsten ud i hele Danmark, så alvorligt.

Jeg tror ikke på, at vi får mere kunst ved at skære i Statens Kunstfond, som man har valgt at gøre. Jeg tror ikke på, at vi får mere kunst ved at skære i vores kulturinstitutioner, som man har valgt at gøre. Og jeg tror slet ikke på, at vi får mere kunst i hele Danmark ved at lave så fragmenteret en indsats, som det her vil blive – langtfra. For der sker faktisk det arbejde i de her udvalg, som er meget åbne om, hvad de laver, hvis man tager fat i dem for at høre, hvordan de tænker, hvordan de arbejder, at de, når de sidder og skal give uddelinger, også prøver at tænke samlede strategier for: Hvordan er det, vi kommer rundt over det hele? Hvordan er det også, vi laver nogle samlede projekter, som vil være til glæde for rigtig mange, og som skaber en kunstnerisk værdi for vores samfund? Det er det, jeg synes burde være formålet, men det er så beskyldningen om ufolkelighed og indspisthed. Det synes jeg bare er synd.

Jeg synes, det er synd, at man vil ødelægge en institution, som faktisk er kendt rigtig mange steder, fordi den er unikt konstrueret, netop på den måde, at det er kunstnere, der sidder og uddeler til kunstnere. Det er fagligheden, der er i højsædet – ikke politikere, ikke embedsmænd, men fagligheden. Så Alternativet støtter ikke Dansk Folkepartis forslag.

Så er det hr. Alex Ahrendtsen.

Er det ikke sandt, at den øgede geografiske spredning af kunststøtten er sket efter den nye lov om Statens Kunstfond, hvor Kunstrådet og Kunstfonden blev slået sammen til en og vi fik indskrevet nogle geografiske kriterier, bl.a. efter krav fra Dansk Folkeparti, og skyldes det ikke især Dansk Folkepartis vedvarende kritik af københavneriet og indspistheden i Kunstfonden, og at de to ting tilsammen og sammen med en ny formand under ledelse af Gitte Ørskou har bevirket, at man i højere grad i de seneste 4 år er begyndt også at tage hensyn til, at kunststøtten skal tilgodese hele Danmark? Er det ikke sandheden, og viser det så ikke, at det for det første er godt at kritisere, at det for det andet er godt at ændre på tingenes tilstand, og at Dansk Folkeparti for det tredje faktisk er et glimrende indspark i hele den debat, sådan som vi har det i dag?

Ordføreren.

Det sidste kan jeg ikke give spørgeren ret i. Tværtimod mener jeg, at den her debat og det ønske fra Dansk Folkeparti vil splitte vores kunstliv ad i Danmark på en meget uheldig måde. Men jo, det er, fordi man i rammerne for Statens Kunstfond skulle tage stilling til spredning, ligesom man skal tage stilling til ligestilling og forskellige andre ting i den lovgivning. Og det er jo netop rammerne, vi er inde at lave, og vi er ikke inde at lave sådan en detailplanlægning eller en fuldstændig demontering, som man ønsker med det her beslutningsforslag.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Kunstfonden skal ikke tage stilling til ligestilling. Det er bare for lige at gøre opmærksom på det. Men ordføreren indrømmer jo, at det nytter at ændre på tingene. Ordføreren indrømmer, at det nytter, når man kritiserer, som Dansk Folkeparti har gjort. Så burde ordføreren ikke i denne omgang lytte til Dansk Folkeparti? Vi plejer at have fingeren på pulsen, og det, vi foreslår, er gennemarbejdet, det er ofte visionært, og det støder tit imod reaktionære, konservative kræfter i Folketinget, så burde Alternativet ikke være alternative og så omfavne det her?

Ordføreren.

Den der selvros står for spørgerens egen regning til glæde for sig selv. Nej, jeg kan ikke stå her og støtte, at vi smadrer en unik størrelse, som vi tværtimod burde se på hvordan vi kan forbedre. Det er derfor, vi har foreslået, at man skal se mere på, hvordan man kan lægge flere penge ind i Statens Kunstfond, for det er faktisk der, vi får kunst ud i hele Danmark. Det er en helt unik størrelse, vi har skabt i Danmark, så lad os dog udvikle den i stedet for at afvikle den.

Tak til ordføreren. Glemte ordføreren at sige noget? Værsgo.

Jeg skulle hilse fra Radikale Venstre og sige, at de heller ikke støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Så er der vist ikke mere, ordføreren har glemt i den her omgang. Så er det hr. Jacob Mark, SF, som ordfører. Værsgo.

Tak for det. Nu fik jeg simpelt hen ikke printet mit talepapir ud, men så må jeg prøve at klare mig uden. Vi skal i dag behandle en række beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om Statens Kunstfond. Statens Kunstfond er ikke noget, som jeg har brugt meget af min politiske tid på at diskutere, så for mig var der lidt sådan en hjemmeopgave i både at snakke med nogle af de folk, der beskæftiger sig med Statens Kunstfond, snakke med nogle af de kunstnere, der har lidt med det at gøre, og så sætte mig ind i de argumenter, der er for og imod Dansk Folkepartis forslag.

Det her handler så om at splitte Statens Kunstfond op i seks regionale fonde. Jeg tror egentlig, at mit udgangspunkt, når jeg behandler kulturpolitiske forslag, er, at vi skal gøre det lettere at være kunstner i Danmark, og at vi skal gøre det muligt at lave kunst i Danmark. Kunstnere må ikke kun være afhængige af, at der er frie markedskræfter, som ligesom understøtter kunsten, for det vil sige, at det altid vil være det populære, der bliver valgt. Der skal også være plads til kunst, som ikke nødvendigvis er populært, men som udfordrer. Det må heller ikke være sådan, at kunstnerne er fuldstændig afhængige af de private fonde, der er. Det er rigtig dejligt, at vi har en række private fonde i Danmark, der understøtter kunsten, men jeg mener faktisk, at Statens Kunstfond og den halve milliard kroner, som de har at gøre godt med, er helt unik i forhold til at understøtte den skabende kunst i Danmark. Derfor er der rigtig vigtigt at have Statens Kunstfond.

Når jeg så læser beslutningsforslaget, kan jeg se, at noget af det, der optager forslagsstillerne, er, at der skulle være en indspisthed i Statens Kunstfond. Det kan man også godt se, hvis man dykker lidt ned i de pressehistorier, der er om Statens Kunstfond. Man kan se, at der har været en debat i Danmark om, at det skulle være sådan. Men så har jeg prøvet at finde noget reel fakta om det: Er det egentlig sådan, at der er indspisthed i Statens Kunstfond? Det må jeg sige at jeg ikke har kunnet finde. Jeg har også lyttet lidt til Enhedslistens ordfører, hr. Søren Søndergaards, argumenter og har tænkt, at hvis man nu antager, det er rigtigt, at der er indspisthed i Statens Kunstfond, er det så det rigtige at rykke det ud lokalt? Er det så det rigtige at rykke det ud i regionale fonde?

Hr. Alex Ahrendtsen sagde, at det er lettere at få tilskud fra Statens Kunstfond, hvis man kender nogen, der sidder i Statens Kunstfond, men med mit kendskab til lokalpolitik og til, hvordan det lokale og regionale ofte fungerer, vil der i endnu højere grad være en fare for, hvis det bliver regionalt, hvor man kender hinanden lokalt og regionalt, at det bliver endnu mere indspist. Jeg synes egentlig ikke, at hr. Alex Ahrendtsen rigtig svarede på, at det er der også en risiko for. Når jeg kigger på, hvordan kommunerne og regionerne nogle gange fungerer, synes jeg faktisk ofte, det er sådan, at de puljer, der kører igen og igen kommunalt og regionalt, meget ofte bliver givet til de samme. Da jeg sad i kommunalbestyrelsen, besluttede vi os på et tidspunkt for at kaste alle de kulturtilskud, som vi gav, op i luften, for nu havde man givet tilskud på den samme måde i rigtig, rigtig mange år. Så jeg ville være lidt bange for, at det, som forslagsstillerne faktisk foreslår for at komme af med indspistheden – hvis den er der – vil man faktisk ikke rigtig lykkes med. Så jeg kunne godt tænke mig at diskutere med ordføreren, hvad det er, der gør, at ordføreren tror det.

Så har jeg prøvet at dykke lidt ned i tallene for Statens Kunstfond og i, hvordan den fungerer. Som jeg kan læse mig frem til, er det egentlig sådan, at der er 12 udvalg, og at der i de 12 udvalg er repræsentanter for store dele af Danmark; at der altså er en repræsentation for alle dele af Danmark. Det, at man har de her 12 forskellige udvalg, men hvor ansøgningskriterierne er de samme, og hvor Slots- og Kulturstyrelsen hjælper med at varetage det, gør, at det er let at forstå, hvordan man får fingrene i de her penge. Der er ligesom en retssikkerhed eller en eller anden lethed i, at uanset om du kommer fra den ene eller den anden del af Danmark, fungerer det på den samme måde.

Så er jeg personligt glad for, at en femtedel af de tilskud, der gives, gives til børn og unge. Når man har en central pulje, gør det det jo også nogle gange teknisk lidt lettere at lave en national indsats. Hvis det er et nationalt mål, hvilket jeg kan høre at det er både for mit parti, men også for flere andre, at kunstmidlerne når bredt ud, er det jo lettere at styre det centralt fra, og hvis det er et mål, at de skal gives til børn og unge, kan det også være lettere, at det styres centralt fra.

Så er der hele argumentet om administrationen, som fylder meget for dem, der sidder med Statens Kunstfond. Der er flere ordførere, der har nævnt, at vi med det her forslag i virkeligheden kan risikere, at der bliver færre penge til skabende kunst, fordi man vil bruge mere på administration.

Så uden at være ekspert på området, men ud fra det formål, at vi skal have flere skabende kunstnere og mere kultur i Danmark, kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle støtte det her forslag, for det virker ikke som et forslag, der vil skabe mere kunst og kultur i hele Danmark.

Hr. Alex Ahrendtsen.

I et lille land som Danmark kan det være svært at komme indspistheden helt til livs, især i små miljøer. Ordføreren efterspørger ligesom Enhedslisten dokumentation. Nu vil jeg lige henvise til P 1 Eftermiddag den 17. marts 2017. Der fremgår det bl.a.:

»Ved ansøgninger, hvor ingen af medlemmerne har erklæret sig inhabile, modtog 35 procent af de ansøgende projekter støtte. Men tallet var oppe på 52 procent for projekter, hvor et eller flere af udvalgets medlemmer erklærede sig inhabile og gik uden for døren. Desuden viser gennemgangen også, at de projekter, hvor ingen medlemmer erklærede sig inhabile, fik 61 procent af det ansøgte beløb, mens det var oppe på 85 procent, når nogen i udvalget var inhabile.«

Giver det ordføreren anledning til at sige, at det her i hvert fald er en form for dokumentation for, at der er en vis indspisthed i Kunstfonden, og at vi derfor bliver nødt til at forholde os til det politisk?

Ordføreren.

Som ordføreren selv sagde, er der med sådan nogle kulturpuljer altid en fare for, at der er en eller anden form for indspisthed. Derfor er det da interessante tal, og derfor siger jeg også, at vi da gerne vil fortsætte debatten eller se, om vi kan få flere oplysninger. Men det, som det her forslag gør, er jo, at det kommer med sin egen færdige model med seks regionale fonde, og jeg har bare stadig ikke hørt det argument fra ordføreren, der har overbevist mig om, at de seks regionale fonde skulle betyde mindre indspisthed, tværtimod. Og så er der også bare stadig de tal, som viser, at man faktisk støtter bredt i hele landet, altså at kunstnere fra hele Danmark faktisk kan få støtte, og at man også giver til børn og unge – det går en femtedel til. Jeg vil gerne undersøge mere, men jeg har bare ikke fået det argument, der har overbevist mig om, at der skulle være en bedre logik i så at lave det, som ordføreren mener man skal lave.

Hr. Alex Ahrendtsen.

I vores forslag siger vi også, at i de udvalg, der skal være i de regionale kunstfonde, skal der være færre kunstnere, de må ikke udgøre flertallet. Sådan som det er i dag, er langt flere medlemmer af Statens Kunstfond kunstnere eller udøvende eller har været udøvende inden for deres fag. Giver det ordføreren anledning til at overveje, om han eventuelt vil være med i drøftelserne til efteråret?

Ordføreren.

Ordføreren må kende mig godt nok til at vide, at jeg altid gerne vil have mere oplysning, og at jeg aldrig siger nej til en analyse, fordi jeg sådan set synes, at det er spændende at blive klogere. Det, der er fordelen ved at have mange kunstnere, tror jeg for det første er, at kunstnere kender lidt til forholdene for de kunstnere, der ansøger, og kunstnere sidder med en faglighed. Jeg er ikke sikker på, at bare fordi man propper andre typer end kunstnere ind, bliver der mindre indspisthed – tværtimod sidder der nogle gange folk på sådan nogle bestyrelsesposter og udvalgsposter rundtomkring, hvor jeg synes, det virker, som om de lever i sådan en lille boble, og så støtter man og hjælper man hinanden.

Men som sagt: Hvis der er et problem, vil vi gerne være med til at undersøge det og tage en snak om, hvad man kan gøre, men jeg er overbevist om, at det her forslag ikke er vejen.

Tak til ordføreren. Så går vi over til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Og tak for en åbenhjertig og frisk og ligefrem debat. Jeg kan selvfølgelig glæde mig over, at ministeren har været forsigtigt åben og også vil indkalde til drøftelser i efteråret for at se, om der eventuelt er ting, vi kan ændre i Statens Kunstfond. Den udstrakte hånd tager jeg imod, og vi vil selvfølgelig tage vores beslutningsforslag med, og så vil vi bede om en eller anden form for analyse af, om det kan lade sig gøre, altså ulemper og fordele.

Ministeren kom også ind på, at det måske kunne medføre øget administration, og der er jeg glad for, at hr. Leif Mikkelsen sagde, at det kunne medføre mindre, og at det ikke behøvede at blive dyre. Det er jeg faktisk enig i, og så har ministeren også selv sagt, at vi har nogle regionale fonde, som skal i gang nu på baggrund af finansloven. Jeg glæder mig til at følge arbejdet med dem, og det kan vi jo bruge som springbræt til eventuelt at lave de her statslige regionale fonde.

Jeg er lidt skuffet over Socialdemokraterne, og måske skyldes det, at de er hovedarkitekten bag den nuværende Statens Kunstfond. Det er deres barn, og de hæger om det. Det er selvfølgelig det ene, og det andet er, at Socialdemokraterne jo på mange måder er kulturparnassets mand. Så snart der er den mindste kritik af kulturlivet, er Socialdemokraterne der med det samme og bakker op, uanset næsten hvad synspunkterne er. Og i Dansk Folkeparti tror vi på kritik. Vi tror på den åbne debat, og vi tror på, at kunstnere ikke er hellige mennesker, der ikke skal modtage kritik. Tværtimod bliver de bedre af kritikken.

Det var lidt grotesk at høre hr. Orla Hav egentlig give et godt argument for at lave regionale kunstfonde. For som han siger, er der en ensretning i den nuværende Statens Kunstfond, og der er ikke en spredning rent geografisk blandt udvalgsmedlemmerne. Og det er jo ikke Dansk Folkepartis skyld, og hvorfor er det ikke det? Jo, det er, fordi hovedparten af udvalgsmedlemmerne jo er udpeget af repræsentantskabet bag Statens Kunstfond, og det er de enkelte kunstnere og kulturorganisationer, der indstiller deres personer, og de kommer alle sammen fra hovedstaden. Så er der også ministeren, der indstiller, og det er jo som oftest i samråd – selvfølgelig – med ordførerne, men så sandelig også med embedsapparatet. Og Dansk Folkeparti har ikke mulighed for at indstille en hel masse til udvalgene, og det skal vi jo heller ikke. Så derfor er det et argument for, at vi bliver nødt til at kigge på en eller anden form for regionalisering. Det er afgørende for os.

Jeg er glad for både Venstres og Liberal Alliances tilkendegivelser, som jo på mange måder var elegante afvisninger, der lød mere som et ja end som et nej. Jeg har selvfølgelig forståelse for, at når man er i en regering, bakker man selvfølgelig ministeren og regeringen op. Det siger sig selv. Men som jeg hørte ordførerne, var der en imødekommenhed. Man vil gerne kigge på det, man glæder sig til drøftelserne, man tror på, at en form for regionalisering ikke nødvendigvis kan gøre det dyrere, måske billigere, men vi ved det ikke. Man vil have en analyse af det. Det var i hvert fald sådan, jeg hørte hr. Leif Mikkelsen, som jeg endda hørte sige, at det var nødvendigt med en grundig diskussion. Og Venstre sagde endda, at det var fornuftigt, hvad der blev foreslået.

Til gengæld kom der en bandbulle fra hovedstadens mand, nemlig hr. Søren Søndergaard, som diskede op med fordomme om Danmark uden for hovedstaden, og det var jo meget muntert. Jeg er en stor tilhænger af hr. Søren Søndergaards taler. De er altid muntre, men det her var dog lidt over stregen, synes jeg. Jeg har egentlig dokumenteret, at der er problemer med inhabilitet, ved at henvise til P 1 Eftermiddags undersøgelse, og det er det eneste, vi egentlig kender, ud over kunstnere, der selv har berettet om indspistheden igennem årene. Og det er jo enormt svært at dokumentere, især i et lille land som Danmark, og især på et område, hvor folk er bange for at fortælle om det netværk, der trods alt findes.

Det er måske ikke overraskende, at Enhedslisten er imod at ændre Statens Kunstfond, for de har det jo lidt på samme måde som Socialdemokraterne, når det kommer til kulturparnasset: Man vil helst ikke kritisere dem, hvilket jeg ikke forstår. Men jeg håber da på, at Enhedslisten, som jo normalt opfatter sig som et revolutionært parti, vil være med til en eller anden form for lille revolution inden for Statens Kunstfond. For det forslag, vi har lagt frem på baggrund af vort udspil, er det mest visionære siden 1964, hvor Statens Kunstfond blev etableret. Der er ikke andre her i salen, der har foreslået så gennemgribende ændringer, bortset fra fuldstændig at nedlægge det. Ingen har foreslået så gennemgribende ændringer af Statens Kunstfond, hvor vi på den ene side skaber nyt, men samtidig bevarer en kunststøttemodel. Og vores anledning er helt enkelt at sikre den folkelige opbakning.

Vi ved fra målinger, at det, borgerne og vælgerne allermindst vil, er at give kunststøtte til kunstnere, og ved at give regionalt ejerskab til borgerne og politikerne og kunstnerne sikrer man også et bedre kendskab til kunststøttemodellen, i stedet for at det er noget, der, som det er nu, foregår derovre i hovedstaden. Så jeg forstår egentlig ikke, at Enhedslisten – der jo normalt går ind for basisgrupper og det folkelige demokrati og medborgerskab og indlevelse – ikke er med på den her regionalisering.

Så er der Alternativet, som jo ikke længere er alternativt, men temmelig konventionelt. Altså ligegyldigt hvad Dansk Folkeparti foreslår, hælder man det ned ad brættet. Ligegyldigt hvor gennemarbejdet det er, er man totalt lukket. Altså, jeg havde egentlig glædet mig til det, dengang Alternativet kom ind, for så ville der måske være et frisk pust i Folketinget. Men det er ikke et frisk pust. Det er tværtimod en ånde, som mangler lidt mint, og jeg synes egentlig, I skulle tage Dansk Folkepartis mintpastiller på det her område og tage imod den udstrakte hånd og være med til de her drøftelser. For det er godt for Statens Kunstfond at blive pustet igennem, og jeg er lidt skuffet over, at I slet ikke er med på det her.

Så vil jeg bare lige sige, at der jo er tre kriterier for Statens Kunstfond, og det ene er jo selvfølgelig det geografiske kriterie, som Dansk Folkeparti vægtede meget tungt, da vi ændrede på lovgivningen om Statens Kunstråd og Statens Kunstfond. Og det har bevirket en ændring, og det har også bevirket en ændring, at vi fik en formand i Gitte Ørskov, som er direktør for Kunsten i Aalborg, der havde et helt klart mål med at sprede kunsten mere geografisk. Og det gjorde hun bl.a. på baggrund af den kritik, som Dansk Folkeparti har udøvet mod Statens Kunstfond. Så det nytter at kritisere og komme med nye forslag i stedet for at gøre som Alternativet, der bare læner sig tilbage og siger, at alt bare skal være som i gamle dage. Det er altså ikke godt nok, hr. Rasmus Nordqvist.

Til sidst vil jeg sige til SF, at vi håber, at I gerne vil blive klogere, sådan som hr. Jacob Mark sagde fra talerstolen, hvis der er et problem med Statens Kunstfond – sådan hørte jeg ordføreren. Og der er et problem med Statens Kunstfond. Der er ingen folkelig opbakning, der er problemer med indspistheden, det er en centraliseret del af statsapparatet, og hovedstadens kunstnerrepræsentanter sender ofte deres egne som udvalgsmedlemmer. Så der er et problem, og jeg håber da på, at Socialistisk Folkeparti vil være med til at kigge på en lille revolution af Statens Kunstfond. For hvis vi ikke gør noget, vil der ikke være folkelig opbakning overhovedet i de kommende år.

Med disse ord vil jeg takke for debatten, og der bliver vel et par spørgsmål, vil jeg tro. Men hvis ikke har det været en fornøjelse at diskutere Statens Kunstfond med mine ærede kolleger. Tak for det.

Det er der skam, og det er jo fint at sige de ærede kollegaer, men så skal man også lige huske at tale i tredje person i den øvrige ordførertale, vil jeg bare sige til hr. Alex Ahrendtsen – sådan bare for god ordens skyld.

Så er det hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Problemet er jo, vil jeg sige til hr. Alex Ahrendtsen, at vi ikke diskuterer, om der er nogle problemer med Statens Kunstfond. Det er slet ikke det, forslaget går ud på. Forslaget går ud på en ganske bestemt løsning på de angivelige problemer, som der skulle være, og det er den, vi kritiserer. Kan hr. Alex Ahrendtsen ikke bekræfte, at der i Dansk Folkepartis oplæg står:

De regionale kulturfondes opgaver bliver at fordele kunst- og kulturstøtte til kultur- og kunstinstitutioner i regionen, dvs. at man kommer tættere på?

Og kan hr. Alex Ahrendtsen ikke bekræfte, at der længere nede står:

Det bliver i sidste ende op til regionerne selv at vælge, hvilken model de vil bruge for sammensætning af støtte osv.?

Er det ikke opskriften på, at man bringer kulturstøtten helt tæt ind i forhold til risikoen for misbrug, at det ikke bliver brugt til at skabe mere kultur, men det f.eks. bliver brugt til at dække over nedskæringer på de kulturinstitutioner, man nu kan give penge til? Så derfor, nej, vi diskuterer ikke, om der er problemer med Statens Kunstfond. Vi diskuterer det forslag, som Dansk Folkeparti har lagt frem som et alternativ, og det er rigtig dårligt.

Ordføreren.

Forslaget udspringer jo af de problemer, der har været med Statens Kunstfond siden 1964. Det er bl.a. derfor, vi har foreslået det. Vi har fremlagt vores model på løsninger. Enhedslisten har ikke fremlagt nogen model overhovedet. Jeg glæder mig til at se Enhedslistens forslag til at løse de problemer, som ordføreren selv påpeger.

Og jo, det er sådan, som ordføreren siger, at det er regionen selv, der på en eller anden måde skal sammensætte en model. Det er det, vi har foreslået. Det, ordføreren bare glemmer, er, at alle kunstnere så vil kunne søge. Det er ikke bare regionens kunstnere, men hele landets kunstnere, der vil kunne søge. Det synes jeg egentlig er en god model, fordi det skaber ejerskab, det skaber også regionalisering, det skaber decentralisering, og det skaber også en vis folkelig opbakning. Det er i hvert fald vores tro. Og hvis Enhedslisten har en bedre model, hører jeg gerne om den.

Værsgo, hr. Søren Søndergaard.

Et af de problemer, som Statens Kunstfond har været beskyldt for, nemlig at der var kunstnere, som ikke fik støtte, men blev holdt ude fra parnasset, var jo noget, vi stillede et forslag om for et par måneder siden her i salen, altså, hvad man kunne gøre ved det. Desværre støttede Dansk Folkeparti det ikke, men det var jo et helt objektivt forslag om et skattefradrag, som netop kunne hjælpe kunstnere, som havde en vis indtægt ved at lave skabende kunst. Men okay, det er ikke det, vi diskuterer nu, men jeg vil godt tage diskussionen igen. Måske skal jeg genfremsætte det, bare for at vi kan få diskussionen igen?

Men jeg vil bare spørge om en ting til sidst: Hvad er egentlig grunden til, at Fyn har fået regionsstatus i det her forslag? Det synes jeg er interessant. Jeg synes også, at den kommunalreform, der blev gennemført, hr. Alex Ahrendtsen kan måske oplyse, hvilke partier der var med til at gennemføre den, var en katastrofe – en katastrofe – af centralisering, men det løses ikke ved lige præcis at tage Fyn ud som et selvstændigt område.

Ordføreren.

Enhedslistens forslag var jo ikke til at godtage, fordi det skabte en skattemæssig særstilling for kunstnere, og det er jo ikke en måde, man arbejder på i Danmark.

Med hensyn til Fyn mente vi, at det måske var en god idé at dele Fyn og Sønderjylland op i to regionale kunstfondmodeller, fordi regionen er meget stor og der er to vidt forskellige identiteter. Derfor er det jo vigtigt, når man taler om folkelig opbakning og medejerskab, at der også er en vis regionalisering inden for kunststøttemodellen. Det er baggrunden for det.

Så er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Først vil jeg starte med at sige til hr. Alex Ahrendtsen, at jeg ikke ser meget frisk pust i at afvikle Statens Kunstfond, som jo er det, man ønsker med det her forslag. Derfor kommer vi selvfølgelig heller ikke til at støtte det, selv om vi bliver opfordret meget og får at vide, at vi har grim ånde, eller hvad det ellers var.

Jeg vil sige til det her med de seks regioner, at det jo er lidt underligt sådan lige at opfinde, at nu laver vi nogle nye regioner i stedet for de regioner, der er. Har Dansk Folkeparti set på, præcis hvor mange eller hvor få penge der så vil være til uddeling i de enkelte regioner, også når man laver de her opsplitninger af den ene region i to mindre regioner? Hvordan vil økonomien se ud i forhold til de uddelinger, der skal laves i den enkelte region inden for de enkelte fagområder?

Ordføreren.

I vores udspil har vi gennemregnet økonomien, og vi mener jo, at vi med vores model kan frigøre omkring 100 mio. kr., og de kan jo selvfølgelig bruges til forskellige kulturformål, eller man kan også spare dem.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Men så vidt jeg forstår, tager man et budget fra Statens Kunstfond mere eller mindre, som det er, og så deler man det ud i de her seks nye regioner, man har lavet. Hvilke beløb vil være til rådighed ved den enkelte lille region, eksempelvis Sønderjyllands eller Fyns kunstregion, til de enkelte formål, som er de kunstarter, vi kender i dag, lige på nær filmen og arkitekturen, som slet ikke har noget med kunst at gøre, det er bygherrerne?

Ordføreren.

Den slags skal jo fremgå af en analyse, når vi forhåbentlig får regeringen med på den her model, og det håber jeg da meget på, og så skal vi jo have embedsapparatet til at gennemregne det. Det har vi med vilje ikke gjort. Vi har sagt, at der er de samlede midler, men minus 100 mio. kr., som vi kan spare, og de penge deler vi så ud på de her seks regionale fonde proportionalt med befolkningstallet.

Tak for det. Hr. Orla Hav, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak til hr. Alex Ahrendtsen for en ordentlig svada. Der er ikke mange huller i fordommene hos hr. Alex Ahrendtsen om, hvem der er syndere, og hvem der ikke er syndere. Jeg skal bare tillade mig at spørge om noget. I de år, jeg har hørt Dansk Folkeparti argumentere, har Dansk Folkeparti argumenteret imod regionalisering. Det har gjaldt vores sundhedsvæsen, der burde statsliggøres; det har gjaldt store dele af den offentlige service i øvrigt, der burde statsliggøres. Er det her en ny trend fra Dansk Folkepartis side, hvor man vil til at regionalisere, eller hvad er baggrunden for, at hr. Alex Ahrendtsen og Dansk Folkeparti nu pludselig ser storheden i regionaliserede løsninger?

Ordføreren.

Jeg vil henvise hr. Orla Hav til at diskutere den slags med sundhedsordføreren for Dansk Folkeparti. Nu diskuterer vi et forslag om at regionalisere Statens Kunstfond og dermed skabe folkelig opbakning rundtomkring i landet for det statslige kunststøttesystem. Det er jo derfor, vi er her. Jeg kan jo ikke begynde at diskutere sundhed og sygehusvæsen og regioner generelt. Det her er regioner forstået som lokalt forankrede kunstfonde, og det skal ikke forveksles med de administrative regioner, som er blevet besluttet i forbindelse med kommunalreformen.

Hr. Orla Hav.

Så kan jeg konstatere, at der slet ingen linje er i den politiske tilgang, Dansk Folkeparti har. Nogle gange vil man have en regionaliseret løsning, og jeg har lidt på fornemmelsen ligesom andre ordførere, at det er, fordi man her ser den nemmeste måde til at reducere den udbredelse af kunst og kultur på, som vi er rigtig mange der gerne vil have kommer hele landet til gode. Det er så det, man vælger her, mens man i andre sammenhænge argumenterer for, at det skal statsliggøres – og jo før, jo bedre. Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er en bedre linje eller i det hele taget en linje i det, Dansk Folkeparti foretager sig på det her område. Jeg må bare konstatere, at det er der ikke.

Ordføreren, værsgo.

Jeg forstår ikke, hvorfor hr. Orla Hav så ikke støtter dette forslag, når han tilsyneladende går ind for regionalisering. Det her er et klokkeklart forslag om at regionalisere Kunstfonden, det er gennemarbejdet, det er visionært, og det burde egentlig ligge i halen på hr. Orla Havs tale, hvor han netop påpegede problemet med ensretningen og udnævnelserne i Statens Kunstfond. Så jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor man ikke bare siger ja. Andet giver jo ingen mening.

Tak for det.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.