Ja, og det er selvfølgelig også derfor, at jeg er fremme med spørgsmålet, altså netop fordi jeg jo er vidende om – vi er faktisk også inviteret til en stor havnedag om det – at ministeren går med planer om at revidere havneloven.
Og det er selvfølgelig også derfor, jeg spørger lidt til, hvad ministeren selv har af holdninger til nogle af de problemer, som er hvirvlet op nu her i forbindelse med de ganske voldsomme problemer på Vejle Havn, som er blevet afsløret – ja, de går endda så langt, som at formanden for Transparency har sagt, at der er tale om en eller anden form for korruption, i hvert fald en eller anden form for personlig berigelse for havnens midler, altså for offentlighedens midler.
Det er jo rigtigt, at det her i høj grad handler om havnelovens § 9, og der er jeg i hvert fald af vores lokale byrådsmedlemmer blevet gjort opmærksom på at der er et problem, for hvordan holder man øje med det?
Hvordan bruger man sin tilsynspligt, også i forhold til økonomien, når man f.eks.
ikke godkender budgetter, men kun godkender regnskaber?
Der er man jo totalt afhængig af, at det, der bliver lagt frem, så også er i orden.
Det er vel ikke rimeligt – det vil jeg da gerne bede om ministerens holdning til – at byrådsmedlemmer er henvist til at bede om aktindsigt i, hvad det er, der foregår i forbindelse med sådan en havn, sådan som det har været nødvendigt her, eller at bede om aktindsigt i forhold til Transportministeriet, med hensyn til hvad for en korrespondance der er foregået, og også i forhold til politiet.
Og det opstår jo netop, ved at byrådsmedlemmer – det har vores lokale byrådsmedlemmer gjort – både har stillet beslutningsforslag i byrådet og stillet spørgsmål dertil, men de bliver stemt ned og bliver derfor forholdt nogle oplysninger.
Det er den situation, jeg i hvert fald godt kunne tænke mig at der bliver taget hånd om i forbindelse med en revision af havneloven, men det er selvfølgelig også det, jeg gerne vil høre transportministerens indstilling til.