Spm. nr. S 1123

8) Til beskæftigelsesministeren af:

Rasmus Prehn (S) :

Hvad er ministerens holdning til, at 7.000 børn vil ryge under fattigdomsgrænsen som følge af regeringens kontanthjælpsloft?

Hr. Rasmus Prehn, værsgo.

Mange tak, formand, og jeg skal læse spørgsmålet højt: Hvad er ministerens holdning til, at 7.000 børn vil ryge under fattigdomsgrænsen som følge af regeringens kontanthjælpsloft?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Regeringen anerkender ikke den tidligere regerings grænse for økonomisk fattigdom, og derfor har vi afskaffet den. Det er for snævert, og det er for firkantet at se på, om indkomsten ligger over eller under et bestemt teknisk defineret niveau. Den opgørelse indfanger ikke den dynamik og den mobilitet på arbejdsmarkedet, som regeringen skaber med sin samlede politik. Regeringen vil i stedet sikre, at flere kommer i arbejde, så de bliver i stand til at forsørge sig selv og deres familie, og det er hele pointen med integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet. Det bedste, vi kan gøre for børnene, er at få forældrene væk fra offentlig forsørgelse og i beskæftigelse og selvforsørgelse.

Det er netop derfor, at regeringen med bl.a. kontanthjælpsloftet har sikret, at der nu er et mærkbart økonomisk incitament ved at komme i beskæftigelse. Jeg mener samtidig, at de rådighedsbeløb, man som kontanthjælpsmodtager vil have, efter at regeringen har indført et kontanthjælpsloft, er helt rimelige.

En typisk enlig forsørger med tre børn vil med det nye kontanthjælpsloft modtage godt 281.000 kr. om året i offentlige ydelser før skat, og det svarer til, at de hver måned har ca. 12.800 kr., når skat og husleje er betalt. Tilsvarende vil et typisk kontanthjælpsægtepar med tre børn modtage ca. 406.000 kr. om året, hvilket svarer til, at de hver måned har ca. 15.000 kr. til rådighed, når skatten og huslejen er betalt. Når man har beløb i den størrelsesorden til rådighed, giver det ikke mening at tale om fattigdom.

Så handler regeringens kontanthjælpsloft og 225-timersreglen i høj grad også om at få gjort noget ved de alt for mange ikkevestlige indvandrere og efterkommere, der hænger fast i kontanthjælpssystemet. Da regeringen trådte til, overtog den et kontanthjælpssystem, hvor knap hver tredje på kontanthjælp havde ikkevestlig baggrund, og blandt ægtepar på kontanthjælp var det hele 84 pct., som havde ikkevestlig baggrund. Det tegner ikke mindst et billede af dårlig integration, når to ud af tre af den gruppe, vi taler om i de her beregninger, enten er indvandrere eller efterkommere fra ikkevestlige lande, altså to tredjedele af de 11.800. Flygtningetilstrømningen er samtidig steget så markant siden 2014, og beskæftigelsen blandt nytilkomne er lav. Derfor er det bydende nødvendigt, at flere forsørger sig selv og deres børn, så længe de er i Danmark. Tak.

Hr. Rasmus Prehn.

I hele min opvækst har jeg været vant til, at noget af det, vi var stolte af i Danmark, var udsagnet om, at man måler et samfunds rigdom på, hvordan det behandler sine svageste, og jeg tænker, at børn, der lever i fattigdom, som ikke selv har lod og del i, at de er vokset op i en fattig familie, men som skal leve under de kår, er nogle af de svageste, som vi burde hjælpe.

Derfor var det jo også en meget stor debat før folketingsvalget, hvad der ville ske med vores børn, de svageste børn, de fattigste børn, og et af de kritikpunkter, der var i forhold til hr. Lars Løkke Rasmussens og Venstres daværende forslag om et moderne kontanthjælpsloft, var, at det ville få den konsekvens, at der ville være mange børn, der ville havne i fattigdom, ifølge den fattigdomsgrænse, som den tidligere regering havde. Da hed det sig fra både hr. Lars Løkke Rasmussen, men også fra daværende finansordfører hr. Peter Christensen, at det ikke passede, og at den politik, Venstre havde lagt frem, ikke ville betyde, at flere børn ville komme under fattigdomsgrænsen. Faktisk er hr. Peter Christensen citeret for at sige, at hr. Lars Løkke Rasmussen har slået to tykke streger under, at der ikke skal være flere fattige, og at vi ikke kommer til at have flere fattige under regeringens fattigdomsgrænse. Alligevel er det på et år lykkedes hele 7.000 børn at komme under den her grænse. Hvad betyder det så?

Ja, det betyder jo, at det bliver svært for de her familier at tilbyde børnene de samme muligheder, som deres kammerater har, og være en del af det samme fællesskab som deres kammerater. Når de andre skal af sted på lejrskole eller de skal på spejderlejr eller de skal starte til fodbold, så må forældrene sige nej, og det bliver også svært at tilberede et sundt og nærende måltid mad med de penge, der er til rådighed, og det er jo derfor, de grænser er lavet. Det er jo, fordi det, hvis man er under den grænse, er svært at få det til at hænge sammen, og så er man fattig. Og der er det, det undrer mig, at regeringen fører en politik, som betyder flere fattige, flere børn under den her grænse, altså når man før valget lovede danskerne – endda med to tykke streger under – at der ikke ville komme flere. Hvad er ministerens svar på det? For vi har hørt en masse andet, men hvad er ministerens svar på, at man før valget lovede, at der ikke ville komme flere, og der på et år nu er kommet 7.000 flere?

Tak. Ministeren.

Vi står naturligvis ved den besvarelse, vi har givet. Der er stillet et spørgsmål, og der er givet en besvarelse, som giver svaret på en helt statisk situation. Men regeringens politik skal jo ses i en sammenhæng. Vi fører en politik, der satser på at skabe meget mere social mobilitet for de mennesker, som er uden for arbejdsmarkedet. Som vi kan se af tallene, er det her et kæmpemæssigt integrationsproblem. Der er en overrepræsentation på mere end ti gange for ægtepar på kontanthjælp, og det er bydende nødvendigt at gøre noget.

Vi har lavet et kontanthjælpsloft, der er bygget op på en sådan måde, at hvis man f.eks. som enlig med tre børn måske arbejder bare 9 timer om ugen, har man tjent nok til at være fuldstændig frigjort fra det hele, og man har måske fået en gevinst på 4.600 kr. om måneden. Så det, vi har gjort, er, at vi har lavet en politik, som satser på at få folk ud i det arbejdende fællesskab.

Spørgeren, ½ minut.

Jeg tror ikke, vi her kan blive uenige om, at det jo er langt bedre, at man kommer i arbejde, og at det er langt bedre med social mobilitet – det er positivt, og det vil også hjælpe de her børn. Men hvis det nu ikke sker og de her børn skal vokse op i fattigdom, er det så regeringens holdning, at det skaber job, og at det skaber bedre muligheder, at de her børn skal ekskluderes fra de sociale fællesskaber, som deres kammerater er en del af, altså at de ikke kan gå til fodbold, at de ikke kan gå til spejder, at de ikke kan være en del af de fællesskaber, som alle de andre er en del af? Bliver det et lykkeligere samfund, at de børn skal opleve det i deres barndom?

Ministeren.

Nej, og her tror jeg vi er enige. Det er jo helt afgørende, at man får disse mennesker, disse familier, ud af parallelsamfundene og man får dem ind i de fællesskaber, som vi andre er en del af, i arbejdende fællesskaber. Det er jo derfor, vi vil have løst de her udfordringer, og det er grunden til, at vi arbejder sammen med arbejdsmarkedets parter, at vi laver topartsaftaler med kommunerne og trepartsaftaler om integration med arbejdsmarkedets parter. Vi skal have reduceret disse parallelsamfund, og vi skal have alle de familier og børn – der er en ekstrem overrepræsentation – ind i fællesskaber, således at de kan få en ordentlig uddannelse og få ligeværdige jobmuligheder i Danmark.

Spørgeren.

Man plejer jo at sige det sådan, at børn ikke selv vælger deres forældre. Man kan ikke selv vælge, om man vil vokse op i en rig familie eller i en fattig familie. Men der er altså nu 7.000 flere børn, der vokser op under fattige kår, fordi regeringen fører den her politik. Tror ministeren, og tror regeringen, at det bringer noget lykkeligt med sig, at de her børn skal vokse op under de her kår, hvor der bliver ringere adgang til sund mad, hvor der bliver ringere adgang til at være en del af de sociale fællesskaber, hvor man ikke kan gå til spejder ligesom de andre, og hvor man ikke kan gå til fodbold? Mener ministeren, at den konkrete konsekvens, det får for de her 7.000 flere børn, er en lykkelig situation for dem?

Ministeren.

Spørgsmålet forudsætter, at der ikke skulle være effekter af alle de øvrige elementer i regeringens politik, og at der i øvrigt heller ikke skulle være dynamiske effekter af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. Men det er der naturligvis, og derfor er jeg overbevist om, at vi vil se en dynamik. For vi har med vilje bygget kontanthjælpsloftet op på en sådan måde, at man bare med en lillebitte smule arbejde, f.eks. 8 timer eller 9 timer om ugen, kan blive en del af det arbejdende fællesskab, og man er fuldstændig frigjort fra alle effekter af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. Man har muligheden for at få fodfæste og muligheden for at kunne give sine børn en tilværelse, der bygger på, at man f.eks. er med i det arbejdende fællesskab i Danmark.

Tak for det, og hermed er spørgsmålet afsluttet.

Vi går videre til spørgsmål 9, som er stillet til beskæftigelsesministeren af fru Julie Skovsby, Socialdemokratiet.

(Talen er under udarbejdelse)