Beslutningsforslaget pålægger regeringen at tage de nødvendige initiativer, der sikrer, at ofre for kriminalitet i Danmark på alle punkter som minimum er sikret de rettigheder, der følger af EU's offerdirektiv.
Jeg kan oplyse, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.
Det er ikke udtryk for, at regeringen ikke prioriterer ofre for forbrydelser, eller at vi ønsker, at ofre i Danmark skal have en ringere retsstilling end de øvrige EU-lande, tværtimod.
Regeringen er selvsagt enige med forslagsstillerne i, at ofre for forbrydelser skal behandles så skånsomt som muligt, så der tages hensyn til den krænkelse, som det enkelte offer har været udsat for.
Men vi mener ikke, at en gennemførelse af et EU-direktiv er den rigtige vej at gå.
Jeg må også indrømme, at jeg er noget forundret over, at forslagsstillerne fremsætter et beslutningsforslag med det her indhold.
Forslagsstillerne siger på den ene side, at de ikke ønsker, at dansk retspolitik skal fastlægges i Bruxelles, og at Danmark derfor ikke skal opgive retsforbeholdet, heller ikke i forhold til offerdirektivet.
På den anden side ønsker man helt uden forbehold at gennemføre direktivet i sin helhed i dansk ret og altså alligevel lade Bruxelles fastlægge dansk retspolitik.
Et flertal af Folketingets partier indgik som bekendt i marts sidste år en aftale om en tilvalgsordning.
Bag aftalen stod Socialdemokraterne, Venstre, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.
Det var i den forbindelse aftalepartiernes pejlemærke at tilvælge den lovgivning, som enten gav konkrete fordele for borgere og virksomheder, eller hvor det blev vurderet at være gavnligt for Danmark og bidrage aktivt til udviklingen fremadrettet.
Derimod ønskede aftalepartierne ikke at tilvælge retsakter, hvor de konkrete fordele, også sammenholdt med udgifter og ressourcer forbundet hermed, ikke var store, eller hvor det gav bedre mening selv at regulere, eller hvor tilvalget ville være i strid med danske retsprincipper.
Partierne bag tilvalgsaftalen fravalgte på den baggrund offerdirektivet.
Det blev imidlertid skrevet ind i aftalen, at partierne var enige om at drøfte, om dele af offerdirektivet skulle gennemføres i dansk lov.
Nu blev det jo desværre et nej den 3.
december 2015, og aftalen er derfor i sin helhed bortfaldet.
Udfaldet af folkeafstemningen den 3.
december og bortfaldet af tilvalgsaftalen betyder ikke, at vi pludselig synes, det er en god idé at gennemføre EU's offerdirektiv.
Jeg har også svært ved at genkende det billede, som forslagsstillerne tegner af, at ofre for kriminalitet er ringere stillet i Danmark end i de øvrige EU-lande.
Det mener jeg ikke er korrekt.
Hvis man ser på det samlede billede, ser man, at vi i Danmark hjælper ofre for forbrydelser videre på en lige så god måde som andre lande, også selv om lovreglerne ikke i alle tilfælde er ens.
Spørgsmålet må derfor være, om vi skal bruge betydelige økonomiske og personalemæssige ressourcer, bl.a.
i politi og anklagemyndighed, på at formalisere procedurer, som i dag fungerer i praksis i Danmark, fordi EU siger det.
Som forslagsstillerne også er inde på i forslaget, blev det i forbindelse med analysen af offerdirektivet forud for folkeafstemningen umiddelbart og med betydelig usikkerhed vurderet, at en gennemførelse af direktivet i dansk ret ville medføre årlige merudgifter for politi og anklagemyndighed på op mod 16 mio.
kr., et beløb, som forslagsstillerne mener kan realiseres inden for rammerne af de nuværende bevillinger.
Jeg tror ikke, det kan være gået nogens næse forbi, at politi og anklagemyndighed står over for ekstraordinære udfordringer i disse år.
Også af den grund vil det efter regeringens opfattelse ikke være hensigtsmæssigt at bruge op mod 16 mio.
kr.
årligt af myndighedernes budgetter på at gennemføre et EU-direktiv, der ikke vil indebære væsentlige fordele for danske borgere.
Regeringen vil hellere målrette indsatsen over for ofre, så der sættes ind, hvor der faktiske er udfordringer.
Dansk lovgivning indeholder allerede regler og administrativ praksis, der har til formål at fastsætte rammerne for myndighedernes behandling af ofre.
De rammer er i forhold til EU-direktivet mere baseret på en konkret vurdering af ofre for de enkelte kriminalitetstyper og på ofrenes behov og knap så meget på at skære alle ofre over en kam uanset behov.
Det er min opfattelse, at vi skal fortsætte ad denne vej, altså hvor behandlingen af ofre og reguleringen af det sker på baggrund af en konkret vurdering og ikke på baggrund af et EU-direktiv.
Regeringen er optaget af at sikre en så skånsom behandling af ofre som muligt, og vi er løbende opmærksomme på, hvor der konkret kan være udfordringer i forhold til ofre eller gruppen af ofre.
Det er også den tilgang, der ligger bag de initiativer, vi allerede har iværksat på området.
Det gælder f.eks.
børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, og som ikke skal risikere at sidde ansigt til ansigt med deres gerningsmand i retten.
Regeringen fremsatte i november sidste år tre lovforslag om ændring af reglerne om videoafhøring at børn og unge i straffesager i Danmark, Grønland og på Færøerne.
Formålet var at hæve aldersgrænsen for, hvornår børn, der formodes at være ofre for eller vidner til alvorlige forbrydelser, kan afhøres på video, som er en særlig skånsom måde at afhøre børn på.
Folketinget har indtil videre vedtaget loven for Danmark og Færøerne.
Herudover fremlagde jeg i januar et udspil om respekt for voldtægtsofre, der supplerer de strafskærpelser på området, som jeg også har fremsat lovforslag om.
Udspillet er blevet til på baggrund af en grundig undersøgelse af hele voldtægtsområdet, og det har til formål at sætte klare rammer for politiets arbejde med voldtægtssager og sikre, at ofre for voldtægt, der har været udsat for et af de mest krænkende og traumatiserende overgreb, mødes på en værdig og ordentlig måde.
Senest har jeg sammen med børne-, undervisnings- og ligestillingsministeren fremlagt pakken »Stop Stalking«, som bl.a.
skal sikre ofre for stalking tryghed og rådgivning.
Og det er altså efter min opfattelse den vej, vi skal gå, hvor vi på baggrund af grundige løbende vurderinger på området sætter ind, hvor der konkret er behov for det.
Derfor vil regeringen også fremover iværksætte de nødvendige målrettede administrative eller lovgivningsmæssige initiativer i dialog med Folketingets partier for at sikre, at ofre for kriminalitet får den hjælp, de har brug for.
På den baggrund kan regeringen altså ikke støtte beslutningsforslaget.