Beskæftigelsesudvalget (BEU) Alm. del

Samling: 2015-16

Spørgsmål 2

1) I forlængelse af ministerens sammenfatning af 15. september 2015 af kommunernes redegørelser om fejl i sager om gensidig forsørgerpligt, jf. BEU alm. del - bilag 40 (folketingsåret 2014-15, 2. samling) og åbent samråd af 17. april 2015 om BEU alm. del - samrådsspørgsmål G (folketingsåret 2014-15, 1. samling) bedes ministeren besvare følgende spørgsmål: a) Vil ministeren fremsende sin juridiske vurdering af afgørelserne og af KL´s vejledning til kommunerne, sådan som den daværende minister gav tilsagn om på samrådet den 17. april 2015? b) Vil ministeren redegøre for de uoverensstemmelser der tilsyneladende er mellem antallet af sager om gensidig forsørgerpligt i Ankestyrelsen, når man sammenligner Ankestyrelsens egen opgørelse af 12. maj 2015 (jf. svar på BEU alm. del spørgsmål 145, folketingsåret 2014-15, 1. samling) med ministerens notat af 15. september 2015. I sidstnævnte opgøres det samlede antal sager i Ankestyrelsen til 135 afgjorte sager og 295 endnu ikke afgjorte sager – i alt 430. I Ankestyrelsens opgørelse af 12. maj 2015 nævnes det, at Ankestyrelsen har behandlet 227 sager. c) I Ankestyrelsens brev af 12. maj 2015 nævnes det, at 49 sager er afvist på grund af overskridelsen af klagefristen. Vil ministeren indhente en redegørelse fra Ankestyrelsen om, hvor store overskridelser af klagefristen der er tale om, og hvorfor man ikke har forholdt sig mere lempeligt til overskridelser af klagefristen i betragtning af, at der er tale om kompliceret lovgivning, som et meget stort antal kommuner ikke engang har været i stand til at håndtere korrekt, ligesom et stort antal kommuner ikke har gjort sig den ulejlighed selv at gennemgå sagerne og orientere borgerne om at der muligvis kunne være sket fejl i deres sag? d) Af Ankestyrelsens svar af 12. maj 2015 fremgår, at 14 sager er bortfaldet/henlagt, 49 sager er afvist på grund af overskridelse af klagefrist, 69 sager er stadfæstet og i 95 sager er kommunens afgørelse underkendt af Ankestyrelsen. Det giver en ”ren” fejlprocent på 41,8. Såfremt fejlprocenten opgøres på grundlag af antal behandlede sager er fejlprocenten 58 pct. Mener ministeren, at antallet af ulovlige afgørelser er acceptabelt?
Dato: 07-10-2015
Status: Endeligt besvaret
Emne: kontanthjælp og uddannelseshjælp
Dokumentdato: 07-10-2015
Modtaget: 07-10-2015
Omdelt: 07-10-2015

Spm. om kommunernes redegørelser om fejl i sager om gensidig forsørgerpligt, til beskæftigelsesministeren

Udvalgsspørgsmål (pdf-version)
Html-version