Tak for spørgsmålet og for muligheden for at redegøre for, hvordan pengeskabelsen foregår her i nutidens samfund.
Det er jo ikke hver dag, jeg får stillet den slags grundlæggende spørgsmål.
For at kunne besvare spørgsmålet tror jeg det er vigtigt først at slå fast, at det er mange år siden, vi havde en såkaldt bytteøkonomi, hvor man f.eks.
betalte for en vare med en anden vare.
Og det er også snart længe siden, at vi udelukkende betalte vores indkøb med kontanter i form af pengesedler og mønter.
I dag bruger vi i meget stort omfang elektroniske betalingskort, når vi gør indkøb, og dermed bliver bankindskud en del af pengeskabelsen.
Der findes ikke et enkelt pengemængdebegreb, der giver et entydigt billede af likviditetsforholdene i samfundet.
Overgangen mellem penge og andre finansielle aktiver er glidende – fra kontanter over bankindskud til korte obligationer, hvor likviditeten og værdifastheden gradvis reduceres.
Før man i sidste århundrede stadig mere begyndte at bruge indskud og betaling via check, var penge ensbetydende med kontanter, som Nationalbanken havde fuld kontrol over.
I dag betaler husholdningerne oftest ved kontooverførsler fra købers bank til sælgers bank, f.eks.
via dankort.
Indskud er blevet lige så likvide som kontanter.
Fremover vil den relevante definition af pengemængden formentlig udvikle sig yderligere i takt med innovationer i den finansielle sektor.
I Danmark har pengepolitikken i mange år ikke spillet en væsentlig rolle for pengeskabelsen.
Nationalbanken har et instrument, og det er den korte rente, og siden 1982 har Nationalbankens korte rente udelukkende været brugt til at styre kronekursen med, altså fastkurspolitikken.
Og fastkurspolitikken over for euroen indebærer, at når ECB f.eks.
sænker den korte pengepolitiske rente, følger Nationalbanken op med også at sænke den korte rente – ellers ville det blive mere attraktivt for udenlandske investorer at købe op i danske obligationer, og et sådant opkøb ville øge efterspørgslen efter danske kroner, som dermed ville blive styrket i forhold til euroen.
Og fastkurspolitikken har jo nu tjent Danmark godt og bidraget til den økonomiske stabilitet i over 30 år.
Det giver efter mine begreber ikke mening at tale om, at der skulle være et demokratisk problem med den måde, pengeskabelsen sker på i dag.
Borgere og virksomheder kan efterspørge de likvide aktiver, som de måtte have behov for, til den aktuelle rente.
Og for så vidt angår det faldende antal banker, er der ingen indikationer på, at det skulle have haft nogen økonomiske konsekvenser, at pengeskabelsesprivilegiet er placeret hos et faldende antal pengeinstitutter.