Mf’er til FN’s COP 14 om biodiversitet

03.12.2018

Mf’er er for nylig vendt hjem fra COP 14 om biodiversitet, og med sig i bagagen har de mange indtryk af den internationale dagsorden om biodiversitet - og af et kæmpe FN-arrangement med deltagelse af op imod 194 lande.

Det internationale konferencecenter i Sharm El Sheikh summede af liv fra den 17.-29. november 2018. Op imod 5000 delegerede fra FN’s medlemslande og fra internationale organisationer havde sat hinanden i stævne i Ægypten, nærmere betegnet på Sinai halvøen, til den 14. partskonference under FN’s biodiversitetskonvention.

Med på konferencen i år var to medlemmer fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, Christian Poll fra Alternativet og Øjvind Vilsholm fra Enhedslisten.

Biodiversitet er et udtryk for variationen i dyre- og plantearter, og biodiversitetskonventionen indeholder målsætninger om at stoppe tilbagegangen i biodiversitet i 2020. Partskonferencerne bruges til, at de 194 lande, der har tiltrådt konventionen, kan drøfte fremskridt, dele erfaringer og beslutte nye tiltag og målsætninger.

Omdrejningspunktet for COP 14 i Sharm El Sheikh var bl.a. at få påbegyndt en proces for vedtagelse af nye målsætninger for biodiversiteten efter 2020, hvor de nuværende målsætninger ophører og derudover drøfte, hvordan man kan arbejde med beskyttelse af biodiversitet i andre sektorer, f.eks. sundhed og infrastruktur.

Men hvorfor er det vigtigt, at danske parlamentarikere deltager på en FN konference om biodiversitet?

”FN’s biodiversitetskonference er en enestående mulighed for at komme helt tæt på de internationale forhandlinger om at stoppe tilbagegangen i biodiversitet. Her møder vi repræsentanter fra en lang række lande og organisationer, som vi kan udveksle synspunkter og erfaringer med. Samtidig afholdes der et hav af events på konferencen, hvor man kan blive klogere på f.eks. anvendelse af genmodificerede organismer og på, hvordan man kan arbejde med beskyttelse af naturområder”, siger Christian Poll (ALT).  

Hvilket indtryk stod I med efter første dag på konferencen?

”Det er jo en kæmpe konference, og når man ankommer første dag, kan det hele virke lidt kaotisk. Men samtidig fyldes man med en kæmpe tilfredsstillelse over at se så mange mennesker samlet for at gøre noget godt for naturen. En ting er selve konferencedelen, hvor op imod 194 medlemslande sidder og forhandler i samme rum om samme dagsorden. Men parallelt med konferencen kører sideevents, kontaktgrupper og bilaterale møder, hvor man kan hente masser af inspiration. Og man får følelsen af, at man her er med til at skabe fundamentet for det, der skal blive til naturens ’Parisaftale’”, siger Øjvind Vilsholm (EL).

Kan I fremhæve hvilke erfaringer fra konferencen, I tager med i det nationale arbejde med biodiversitet?

 ”Vi mødtes f.eks. med Global Youth Biodiversity Network, et netværk af unge mennesker, der arbejder på tværs af landegrænser med biodiversitet og biodiversitetskonventionen. Det var meget inspirerende at mærke deres energi og entusiasme for denne dagsordenen. De arbejder målrettet med at sprede budskabet om behovet for at beskytte biodiversiteten, og det vil være godt, hvis biodiversitetsdagsordenen også kan sprede sig yderligere i Danmark via ungdommen”, siger Øjvind Vilsholm (EL).

Vil I anbefale, at parlamentarikere fra Folketinget også deltager ved den næste partskonference under biodiversitetskonventionen i Beijing i 2020?

Vi vil helt klart anbefale, at der også deltager parlamentarikere i Beijing i 2020. Til den tid skal der forhandles nye målsætninger for biodiversitet frem mod 2030, og det har stor betydning for vores jordklode, at vi har fokus på at beskytte biodiversiteten. I Sharm El Sheikh holdt vi et møde med COP ledelsen for at drøfte, hvordan konferencerne kan fokusere endnu mere på, at der deltager parlamentarikere, så nu har vi sendt et signal om, at vi som parlamentarikere gerne vil prioritere det”, siger Christian Poll (ALT).