Nu tror jeg, at meget af det, vi taler om her, også er et spørgsmål om, at vi kan få danskerne overbevist om, at vi rent faktisk gør, hvad vi kan, for at det ikke er Danmark, der betaler for andre landes manglende engagement i at få indtægter og udgifter til at stemme.
Når jeg i dag spørger om nogle ting, handler det ikke om, at jeg ønsker at debattere – det kan vi sådan set godt, men det er måske bedre at gøre det en anden gang – om Danmark skal være medlem af EU eller ej.
Danmark er medlem af EU, og Dansk Folkeparti synes også, at det er fornuftigt, at vi, som det ser ud lige nu, er medlem.
Men det betyder jo ikke, at man ikke kan diskutere ting og sager frem og tilbage om økonomien i det.
Når det handler om nogle af de andre ting, som finansministeren nævner, f.eks.
landbrugsstøtten, er det også en kendt sag og et kendt dansk synspunkt, og det støtter Dansk Folkeparti også, at det på lang sigt jo er tåbeligt, at man ud fra en eller anden planøkonomisk forudsætning i sin tid har opbygget en kæmpemæssig landbrugsstøtte.
Den skal vi da se at få afskaffet hurtigst muligt.
Men hvis vi skal forklare hr.
og fru Danmark tingenes tilstand, er det jo ikke nok at sige, hvis vi kunne være så heldige at komme igennem med det, at nu har vi, jubi, fået en kæmpe rabat for vores EU-medlemskab på 1 mia.
kr., hvis vi samtidig indirekte kommer til at påføre danskerne flere omkostninger, fordi vi får mindre og monumentalt meget mindre i støtte.
Og i øjeblikket er det altså sådan, som vi også tidligere været inde på, at Danmark netto er den mest bidragydende.
Vi betaler i øjeblikket, i 2011, 149 euro pr.
indbygger og ligger dermed pr.
indbygger på et niveau, man kan sige ligger i top.
Derfor går spørgsmålet altså på, om finansministeren ikke kunne tænke sig andre ting end den milliard kroner, der i øjeblikket kæmpes om for at få regnestykket til gennemsnitligt at hænge sammen.