Man må imponeres af paralleliteten mellem de seneste to spørgsmål; der kan vist komme mange af den slags.
Jeg kan sige, at regeringen har fremlagt en politik, der indebærer, at vi omfordeler 10 mia.
kr., hvor de 10 mia.
kr.
går til sundhed, uddannelse og svage grupper, især til sundhed og svage grupper.
Staten bidrager med de 6 mia.
kr., kommunerne skal finde 4 mia.
kr., men kommunerne får måske også en del af dem, fordi kommunerne jo også står for en del af de svage grupper, for uddannelsen og for en del af sundhedssektoren.
Det kan så omregnes til, at hvis man forestiller sig, at alle 4 mia.
kr., som kommunerne skal spare, skal udmøntes ved, at kommunalt ansatte afskediges, så er det 8.000, som jo altså vil blive opvejet af, at der til gengæld alt andet lige vil blive ansat 8.000 til sundhed, til uddannelse og til svage grupper.
De 701 færre ansatte på Fyn skal ses i forhold til, at der er 37.000 kommunalt ansatte på Fyn.
Jeg vil også gøre opmærksom på, at kommunerne har meget god tid til at planlægge og forberede sig på de ændrede økonomiske vilkår.
Og når man allerede nu ser, at nogle kommuner tager hårdt fat, hænger det vel sammen med to ting, nemlig dels at kommunevalget nu er overstået, dels at man har store overskridelser, og det skal man jo tage fat i, og de fleste steder betyder det jo, at man blot tager toppen af den vækst, som man har haft det senere år.