Folketinget viser solidaritet med Ukraine på toårsdagen for Ruslands invasion

22.02.2024

Lørdag den 24. februar og søndag den 25. februar lyses Christiansborgs tårn op i gult og blåt for at vise Folketingets solidaritet med Ukraine.

Folketinget markerer toårsdagen for den russiske invasion af Ukraine med lys på Tårnet og deltagelse i fredsgudstjeneste i Holmens Kirke.

Folketingets formand, Søren Gade, sender et klart budskab om, at alle Folketingets partier støtter Ukraines frihedskamp: »Det er ikke set så tit, at alle partierne herinde på Borgen er enige. Men i spørgsmålet om Ukraine er sagen krystalklar: Vi støtter Ukraine, fordi vi står på demokratiets side,« siger formanden.

Deltagelse i fredsgudstjeneste i Holmens Kirke

Fredag den 23. februar deltager Folketingets formand, medlemmer af Præsidiet m.fl. i en fredsgudstjeneste i Holmens Kirke kl. 12.00. Fra kongefamilien deltager H.M. Kong Frederik.

Fredsgudstjenesten er arrangeret af Københavns Stift, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Danske Kirkers Råd og Folkekirkens Nødhjælp samt foreningen Association of Ukrainians in Denmark. Fredsgudstjenesten er åben og kræver ikke tilmelding. Med kongelig deltagelse kan der dog være rift om pladserne. 

Tårnet på Christiansborg lyses op i gult og blåt

Lørdag den 24. februar og søndag den 25. februar lyses Tårnet på Christiansborg op i gult og blåt. Tårnet vil være lyst op lørdag kl. 15.00-02.00 og søndag kl. 17.00-02.00. Tårnets facade oplyses udefra fra Christiansborg Slotsplads og fra Indre Slotsgård. 

Ukraines blå-gule flag vil også være hejst ved hovedtrappen til Folketinget lørdag. 

Flere tiltag og aktiviteter planlægges i løbet af året for at fastholde fokus på krigen i Ukraine.

Foto: Christoffer Regild