Debatmøde: Hvordan støtter Danmark bedst Ukraines frihedskamp?

08.03.2024

Tirsdag den 19. marts 2024 kl. 9.00-10.30 inviterer Folketingets Præsidium til debatmøde om situationen i Ukraine 2 år efter Ruslands invasion.

Det er over 2 år siden, at Rusland startede sin fuldskalainvasion af Ukraine. Siden har Ukraine heroisk kæmpet for sin frihed. Deres kamp for frihed er også vores kamp for frihed og demokrati. Folketingets Præsidium inviterer derfor til åbent debatmøde på Christiansborg om situationen i Ukraine, og hvordan Danmark bedst kan støtte Ukraine.

Debatmødet afholdes tirsdag den 19. marts 2024 kl. 9.00-10.30 i Landstingssalen, Christiansborg.

Der vil være oplæg af Folketingets formand, Søren Gade, statsminister Mette Frederiksen, formanden for det ukrainske parlament, Ruslan Stefanchuk (på video), og seniorforsker Flemming Splidsboel.

Debatmødet foregår på dansk og engelsk med mulighed for tolkning.

Tilmelding

Debatmødet er åbent for alle, men der er begrænsede pladser. Derfor er tilmelding nødvendig. Det gælder også pressen. Tilmelding skal ske senest mandag den 18. marts kl. 10.00. 

Alle deltagere anbefales at møde op i Folketinget ca. en halv time inden debatmødet starter af hensyn til sikkerhedstjek og registrering i besøgsindgangen. Det er tilladt at optage lyd og billeder under debatmødet, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling.

Følg med på Folketingets tv

Debatmødet bliver tv-optaget og vist direkte på Folketingets hjemmeside, hvor optagelsen også vil kunne findes efterfølgende.