Tak for det, og tak for, at vi igen, skulle jeg til at sige – vi havde også en debat om det specialiserede socialområde i går i Folketingssalen, som jeg syntes var rigtig god – har mulighed for at tage en debat om emnet i dag. I går var fokus et lidt andet. I dag tager vi en debat, som i meget høj grad handler om den højtspecialiserede del af handicapområdet i forhold til indførsel af specialeplanlægning. Først vil jeg sige lidt, så indenrigs- og sundhedsministeren, og så finansministeren. Det, der er blevet bedt om, er, at jeg for mit vedkommende siger noget om muligheden for specialeplanlægning. Jeg vil gerne starte med at sige, at regeringen har en klar ambition om at skabe en tryghed og forudsigelighed, som ikke findes i dag, for mennesker med handicap, som har behov for et højt specialiseret tilbud. Mennesker med handicap fortjener at blive mødt af et system, der griber dem, også i de tilfælde, hvor borgernes behov er meget komplekse, og hvor der kan være behov for at understøtte kommunernes viden om det. Derfor er det regeringens ambition, i øvrigt med inspiration fra sundhedsområdet, at indføre en specialeplanlægning på den højtspecialiserede del af handicapområdet.
En specialeplanlægning skal sådan lidt kort fortalt være med til at understøtte kvalitet igennem opsamling af viden og indsatser, og med specialeplanen tror regeringen på, at vi kan skabe bedre kvalitet, og at vi kan skabe et bedre match mellem borger og tilbud. Det er rigtig ofte det, der går galt, og borgere, der får det forkerte tilbud, ender meget ofte både med rigtig mange ekstra indlæggelser og ender i dyb mistrivsel. Jeg har selv lige været sammen med en ung mand, som havde været på et af de tilbud, og han var kommet for skade at have splittet hele sit tidligere botilbud ad, fordi det var et sted, der ikke kunne håndtere de problemstillinger, han havde. Det er jo dybt ulykkeligt for ham selv, og det har det også været for alle de andre på det pågældende botilbud, selvfølgelig også for det personale, der var der. Efter han så er kommet over på et tilbud, der kan håndtere ham og hans udfordringer, har han fået et godt, roligt og stabilt liv, i øvrigt i et fint fællesskab med de andre, der er til stede.
Det, der betaler sig økonomisk, betaler sig i den her sammenhæng også menneskeligt, og det er de to ben, vi skal gå på på det her område. For min opfattelse er, at vi hen over de senere år har fået en økonomisk udvikling, som på ingen måde kommer borgerne til gavn. Var det nu sådan, at man havde set, at kvaliteten var eksploderet positivt af, at der var blevet brugt de ekstra penge, stod vi jo i en helt anden situation og med en helt anden diskussion. Men virkeligheden er jo, at vi har haft en situation, hvor borgerne på den ene side føler, at de skal slås fra tue til tue for at få den hjælp og støtte, der skal til, at de alt for ofte bliver placeret et forkert sted, samtidig med at man så som kommune og i øvrigt resten af borgerne kan se, at regningen stiger. Normalt når regningen stiger for noget, skal det jo faktisk helst være, fordi der for de borgere, for hvem regningen stiger, så også er en kvalitetsforbedring, og det har der simpelt hen ikke været her.
Det, vi gerne vil, er at skabe et overblik over de højtspecialiserede tilbud og indsatser. Det overblik har vi manglet, og det vil sige, at det overhovedet at vide, hvor i Danmark der findes et sted, som ville kunne håndtere den her borger, kan man simpelt hen ikke, fordi vi ikke har en specialeinddeling af området. Det betyder også, at borgeren selv og borgerens pårørende heller ikke kan få et overblik. Derfor bliver det ofte von hørensagen og tilfældigt, det er det, nogle har kaldt postnummerlotteri, og det kan faktisk hænge meget tæt sammen med, at der ikke er det overblik. Det er jo selvfølgelig et overblik, vi også skal bidrage med nationalt, og i det har der været en diskussion om, om det er muligt, at man som kommune kan drive tilbud, hvis der er en meget lille gruppe borgere i Danmark, der lider af noget bestemt eller har et bestemt handicap.
En af idéerne med specialeplanlægning er jo at gå ind at lave også en kapacitetsfastsættelse, som vi kender det fra sundhedsområdet, hvor vi jo alle sammen ved, at selv om det er regionerne, der driver hospitalerne, vil der være nogle ting, hvor man f.eks. kun kan få behandling på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital. Vi har ikke samme mekanisme på socialområdet, og det betyder lige præcis det her med, at hvis man har brug for en højtspecialiseret indsats og der er meget få borgere i Danmark, der har samme problematikker som en selv, er det faktisk en jungle. Det betyder, at man ikke nødvendigvis får det tilbud, man har behov for, og det vil sige, at der er brug for samme type af systematik, som vi kender det fra sundhedsområdet.
Det vil jo forhåbentlig så også betyde, at borgerne i langt højere grad oplever, at de bliver matchet med det rigtige tilbud fra start af. Altså, for det, der går galt rigtig ofte på det her område, er, at man ikke har fået det rigtige tilbud. Derefter går tingene galt, både for borgeren og for borgerens pårørende og dermed jo i sidste ende også både i forhold til økonomi og resten af omgivelserne. Jeg tror på, at vi med specialeplanlægning og i øvrigt de øvrige punkter, som vi drøfter i øjeblikket i Sammen om handicap, kan komme til at skabe en forandring, en forbedring, en forudsigelighed og en tryghed for borgerne, og at vi dermed lægger sporene til en ny struktur og ny organisering på den specialiserede del af handicapområdet – noget, som vi har haft ekstremt meget brug for i rigtig lang tid.
Så er det selvfølgelig også vigtigt, at vi erkender, at når der er stigende udgifter på et område, går vi tæt på og ser på, hvad den stigning drejer sig om. Når man, som tilfældet er her, kan konstatere, at borgerne sådan set ikke har fået det bedre, fordi der bliver brugt flere penge, er der jo noget andet galt, og når vi lytter til historier og der f.eks. er en, der skriver, at vedkommende brugte mere tid på møder end den tid, vedkommende fik tildelt i hjælp, er det jo absurd. Altså, så er noget jo gået fuldstændig forkert, og det vil sige, at vi bruger en masse systempenge, har jeg valgt at kalde dem, altså at midlerne i systemet meget nidkært går til at skulle være sikker på, at der ikke er en, der får så meget som en hue for meget, eller hvad det nu kunne være, og der dermed ender med at blive brugt flere penge på selve visitationen og flere penge på at indhente erklæringer af den ene eller anden karakter, i øvrigt også markedsundersøgelser og andre spændende ting, end der bliver brugt på selve det redskab, vedkommende kan have brug for. Det går ikke, og der er der altså brug for, at vi ikke bare kigger specialeplanlægning, men at vi kigger hele området tæt igennem.
Jeg har hørt en socialchef undervejs i det her sige, at de bruger lige så mange penge på lønkroner i forbindelse med visitationen til merudgifter, som de bruger på udbetaling til merudgifter i den pågældende kommune. I Ankestyrelsen er det sådan, at 20 pct. af alle sager ved Ankestyrelsen handler om merudgifter. Så noget er der blevet grebet fuldstændig forkert om. Det er en af de største frustrationer for borgere med handicap, at man skal slås sig til al den hjælp, man har brug for, og det går simpelt hen ikke. Så vi skal ind at tænke nyt, og det håber jeg i meget høj grad på vi kan gøre i fællesskab med hinanden i Sammen om handicap og i øvrigt med de partier, som er inde i drøftelserne omkring det.
Ekspertudvalget kom i starten af måneden med en række anbefalinger og er i øvrigt tidligere også kommet med et overblik over, hvordan økonomien ser ud, og jeg er overordnet positiv over for at se både på de bud, som parterne er kommet med, og også de bud, som eksperterne kommer med. Det gælder jo så både eksperter i form af de medarbejdere, der står i hverdagen og arbejder med de her problemstillinger, og som sidder i Sammen om handicap, det gælder de eksperter, der er borgere og dermed også er dem, der prøver de her ting på egen krop, det gælder selvfølgelig de kommuner, der står med driftsopgaven i hverdagen, og så selvfølgelig det ekspertudvalg, vi selv har nedsat.
Det er mit håb og min tro, at vi kan få løst de her ting, hvis vi gør det i fællesskab. Der er jo aldrig nogen sinde i danmarkshistorien lavet en handicapreform. Altså, det er jo i sig selv faktisk ret vildt. På skoleområdet har vi med forskellige sammensætninger haft store aftalekredse, både på gymnasieområdet, på erhvervsskoleområdet, på fgu-området, på skoleområdet osv. osv., som værende den stabile rygrad politisk i den måde, vi arbejder på, og så findes det ikke på socialområdet. Der er blevet lavet socialreformer før, men der er aldrig lavet en handicapreform. Derfor, hvis man har en fornemmelse af, at området i sig selv er knopskudt, at de enkelte elementer ikke taler sammen, og at man derfor skal rende fra Herodes til Pilatus, tror jeg en del af årsagen til det er, at vi aldrig har sat os ned og skabt et samlet overblik og skabt en samlet politisk aftalekreds, som står med ansvaret for at gøre tingene rigtigt. Tak for ordet.