Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke forslagsstillerne bag det her forslag. Bl.a. har Therese jo stået frem og fortalt sin historie om, hvordan hun pludselig mistede sin mand og stod tilbage med ansvaret for børnene og alligevel fandt styrken til midt i den sorg at forsøge at gøre en forskel for andre. Det har jeg den største respekt for. Derfor er det godt og vigtigt, at vi får den debat i Folketingssalen i dag i håbet om, at vi kan finde nogle fælles løsninger, der peger fremad.
Men desværre er Therese ikke den eneste, der har oplevet at stå i den her situation. Det er i gennemsnit de her ca. 1.000 danskere om året, der oplever at miste en partner, og som og som står tilbage med ansvaret for børn under 18 år. En af de andre, der har fortalt sin historie offentligt, er Svandis Funder Svendsen, som mistede sin mand efter 10 måneders hårdt sygdomsforløb og stod tilbage med 4 børn mellem 2 og 16 år. Manden var ikke engang begravet, før der var en forventning om, at hun mødte på arbejde igen. En anden, der har fortalt sin historie i medierne, er Sofie, som mistede sin mand til kræft, da han kun var 38 år gammel. Hun følte sig presset til at raskmelde sig på grund af de krav, der blev stillet på jobcenteret. De har fundet styrken til at stå frem og fortælle deres historier i medierne. Jeg tror, der er mange andre, der ikke har kunnet finde den styrke, og derfor frygter jeg, at der er flere, der står i den her situation.
Heldigvis findes der massevis af gode arbejdspladser, som tager hånd om deres medarbejdere og hjælper dem i sådan en svær situation, men når vi lovgiver her i Folketinget, gør vi det jo ofte for at beskytte de svage parter, for at beskytte de, der er ramt af ulykke, af samfundsudviklingen, og af uforudsigeligheden i livet, og det er jo det, de her mennesker rammes af. Og er vi ikke et fattigt samfund, hvis ikke vi har overskuddet til at hjælpe så ganske få mennesker, der står i så udsat en situation?
Vi blev for ganske få år siden enige om, at vi som samfund selvfølgelig bør have overskud til at hjælpe forældre, som mister et barn, og som står tilbage med en enorm sorg. Her handler det om at hjælpe en hel familie. Vi hjælper ikke alene den partner, der står tilbage, vi hjælper også med at give dem muligheden for at tage et ansvar for børnene, der også står i en ekstremt sorgfuld situation.
Ja, i den ideelle verden forhandlede arbejdsmarkedets parter sig til det her – det kunne jeg da også drømme om – men jeg tror ikke, der er ret mange, der går til forhandlingerne og tænker på, at man skal have forhandlet resultater hjem, der skal træde i kraft, hvis det utænkelige sker. Jeg tror, man tænker på at forhandle om det, der fylder i hverdagen, altså løn, ferie og barsel, og det kan jeg sådan set godt forstå.
Det var netop derfor, vi gik ind og gav en beskyttelse til forældre, der mister et barn, og det er også derfor, vi Konservative mener, at man bør gå ind og give den samme beskyttelse til voksne, der mister en partner og står tilbage med børn under 18 år. Om det skal være 3 eller 4 måneder, har jeg ikke nødvendigvis svaret på. Og det er fuldstændig rigtigt, som flere har peget på, at sorg er individuelt. Det oplever jeg i den grad selv lige for tiden, og jeg oplever det i mit eget parti – man bearbejder tingene enormt forskelligt. Men i dag er det sådan, at vi giver muligheden for, at de, der vil vende tilbage på arbejde, kan gøre det, fordi det er det, der fungerer bedst i deres liv, men vi giver altså ikke nødvendigvis muligheden for, at de, der har brug for at trække stikket og være der koncentreret for deres familie, kan gøre det. Så vi imødekommer kun den ene måde at håndtere sorg på, som vores lovgivning er i dag
Men det er vigtigt – og der er jeg meget enig med Moderaternes ordfører – at vi skal passe på med at italesætte, at der er noget, der er rigtigt og forkert. Det er okay, også hvis man mister et barn, at vende tilbage på arbejde efter 3 uger, hvis det er det, der føles rigtigt for en selv. Vi skal ikke som politikere gøre os til dommere over, hvordan man bearbejder sorgen, men vi skal skabe rammerne for, at også de mennesker, som har brug for at trække stikket på arbejdsmarkedet eller undgå pres fra jobcenteret, kan hellige sig deres familie i en tid, hvor det er en ufattelig god investering, at man er der for sine børn, og at man er der i fællesskab. Det er det, jeg synes det her borgerforslag handler om, og det er derfor, vi Konservative bakker op om det her borgerforslag. Kan vi lande det i en beretning, hvor vi kan blive enige om at prøve at arbejde videre inden for det her område, så kan vi også leve med det. Det vigtige er sådan set, at den styrke, nogle mennesker har vist i en ubeskrivelig sårbar situation, bliver konverteret til noget, der kan gøre en forskel for andre, der måtte ende med at stå i den situation.
Så vi Konservative har meget stor sympati for det her forslag og bakker det op, hvis det kommer til afstemning, men vi vil også meget gerne drøfte en beretning, hvis vi kan lave en med et substantielt indhold. Tak.