Tak for en rigtig fin og ikke mindst vigtig debat. Jeg har glædet mig rigtig meget til i dag, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er stolt af, at vi som regering har som en vigtig prioritet at styrke organdonationsområdet. Det er også noget, der ligger mit hjerte meget nært. Tak til alle partiernes ordførere for at tage godt imod og drøfte regeringens beslutningsforslag om en ændring af samtykkemodellen for organdonation her i Folketingssalen. Den eneste malurt i bægeret er, at det, når så mange partier synes, at det her er et vigtigt område og det ligefrem også er opsigtsvækkende, at vi som regering har fremsat et beslutningsforslag, godt nok er ærgerligt, at der er så mange partier, der ikke er til stede her i Folketingssalen nu.
Jeg synes, at debatten i dag har vist, at selv om vi bestemt ikke er enige om alt, står vi sammen om erkendelsen af, at alt for mange danskere dør, mens de står på venteliste til et nyt organ. Derfor har det også været givende for mig i dag at lytte til og høre partiernes og ordførernes mange gode input og ønsker til, hvordan vi kan styrke organdonationen i Danmark. Det bekræfter mig også i, at timerne sammen og de drøftelser, vi har haft, som ikke er slut, og som fortsætter, har været godt givet ud i forhold til at styrke organdonationsområdet. For vi er nødt til at handle. Vi er nødt til at gøre noget nyt, gøre noget på en anden måde, end vi gør i dag, og dermed at status quo ikke er en mulighed. Vi kan altså ikke bare fortsætte som hidtil. Hvorfor? Det svar er jo desværre alt, alt for enkelt, nemlig tallet 28, der siger en hel del. Det er 28 som i 28 menneskeliv. Alene sidste år slukkedes håbet for 28 danskere og deres pårørende, mens de ventede på et nyt organ. Det er for at gøre ondt værre flere, end vi har set de seneste år.
Her og nu står over 400 danskere på venteliste til at få et nyt organ – 400, der venter på at få livet fuldt og helt tilbage, 400 danskere og deres familier, som på en eller anden måde har fået sat deres liv på standby. Det er på trods af, som debatten i dag også har afdækket, at rigtig, rigtig mange danskere faktisk gerne vil donere deres organer, hvis det er, at situationen opstår. Som flere har været inde på, er det op imod 84 pct. af danskerne, der har en positiv holdning til organdonation. Derfor er det også påfaldende, når så mange danskere massivt bakker op, at det alligevel kun er mindre end en tredjedel af danskerne over 15 år, som har fået registreret deres stillingtagen i Organdonorregisteret. Det er for at sige det lige ud og meget kontant dødærgerligt. For det kan være forskellen på liv eller død. Derfor skal vi have flere til at tage stilling, flere til at veksle opbakning og velvillighed til konkret handling.
Jeg har efterhånden været medlem af Folketinget i snart 17 år. Jeg har beskæftiget mig med organdonationsområdet på rigtig mange måder, og jeg har været med til igennem årene både i regering og i opposition at iværksætte handleplaner på det her område, iværksætte nye og forstærkede informationsindsatser, påmindelser, digitale tiltag og meget, meget andet. Det er godt. Men det har heller ikke været godt nok. Det viser tallene med al tydelighed. Vi er fortsat alt for langt fra mål, og derfor synes jeg også, at én præmis er afgørende: Vi kan simpelt hen ikke blive ved med bare at gøre lidt mere af det samme. Det viser de sidste mange år med al tydelighed. Vi er nødt til at gå nye veje, og det er for regeringen ikke et spørgsmål om at gøre én ting, men at gøre mange ting på én gang.
Som noget nyt foreslår regeringen, at vi vender samtykkemodellen om, så alle over 18 år fremover som udgangspunkt er organdonorer. Det betyder, at man fra det fyldte 18. år automatisk bliver tilmeldt som organdonor i registeret. Vi ønsker som regering at sende et signal om, at danskerne gerne vil være med til at redde flere liv.
For husk, at de fleste af os også gerne vil kunne modtage et organ, hvis der opstår den ulykkelige situation, hvor det er nødvendigt. Vi synes, at de to ting hænger sammen. Vi kommer ikke med et forslag her om at indføre en ny samtykkemodel hen over natten. Det skal ske på en måde, hvor befolkningen får god tid til at blive oplyst og gøre sig overvejelser om organdonation, før ordningen træder i kraft.
Alle danskere vil derfor eksempelvis også få tilsendt et brev om ændringen af samtykkemodellen og med opfordringen til at lade sin stillingtagen registrere. For det er helt afgørende, at vi får en grundig og inddragende informationsindsats, som lægger op til samtale hos borgerne, både om forslaget til en ny samtykkemodel – det siger sig selv – men jo også mere bredt om vigtigheden af at tage stilling og lade sit ja eller nej til organdonation registrere.
Som noget nyt vil vi eksempelvis også indføre, at alle fremtidige 18-årige kommer til at modtage et brev i forbindelse med deres 18-årsfødselsdag om den nye tilgang til organdonation, så vi på den måde hele tiden sikrer en øget bevidsthed om at huske at tage stilling, også når man er ung og fylder 18 år. Og i det hele taget vil vi sikre oplysningskampagner bredt i samfundet og en styrket indsats med påmindelser i mødet med det offentlige, f.eks. på www.sundhed.dk, i forbindelse med sundhedskort, kørekort m.v. Det er også en del af det forslag, vi behandler her i Folketingssalen i dag.
Samlet set håber regeringen, at vi med en ændring af modellen også vil skabe et fornyet fokus på organdonation. Vi tror på, at det kan være med til, at vi får genstartet den vigtige samtale om organdonation med hinanden, så flere vil have truffet de svære valg sammen og i tide, også og for sundhedspersonalet, der ofte står i en situation, hvor de skal indlede en vanskelig samtale med de pårørende til et menneske, hvis liv ikke står til at redde.
Lad mig også samtidig rydde enhver misforståelse om regeringens intentioner og motiver af vejen. Regeringen tvinger ikke nogen til noget. Staten tager ikke nogen organer fra nogen. Forslaget, som vi lægger frem, respekterer netop den enkeltes ret til selvbestemmelse. Ingen vil nogen sinde blive tvunget til at være organdonor. Vi skal hver især, også fremover, kunne bestemme over vores egen krop. Og derfor er det netop en del af forslaget, at man som borger skal bekræfte, om man er potentiel donor, i Organdonorregisteret. Man kan sige ja, nej, ved ikke. Og hvis man ikke har gjort det, vil de pårørende som i dag altid blive spurgt – altid. Der vil aldrig blive udtaget organer, hvis ikke den afdøde eller de pårørende har givet samtykke til det.
Må jeg så i øvrigt ikke også lige minde om, at Danmark i dag står stort set alene med vores samtykkemodel. Faktisk er vi – vel næsten kun sammen med vores tyske naboer – blandt de få lande i Europa, som har en samtykkemodel som den, vi har i dag. I regeringen ønsker vi ikke at se passivt til, mens Danmark halter bagefter resten af Europa, når det kommer til organdonation. Mange lande har allerede indført en blød model med aktivt fravalg til organdonation som den model, regeringen foreslår. Og det, der springer i øjnene, er også, at de højeste donorrater i Europa i overvejende grad ses i de lande, som netop har indført aktivt fravalg.
I debatten i dag har jeg lyttet mig til et ønske fra nogle partier om, at vi slet ikke skal ændre samtykkemodellen; vi skal bare indføre det, der bliver omtalt som obligatorisk stillingtagen. Som jeg forstår det, er det, at folk skal aftvinges et svar om en stillingtagen til organdonation i mødet med det offentlige, og at man dermed jo potentielt skal være klar til at tilbageholde andre menneskers pas, kørekort, årsopgørelser og andet, hvis det er, at det skal være obligatorisk. Men jeg har også bidt mærke i, at de partier, der siger, at de går ind for obligatorisk stillingtagen, ikke ønsker at gidsle folks kørekort, pas og skattekort, der i øvrigt intet har at gøre med organdonation, og at begrebet obligatorisk stillingtagen dermed ikke skal forstås bogstaveligt. Eller som kritiske tunger måske ville sige, er der tale om lidt falsk varebetegnelse, i forhold til hvad der er indholdet i det, fordi den retvisende omtale af det forslag ville være: obligatoriske påmindelser.
Obligatoriske påmindelser er vi fuldstændig for i regeringen. Det er også en del af det her beslutningsforslag, så lad os endelig komme i gang med i fællesskab at se på, hvordan vi kan lave mange flere systematiske påmindelser. Men det kan bare ikke stå alene, og det viser i øvrigt også erfaringerne fra New Zealand, der mig bekendt er det eneste land i verden, der har noget, der ligner den her såkaldte obligatoriske stillingtagen. Vi er nødt til at gøre mere og gøre flere forskellige ting på én gang.
Der blev også fra Danmarksdemokraternes side spurgt til, hvorfor regeringen fremsætter et beslutningsforslag frem for et fikst og færdigt lovforslag. Normalt plejer partierne jo godt at kunne lide, at der er mulighed for at få indflydelse på det, vi stemmer om her i Folketingssalen, og derfor skal man heller ikke betragte det som andet, end det er, nemlig en udstrakt hånd og en invitation til et bredt samarbejde. For det kan godt være, at vi ikke kan blive enige om alt, men vi kan blive enige om noget, og så må man til gengæld respektere, at der er andre, der vil noget mere end en selv i det fælles ønske, vi har, om at styrke organdonationsområdet. Og dermed inviterer vi også Folketingets partier til et bredt samarbejde om at styrke organdonationsområdet, inden et endeligt lovforslag er fuldstændig færdigt og fremsættes.
For debatten om indholdet i det synes jeg også er helt afgørende og vigtig. Ja, den er faktisk i sig selv med til at sikre, at endnu flere borgere bliver bevidste om vigtigheden af at tage stilling. Eller som Alternativets ordfører var inde på, har alene det, at vi har diskussionen, debatten, med hinanden fået flere danskere til at gå ind og lade deres stillingtagen registrere i Organdonorregisteret. Derfor også tak til de partier i Folketinget, bl.a. Konservative og Enhedslisten, der måske ikke var enige i alt i vores beslutningsforslag, men alligevel var glade for, at vi som regering har rejst debatten og fremsat beslutningsforslaget.
Vi ønsker i regeringen med vores samlede pakke af forskellige initiativer at gøre en forskel for patienterne – for dem, der venter på at vinde livet tilbage. En af dem, som har prøvet at få livet igen, er 24-årige Cecilia Petersen, som jeg mødte sidste år, mens hun ventede på at få en ny nyre. Mødet med Cecilia gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Her fik jeg et lille indblik i, hvad det vil sige at vente, håbe og drømme. Heldigvis for Cecilia fik hun en nyretransplantation i tide, og hun er i dag lykkelig over, at hun fik livet tilbage. Men som hun også sagde til mig, bliver folk bare ved med at dø på venteliste, uden at vi rigtig gør noget for at forbedre systemet. Det er netop det, vi med regeringens forslag ønsker at rette op på, for vi ønsker at hjælpe flere som hende tilbage til livet.
Debatten i dag har vist, at et bredt flertal i Folketinget støtter op om regeringens beslutningsforslag. Det er jeg utrolig glad for – af hjertet tak – for det betyder også, at forslaget nu bliver til virkelighed og med en bred opbakning i Folketinget. Så tusind tak for debatten her i dag. Jeg ser frem til de videre drøftelser.