Tak for det, formand. Tak for debatten, alle sammen. Jeg ved, at der er mange i kulturlivet, der ser med, og jeg ved, at det har ligget mange på sinde, hvordan den første kulturpolitiske redegørelse i 25 år blev formuleret. Tak til jer, mine kollegaer, for jeres mange gode indlæg. Jeg vender tilbage, som jeg har for vane, og forsøger at besvare flere af spørgsmålene og flere af betragtningerne undervejs, og jeg ser frem til en god debat. Nu har vi jo kun brugt lidt over 3 timer, så jeg tænker, der er rig mulighed for at bruge de næste 3 timer på en omgang mere. Jeg hørte ude i galleriet, at der var nogen, der allerede nu forberedte sig på sådan en seance – men spøg til side.
Det er 25 år siden, der sidste gang blev fremlagt en kulturpolitisk redegørelse. Det var i 1997, 8 år efter Murens fald, i en tid, hvor mange mente, at verden nu gik en lysere og en mere fredfyldt fremtid i møde. Hvis man kigger ned i den seneste redegørelse, kan man se, at der er to ting, der i hvert fald ikke står noget om. Den første er krig i Europa, og den anden er techgiganterne. Ordet digital er nævnt en enkelt gang, og det er i øvrigt i et afsnit omkring forskningsbibliotekerne. Ordene internet, gaming og kunstig intelligens er slet ikke nævnt, overhovedet. Det er ordet trivsel heller ikke. Ergo er der sket rigtig meget på de 25 år. Verden ser mildest talt anderledes ud.
Der er krig på vores eget kontinent, i vores egen baghave. Ukraines hovedstad, Kyiv, ligger i ruiner, det vil sige ikke hele byen, men noget af den, og den ligger 3 timers flyvetur fra København. Når jeg dvæler ved det, er det, fordi Ruslands grusomme invasion af Ukraine efterlader et spor af vold, død og ødelæggelse, og når vi tænder for nyhederne, ser vi billeder af udbombede bydele og får beretninger fra det ukrainske folk, som kæmper for deres land, deres fred, deres territorium, men også deres kultur. For vi hører, hvordan Putin har rettet sit sigtekorn mod det ukrainske folks kulturarv, folkets identitet og sjæl. Nogle af jer husker måske, ligesom jeg gør, billederne fra teatret i Mariupol, der blev tilintetgjort i Putins bomberegn. Kvinder og børn, der havde søgt tilflugt fra krigens rædsler derinde, omkom desværre i, hvad der var en stor forbrydelse. Teatret er ikke det eneste eksempel. UNESCO melder om, at mere end 250 kulturelle steder enten er blevet helt eller delvis ødelagt i Ukraine. Russerne går helt bevidst efter at plyndre museerne, smadre kulturarven, undertrykke sproget og kidnappe børnene. Det gælder alt det, der medvirker til at binde et folk sammen i forhold til identitet, kulturel arv og samhørighed.
Når jeg bliver præsenteret for den form for krigshandlinger, der systematisk er målrettet i forhold til ikke blot at erobre Ukraine, men også at udslette det ukrainske folk, som om det aldrig havde eksisteret, så får det mig til at tænke. Det er egentlig den indflyvning, der ligger til grund for, at jeg syntes, at det sammen med kollegaerne i Kulturministeriet og sammen med jer var vigtigt have en debat og lave en ny kulturpolitisk redegørelse. For i en tid, hvor så meget er i opbrud, er det måske relevant at svare på spørgsmålet: Er vi i Danmark tilstrækkeligt bevidste om værdien af vores kulturliv, ikke kun eksternt, men også i forhold til interne faktorer? Har vi taget det for givet? Har vi tænkt om kulturlivet, at det var der alligevel, og at det politisk set måske er krymlet på toppen af kagen og ikke det, der som formen holder det hele sammen? Det tror jeg måske nok, og det tror jeg også selv jeg har gjort. I lyset af de internationale begivenheder, der foregår rundt omkring os, var det egentlig den erkendelse, der var min motivation til at starte skriveriet på den kulturpolitiske redegørelse.
Det er blevet forstærket yderligere af alt det, vi har været igennem med coronapandemien. I kan garanteret huske et par år tilbage, ligesom jeg kan. Alt det, vi plejede at foretage os i fællesskab, var der lukket fuldstændig ned for. Folk begyndte at synge på altaner, løbe sammen ude i det fri og møde hinanden i parker, men alt det, vi opfattede som fuldstændig naturligt at være sammen omkring, var pludselig forsvundet. Vi gjorde, hvad vi kunne, men fællesskabet manglede i meget vid udstrækning.
De to ting kombineret giver anledning til at genoverveje, om vi gør nok for vores kulturliv, og om kulturlivet har den politiske kurs, det bør have på Christiansborg og ude omkring os i den virkelige verden.
Der bliver kulturens værdi og nødvendighed helt tydelig for os alle sammen – når den bliver taget fra os, eller når vi ser andre miste den. Og det er jo et slidt udtryk, at man skal miste noget for at forstå dets sande værdi, men det er i hvert fald den erkendelse, jeg selv er kommet til.
Formålet med den redegørelse, vi så debatterer i dag, har for mig været at få et faktuelt og vidensbaseret overblik over, hvordan det går med det danske kulturliv. Jeg har sagt til flere medier og flere af jer, når vi har talt om det, at for mig var det vigtigt at lave en temperaturmåling efter 25 år – hvor står vi henne? – netop fordi vi i regeringsgrundlaget har formuleret så klart og præcist, at vi ønsker at skrive en ny kulturpolitik.
Men uden et fælles vidensgrundlag her i Tinget – leveret af de mange kulturaktører, vi har spurgt og bedt om input fra; leveret af de mange mennesker, der har ønsket at bidrage – er det jo svært, i hvert fald i fællesskab og med et fælles vidensgrundlag, at tænke nyt, altså det at identificere en række områder, hvor lovgivningen er forældet; det at identificere en række områder, hvor der er behov for reformer; at identificere en række områder, hvor kulturen spiller en større rolle, end vi havde forventet, eller en mindre rolle, end vi havde forventet; det at kigge på, hvordan danskernes kulturvaner har forandret sig over årene, hvordan vi er blevet en kulturnation.
Jeg glæder mig over, hvor mange af jer der har sat fokus på, hvor stor en rolle kulturen har, hvor stor en del af vores økonomi kulturen faktisk er ansvarlig for. Altså, det har jo foranlediget, at Børsen faktisk har lavet en overskrift, hvor der står: Put 1 kr. i kulturen, og få 4 tilbage. Altså, det viser jo, at den debat, vi har, kan være med til at oversætte kulturens værdi flere steder i samfundet. Det tror jeg betyder, at mange kulturaktører er med til at ranke ryggen, for de har hele tiden vidst, at det, de lavede, var utrolig værdifuldt.
Jeg er selv vokset op med en far, der havde ler i skægget – han er pottemager – og en mor, der er dygtig til at male, og når jeg lidt lakonisk har sagt, at kultur er alt det, vi laver, når vi ikke går på arbejde, er det jo, fordi jeg har set, hvordan, i mit eget hjem, mine forældre er gået på arbejde inden for noget, som ikke nødvendigvis blev betragtet som kunst, men som i hvert fald var en del af det kulturelle fællesskab.
Alle de mennesker, der i dag arbejder i det danske kulturliv, viser vi, at de faktisk er med til at skabe noget, der har en enormt stor værdi, ikke bare for dem selv, ikke bare for ånden og sjælen, for jeg er ikke ude på at instrumentalisere kulturen via den her redegørelse, men også har en økonomisk værdi for resten af samfundet, der – på linje med det, man laver i landbruget, medicinalsektoren eller en helt tredje sektor – kan måles og vejes og stilles op mod de andre områder.
At kunne vise det giver os som kulturordførere, det giver kulturlivet, og det giver hele den debatøvelse, vi er i gang med, ny energi og et nyt holdepunkt, som jeg synes vi i fællesskab – fordi jeg ved, det ligger os alle sammen på sinde – skal bruge som rambuk til den debat, vi skal have, når vi prioriterer midler til kulturområdet.
Nu er jeg gået meget, meget langt væk fra mit talepapir, og det kan jo godt være uheldigt, når der er 12 minutter tilbage på stopuret, der tæller ned, indtil formanden kommer til at afbryde mig, men jeg synes, det er et vigtigt nedslagspunkt – det er der i øvrigt flere ting, der er: 2,4 pct. af den samlede danske økonomiske produktion kommer herfra; 160.000 mennesker går dagligt på arbejde inden for det her. Jeg er overrasket over det tal, og jeg er glad for, at vi endegyldigt har fået sat pen til papir.
Generelt viser redegørelsen også, at det står vel til med kulturen i Danmark. Men der er også en bekymrende tendens: Jo mere veluddannede folk er, i desto højere grad er de en del af det kulturelle fællesskab. Det kan man ikke ignorere. Det kan man ikke lukke øjnene for. Det er vi nødt til at have en samtale omkring hvordan vi gør bedre.
Jeg går også ind for det kommunale folkestyre, men vi er simpelt hen også nødt til at have en dialog med kommunerne, og derfor har jeg jo også sendt dem en lille hilsen, om, hvordan vi kan drøfte og samtale om de store forskelle, der er, på kulturforbruget.
Det gælder både København, men også nogle af de kommuner, som ligger langt fra København, der også har et meget sparsomt kulturbudget, fordi for mig er det vigtigt, at der – ligegyldigt hvor i landet man bor, hvilken uddannelse man har, hvilken politisk holdning man har, og hvilket menneske man er – er gode kulturtilbud, at de er tilgængelige, at de inviterer indenfor, og at de i øvrigt også er attraktive.
Forestil jer, hvis man i fremtiden også kunne besøge nogle af de kedeligste boligområder, vi har her i landet, hvor pengene ikke er store, hvor de sociale problemer måske også en gang imellem titter frem, og at der også en gang imellem var kunst og kultur der, der var værd at besøge. Forestil jer, hvilken selvtillid det kunne være med til at skabe for nogle af de områder, vi, i flertal, i dag aldrig kommer i eller ønsker at besøge. Det kunne også være, når Det Kongelige Teater rejser ud i landet og oplever meget stor succes. Altså, de oplevelser skal være tilgængelige, synes jeg, i bredere grad, i dybere grad og med geografisk rodfæstning.
Et andet opmærksomhedspunkt er, at 41 pct. af børn og unge mellem 11 og 19 år bruger mere end 4 timer om dagen foran en skærm. Her kan børnene f.eks. chatte med deres lille ny robotven kaldet My AI på Snapchat. My AI ved ikke, at landets kultur-, digitaliserings- og erhvervsminister er stærkt kritisk over for dens funktion. Når man spørger den nye digitale ven, læser den i hvert fald ikke aktuelle nyheder. Men regeringen er bekymret, og det er ikke kun min kollega digitaliseringsministeren, men det er flere af mine andre kollegaer også, og jeg ved, at flere af jer, der sidder i salen, og flere af jer, der kigger på, også deler den bekymring.
For kampen om vores opmærksomhed er i virkeligheden det, det dækker over, kampen om vores tid og opmærksomhed. Når vi ved, at læselysten er faldende, når vi ved, at opmærksomheden hos den her målgruppe bliver brugt 4 timer om dagen foran en skærm, når vi ved, at ensomheden er stigende, og at trivslen er på retur, så er jo vi nødt til at have en snak om, hvordan det kulturelle fællesskab måske kan være med til at modvirke de strømninger. Det handler ikke kun om, hvor meget man i skolen må bruge skærmen, eller hvad der skal ske derhjemme. Men når man kigger lidt ud over landets grænser, er der måske inspiration og svar. I Norditalien har f.eks. alle daginstitutioner af et vist niveau et lille børnebibliotek, der er fritaget for skærme, og hvor man kan sætte sig ind og læse.
Vi har i Kulturministeriet igangsat et læselystprojekt, hvor man mellem folkebibliotekerne og de pædagogiske læringscentre i 17 kommuner sætter fokus på at øge læselysten og adgangen til bøger. Jeg har jo personligt den holdning, at et pædagogisk læeringscenter ikke ligefrem lyder som noget, man har lyst til at besøge. Jeg synes, at et skolebibliotek lyder hyggeligere. Jeg tilbragte i øvrigt en hel del af min tid på skolebiblioteket, når jeg ikke kunne holde min mund i klassen, hvilket skete med jævne mellemrum. Ja, det kan man jo så altid have en voksendebat om, men ikke desto mindre er vi nødt til at lade os inspirere. Det kan være på nogle af de gymnasier, hvor man har læsetid, hvor man simpelt hen bruger en time om ugen på at sige: Godt, venner, nu går vi i fællesskab op på biblioteket og finder en bog, det kan være skønlitteratur, faglitteratur eller andet, og så bruger vi en time på at fordybe os i det. For koncentrationen, glæden ved litteratur, når tankerne rejser på flugt og fantasien får frit spil og sætter dem fri, altså både den symbolik og den konkrete handling bag det synes jeg er inspirerende, og som min gode kollega hr. Søren Søndergaard var inde på, er vores folkebiblioteker jo et af de steder, der er allermest besøgt i vores kulturlandskab. Det gælder i høj grad også vores museer, og det gælder vores stadioner og andre steder, og det danske kulturliv er bredt og velfunderet, hvilket undersøgelsen her og redegørelsen da også viser.
En enestående ting, der ligger oven på det, er jo vores foreningsliv, som nærmest er groet sammen med selve idéen om at være dansk. Vi er alle sammen medlemmer af et hav af foreninger, og her mødes vi med familie, naboer og venner, alt sammen på tværs af generationer. Vi mødes i hallerne, vi mødes som i mit tilfælde med folk, der er ude at sejle, eller som i jeres tilfælde med medlemmerne af de foreninger, I nu er medlemmer af, og jeg kan godt have den følelse, at vi nogle gange spiller lidt hasard med den tid, vi udsætter vores frivillige foreninger for at bruge på bureaukrati og bøvl. Og det er jo også derfor, at regeringen har igangsat et arbejde for at kortlægge, identificere og så handle på de områder, vi kan, og der er jo to områder, vi i fællesskab har diskuteret, nemlig GDPR-lovgivningen og adgangen til at få en bankkonto, hvor man jo ret hurtigt bliver mistænkt for at være international kriminel, hvis det er sådan, at man ønsker at omgøre cigarkassen til en bankkonto. Det må der kunne findes en løsning på, og jeg kan med glæde berette, at min gode kollega i Erhvervsministeriet arbejder sig tættere på en løsning, som også vil involvere de danske foreninger.
Vigtigst af alt synes jeg det er, at den her kulturpolitiske redegørelse giver et overblik og en række dybe dyk i forhold til vores kultur-, forenings- og idrætsliv. Vi bliver klogere på viden, og vi bliver klogere på adfærd, men den er renset for værdipolitiske tilkendegivelser, og det er jeg blevet kritiseret for af flere kulturkommentatorer og flere navngivne personer i diverse medier. Men motivationen for at udgive den har netop altid været at sikre et bredt vidensgrundlag og at sikre et opdateret vidensgrundlag og et overblik over de økonomiske, kulturelle og forbrugsmæssige forhold, og det skyldes det faktum, at regeringen ønsker at igangsætte en proces om at skrive kulturpolitik frem mod 2040. Ligesom man har gjort det på nogle af de andre områder, vi virkelig prioriterer, forestiller jeg mig en partnerskabsmodel, hvor vi sammen med interessenter bruger tid, ressourcer og økonomi på at sætte nye mål, identificere de områder, hvor der er behov for reformer eller opdateret lovgivning, sammen med aktørerne fra kulturlivet, udstikker nye målsætninger og ser, hvor vi i fællesskab kan øge interessen, deltagelsen og kulturens vægt i samfundet.
Det er ikke en øvelse, man klarer i en kælder over en weekend, men det er en øvelse, der godt kan komme til at tage et stykke tid, og som også er indhegnet i de formuleringer, som regeringsgrundlaget indeholder. Det er alt sammen nu på en baggrund af, at vi ved, at kulturen beskæftiger mere end 160.000 mennesker, og at den er ansvarlig for over 100 mia. kr. i direkte produktion, og at det samtidig er smukt, skabende og erkendende i sig selv, men at det også har store potentialer inden for sundhedsområdet, inden for vækstområdet, inden for trivselsområdet, og at der også er et behov for at gå dybere ind i måden, hvorpå vi bruger vores tid, regulerer teknologi osv. osv., så det, vi har talt om tidligere, om, at vores børn er blevet forsøgsdyr og et eksperiment, som ingen har sagt ja til, bliver rammesat på en ordentlig måde. Sammenhængskraften på tværs af kommuner og på tværs af landsdele er ligeledes afgørende for, at en ny kulturpolitik får succes.
Så er jeg blevet stillet en række konkrete spørgsmål. Fru Zenia Stampe spørger, om man kan forestille sig at lave en museumsreform, uden at der følger nye penge med. Altså, jeg kan jo konstatere, at en lang række kulturministre før mig selv er startet og kørt ned ad blinde veje eller kørt direkte i grøften i deres forsøg på at lave en museumsreform, og det er alt sammen sket, netop fordi man er startet med at slås om penge. Så er der jo sket præcis det, som en af mine andre kollegaer, hr. Jan E. Jørgensen, var inde på, hvor der har siddet nogle og har grædt, andre er gået med brændende fakler rundt om Christiansborg, og nogle har i stilhed konstateret, at de har fået netop præcis det, de har fortjent, om end det var lige lovlig i underkanten.
Derfor har regeringen besluttet at starte med 1) at finde ud af, hvordan vi opdaterer og moderniserer museumslovgivningen, og 2) at designe en motor, der fuldstændig er frataget et enten grønt eller traditionelt brændstof, og som på en fair og ordentlig måde skal fordele midlerne ud fra objektive kriterier. Derefter beslutter vi os så i fællesskab for, hvor mange liter grønt brændstof vi putter ned i museumsmotoren. Og det kan jo være, at jeg er naiv, og at jeg så også kører i grøften eller rejser ad blinde veje, men jeg tror i hvert fald, det kan være måden, hvorpå man kommer i mål med en museumsreform, som både er moderne, og som i øvrigt også kan være med til at skabe forandring.
Så er der diversitets- og mangfoldighedsprincipperne, som jeg er blevet kritiseret for, og hr. Mikkel Bjørns definition af »woke« er i hvert fald ikke noget, jeg sådan identificere mig med, så der kan jeg berolige ordføreren: Vi rejser ikke til den destination. Men at bede offentlige institutioner om at tælle og gøre opmærksom på, hvordan det ser ud, når der er folk på scenen, og i øvrigt fremme talentudviklingen af drenge og piger, sørge for, at alle har adgang til at udfolde deres talent og dygtiggøre sig, og at der ikke er nogen forhindringer i vejen for det, er regeringens politik, og det glæder mig, at utrolig mange mandater i Folketinget bakker op om det, bl.a. i vores musikhandlingsplan, men også i de debatter, vi har haft hernede i salen.
Så har flere af jer spurgt: Kommer der generelt flere penge til kulturområdet under den her regering? Vi har i hvert fald skrevet i vores regeringsgrundlag, at det er en prioritet. Og jeg synes også, at vi, hvis vi kigger på bare de politiske resultater, der er nået på kulturområdet det første halve år, så kan konstatere, at der er en inflationshjælpepakke, hvor der er afsat midler til kulturen, at der er en finanslov, hvor bevillingerne er øget, at der er en musikhandlingsplan, hvor man har fundet nye penge. Ligeledes er der et pænt aktstykke i år, men det kommer der jo også igen. Og lige om lidt begynder vi alle sammen at drøfte mere intensivt, end vi har gjort tidligere, med hinanden, hvordan den nye mediepolitik på baggrund af et forlig forhåbentlig skal skrues sammen. Der tror jeg også vi kan dele en række ambitioner.
Så spørger min gode kollega fra SF, om kulturpasset bare skal passe på sig selv, og det er jo et fremragende spørgsmål. For jeg har ikke tidligere forsøgt at lave et kulturpas, men jeg har på vegne af fællesskabet i Folketinget rettet henvendelse til nogle af de ministre fra de europæiske lande, der har indført et kulturpas, for at bede om indsigt i deres erfaringer. For det er nemlig helt korrekt, at man forsøger at lave et kulturpas til mennesker, der i forvejen kan være udfordret, enten fordi de er uden for fællesskabet eller de har sundhedsmæssige eller psykiske udfordringer, der gør, at de ikke er en del af fællesskabet, og så er man jo nødt til at tænke sig om. Om det skal være, ved at vi laver et kulturvenneprogram med inspiration fra Ældre Sagens besøgsvenneprogram, om vi laver en app, der giver Danmarks idrætsforeninger og andre kulturforeninger en mulighed for at invitere direkte, ved jeg ikke, men jeg ved, at vi, hvis vi ikke gør noget, i hvert fald ikke kommer et bedre sted hen, og derfor er jeg åben over for både input, men også formater, og det er derfor, vi har skrevet så konkret, at vi vil eksperimentere med de bedste løsninger, og som politiker er det jo et farligt sted at befinde sig. Normalt plejer vi jo at præsentere et problem, og så præsenterer vi løsningen efterfølgende. Her præsenterer vi en udfordring, og så siger vi, at vi vil forsøge at finde den løsning, der passer, og det åbner jo også i forhold til mig som minister op for kritik, i forhold til at der vil være eksempler på, at pengene ikke bliver brugt hensigtsmæssigt, og hvor vi er nødt til at lave det om. Men det at inkludere flere mennesker i det kulturelle fællesskab er en målsætning for regeringen, ligesom det er en målsætning, at der ikke er barrierer, der forhindrer folk i at udfolde deres talent eller at opleve vores kultur på tværs af uddannelser og aldersskel.
Så vil jeg afslutningsvis sige tak for en rigtig god debat, og jeg har en forventning om, at der måske er et enkelt spørgsmål eller to. Jeg har ikke nået at besvare alle de spørgsmål, der er blevet stillet mig under selve debatten, men jeg sætter pris på det store engagement, hver enkelt ordfører har vist, de mange gode taler, de mange gode pointer og i øvrigt også den store interesse, der har været fra hele kulturlivet og nogle af de mennesker, som har ønsket at debattere det. Det har været en stor fornøjelse, og jeg forventer ikke, at det er sidste gang, vi debatterer en kulturpolitisk redegørelse her i Folketinget. Tværtimod synes jeg, det vil være en god procedure at forfølge fremadrettet. Tak for ordet, formand.