Vi skal nu i gang med en redegørelses- og forespørgelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne rykker frem på de forreste rækker og logger sig ind.

Vi holder lige en kort pause, men det ser ud, som om I alle sammen er klar. Så derfor gør jeg også opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 16. maj 2023.

Så er der en begrundelse fra ordføreren fra forespørgerne, hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tusind tak for det. Tak for den ære at få lov til at motivere den her forespørgsel, og det er virkelig – synes jeg – en stor ære, ikke mindst i forhold til det meget tætte, gode og respektfulde samarbejde, som vi oplever i Folketinget, både i Folketingets Færøudvalg og i Folketingets Grønlandsudvalg, hvor der altid er et meget stort engagement, en stor debatlyst, og hvor konkrete problemstillinger bliver drøftet mellem hinanden. De to udvalg er også i gang med at planlægge ture til henholdsvis Færøerne og Grønland for at øge kendskabet til de tre lande, og Færøudvalget har faktisk allerede været af sted på en tur. Og vi har også et rigtig godt samarbejde her i Tinget med vores nordatlantiske medlemmer.

Den 20. april 2023 gav statsministeren en redegørelse omkring rigsfællesskabet, og det er med afsæt i den, at Folketingets medlemmer har taget initiativ til denne forespørgselsdebat. Så med de ord håber jeg, det er motivation nok for, at vi kan gå videre. Tak for ordet.

Tak for det. Så er det statsministeren. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordet. Rigsfællesskabets muligheder og udfordringer er en stor og bred dagsorden, og det er også temaet for dagens debat, som jeg har glædet mig til. Lad mig gå direkte til opgaven og i første omgang sige et par ord omkring udfordringerne, som selvfølgelig starter og slutter med den sikkerhedspolitiske situation, vi nu befinder os i. Den er grundlæggende forandret, og den bliver nok aldrig den samme, og det har selvfølgelig rod i den brutale angrebskrig fra Rusland på Ukraine. Tusindvis af civile ukrainere har mistet livet eller en af deres kære, millioner er drevet på flugt, familier lever adskilt, det er hjerteskærende. Det er en krig, som har konsekvenser for os, der sådan set lever i sikkerhed. Hele verden har kunnet se stigende priser på bl.a. fødevarer og energi, og det har ramt mange mennesker på økonomien.

Når det handler om rigsfællesskabet, betyder det jo, at de globale spændinger, vi ser i de her år, medfører og vil medføre, at Arktis og Nordatlanten er genstand for en øget geopolitisk opmærksomhed. Der er ganske enkelt nogle nye sikkerhedspolitiske dynamikker, en øget militær tilstedeværelse. Derfor – og det er det vigtigste – kræver den her udvikling et endnu tættere samarbejde mellem vores tre lande, og krigen i Ukraine har på meget tragisk vis understreget værdien af, men også behovet for at stå sammen og tale med én stemme.

Der er lagt op til en markant styrkelse af vores fælles sikkerhed i rigsfællesskabet med det nationale kompromis, der blev lavet for måneder tilbage, og med den brede enighed blandt Folketingets partier om at øge udgifterne til forsvar og sikkerhed til 2 pct. i 2030. Regeringen ønsker selvfølgelig med et kommende forsvarsforlig at sætte yderligere fokus på Arktis. Vi skal fremme fred og sikkerhed. Forsvarets tilstedeværelse skal sikre en forbedret overvågning og suverænitetshåndhævelse samt bidrage til at varetage både de allieredes og NATO's interesser i regionen. Færøernes landsstyre og Grønlands naalakkersuisut og de nordatlantiske medlemmer tager del i forberedelserne af forsvarsforliget og vil selvfølgelig også være tæt inddraget, når det kommende forsvarsforlig skal implementeres.

Det er vigtigt i den her sammenhæng at få slået fast, at Forsvarets Efterretningstjeneste lige nu vurderer, at der ikke er en konkret klassisk militær trussel rettet mod rigsfællesskabet. Alligevel kan alle mærke, at det berører og vedrører os, og det sikkerhedspolitiske landskab er grundlæggende forandret. Det, der er i spil, og det, der er på spil, er vores helt grundlæggende værdier og principper: fred, frihed, demokrati, respekt om internationale spilleregler og det multilaterale samfund.

Samtidig viser den situation, vi er i, at stadig flere sagsområder får en udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk vinkel. Det gælder ikke mindst i forhold til kritisk infrastruktur, vitale kabelforbindelser, it-systemer og energiforsyning, og den udvikling stiller nogle meget store krav til, hvordan vi arbejder sammen i rigsfællesskabet. Vi må alle sammen forvente, at vi fremover oftere vil stå over for spørgsmål inden for områder, der hører under Færøerne og Grønland, men som samtidig kan rumme et udenrigs- og sikkerhedspolitisk eller forsvarspolitisk perspektiv. Det er situationer, vi skal håndtere i fællesskab. Jeg tror på vidensdeling, dialog og samarbejde, og det er jo i det lys, man skal se, at vi har fået etableret et Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg på regeringsniveau, som Grønland i år har formandskabet for, og hvorfor vi snart mødes i Nuuk for at diskutere emnerne her. Det var lidt om den sikkerhedspolitiske situation.

Hvis vi så zoomer ind på noget andet, nemlig økonomien, så gælder det jo både for Færøerne og Grønland, at vi ser en økonomi i fremgang. Begge lande er kommet bedre igennem de seneste års kriser end mange andre lande, ledigheden er lav, og der er ligesom i Danmark mangel på arbejdskraft. På Færøerne har den, må man sige, gunstige konjunkturudvikling i de senere år bidraget til et overskud i landskassen, og der ventes også overskud i år. I Grønland budgetteres der med balance på de offentlige finanser efter underskud i årene med corona.

På lidt længere sigt står begge lande over for nogle uløste udfordringer med at sikre finanspolitisk holdbarhed, og jeg ved, at både Færøernes landsstyre og Grønlands naalakkersuisut er meget opmærksomme på de udfordringer. Det er godt, at vi har en levende offentlig debat omkring rigsfællesskabet. Det viser jo, at der er engagement, at rigsfællesskabet har en betydning, og at vi kerer os om hinanden.

I den forbindelse er noget af det, der har fyldt i den senere tid, selvfølgelig Grønlands forfatningskommission, som netop har afgivet sin betænkning, og i det ligger der også et forfatningsforslag for et selvstændigt Grønland. Jeg forstår det sådan, at det, der er ønsket fra Grønlands side, er, at det i første omgang skal bruges til at danne grundlag for en debat i Grønland. Det er en debat, jeg ser frem til at følge.

Jeg har selvfølgelig også noteret mig, at der allerede nu er nogle reaktioner i kølvandet på forfatningsforslaget og de mange spørgsmål, det rejser. Er Grønland på vej ud af rigsfællesskabet? I givet fald hvornår? Hvordan skal samarbejdet være med Danmark i fremtiden? Hvad med økonomien, velfærden, sundheden, sikkerheden, beredskabet, de internationale interesser i Arktis? Det er alle sammen spørgsmål, der er relevante, men det er grundlæggende vigtigt for mig i dag at sige, at når jeg ikke går ind i det her spørgsmål, er det af en eneste årsag, og det er, at regeringen i alt, hvad vi gør, ønsker at udtrykke respekt for den debat, som er en grønlandsk debat. Det er ikke en dansk debat i vores øjne.

Rigsfællesskabet er ikke en statisk størrelse – det er det selvfølgelig ikke – det er jo os, der lever og er i og har ansvaret for rigsfællesskabet, der definerer, hvad det er for et rigsfællesskab, vi ønsker, og vores samarbejde udvikler sig. Jeg synes, vi har haft et godt samarbejde i den periode, hvor jeg selv har haft det store privilegium at være Danmarks statsminister, men det er jo også et samarbejde, hvor vi bruger meget mere tid sammen i dag, hvor vi taler mere sammen, hvor vi mødes oftere, og der er ikke nogen anden vej igennem det. For vi står over for så store og komplekse problemer, at vi, hvis vi ikke finder en fælles ordentlig vej, heller ikke finder de rigtige svar. Det er jo selvfølgelig også derfor, at der i det nye regeringsgrundlag for den nye regering er et, synes jeg, ambitiøst kapitel omkring rigsfællesskabet.

Som jeg ser det, er kernen i rigsfællesskabet i dag, at vi samarbejder om alle de forhold, hvor der er en merværdi for de enkelte dele af riget. Det er et samarbejde, som sjældent trækker store overskrifter, men som jo rigtig ofte kan have rigtig stor betydning for den enkelte borger. Vi samarbejder om forskning, om indsatsen for at mindske klimaforandringerne, om at fremskynde den grønne omstilling af vores samfund, til gavn for klimaet, sikkerheden og den enkelte borger. Vi har igennem de senere år haft et meget tæt samarbejde omkring det, jeg ved ligger mange her i salen på sinde, altså udsatte grønlandske børn unge og nu også socialt udsatte grønlændere i Danmark, og jeg synes, vi i fællesskab er blevet bedre til at styrke relationerne mellem EU og Færøerne og også Grønland, og det er vigtigt.

Vores rigsfællesskab, som vi stadig væk har svært ved at oversætte til andre ude i verden, fordi det er så unik en konstruktion, bygger jo af gode grunde både på vores historie, på vores nutid og vores fremtid, og det kan vi ikke håndtere, hvis ikke vi har viden om hinanden, og det skal vi styrke endnu mere. Derfor har vi sat en række initiativer i gang i de senere år for at øge kendskabet på tværs af rigsfællesskabet, ikke mindst for vores børn og unge, den generation, der er rigsfællesskabets fremtid. Det handler om alt fra at støtte unges studierejser og højskoleophold, producere dokumentarfilm om Færøerne og Grønland og initiativer, der styrker kendskabet til færøsk og grønlandsk kultur og sprog. I Danmark har vi besluttet, at danske børn og unge i grundskolen skal lære endnu mere om Færøerne og Grønland, og viden er jo som altid den bedste vaccination mod fordomme og myter. Og det er mit håb, at hvis vi får endnu større viden om hinanden, og hvis vi styrker de menneskelige bånd mellem os endnu mere, så vil det betyde, at også de kommende generationer vil få et endnu større udbytte af samarbejdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland.

Jeg ser frem til debatten i dag, både om de interne forhold i rigsfællesskabet, men også om, hvad der i virkeligheden nok er vigtigst, hvad det er for en verden, vi kigger ind i. For der vil komme flere spændinger, og der vil komme flere udfordringer, altså fra Rigsfællesskabet og ud, fordi vi kigger ind i – det er i hvert fald mit bedste bud – en stadig mere urolig verden og nogle meget, meget stærke interesser, som vi også kommer til at se spille en anden rolle i det arktiske område. Jeg ser frem til debatten.

Tak til statsministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning til ordførerne, og den første er fra hr. Karsten Hønge, SF.

Tak for redegørelsen, både den skriftlige og den mundtlige. Det er en god anledning hvert år til, at vi kan komme godt omkring rigsfællesskabet. Og jeg er helt enig i statsministerens konklusion om, at den ordning, vi har fundet med hinanden, giver merværdi for alle dele, som statsministeren sagde. Jeg kunne ikke være mere enig.

Det, jeg vil spørge om, er det her med, om det, når dele af vores fællesskab ønsker det indrettet på en fundamentalt anderledes måde, så ikke kunne give anledning til, at vi også i Danmark tog en diskussion om, hvad vi vil med rigsfællesskabet. Altså, vi har den her lange historie med, at det udvikler sig, ved at andre dele af rigsfællesskabet, Grønland og Færøerne, ønsker forandringer, hvorefter Danmark modstræbende, fodslæbende og sådan lidt vrantent siger: Okay, så laver vi en tilretning. Er det ikke på tide, at vi i Danmark tager en diskussion om: Hvorfor synes vi, at det er vigtigt at have et rigsfællesskab? Og i parentes vil jeg sige, at det synes jeg nemlig det er. Men skulle vi ikke i Danmark have en værdidiskussion om, at det er derfor, vi ud fra et dansk synspunkt er støtter af det, og derfor, vi faktisk ønsker at arbejde for at bevare det og udvikle det? Det synes jeg vi skulle i stedet for hele tiden at være henne i en, synes jeg, lidt misforstået respekt fra statsministerens side – altså, hvis der er en diskussion i en anden del af rigsfællesskabet, synes jeg, det er en lidt misforstået respekt for armslængdeprincippet i stedet for at tage det på os og så sige: Vi skal også diskutere det her i Danmark – hvad er vigtigt for os?

Statsministeren.

Jamen det er jo helt naturligt at have en fortløbende debat, også på dansk jord, omkring rigsfællesskabet, men jeg forstår det sådan, at SF i dag ønsker at blande sig i, hvad jeg mener er grønlandske forhold, og har været ude at anbefale en folkeafstemning. Det forekommer mig at være en mærkelig arbejdsmetode og faktisk heller ikke en arbejdsmetode, jeg synes lever op til det respektfulde forhold, jeg synes der skal være mellem rigsdelene.

Når det kommer til rigsfællesskabet, er vi glade for det fra dansk side, men regeringens tilgang er jo også, at det er et rigsfællesskab, der skal udvikle sig med tiden, og derfor har vi haft behov for – hvis jeg skal sige det lidt direkte – at stramme bardunerne lidt i vores interne samarbejde. Vi taler mere sammen i dag, også om forhold, som man i mine øjne ikke har talt nok om tidligere. Det tror jeg er den rigtige vej i stedet for det, som for mig forekommer at være en noget anden tilgang fra SF's side.

Så er det hr. Alex Ahrendtsen, DF. Værsgo.

Tak. Statsministeren siger, at diskussionen om selvstændighed, forfatningsudkast og folkeafstemning er en intern grønlandsk debat. Jeg vil sige, at det også er en grønlandsk debat, men det er lige så meget en dansk debat, og det skyldes jo, at vi er i et rigsfællesskab, hvor Danmark giver et stort bloktilskud på omkring 4 mia. kr. plus har forsvarsudgifter, inspektionsudgifter, overvågningsudgifter og en lang række andre udgifter, som vi med glæde betaler. Der er jo nogle på Grønland, der tror, at disse udgifter stadig væk vil være dækket af Danmark ved eventuel selvstændighed.

Så er det mest rigtige ikke at sige til det grønlandske folk, at bloktilskuddet ophører den dag, Grønland eventuelt skulle blive selvstændig?

Statsministeren.

Personligt synes jeg, det er at tage tingene i en lidt forkert rækkefølge, for vi har kun et rigsfællesskab, så længe der er tre lande, der ønsker at indgå i et rigsfællesskab, og der har ikke været et ønske fra nogen af de tre lande om at udtræde af rigsfællesskabet. Der er i mine øjne en fuldstændig naturlig diskussion, ikke mindst i Grønland og på Færøerne, om, hvordan fremtiden ser ud for de to lande, og for mig forekommer den naturlig og som en del af den udvikling, rigsfællesskabet er en del af.

At begynde nu at konkludere på noget, som ikke findes, synes jeg ville være en forkert vej at gå.

Tak. Så er det Sjúrður Skaale fra JF. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Det er jo sådan, som statsministeren sagde, at der er flere og flere områder, hvor der er et overlap mellem sikkerhedspolitik og erhvervspolitik, f.eks. sikkerhedspolitik og fiskeripolitik. Nogle gange er der hundrede procents overlap, altså hvor det er et og det samme. Hvordan tackler man så det? Der har der så været nogle røster hos ledende danske politikere, hvor de siger, at det tackler man ved at overtage styringen. Man definerer noget som sikkerhedspolitik, og så tilsidesætter man de færøske myndigheder. Man er, som det bliver sagt, fuldstændig ligeglade med det.

Derfor vil jeg bare sige tak for, at regeringen har den tilgang, som den har. Som statsministeren sagde: Når der er overlap, håndterer man det i fællesskab. Jeg vil bare sige, at det er utrolig vigtigt for, at vi undgår en ganske alvorlig krise i forholdet mellem landene. Så tak for regeringens tilgang.

Statsministeren.

Det noterer jeg. Tak.

Så er det fru Aaja Chemnitz, IA. Værsgo.

Mange tak. Jeg havde egentlig tænkt mig at starte et andet sted, men jeg vil gerne starte med at bakke op om statsministerens udtalelser om, at debatten om forfatningskommissionen skal foretages hjemme i Grønland. Så det er der fuld opbakning til fra IA's side.

Så vil jeg gerne sige: Intet om os uden os. Det har statsministeren hørt rigtig mange gange, og det står jo også i regeringsgrundlaget. Jeg kan godt være lidt bekymret for, om der ikke er brug for at stramme bardunerne lidt mere, som jeg kunne høre statsministeren tale om. Vi har et kontaktudvalg, som ikke har haft særlig mange møder. Vi har også fra vores side et behov for at sikre, at der i højere grad er et samarbejde mellem parlamenterne.

Så jeg vil høre, om statsministeren er enig i, at vi er nødt til at gøre noget mere for at sikre et endnu tættere samarbejde, fordi vi måske kigger ind i en situation, der kommer til at se endnu mere usikker ud i fremtiden.

Statsministeren.

Først vil jeg sige, at de møder, vi har i kontaktudvalget, faktisk er de møder, vi har aftalt at have, og med den kadence. Så når vi mødes i forbindelse med det årlige rigsmøde, har vi også møde i kontaktudvalget. Det har vi haft først i Danmark, så havde vi det på Færøerne sidste gang, og nu mødes vi i Nuuk om en lille måneds tid.

Men det arbejde, der foregår i kontaktudvalget, kan ikke ses isoleret, for der er jo en fortløbende meget, meget tæt dialog på udenrigsområdet, på forsvarsområdet, på klimaområdet, i forhold til beredskaberne og i forberedelse af et forsvarsforlig – bare for at nævne nogle af eksemplerne. Så det er i hvert fald mit klare indtryk, at de ministre i den danske regering, der har en relation til rigsfællesskabet, bruger ganske meget tid på at have en tæt dialog med deres respektive partnere, og sådan skal det være, for det er også i det samarbejde, hvor man vil kunne klare mange problemstillinger, der måtte opstå, eller få forberedt sig sammen på de beslutninger, der skal tages.

I forhold til at styrke det parlamentariske samarbejde er det jo ikke et anliggende for regeringen; det er et anliggende for parlamenterne. Jeg kan jo ikke rigtig træde ud af rollen som statsminister, men hvis jeg kunne det, ville jeg da tænke, det ville være en god idé.

Tak. Så er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam, SIU.

Tak. Først vil jeg gerne kvittere for det, som statsministeren netop også sagde med at respektere, at nogle ting også skal være noget, vi selv diskuterer derhjemme i Grønland. Men det, der er så fascinerende ved at være tripelsproget grønlænder – kan man kalde det det? – er, at der er rigtig mange nuancer, der bliver mistet, når vi har debatten på grønlandsk, henholdsvis på dansk i Danmark eller for den sags skyld på engelsk.

Det gælder selv ordet rigsfællesskabet. Altså, der er en grund til, at vi i Siumut siger, at der ikke eksisterer noget rigsfællesskab, for i debatten om rigsfællesskabet i Danmark lyder det, som om vi har en føderation, men som statsministeren selv var inde på, kan resten af verden ikke rigtig forstå det, netop fordi det ikke er en føderation. I Grønland ønsker man netop ikke at have et levn fra kolonitiden, men man ønsker måske under en statsdannelse at skabe et reelt føderalt samarbejde, vi kan kalde et rigsfællesskab. Det var bare en kommentar herfra. Jeg glæder mig til debatten.

Tak. Statsministeren.

Jeg tror grundlæggende, det er rigtigt, at ord betyder noget, og jeg tænker faktisk ofte over det, når jeg læser materiale, bl.a. om Grønland, hvor det jo så ofte vil være oversættelser til dansk, jeg forholder mig til, fordi jeg ikke selv behersker det grønlandske sprog. Jeg sidder tit og tænker, at det der har man helt sikkert ikke sagt, for tingene bliver kliniske på en anden måde, eller der kommer et element i det, så jeg godt kan regne ud, at det har været anderledes på modersmålet – selvfølgelig.

Jeg tror så, at vi her ikke er helt enige om, om vi har et rigsfællesskab eller ej. Det har vi i vores øjne. Vi kan jo diskutere, hvordan det skal se ud i fremtiden, og det kan vi måske også have forskellige holdninger til på forskellige områder, men i mine øjne har vi et rigsfællesskab, og jeg synes også, at vi har brugt de senere år på at udvikle det i en positiv retning.

Men alt starter og slutter jo med, om vi har den nødvendige respekt for hinanden. Det er det ene. Det andet er, om vi så i hverdagen pragmatisk og ordentligt finder løsninger på de udfordringer, der opstår. Det synes jeg sådan set vi er ret gode til i de her år, hvis jeg må tillade mig at være lidt ubeskeden.

Så er det hr. Peter Skaarup, DD. Værsgo.

Tak til statsministeren for redegørelsen og talen. Statsministeren var ret meget inde på sikkerhedspolitikken i forhold til rigsfællesskabet, og det er jo meget naturligt lige i den tid, vi lever i, at man netop er det.

I øjeblikket er der en debat om en række russiske skibe, der farter rundt i vores farvande, og det er jo sådan, at der er lavet en aftale mellem Færøerne og Rusland i forhold til fiskeri, hvilket også betyder, at der er en række russiske skibe, der i stor stil anløber færøske havne; det er det indtryk, man får. For nylig udtalte udenrigsministeren så – den 25. april tror jeg det var – at Færøernes fiskeriaftale med Rusland spænder ben for forholdet til EU.

Jeg synes jo på en eller anden måde, at det er noget, statsministeren må berøre her under debatten, så jeg kunne godt tænke mig at høre statsministerens vurdering af det her. Hvad kommer der til at ske?

Statsministeren.

Først og fremmest er jeg mest af alt glad for, at vi i rigsfællesskabet har dannet fælles front i spørgsmålet om Ukraine og Rusland, og det har vi gjort fra starten af. Og så er det helt afgørende, at Færøerne fra starten har udtrykt en fuldstændig klar fordømmelse af Putin og af Ruslands ageren og i øvrigt har iværksat en række sanktioner. Så vi har en fælles linje i rigsfællesskabet.

Så er det også rigtigt, at spørgsmålet omkring færøsk samarbejde med Rusland på fiskeriområdet selvfølgelig er genstand for en politisk debat, ikke mindst på Færøerne, og at det er en drøftelse, der stadig væk pågår, og den følger jeg selvfølgelig med interesse.

Tak. Så er det fru Anna Falkenberg, SP. Værsgo.

Tak, og tak til statsministeren for redegørelsen. Jeg deler statsministerens betragtninger om vores forhold i rigsfællesskabet, altså at det ikke er en statisk størrelse, men noget, der er dynamisk og hele tiden skal tilpasses den verden, vi lever i.

Jeg vil gerne holde fast i det her med EU-spørgsmålet. Der har jo i lang tid været et færøsk ønske om at få en bedre handelsaftale med EU, og jeg kunne godt tænke mig at spørge statsministeren, hvad det er for nogle ting, der rører sig nede i EU nu. Er der en proces på vej, hvor det færøske ønske rent faktisk bliver hørt? Og hvad er den danske regerings planer i forhold til at støtte op om det her ønske fremadrettet?

Statsministeren.

Det er helt rigtigt gengivet, at det har været et ønske fra færøsk side at komme tættere på EU, og det bifalder vi jo af gode grunde fuldstændig fra den danske regerings side. Jeg har også selv engageret mig i arbejdet i forhold til et samarbejde med Kommissionen på det her område.

Så det er et arbejde, der er i gang, og det er et arbejde, som vi bakker meget op om, og jeg ønsker selvfølgelig – selvfølgelig – at alle dele af den vestlige verden har både et ophæng til og en sammenhæng med EU. Det er også derfor, at vi har lavet, man kan sige en anden måde at tilrettelægge samarbejdet med partnerlande og nabolande på i EU-sammenhæng, og at alle vestlige lande, hvis der ellers overhovedet er et ønske om det, enten er medlem af NATO eller indgår i et samarbejde. Så jeg synes, det er en entydigt positiv udvikling, og det er noget, vi også engagerer os i fra den danske regerings side.

Tak til statsministeren. Vi går nu over til forhandlingerne og de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første ordfører er ordføreren for forespørgerne, hr. Anders Kronborg fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tusind tak for ordet, og tak til statsministeren for både den skriftlige og den mundtlige redegørelse. Jeg har set utrolig meget frem til i dag, hvor vi skal drøfte rigsfællesskabet. Det er både en god og en årlig tradition. I øvrigt er det, så vidt jeg kan se, første gang traditionen finder sted, mens der er en bred regering hen over midten i Danmark. Det er positivt. Regeringsgrundlaget indeholder nemlig et ambitiøst kapitel om netop rigsfællesskabet, og kernen er, som jeg og Socialdemokratiet ser det, at samarbejde om alle de forhold, hvor det giver mening for de enkelte dele af riget, og hvor det giver merværdi. Det har stor betydning for den enkelte dansker, den enkelte færing og den enkelte grønlænder.

Krigen i Ukraine kaster skygger, der kan ses og mærkes både i Grønland og på Færøerne. Sikkerhedsklimaet i Arktis vurderes af Forsvarets Efterretningstjeneste til at være mere ustabilt, herunder øgede efterretningsaktiviteter fra andre stater samt cybertruslen. Den danske udenrigstjeneste arbejder for hele rigsfællesskabets interesser og værdier, og forsvaret værner om sikkerheden og trygheden i hele rigsfællesskabet. Kontaktudvalget er den politiske overbygning for løbende og tætte samarbejder mellem Danmark, Grønland og Færøerne. Det danner rammer for at håndtere sager, der krydser mellem overtagne og ikkeovertagne sagsområder. Socialdemokratiet tror på, at der er behov for et tættere samarbejde og en tættere koordination i de internationale tider, som vi befinder os i.

Jeg vil gerne tage jer med på en lille rejse, for i sidste periode i Folketinget satte Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg et stærkt fokus på samhørigheden i rigsfællesskabet, dialogen mellem børn og unge og kendskabet til hinanden. Kendskabet og dialogen er vigtige, hvis vi skal komme myter og fordomme til livs og ikke mindst få en forståelse for og indsigt i hinandens forskelligheder. Derfor rejste Børne- og Undervisningsudvalget flere gange til både Færøerne og Grønland, mødte børn og unge og fik en personlig snak med dem.

Det er mit indtryk, at utrolig mange unge i Grønland og på Færøerne har et stort kendskab til Danmark, men det er også min overbevisning, at børn og unge i Danmark godt kunne få lidt større kendskab til vores to øvrige lande i rigsfællesskabet, Grønland og Færøerne. Derfor er Socialdemokratiet også glad for, at der i finanslovene 2019-2025 er sat målrettede initiativer i gang og afsat økonomi til undervisningsinitiativer i forhold til Grønland, Færøerne og Danmark inden for kultur og undervisning. Det ligger i høj grad manges hjerter nær. Og med det kendskab, jeg har til arbejdet i henholdsvis Færøudvalget, hvor jeg selv er ordfører, og Grønlandsudvalget, hvor jeg er medlem, synes jeg faktisk også, at jeg oplever, at både folketingsmedlemmer, der er valgt i Danmark, men i særdeleshed også folketingsmedlemmer, der er valgt i Grønland og på Færøerne, tager utrolig aktivt del i den meget vigtige dialog, som er i udvalgene. Jeg synes også, at vi oplever, at utrolig mange spændende interessenter gæster udvalgene og beder om foretræder, netop fordi de har Grønland og Færøerne helt inde i hjerterne.

Her på det seneste møde i onsdags i Grønlandsudvalget fik vi på et meget spændende foretræde f.eks. besøg af repræsentanter for Nordens største cirkus, nemlig Cirkus Arena, som fortalte om, hvordan de var ved at planlægge deres 34. besøg til Grønland, og hvordan hele Esbjerg, eller ikke Esbjerg – der kommer jeg fra – men hele rigsfællesskabet skal have mulighed for at opleve denne kultur. Esbjerg er også en stor by, men den kan ikke helt sammenlignes med Grønland og Færøerne. Det anerkender jeg.

Men det, der var så fantastisk ved det besøg, var jo, at man sådan set ønskede at komme længere ud i rigsfællesskabet for at dygtiggøre sig, og der kunnne jeg også mærke, at der var et enormt engagement fra bl.a. fru Aaja Chemnitz' side, der fortalte, hvordan man i finansloven havde fået afsat en kulturpulje, som Grønland kunne disponere over og således være med til at fremme kulturelle aktiviteter på Grønland.

Noget af det, som jeg også har dykket ned i i redegørelsen, er, hvordan man i redegørelsen nævner de 1.000-1.500 socialt udsatte grønlændere i Danmark. Jeg havde selv en oplevelse i 2020, og nu vil jeg så tillade mig at nævne Esbjerg Kommune, for der bor rigtig mange, der er født i Grønland, altså danske statsborgere, som senere er kommet til Esbjerg. Det lykkedes i sidste periode – og tak for det – at få fru Aki-Matilda Høegh-Dam, som var formand for Grønlandsudvalget, til at besøge mange af vores grønlandske indbyggere i Esbjerg. Selv om jeg er lokalt folketingsmedlem og valgt i Esbjerg, må jeg bare sige, at fru Aki-Matilda Høegh-Dam blev modtaget nærmest som en rockstjerne. Med den historie vil jeg bare sige, at jeg tror, at der er et enormt behov for, at vi faktisk husker de grønlandske medborgere, som bor i Danmark, og også husker de forskelligheder og den kultur, man har med fra Grønland. Der tror jeg, at det er meget vigtigt, at vi giver tiden og energien til også at mødes og høre synspunkterne. Der kan være nogle ting i hverdagen, som skaber nogle barrierer, f.eks. sprogkundskaberne.

I årtier har Socialdemokraterne arbejdet for en stabil beskæftigelse. Det har sådan set været hjørnestenen i Socialdemokratiets politik. Det er sådan set rygraden i vores samfundsmodel, og det er faktisk utrolig vigtigt, at et stort flertal er i arbejde. Derfor synes jeg også, at der er grund til at nævne Færøerne, når man netop snakker om beskæftigelse, for jeg kan se på redegørelsen, at ledigheden på Færøerne siden juni 2022 har været på 0,7 pct. Det er ikke andet end imponerende. Jeg var tilbage at se i de danske tal, og ifølge dem skal vi faktisk helt tilbage til juni måned i 1962 for at finde den slags arbejdsløshedstal i Danmark, og det var under Kampmann.

Noget andet, jeg gerne vil fremhæve, når jeg netop snakker om Færøerne, er det store engagement, som jeg har oplevet i forhold til fængselsvæsenet på Færøerne, både fra den danske regerings side, men også fra vores to parlamentarikere fra Færøerne. Nu kommer der et nyt fængsel på Færøerne, vi får styrket fængselsvæsenet, og jeg vil bare kvittere for den meget konstruktive, progressive debat, som der har været, både her i Folketingssalen, men også i Færøudvalget. Jeg glæder mig selv til, at fængslet står færdig i 2029, og skulle jeg på det tidspunkt stadig være medlem af Folketinget, håber jeg et eller andet sted, at mange folketingsmedlemmer, inklusive undertegnede, tager til Færøerne og fejrer indvielsen af vores nye fængsel.

Til allersidst vil jeg tillade mig at nævne klimaforandringerne. Som jeg plejer at sige til de unge mennesker: Hvis man er i tvivl om, om klimaforandringerne eksisterer, skal man tage en tur til Grønland. Jeg var der et par gange med bl.a. hr. Alex Ahrendtsen, og jeg tror ikke, at jeg overdriver, hvis jeg fortæller, at man nærmest kan høre isen smelte på Grønland – eller i Grønland . Det går utrolig stærkt. Vi kan se, at søer tørrer ud, og at indlandsisen bliver mindre. Det har også stor betydning for leveforholdene i Grønland, bl.a. i forhold til fangerne, som skal skifte bosted, og man kan jo også se en stigende urbanisering på Grønland, ligesom man i øvrigt også kan i Danmark.

Rigsfællesskabet er ikke statisk. Det er i udvikling, det er i bevægelse, og Socialdemokratiet ønsker at bidrage til de bedst mulige rammer for samarbejdet. Derfor har jeg også glædet mig til den her debat i dag, og jeg håber, at vi får en god og konstruktiv debat i løbet af dagen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er der en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz, IA. Værsgo.

Mange tak til ordføreren. Jeg citerer: Bor I i igloer? Spiser I kun sæler? Rider I på isbjørne?

Det er nogle af de ting, som rigtig mange grønlandske unge møder, når de kommer til Danmark. Det er det billede, de ser hos den danske ungdom, det billede, man har af Grønland. Det synes jeg er rigtig ærgerligt. Jeg synes, det er vigtigt, og jeg synes, det både er i Grønlands interesse og i Danmarks interesse, at særlig danske unge ved noget mere.

Derfor har jeg også sammen med gode kollegaer fået afsat nogle penge til, at unge kan samarbejde i rigsfællesskabet, men jeg kan godt være bekymret, når regeringens fokus er på det historiske, for så går vi glip af noget. Vi regenererer i virkeligheden også nogle fordomme, hvis vi ikke også fortæller danske unge om Grønlands nutid, om det moderne grønlandske samfund. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, om det er noget, som Socialdemokratiet og dermed også regeringen er villige til at poste endnu flere penge i og dermed sikre, at danske unge ved noget mere om Grønland.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det netop var de problemstillinger, som var med til at gøre, at Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg i samhørighed og i enighed lagde det store fokus på arbejdet i rigsfællesskabet i sidste periode. Jeg er i øvrigt fuldstændig enig i problemstillingen, og jeg hører tit, når jeg snakker med grønlandske unge, at der er nogle barrierer, når grønlandske unge f.eks. kommer på efterskoleophold i Danmark eller kommer på uddannelsesinstitutioner i Danmark. Så jeg tror i virkeligheden, at det er flere trin, der skal til i den her styrkelse.

Udveksling mellem landene er utrolig vigtigt, og undervisningen, og der er jeg meget enig med ordføreren, skal både være i historie, men det skal så sandelig også være i det moderne Grønland og de grønlandske unge, og hvordan livet er i Grønland for de nuværende unge. Så tror jeg i virkeligheden også, og det er det, den her forespørgselsdebat også fremmer, at vi herinde i Folketinget skal blive meget bedre til at fremhæve Grønland. Jeg har selv i Grønlandsudvalget problematiseret, at det er meget svært for Grønlandsudvalget at komme på f.eks. ture til Grønland. Ser vi på økonomien, kan vi cirka komme én gang til Grønland i en folketingsperiode, og det er simpelt hen for lidt.

Tak. Jeg skal lige høre, om der er ønske om en anden kort bemærkning. Så skal man huske at trykke sig ind. Værsgo.

Tak for svaret. Det er rigtigt, at IA har sikret nogle penge til en kulturpulje, som går til grønlandske projekter og også kan gå til grønlandske projekter i Grønland. Så det er vi rigtig glade for at ordføreren også fremhæver. Men vi må også i forhold til viden konstatere, at det var noget, som var der i den tidligere valgperiode. Så vi har en udestående opgave, og det vil jeg bare gerne have at ordføreren forpligter sig til i fællesskab med resten af Grønlandsudvalget, men også med Børne- og Undervisningsudvalget, at løse og sikre, at der også er viden om det nutidige Grønland.

Ordføreren.

Det vil jeg meget gerne forpligtige mig til at arbejde meget konstruktivt med. Noget af det, jeg har bemærket i den her folketingsperiode, og som jeg gerne vil kvittere positivt for, er jo, at også et af de færøske folketingsmedlemmer har indtaget en plads i Grønlandsudvalget, så der også kan komme en viden på tværs af Færøerne, Grønland og Danmark. For jeg tror i virkeligheden, at det er samhørigheden i rigsfællesskabet samlet set, vi også skal have et fokus på at styrke. Men det er et tilsagn om, at det vil jeg meget gerne arbejde konstruktivt med.

Tak. Så er det hr. Alex Ahrendtsen, DF. Værsgo.

Tak for en god tale og for ordførerens engagement i det store rigsfællesskab. Det er en fornøjelse. Mit spørgsmål går på bloktilskuddet. Hvis Grønland efter en folkeafstemning vælger at blive selvstændige, hvis de grønlandske politikere derefter vælger det, skal bloktilskuddet så ophøre fra dag et?

Ordføreren.

I forhold til den debat, der pågår i Grønland i øjeblikket om selvstændighed, vil jeg gerne meget klart tilkendegive, at jeg synes, at der skal være et respektfuldt forhold til grønlænderne i den proces. Derfor er det heller ikke en proces, som jeg vil blande mig i. Hvis man i Grønland ønsker en folkeafstemning, er det noget, der internt skal aftales i Grønland og ikke dikteres her fra Folketingssalen. Men det er klart, at kommer der en selvstændighed, vil der jo også forestå en debat om bloktilskuddet. Men jeg har hverken stjerner nok på skulderen eller bemyndigelse til at gå ind at hæve bloktilskuddet eller sænke bloktilskuddet, så jeg tror, jeg vil lade det være ved det.

Men ordføreren er fra Esbjerg, så ...

Den næste korte bemærkning er fra hr. Alex Ahrendtsen. Værsgo.

Det er nok også meget klogt, når den med de store stjerner sidder lige nedenfor.

Hr. Karsten Hønge, SF, har i dag i Politiken fremlagt sit forslag om folkeafstemninger både på Færøerne og på Grønland. I den forbindelse har han også sagt, at han synes, at mange på Grønland er lidt bitre. Er det også ordførerens opfattelse?

Ordføreren.

Når jeg har besøgt Grønland – og jeg har både besøgt Nuuk og været længere oppe nordpå og på Sydgrønland – oplever jeg i virkeligheden et utrolig stolt og engageret folk, der også tror på deres land og gerne vil fremhæve det positive ved deres land. Det engagement, som jeg oplever at mange grønlændere har, har jeg utrolig stor respekt for. Dermed sagt, at jeg ikke synes, at vi herinde fra Folketinget skal blande os i, om de skal have en folkeafstemning på Grønland eller Færøerne. Det må være op til Grønland selv.

Så er det hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Jeg er jo helt enig med hr. Anders Kronborg i, at vi skal give de bedst mulige rammer, som hr. Anders Kronborg sagde i sin tale. Kunne hr. Anders Kronborg komme med nogle forslag til, hvordan vi så skaber de bedst mulige rammer, eller skal processen være sådan, at det kun påvirkes, når der kommer ønsker og krav fra Grønland og Færøerne, og Danmark så fodslæbende tilpasser sig de i øvrigt helt berettigede ønsker om forandringer, som ofte kommer fra Grønland og Færøerne? Så skal Danmark være proaktiv og skabe de bedst mulige rammer, eller sidder hr. Anders Kronborg på sit kontor og venter på, at der kommer ønsker fra andre?

Ordføreren.

Jeg synes, at undervisningsområdet er et af de steder, hvor vi kan gøre en helt åbenlys forskel – selvfølgelig med respekt for, at undervisningsområdet er hjemtaget henholdsvis i Grønland og på Færøerne. Jeg synes godt, at vi f.eks. herfra kan tage nogle initiativer til at fremme udvekslingen af danske unge til Grønland, så de også kommer hjem og fortæller om deres oplevelser. Jeg synes f.eks., at det foretræde, som Grønlandsudvalget fik – jeg tror, det var for et par måneder siden – af Dansk Ungdoms Fællesråd er et af de initiativer, der både spirer og gror nedefra, og det skaber samhørighed blandt de tre lande i rigsfællesskabet og er et positivt og progressivt initiativ.

Derudover synes jeg jo også, at det er positivt, at der er afsat midler til f.eks. at styrke indsatsen for socialt udsatte børn i Grønland, som jeg ved også har ligget de to grønlandske medlemmer af parlamentet meget på sinde, og det engagement vil jeg også gerne positivt kvittere for. Det synes jeg har været opløftende at høre under debatten.

Spørgeren.

Jeg deler fuldstændig hr. Anders Kronborgs glæde ved at se den her udveksling inden for uddannelsesområdet og endda også glæden ved det, hvis vi kan finde ud af at få understøttet Cirkus Arenas tur til Grønland. Jeg tror næppe, det er det, Grønland opfatter som rammer for rigsfællesskabet. Det er ikke det, tror jeg, der ligesom er omdrejningspunktet i diskussionen. Ordføreren talte om, hvilke rammer for rigsfællesskabet der skal forbedres, og der vil jeg bare sige, at ambitionerne i Grønland altså går noget videre end at få et omrejsende cirkus derop og få de her udvekslinger. Så hvilke rammer for rigsfællesskabet ønsker Socialdemokratiet at give som bedst mulige fremover?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, man kan lave en bruttoliste, som man bare sætter nogle krydser og nogle v'er på, men at man skal have en løbende dialog med henholdsvis Grønland og Færøerne. Noget af det, jeg synes har været meget vigtige initiativer i Grønland – nu nævnte jeg fængslerne på Færøerne – er udbygningen af infrastrukturen i forhold til lufthavne, der både skaber vækst i nord og vækst i syd og faktisk også kan være med til at forbedre erhvervsklimaet. Så er der selvfølgelig nogle udfordringer, som man skal hjælpe med i Grønland i forhold til ... (Fjerde næstformand (Karina Adsbøl): Tak!).

Så er det hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Nu havde ordføreren en meget praktisk og meget socialdemokratisk tilgang, og det er jo fornuftigt. Det er jo de praktiske løsninger for almindelige mennesker, som afgør, om tingene fungerer eller ej, og lad så andre skændes om ideologierne, eller hvad det skal hedde, og den slags, bare det fungerer.

Som ordføreren påviste, har der været et praktisk problem med færøske fanger, som har afsonet i Danmark. Det har ikke fungeret godt i praksis. Det har været meget belastende for familierne, og derfor er det utrolig positivt, at der nu bygges et fængsel på Færøerne efter mange forhandlinger mellem både mig og andre færøske medlemmer af Folketinget og diverse justitsministre.

Så havde ordføreren også – jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forstå det – et meget klart ønske om at opleve fængslet på Færøerne, at tilbringe tid i fængslet på Færøerne. Jeg ved ikke helt, hvilke planer ordføreren har for sit fremtidige liv, men det må så være op til ham, men uanset hvordan han oplever fængslet, skal han være velkommen.

Det kan vi måske få svar på nu. Ordføreren.

Jeg forstår, at jeg er immun efter at have skrevet under på, at jeg vil overholde grundloven. Nej, der lå faktisk lidt alvor i min replik her, for jeg oplever lidt, at hvis der kommer en ny motorvejsudbygning, en ny skole eller ny kulturinstitution, møder man som dansk parlamentariker frem og ser snoren blive klippet over, og man ser institutionen. De samme muligheder kunne jeg faktisk godt tænke mig at man i højere grad havde som medlem af Færøudvalget og som medlem af Grønlandsudvalget.

Jeg tror, at hvis man skal lære de to lande rigtigt at kende som dansk parlamentariker, skal man også besøge de to lande. Det er ikke så dyrt at komme til Færøerne som til Grønland, men med hensyn til priser er det helt praktisk sådan, at udvalget faktisk, hvis man skal rundt at se lidt på Grønland, kun kan komme til Grønland én gang i en folketingsperiode, og det synes jeg er for lidt, især også i forhold til den udvikling, der finder sted i Grønland i øjeblikket.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Den næste er hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan jo også kun kvittere for et glimrende samarbejde. Jeg skal i øvrigt også hilse fra vores sædvanlige ordfører, Michael Aastrup Jensen, og sige det samme.

Redegørelsen om rigsfællesskabet, som er til debat her i dag, viser efter min opfattelse et rigsfællesskab, der er i rimelig god stand. Selv om hele rigsfællesskabet faktisk er kommet godt ud af coronakrisen, er der jo også andre problemer, der rører sig. Det gælder f.eks. inflationen, som jeg synes at have erfaret fra min færøske kollega måske ligger på omkring 8 pct. på Færøerne og lidt lavere på Grønland. Det har ramt det meste af verden, og det giver udfordringer, der også kan trykke rigsfællesskabets økonomi.

Ukraine har allerede været gennemgået grundigt af både statsministeren og den socialdemokratiske ordfører. Jeg skal ikke tærske langhalm på det. Vi kender jo alle sammen situationen omkring Putins krig i Europa. Vi har ikke set værre situation siden den kolde krig, og aggressionerne rammer jo indirekte også Danmark, Grønland og Færøerne.

Der er positive ting at sige omkring den grønne omstilling. Den er selvfølgelig stadig væk strengt nødvendig, og jeg er lige ved at sige, at man ser hvordan, når man ser, hvordan isen trækker sig tilbage i store dele af eksempelvis Grønland. Der kan man i hvert fald få et glimrende indtryk. Desto meget mere glædeligt er det jo altså også, at klimaet åbenbart har en høj prioritet. Jeg har ikke kunnet undlade at bemærke, at der er vandkraftprojekter ved bl.a. Nuuk, der medfører, at andelen af vedvarende energi i den offentlige forsyning stiger fra 70 til 90 pct., så vidt jeg har forstået. Det er jo helt imponerende og flot. Det er imponerende tal og et forbillede for mange andre lande, inklusive os selv. Det er klimatiltag, som i hvert fald har været nødvendige, og som er nødvendige mange andre steder.

Det er muligt, at jeg er en lille smule miljøskadet, men afsnittet om retspolitikken fylder i hvert fald en del hos mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg har med glæde konstateret, at vi nu reviderer retsplejeloven og kriminalloven for Grønland og bringer lovgivningen i rigsfællesskabet tættere på hinanden. Vi afsætter flere ressourcer til politiet i Grønland, og vi har fra justitsministerens side i februar fremsat lovforslag om, at den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse også skal være gældende i Grønland. Jeg håber, at den vil få en præventiv virkning på den form for forbrydelser, både i Danmark og i Grønland.

Der bliver i større omfang mulighed for at gennemføre retssager via tilståelsessager og via udeblivelsesdomme. Det er jo ikke helt ukendt, hvis man beskæftiger sig med danske forhold. Det er jo noget af det, der sætter en prop i domstolssystemet i Danmark, og det lemper man altså på på Grønland. Det synes jeg er ganske glimrende. Der er også de mere privatretlige regler om dødsboskifter, ægtefælleskifter osv., der sættes i kraft.

Endelig har jeg konstateret, at NSK, som står for National enhed for Særlig Kriminalitet – det, som nogle også vil kalde Bagmandspolitiet eller FBI – aktiveres på Grønland sammen med i øvrigt en bestemmelse om psykisk vold i kriminalloven, som vi har fået herhjemme i vores straffelov. Den kommer også til at gælde på Grønland. Så summa summarum på det område er, at det er et ganske glimrende tiltag fra Grønland.

Hvis vi så kigger på situationen på Færøerne, er der jo også sket væsentlige ting dér. Rigspolitiet har tildelt flere ressourcer. Der er en politireform, som er tilpasset. Mulighederne for elektronisk fodlænke er nu ved at blive afdækket. Jeg skal hilse og sige, at det jo er noget, der fylder meget her i Folketingssalen. Det gør det faktisk også, når vi er færdige med det her, for så kommer der et glimrende forslag fra SF om brugen af det, der hedder omvendt elektronisk fodlænke. Det kan vi tage til den tid. Men bare det at få den strafmulighed introduceret også på Færøerne synes jeg er særdeles positivt. Jeg kan også forstå, at man har indledt undersøgelser vedrørende udslusningslignende pladser.

Endelig er man jo i gang med at bygge et nyt fængsel, som også den socialdemokratiske ordfører nævnte. Det er jo trist, at det tager så utrolig lang tid, at det vil stå færdig i 2029. Jeg tror ikke, der er noget byggeri, der tager længere tid end fængsler. Men det er man altså i krig med, og så må vi jo så sige, at det i hvert fald er positivt. Selv har jeg været i de fleste danske fængsler, men må dog tilføje, at jeg er sluppet ud igen, og det håber jeg også at den socialdemokratiske ordfører gør, når han kommer derop og kan konstatere, at det åbenbart er, hvad man trænger til på stedet.

Arktis og Nordatlanten er og bliver højspændte områder globalt. Rusland er selvfølgelig optaget i Ukraine, men holder jo nok alligevel øje med, hvad der sker i Arktis. Ikke mindst det russiske og kinesiske samarbejde kan nogle gange få os til at få grå hår i hovedet. Kina kan få større adgang til Arktis, og i det hele taget gør den aktuelle geopolitiske situation det nødvendigt, at vi sikrer os mod dem, som ikke er vores venner. Vi skal beskytte kritisk infrastruktur, ganske som vi har vedtaget det her i Danmark, og det vil jeg også håbe bliver tilfældet hos vores nordiske kollegaer.

Så det er en usikker tid, vi lever i, men det er positivt, at regeringerne i rigsfællesskabet nu indgår tættere og mere forpligtende samarbejder. Nu skal jeg selvfølgelig ikke reklamere for forfatteren for den her tale, men det anføres, at netop formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, hr. Michael Aastrup Jensen, har rakt ud til tilsvarende nævn på Grønland og Færøerne i håb om at skabe et godt samarbejde. Det lyder jo i hvert fald fint.

Jeg håber også, at flest mulige får mulighed for inden for den økonomi, der er her i Folketinget, at komme til Grønland. Om det bliver med cirkusbesøg, ved jeg ikke. Jeg kunne frygte, at vi nok ikke skal forvente at se Ramboline og Ali deroppe. Det skal man nok være indstillet på, så forventningerne er afstemt, inden vi i givet fald tager af sted. Tak.

Tak til ordføreren. Der er korte bemærkninger. Den første er til hr. Alex Ahrendtsen, DF. Værsgo.

Færøernes bloktilskud udgør ca. 9 pct. af Færøernes indtægter, mens det på Grønland udgør 60 pct., hvis man regner udgifterne til forsvaret med. Dertil kommer en lang række indirekte udgifter, så vi sandsynligvis ender på omkring 75 pct.

Hvad er årsagen til denne store forskel ifølge ordføreren, hvis han har en mening om det?

Ordføreren.

Det har ordføreren sådan set ikke rigtig nogen mening om. Altså, det er jo en konsekvens af de aftaler, der er blevet indgået omkring rigsfællesskabet. Og jeg bemærkede Alex Ahrendtsens tidligere spørgsmål om tilfælde af selvstændighed på Grønland, og hvis det bl.a. er det, der henvises til, kan jeg sige, at det jo er et indre grønlandsk anliggende.

Men selvfølgelig er det meget logisk, at ønsker man selvstændighed, kan man næppe forvente, at kassen har samme omfang, og at støtten fra Danmark har samme omfang.

Spørgeren.

Bloktilskud er jo ikke et indre grønlandsk anliggende. Det er jo et dansk anliggende, i og med at pengene udbetales fra Danmark.

Skal jeg forstå det sådan, at hvis Grønland bliver selvstændigt, skal bloktilskuddet ophøre fra dag et?

Ordføreren.

Jeg vil ikke stå her og tage stilling til, hvilke regler og nærmere reguleringer der skal være i forbindelse med en selvstændighed. Jeg kan i hvert fald garantere for, at det ikke er noget, der sker fra den ene dag til den anden.

Jeg kan godt høre, hvad vej hr. Alex Ahrendtsen vil spørge, og det, forstår jeg, er jo egentlig et meget logisk spørgsmål, og jeg siger: På lang sigt må tingene jo hænge sammen, altså, vil man være selvstændig, kan man jo i hvert fald ikke forvente, at kassen fra Danmark har samme omfang.

Så er det fru Aaja Chemnitz, IA. Værsgo.

Mange tak, og også tak til ordføreren for at anerkende den indsats, der bliver gjort for en grøn omstilling i Grønland. Det er rigtig vigtigt for Inuit Ataqatigiit, så det vil jeg gerne sige tak for. Vi er rigtig mange i Grønland, som gerne vil have, at Grønland skal tiltræde Parisaftalen, og det ved jeg også at der er store dele af den grønlandske befolkning der ønsker.

Så ved jeg, at ordføreren er meget optaget af justitsområdet, hvilket undertegnede også selv er. Naalakkersuisut har forskellige prioriteringer, og hvert år får de at vide: Der er cirka seks lovforslag, som I kan få igennem. Hvilke seks lovforslag vælger I? Og der er et rigtig stort efterslæb med lovgivning i forhold til Grønland. Vi har heldigvis de gode eksempler med psykisk vold, samtykkelovgivning og andre nye love, som hurtigt træder i kraft i Grønland, men vi har også rigtig mange love, som er 10 eller 15 år gamle, også på justitsområdet.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren mener man bør gøre i forhold til at få opprioriteret, at lovgivning på justitsområdet i Grønland også får et løft generelt.

Ordføreren.

Jeg må sige, at det med maksimum seks forslag er helt nyt for mig. Jeg var slet ikke bekendt med det. Jeg betvivler det jo ikke, når ordføreren siger det, og hvis der er et behov for at få revideret andre love, også ud over de normerede seks, er jeg da bestemt ikke afvisende over for, at vi så skal tage fat i et større antal. Så det er et positivt svar herfra.

Spørgeren.

Tak. Det er rigtig godt at høre. Jeg tror, det vigtige også er at få det frem i lyset, for jeg tror, der er rigtig mange, der ikke er opmærksomme på det.

Vi ved, at digital tinglysning er noget, som Venstre også har bakket rigtig meget op om at vi får i Grønland. Vi ved også, at persondatalovgivningen er forældet, så Grønland faktisk er et usikkert tredjeland og man faktisk ikke kan dele oplysninger på en sikker måde mellem Grønland og Danmark. Er det, at det bliver opdateret, noget, som Venstre fortsat vil være med til at bakke op om?

Ordføreren.

Nu er det et par ordentlige mundfulde at få serveret her med 29 sekunder til at kommentere på det. Jeg kan i hvert fald sige, at digital tinglysning jo har sparet danskerne for milliarder af kroner i mærkelige byggelånsrenter og lignende, og hvis det kan indføres på Grønland inden for rimelige midler og under de grønlandske forhold, skulle det da kun glæde mig. Så ja, vi er positive over for at kigge på det, men jeg vil ikke stå her og tage munden fuld, for jeg kender ikke problemets omfang.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Lean Milo fra Moderaterne.

Først og fremmest tak for ordet, og tak til ministeren for redegørelsen om rigsfællesskabet 2023. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har været 12 dage på tinge i dag, og det har været en stejl læringskurve. Jeg har derfor en tale i dag, hvor jeg med fokus på de positive elementer i rigsfællesskabet med den her stejle læringskurve har forsøgt at læse op på lektien, så godt jeg kan. I skal selvfølgelig bare stille alle de spørgsmål, som I overhovedet har lyst til, bagefter.

Helt grøn er jeg ikke. Da jeg var i starten af tyverne, var jeg dagsbartender på den færøske bar Skarv, og derfor har jeg jo oplevet den grønlandske og færøske kultur på tæt hold over både nogle gode øl og nanoq, tror jeg det hed – isbjørne – som jeg serverede. Jeg føler, at det rigsfællesskab, som vi har i dag, er stærkt, og vi skal blive ved med at være stærke sammen. Jeg finder redegørelsen og den efterfølgende debat meget aktuel. Rigsfællesskabet skal fortsætte her i 2023.

Vi står over for bl.a. nye sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis som nævnt i R 5-redegørelsen, som jeg har kunnet læse op på. Der er fortsat stigende militær og geopolitisk interesse for Arktis og Nordatlanten, hvilket vi i rigsfællesskabet skal håndtere med hjælp fra vores partnere. Kort sagt er sammenholdet og samarbejdet i rigsfællesskabet yderst vigtigt for at løse udfordringer som klimaforandringer og den nye sikkerhedspolitiske dynamik i Norden og Arktis.

Jeg vil gerne fremhæve redegørelsens afsnit om et styrket kendskab til rigsfællesskabet på kultur- og undervisningsområdet. For at vores rigsfællesskab i fremtiden fortsat kan være stærkt, er det vigtigt at styrke kendskabet til færøsk og grønlandsk kultur og sprog. Det handler helt basalt om, hvor vigtigt det er at lære hinanden bedre at kende. Bedre kendskab og kulturforståelse skaber sammenhold, og det gør os endnu stærkere sammen. Derfor er det positivt, at der på finansloven er afsat 121 mio. kr. til initiativer, der styrker kendskabet til rigsfællesskabet for børn og unge, som netop er dem, der om nogen skal bære det her rigsfællesskab videre. Hvorfor ikke se ind i en fremtid, hvor vi inkluderer kulturen endnu bedre for at styrke sammenhængskraften i rigsfællesskabet?

Vi kommer i rigsfællesskabet til at stå over for stigende klimaforandringer her i Arktis, herunder og absolut, som vi blev gjort bekendt med her lidt tidligere, indlandsisen, som man kan høre smelte. Det er en stor udfordring, der kræver, at vi fortsat samarbejder om forskning i klimaforandringer og om at styrke den grønne omstilling af vores samfund. Det er ikke kun rigsfællesskabet, der har brug for det; det er verden, der har brug for det.

Som redegørelsen nævner, indgik naalakkersuisut – undskyld udtalen, hvis den ikke er helt korrekt – og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i 2022 en aftale, der skal styrke samarbejdet om grøn omstilling og sikre udviklingen af nye energiteknologier. I Grønland har vi nogle stærke naturressourcer, eksempelvis magnetiske metaller, der er yderst afgørende for motorer i elbiler og vindmøller. Dem skal vi forsøge hurtigst muligt at komme i gang med at udnytte for at imødekomme de klimaforandringer, som på sigt vil være ødelæggende for både det grønlandske samfund, men også på grund af sikkerhedspolitik, i forhold til hvor vi trækker det fra i dag.

Klimakrisen er således et væsentligt samarbejdspunkt i rigsfællesskabet. Vi har i regeringen et stort fokus på vores samarbejde i rigsfællesskabet. Regeringen, Færøernes landsstyre og naalakkersuisut ønsker et tæt, respektfuldt og ligestillet samarbejde, og det er noget, vi fortsat skal realisere i 2023. Jeg ser frem til den videre debat. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Nu næsten undskyldte ordføreren ved i starten at sige, at han var ny osv., men jeg tror ikke, at man får en bedre og mere grundfæstet viden om Færøerne eller Grønland, end man kan få, når man er bartender på Skarv. Du kan læse lige så mange bøger, du vil. Det giver ikke det samme; det er jeg helt sikker på. Frisører og bartendere er dem, der ved mest om folk. Så det er et meget godt udgangspunkt og et meget godt grundlag.

Nu er det sådan, at ordførerens formand har udtalt sig meget kraftigt om den færøsk-russiske forbindelse og har tilkendegivet, at hvis Færøerne løsner sig fra den russiske forbindelse, vil EU's markeder åbne sig mere op for Færøerne. Det er et kæmpestort problem for færøsk økonomi, at vores varer har så svært ved at komme ind på det europæiske marked. Jeg ved ikke, om det er noget, som ordføreren og hans formand har talt om i gruppen. Er det det? Og hvad er der så blevet sagt? Tak.

Ordføreren.

I forhold til kulturen er jeg meget enig i, at den dyrkes rigtig godt på Skarv, og man får stor indsigt i Folkekulturen dér. Hvis vi går over til de drøftelser, jeg har været med i i gruppen, kan jeg sige, at vi ikke er kommet ind på det emne, som De spørger ind til. Så jeg kan desværre ikke rigtig redegøre for det.

Så er det fru Anna Falkenberg. Værsgo.

Tak for en god ordførertale, og jeg deler også hr. Sjúrður Skaales bemærkning om, at Skarv nok er det bedste lærested, hvis man vil kende specielt færinger, der bor i Danmark. Jeg bemærker også, at ordføreren også er udenrigsordfører, og jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til noget. Vi har haft en snak om, om vi skulle etablere et samarbejde mellem Det Udenrigspolitiske Nævn, UPN, og udenrigsudvalgene på Færøerne og Grønland. Er det noget, som ordføreren har gjort sig nogle tanker om, altså om det kunne være en god idé ligesom at styrke det parlamentariske samarbejde mellem rigsdelene?

Ordføreren.

Det er altid i rigsfællesskabets interesse at styrke samarbejdet, så personligt vil jeg sige, at ja, det er nogle overvejelser, der er gjort. Men jeg har ikke gjort mig nærmere overvejelser om det emne, nej.

Tak. Så går vi videre til hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det ganske statstilskud til Færøerne udgør 9 pct. af Færøernes indtægter, og det danske statstilskud til Grønland udgør op imod 75 pct., afhængigt af hvordan man udregner tingene. Hvad er årsagen til denne store forskel?

Ordføreren.

Det er jo et godt spørgsmål. Den indsigt har jeg desværre ikke.

Spørgeren.

Undrer ordføreren sig ikke over det, når han læser redegørelsen igennem? Der er cirka det samme antal indbyggere i de to lande, og alligevel er der den der massive forskel. Hvis vi ser bort fra de geografiske forskelle, må der også være noget andet på spil – har ordføreren en holdning til det?

Ordføreren.

Der kan jo være mange gode grunde til, at tallene differentierer sig på den måde, som de gør, men jeg har ikke noget nærmere at sige til det, nej, det har jeg ikke.

Så er det fru Aaja Chemnitz, IA. Værsgo.

Mange tak til ordføreren, og også hjertelig velkommen i Folketinget. Jeg er ikke nødvendigvis enig med min kollega i, at Skarv er det bedste sted at blive oplært, og derfor håber jeg også, at du stadig væk sådan vil være nysgerrig på Grønland. For jeg synes, der er en lang række andre områder, måske særlig de 32 områder, som Folketinget har et ansvar for i Grønland, som man er nødt til at blive lidt klogere på.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om de 121 mio. kr., som ordføreren henviser til, er et udtryk for nordatlantpuljen, for der er i hvert fald ikke afsat penge til undervisning om Grønland. Det andet er i forhold til den arktiske ambassadør i Grønland. I Grønland siger vi »intet om os uden os«, og det står også i regeringsgrundlaget, og vi oplever desværre, at man fra regeringens side har valgt at ansætte en arktisk ambassadør uden at lytte til det ønske, der var bredt i Grønland, om en, der er diplomat, men som også har en grønlandsk baggrund. Så det vil jeg gerne spørge ordføreren om.

Tak. Og så vil jeg lige minde om, at man ikke bruger direkte tiltale. Værsgo til ordføreren.

Tak. Der er ingen tvivl om, at det er positivt, at der er afsat 121 mio. kr. til initiativer, der styrker kendskabet til vores rigsfællesskab for børn og unge generelt. Det tror jeg man kan sige uanset hvad er et positivt element i at kunne lære hinanden bedre at kende. Med hensyn til det med en ambassadør har jeg intet kendskab til det, og det beklager jeg meget at jeg ikke kan komme ind på. Men det vil jeg gerne undersøge nærmere og vende tilbage til.

Spørgeren for en anden kort bemærkning. Værsgo.

Mange tak. Vi oplever, at der er en lang række områder, som man har et ansvar for på vegne af Grønland, bl.a. også justitsområdet, hvor der er en lang række områder, som vi skal arbejde for, og jeg vil gerne høre ordføreren, om man sådan vil gå helhjertet ind i at løse de mange, mange opgaver sammen med Grønlandsudvalget fremadrettet. Tak.

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Jeg kan kun stille mig meget positivt over for samarbejdet og i forhold til at gå positivt ind i en dialog. Det ligger mig tungt på sinde at blive klogere på det samarbejde, vi har i rigsfællesskabet, og på, hvordan det emne i fremtiden kan forbedres. Så jo, det stiller jeg mig positivt over for.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Jeg har haft den ubetingede fornøjelse at deltage i de her redegørelsesdebatter mange gange. Jeg synes, vi ofte på en god måde er kommet vidt omkring alle de hjørner, der nu kan ligge i vores fællesskab.

I år vil jeg gribe min tale lidt anderledes an på grund af tre ting. Den første er forfatningsudkastet, der jo kom på bordet i Grønland i sidste uge, dernæst den spændte internationale situation og så optrækket til et nyt forsvarsforlig i Danmark. Men inden jeg kommer ind på det, vil jeg bare lige som fundament for det, jeg siger, slå fast, at jeg elsker det bofællesskab, som vi etablerede mellem tre små folkeslag, tre små nationer, der har fundet ud af at indrette sig under det samme tag. Jeg elsker det så meget, at jeg vil gå meget langt for at tilpasse det, så det faktisk også kan overleve de storme, som det skal stå ude i.

Jeg tror bare også, vi bliver nødt til at se realiteterne i øjnene, og en af tingene er eksempelvis navnet. Når man i Danmark siger ordet rigsfællesskab, lægger vi jo mest mærke til den sidste del, »fællesskabet«, for jo, det er noget, vi kan lide, det er positivt. Men vi må bare erkende, at i Grønland og i Færøerne lugter det mere af hengemt kolonitid. Så derfor har vi altså også en opgave her med at finde nogle betegnelser for vores fællesskab, der rummer os alle sammen. Om det så lige skal være, at vi skal hen i et helt tredje sprog for at finde et navn for det, synes jeg måske er lidt fattigt. Og bofællesskab, som jeg kalder det, er måske lige lovlig SF-agtigt.

Det, det handler om, er substansen i det. Det handler om at demokratisere, det handler om at opgradere vores fællesskab til en ny version. Og der vil jeg bare sige, at et bofællesskab altså ikke fungerer, når man sådan mødes i fællesrummet og de to andre partnere, man bor sammen med, stort set hver morgen sætter den der plade på med sangen »Should I Stay or Should I Go«. For det skaber i længden en utilpashed i sådan et bofællesskab, og det skaber især en utilpashed, når der er to parter, der sætter den melodi på, og den tredje part, nemlig Danmark, tror, at det, man hører, er »Love Me Tender«, for det er det ikke. Derfor tror jeg, vi bliver nødt til, i ægte respekt, at åbne ørerne og ikke lukke dem for de indvendinger, der er over for den måde, vi har indrettet os på.

Måske er det dramatisk, men man kan måske sige, at vi på en måde er fanget i sådan en dødedans med hinanden, hvor det alt for ofte, ikke altid, men alt for ofte er negative toner, der slår dansen an. Så ville jeg da så meget hellere danse en glad polka med harmonikamusik med grønlænderne og en glad kædedans med uendelig mange vers med færingerne. Jeg tror, at det, der er brug for, er, at vi kaster de her tre brikker, de tre små nationer, op i luften og får dem til at lande i et nyt mønster. Og der vil jeg også starte med at slå en isøkse igennem en myte, som er meget sejlivet, især i Grønland og på Færøerne, men også i Danmark for så vidt, nemlig at Danmark skulle have strategiske interesser i Arktis.

Det har vi ikke. Rækkefølgen er, at Danmark har stærke strategiske interesser i Arktis, så længe vi har et rigsfællesskab. Det er rækkefølgen, så når jeg nogle gange gennem årene har hørt grønlandske og færøske politikere sige, at vi ønsker bare at holde fast i Grønland og Færøerne, fordi det giver os en stormagtsposition i forhold til Arktis, så må jeg sige, at det er fundamentalt forkert. Så får jeg at vide, at hvis vi ikke havde et fællesskab med Grønland og Færøerne, ville Danmark blive reduceret til sådan en lille europæisk stat. Og svaret er: Ja, det er rigtigt, og det er nu egentlig slet ikke så tosset at være det.

Dem, der har strategiske interesser i Arktis, er selvfølgelig åbenlyst USA og Rusland. Canada har det til en vis grad; selv om det er et noget mindre land, så ligger det som nabo, Storbritannien har også, og åbenlyst forsøger Kina også at spille sine kort. Men Danmark har ikke strategiske interesser i Arktis, og derfor tror jeg, vi skal være helt åbne om det, når vi diskuterer det med vores venner i bofællesskabet, altså at det ikke er det, der driver os.

Det er klart, at det stiller Danmark stærkere i en række sammenhænge, at vi har et fællesskab med Grønland og Færøerne. Det har en værdi, det har en betydning i FN og i NATO og andre steder. Men gennem årene har det faktisk været meget svært på den måde at kunne dokumentere værdien af det.

Der er flere forskere, der har beskæftiget sig med det, og man kan ikke bare sådan sige, at det ikke har nogen betydning, det er indlysende, og intuitivt ligger det næsten også sådan, at man tænker: Selvfølgelig må det have en betydning, at Danmark gennem Grønland og Færøerne er blevet sådan en arktisk stormagt. Men hvor er det så, man har fordelene ved det? Jeg ser det faktisk som et meget dyrt foretagende og et meget farligt foretagende, at vi har det her engagement i Arktis set i forhold til Danmarks størrelse.

Så selvfølgelig har det en betydning, men jeg savner bare, at nogen dokumenterer, om betydningen står i nogen rimelig målestok med vores engagement. For 5-6 mia. kr. – jeg tænker på bloktilskuddene – kunne man også købe meget stærk diplomatisk repræsentation rundtomkring i verden, stærk repræsentation i FN og andre steder. Så det er ikke bare sådan lige at gøre det op, og derfor er det vigtigt for mig, som jeg ser det, at rækkefølgen er, at når vi har rigsfællesskabet, når vi har det her gode fællesskab, så skal det prioriteres helt i top, og for SF er det en stærk prioritet i de forsvarsforligsforhandlinger, som vi går ind i. Det er noget, SF har argumenteret for i flere år, og vi sagde det på en, synes jeg selv, lidt smart måde her for nogle år siden, nemlig at i stedet for de her udsigtsløse ørkenkrige skulle vi koncentrere os om vores nærområde, herunder Arktis. Vi skulle skifte ørkenstøvlerne ud med snesko. Så det er fuldstændig sådan, vi ser det.

Men vi bliver nødt til at sige, at vi også i Danmark skal gøre op med os selv, hvad det er, vi vil med det her fællesskab. Er der en grund til, at vi ønsker det? Jeg synes, det er respektløst ikke at tage den diskussion og sige, at det må færingerne og grønlænderne diskutere med hinanden og med sig selv. Vi skal også i Danmark gøre op, hvorfor vi synes, det her vigtigt. Jeg synes, det er vigtigt på grund af en hundredårig lang historie sammen med utallige familiemæssige bånd til hinanden, og det vigtigste for mig er, at det er det, der gør, at der er højere til loftet i Danmark, altså at vi er sammen med Grønland og Færøerne. Jeg har selv igennem 45 år kommet i Grønland på regelmæssigt basis og har alle mulige forbindelser til Grønland og faktisk også til Færøerne. Jeg synes, det er det, der giver vid og udsyn. Mine børn har rejst deroppe, mine børn arbejder deroppe, og selv mine små børnebørn har allerede været i Grønland. Det, at man har en naturlig adgang til et sted, synes jeg er med til at give vid og udsyn, så derfor er der en række gode grunde til, at jeg synes, vi skal holde fast i fællesskabet.

Men når nu en partner i fællesskabet, nemlig Grønland, nu har brugt 6 år på at lave et forslag til forfatning, synes jeg, at det også er vores forpligtelse, at vi beder grønlænderne om at lave en proces, der også inden for en eller anden årrække ender med en konklusion. Jeg kunne da ikke drømme om at sige til grønlænderne: Nu skal I gennemføre folkeafstemninger. Jeg synes, man skal have et helt usædvanligt formørket og vrissent sind, hvis man læser mine udtalelser på den måde. Det er en opfordring til grønlandske politikere om at drage en konklusion, og der vil jeg bede os alle sammen om trods alt at have så meget overhalingskraft, at vi går ind i substansen af det, og det handler om, at hvis vi skal være sammen respektfuldt, skal Grønland og Færøerne også på et tidspunkt, om jeg så må sige, slå sømmet i.

Om det skal foregå gennem omfattende folkehøringer, debatter i Inatsisartut, eller om det skal ende i en serie af folkeafstemninger, kunne jeg ikke drømme om at blande mig i. Men det er respektløst ikke at mene noget om det, ligesom det også er respektløst ikke i Danmark at tage en fundamental værdidiskussion om, hvad det er, det giver Danmark, hvad det giver danskerne at have rigsfællesskabet, eller hvad vi nu ender med at kalde det.

Derfor kan vi godt stille krav til hinanden. Det ikke at stille krav synes jeg faktisk er respektløst. Derfor foreslår jeg bare det her, altså at man simpelt hen får en præcis omgang med hinanden, hvor vi ret præcist fortæller hinanden, hvad det er, vi ser som Danmarks interesser i det, men også beder vores to partnere, Grønland og Færøerne, om at gøre deres stilling op: Hvad vil man med det her? Vi kan jo ikke fortsætte i det uendelige med at stille spørgsmål til, hvorvidt vi skal fortsætte. Og når der er problemer det ene det andet sted, peger man på Danmark, der så bagefter vrangvilligt og halvsurt alligevel imødekommer de ønsker og de krav, som man måtte have på Grønland og Færøerne. Jeg tror, vi skal være proaktive og selv være med til at gøre, at vi får nogle rammer omkring vores fremtidige fællesskab.

Berøringsangst er ikke respekt, og jeg synes, der er sådan en berøringsangst over at sige: Ahr, nu har de et forfatningsudkast, så må vi ikke mene noget om det. Selvfølgelig skal vi mene noget om det, for det betyder noget for vores fremtidige måde at være sammen på. Debatten skal være respektfuld, men den skal for mit vedkommende være drevet ud fra ønsket om at have en fremtid sammen. Derfor er det, som jeg ser som overskriften, det, som jeg synes er noget af det vigtigste, og det spørgsmål, vi skal stille os selv: Hvordan skaber vi et fællesskab, der er så tillokkende, at alle tre små folk, alle tre små nationer, vælger fællesskabet til? Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tusind tak for det. Jeg har også læst Politiken i dag og må sige, at jeg måtte putte en ekstra skefuld neskaffe i koppen, for det var da stærke sager at læse. Når jeg har rejst på Grønland, også som repræsentant for Folketinget, har jeg gjort meget ud af at sige, at vi er tre ligeværdige parter. Jeg har sat en stor ære i, at vi møder henholdsvis det grønlandske folk og det færøske folk med respekt. Og der kunne jeg godt tænke mig at spørge SF's ordfører, om han mener, at en artikel med en overskrift, som Politiken i dag har bragt, i øvrigt med et citat fra ordføreren, altså »Man bliver jo ikke selvstændig af at rende op på en klippetop og plante et flag og udråbe republikken Grønland«, er særlig respektfuldt over for vores broderfolk i rigsfællesskabet. Jeg synes, det er det modsatte af respekt, og jeg synes i virkeligheden, at det store arbejde, som grønlændere har lagt for dagen i forhold til det, fortjener noget mere respekt.

Så jeg vil bare spørge ordføreren: Hvis der var noget i artiklen, som ordføreren kunne lave om, havde han så gjort det?

Ordføreren.

Jamen nu er situationen ikke, at jeg er en redaktør på Politiken, og jeg bliver det heller aldrig. Altså, jeg kan jo ikke vide, hvordan de redigerer avisen.

Pointen, som jeg er helt sikker på at hr. Anders Kronborg – på en god dag – også har overhalingskraft til at forstå, altså hvad overskriften dækker over, er nemlig den, at selvstændighed får man ikke ved at proklamere selvstændighed, men ved at have reel, substantiel selvstændighed. Det er eksempelvis at have et samfund, der også økonomisk hænger sammen. Og derfor kan man opnå selvstændighed på forskellige måder.

Grønlands vel nok mest markante stemme for selvstændighed igennem årtier, Aqqaluk Lynge, som både er digter og kulturpersonlighed og politiker, er nået frem til den konklusion efter nu i årtier at have argumenteret for Grønlands løsrivelse, at man opnår mest mulig selvstændighed inden for rigsfællesskabets rammer. Så hvis jeg endelig skal komme den redaktør i møde, der har valgt at tage den løsrevne sætning der, så er det det, det dækker over. Det kunne jeg i hvert fald godt forstå ved at læse overskriften. Jeg studsede også over den, men det er jo redaktørens beslutning.

Spørgeren.

Jeg er fuldstændig med på, at hr. Karsten Hønge ikke redigerer Politiken, og det kan jeg jo heller ikke forlange, men jeg mener trods alt, at jeg godt kan i hvert fald fastholde, at det, som Politiken har taget med i dagens avis, er direkte citater af hr. Karsten Hønge. Så omvendt kunne jeg jo spørge: Er der nogle citater, som hr. Karsten Hønge fortryder, og hvor han, efter at han har læst dagens avis, ville ønske, at han havde udtrykt sig lidt mere diplomatisk i forhold til vores grønlandske kollegaer?

Ordføreren.

Jeg har simpelt hen så stærk en tiltro til mine medmennesker, at jeg tror, de godt kan gennemskue, hvad den der overskrift dækker over. Den dækker over, at reel selvstændighed ikke består i at plante et flag og udråbe en republik. Reel selvstændighed består i at have et tilstrækkeligt fundament i et samfund til reelt at være selvstændig. Det er jeg faktisk ret sikker på at langt de fleste læsere af Politiken godt kan forstå. Det lykkes så ikke for hr. Anders Kronborg, men jeg tror, det lykkes for de fleste.

Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Jeg er fuldstændig enig i ordførerens udsagn om, at berøringsangst ikke er respekt, og jeg sætter meget stor pris på, at man siger tingene direkte og kontant – det er da langt den bedste måde at debattere på.

Men det er heller ikke respektfuldt at slå Grønland og Færøerne sammen, som om de var ét, og sige: Det er på den anden side af Atlanten – det er Grønland-Færøerne, Færøerne-Grønland, Grønland-Færøerne osv.

Rigsfællesskabet er jo et konglomerat, det er en sammensætning af utrolig ulige elementer, og de to elementer, der minder mindst om hinanden, er formentlig Færøerne og Grønland. Alligevel omtaler ordføreren det, som om det er det samme og at der er totalt parallelitet. Han siger: Når man taler om rigsfællesskabet på Færøerne, lugter det af kolonitid. Hvornår har Færøerne været en koloni? Vi plejer at sige, at vi har det længst bestående, sammenhængende og funktionelle parlament i verden. Færøerne har aldrig været koloni.

Så vil ordføreren anerkende, at det er en fejl at slå Grønland og Færøerne sammen på den måde?

Ordføreren.

Absolut. Hr. Sjúrður Skaale og jeg har kendt hinanden i årevis, og jeg ved udmærket godt, hvad forskellen er. Jeg kender udmærket til den færøske historie, og jeg ved da godt, at Færøerne ikke har været en koloni. Ikke desto mindre oplevede jeg så sent som her for et par dage siden, da jeg var til et arrangement, som hr. Sjúrður Skaale også deltog i, ovre på den færøske repræsentation, at Færøernes udenrigsminister ikke brugte ordet kolonitid, men dog brugte ord, der lagde sig op ad det, med hensyn til den måde, som Danmark behandler Færøerne på.

Det er fuldstændig rigtigt – men det er et spørgsmål om at kunne nå tingene inden for et vist tidsrum – at der er stor forskel på Grønland og Færøerne. Og man kan også sige, at vores rigsfællesskab jo netop heller ikke egentlig er et fællesskab mellem tre nationer, der på den måde hænger sammen. Rigsfællesskabet er i høj grad et fællesskab, der står på danske relationer til Færøerne og danske relationer til Grønland og meget få relationer mellem de to andre nationer. Så der er alle de der nuancer, som jeg er fuldstændig opmærksom på – det var lidt et spørgsmål om at gøre det talevenligt. Men jeg er helt opmærksom på forskellen, og den er der jo også økonomisk, den er der politisk, den er der folkeligt osv. Sådan er det selvfølgelig.

Spørgeren.

Tak for det. Så til dagens debat, hvor der tales om den her folkeafstemning. Karsten Hønge siger, at det er på høje tid, at den bliver holdt, og at der ligeledes bør afholdes en folkeafstemning på Færøerne. Hvad skal den folkeafstemning handle om? Er der noget på bordet? Hvad skal vi stemme om?

Der har én gang været folkeafstemning på Færøerne efter diktat fra Danmark, og det var i 1946. Ligesom det var tilfældet i forbindelse med brexit, havde man en plan, hvor man forventede at få ét resultat, men man fik et andet resultat. Jeg er helt med på – og det har jeg sagt tusind gange – at konstruktionen statsretligt set ikke er optimal, og at den burde være mere formaliseret i forhold til det, der er virkeligheden, men vi kan ikke have en folkeafstemning, før vi har noget at stemme om.

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt. Det, det dækker over – og det ved hr. Sjúrður Skaale jo ganske udmærket – er, at jeg tror, at vi for alles skyld har brug for, at der kommer en afklaringsproces. Det er da muligt, at man skulle kalde det dét. Men så sent som for et par dage siden lyttede vi jo begge to til Færøernes udenrigsministers stærkt nationalistiske tale, og jeg respekterer det da fuldstændig, men hvordan man gennemfører processen, og om den måske på et tidspunkt skal indeholde en eller fem folkeafstemninger, eller om der skal ligge noget før i forhold til en folkehøring, stoler jeg da fuldstændig på at Grønland og Færøerne selv finder ud af. Jeg tror bare, vi har brug for en afklaring af forholdet til hinanden.

Tak. Så er det hr. Alex Ahrendtsen, DF. Værsgo.

Jeg synes egentlig, at det var et ret forfriskende indslag i Politiken, og ordføreren har jo fuldstændig ret i, at der i Folketinget har hersket en berøringsangst over for især Grønland. Det har der ikke været fra Dansk Folkepartis side. Vi har jo altid sagt meget klart, hvad vi vil. Vi ønsker et rigsfællesskab, og vi ønsker ikke et selvstændigt Grønland eller et selvstændigt Færøerne. Det er jo selvfølgelig op til dem selv via en folkeafstemning at afgøre den slags. Jeg har også lagt mærke til den vrede og bitterhed, som der ofte er fra grønlandsk side, ikke kun her i salen, men også i Grønland. Det, som jeg så i forbindelse med det interview og hr. Karsten Hønges ordførertale, er kommet til at tænke på, er, om SF og hr. Karsten Hønge i bund og grund er blevet så trætte af Grønland, at man vil af med dem, og at man derfor foreslår, at de laver den her folkeafstemning. Og det er et oprigtigt spørgsmål – det er ikke polemisk.

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg netop sagde allerede i starten af talen, inden jeg gik i gang med at holde resten af talen, at jeg først lige ville slå fast, at jeg elsker det – nu kaldte jeg det så for vores bofællesskab – så meget, at jeg vil gøre alt for at få det tilpasset, så det også kan modstå fremtidige storme. Jeg ser netop fællesskabet – nu brugte jeg det udtryk – med Grønland og Færøerne som en af de ting, der gør, at der er højt til loftet i Danmark. Det giver os et helt andet udsyn. Det giver os en helt anden form for, ja, syn på verden. Jeg brugte jo min egen familie som eksempel, og selv mine små børnebørn har allerede besøgt Grønland. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi har den slags forbindelser, så længe vi alle får en merværdi ud af det, som statsministeren sagde. Vi skal alle sammen have fornøjelse ud af det, og det kan ikke nytte noget, at vi insisterer på, at vi hele tiden hører den der sang »Love Me Tender«, og at de andre mere snakker om at forlade fællesskabet. Nej, jeg ønsker i den grad og vil arbejde alt, hvad jeg kan, for, at vi fastholder et fællesskab. Jeg tror bare ikke, at det bliver under det nuværende rigsfællesskabs forordninger, for det duer ikke. Tiden er løbet fra det.

Spørgeren.

Det kan jeg sagtens forstå. Men kan ordføreren så ikke erkende, at ved at foreslå en folkeafstemning sender man også et signal om, at vi egentlig gerne lidt vil af med dem? Altså, vi kunne aldrig finde på i Dansk Folkeparti at foreslå en folkeafstemning på Færøerne eller på Grønland, fordi vi faktisk er så glade for de to lande og ønsker, at de bliver i rigsfællesskabet.

Ordføreren.

Der er jeg nok sådan lidt mere optimistisk stemt end hr. Alex Ahrendtsen. For det, jeg forestiller mig, er faktisk, at vi får lavet nye, moderne, demokratiske rammer om vores fællesskab, der gør, at de andre folkeslag, altså de andre to nationer, nemlig Færøerne og Grønland, positivt vil vælge fællesskabet til. Det er det, jeg håber på kunne blive resultatet af det. Men i forhold til et signal om en folkeafstemning eller flere hen over en årrække, eller hvad de nu selv finder på, vil jeg sige, at det, vi har brug for, og som jeg tror vi alle sammen har brug for, er en form for afklaring: Hvad vil man på længere sigt med det her? Hvis man ønsker at blive i fællesskabet, så lad os finde nogle rammer for det. Men ønsker man at træde ud, så lad os hjælpe landene til at blive selvstændige, hvis det er det, de ønsker. Det er det, det er et udtryk for.

Så er det fru Aaja Chemnitz.

Tak, og tak for talen. Fra IA's side synes vi sådan set også, det er fint med en bramfri tone. Vi synes også, det er vigtigt at understrege, at debatten om Forfatningskommissionen skal tages hjemme i Grønland. Det har der også været mulighed for at drøfte med ordføreren tidligere. Jeg synes desværre, debatten om en forfatning mangler en inddragelse af den grønlandske befolkning. Det er bare en kommentar fra min side hjemme i Grønland. Jeg synes, det bliver et lidt elitært projekt, frem for at man netop får sikret, at man særlig får de unge inddraget i Grønlands fremtid. Det ville være meget, meget naturligt.

Så jeg synes, det er interessant at se, at hver gang der bliver sagt »selvstændighed«, når det har noget med Grønland at gøre, får vi frygtelig mange henvendelser fra danske journalister, der synes, det er enormt spændende, men der er i virkeligheden et kæmpestort gab til den debat, som jeg synes foregår hjemme i Grønland, og som handler rigtig meget om hverdagen. Vi har lige haft en demonstration om sundhedsvæsenet; vi har et spørgsmål om uran, som fylder rigtig meget for mange af os; vi taler ikke særlig meget om folkeskolen, men vi ved, at det stadig væk er en udfordring. Og så kunne man tage alle de 32 områder, som vi har et ansvar for her i Folketinget. Så jeg kunne godt tænke mig, at vi nogle gange sådan får det bragt ned på et plan, hvor det handler om, hvad vi kan gøre. For der er ingen tvivl om, at der er en utilfredshed i det grønlandske samfund, også med de opgaver, som vi løser i Folketinget. Det kunne jeg godt tænke mig at man i højere grad forholdt sig til, også her i Folketingssalen.

Ordføreren.

Ja, og det synes jeg fru Aaja Chemnitz har en klar pointe i, og det er også det, som jeg jo i de mange andre redegørelsesdebatter, vi har haft, har forholdt mig til, altså alle mulige store og små spørgsmål i det grønlandske samfund og i det færøske samfund, alt fra sundhedsvæsen til undervisning til fattigdomsbekæmpelse og alle de andre ting.

Jeg tænker bare, at hvis der ikke er en form for deadline stillet op ved en eller en række folkeafstemninger hen over nogle år, hvad er det så, der sikrer en fremdrift? Det, jeg kan være bange for – og det minder måske lidt om det, fru Aaja Chemnitz siger – er, at det bliver et elitært projekt, der er glemt om 3 måneder. Det her er efter 6 års arbejde – det er 6 års arbejde, 30 mio. kr., og så har vi nu et forslag til forfatning liggende. Jeg synes bare, det ville være rigtig synd, hvis det er noget, der bare bliver glemt, eller er noget, der kun er forbeholdt meget få mennesker. Så tror jeg måske, at det at inddrage folk kunne ende med en folkeafstemning. Men pointen i det, jeg siger, kan enhver jo høre, og det er jo, at det er afklaringen, det er fremdriften i processen, der er vigtigt. Det er det, det handler om. Vi kan ikke bare blive ved med at have den der tvivl over for hinanden. En form for klarhed skal der over det.

Fru Aaja Chemnitz.

Tak. Ordføreren er inde på det her med lugten af hengemt kolonitid, og man kan nærmest forestille sig, hvordan det lugter, og jeg tænker ikke, at det lugter særlig godt. Ordføreren taler også om at åbne ørerne, og det tænker jeg også er noget, som Folketinget har brug for, altså at åbne ørerne over for, hvordan vi kan være med til det inden for de rammer, der nu engang er, indtil tingene måtte ændre sig og den melding måtte komme fra Grønland. Hvordan kan vi åbne ørerne over for de mange, mange opgaver, som vi har et ansvar for, og som ligger på vores bord allerede den dag i dag?

Ordføreren.

Ja, det er fuldstændig rigtigt. Jeg deltager jo, som fru Aaja Chemnitz ved, i stort set alt, hvad der rører sig på det her område, der har at gøre med Grønland og Færøerne. Og det er lige fra omrejsende cirkusser, hvor jeg deltager i modtagelsesdeputationen, til nordatlantpuljen og til den der nye fantastiske gymnasieuddannelse, hvor man kan tage 1 år i hver af de tre rigsdele. Så jeg deltager jo i stort og småt.

Jeg tror bare lige i år, at fordi vi lige har fået forelagt det der forfatningsudkast efter 6 år og 30 mio. kr. og det bliver taget alvorligt i hvert fald på politisk niveau i Grønland, skal det også tages alvorligt hos os. Det at lade, som om der ikke skete noget i Grønland i sidste uge, da man endelig fremlagde det forfatningsudkast, er simpelt hen arrogant. Jeg synes, det er arrogant at lade, som om det ikke er der. Det er der, og vi skal tage stilling til det. Vi har også lov til at tage stilling til det, ligesom Danmark skal tage stilling til, hvad vi vil i det der fremtidige rigsfællesskab.

Så er det fru Anna Falkenberg.

Tak til ordføreren for en interessant tale. Jeg synes også, det er forfriskende, at der kommer lidt konkrete ord på bordet. Ordføreren lægger vægt på det her med en afklaringsproces, at det er vigtigt, at vi får en afklaring. Men det er min holdning, at hvis vi skal have en afklaring om et ja eller nej, gør vi jo netop rigsfællesskabet statisk, hvad vi ikke vil. Vi vil jo netop have det dynamisk og have, at det skal udvikle sig og tilpasse sig tiden. Er ordføreren ikke enig i, at en afstemning jo ikke forårsager en fremdrift? Så gør man det jo til et ja og et nej og et punktum. Er ordføreren ikke enig i den betragtning?

Ordføreren.

Jo, altså, igen vil jeg sige – absolut uden at jeg overhovedet skal blande mig i en eventuel proces i Grønland eller på Færøerne – at jeg sådan selv vil synes, at det da vil være fuldstændig halsløs gerning bare at fyre en afstemning af. Sådan forestiller jeg mig simpelt hen ikke at tænkende politikere noget sted inden for vores rigsfællesskab kunne finde på at gøre det. Altså, lad os sige man forestillede sig, at man inden sommerferien eller ind i efteråret tog en afstemning: ja eller nej. Sådan ville jeg ikke selv synes at man kunne gøre det.

Det, jeg tænker på med fremdrift, er, at vi på en eller anden måde skal opsætte nogle målepinde, nogle pile, der driver debatten fremad. Hvis det ikke sker, hvis der ikke er et eller andet, er jeg til gengæld ret sikker på – vi kan jo tage den til næste år – at det der forfatningsudkast er glemt. Vi kan jo teste det til næste år. Hvis der ikke sker et eller andet – og det kunne så være udsigten til en afstemning, og det kunne også være andre ting – så dør debatten, og så bliver der bare kastet, jeg skulle til at sige jord på den beretning, eller så bliver der kastet is på den der beretning, og så taler man ikke om den mere.

Så det, jeg godt kunne tænke mig, var at få en bevægelse i gang mellem vores folkeslag om, hvordan vi skal indrette os. Jeg vil igen understrege, at det jo ikke kun er noget, der skal foregå i Grønland og Færøerne; det er da også noget, der skal foregå i Danmark. Hvorfor er det vigtigt for Danmark at have rigsfællesskabet? Lad os være åbne om det, så det også er tydeligt over for Grønland og Færøerne, hvorfor vi synes det er vigtigt.

Fru Anna Falkenberg.

Jeg kan i hvert fald berolige ordføreren med, at min opfattelse er, at der ikke er en stærk selvstændighedstrang på Færøerne lige nu. Det kan man også se af de valg, der har været både til Lagtinget og til Folketinget. Og jeg er helt enig i, at vi skal have udviklet nogle ting og vi skal gøre tingene bedre. Ordføreren er også inde på, at man skal tage stilling fra Danmarks side til, hvad det er, man vil med rigsfællesskabet.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren – og jeg har spurgt forskellige andre ordførere: Er ordføreren indstillet på, at man laver det her parlamentariske samarbejde mellem udvalgene, som jeg har været inde på før? Vil det være et redskab til ligesom at gøre os bedre til at samarbejde om nogle ting og danne nogle nye rammer for vores fællesskab?

Ordføreren.

Det er en glimrende idé. Jeg var med, fra den første tanke var der om at lave det parlamentariske samarbejde. Jeg deltog også i det første møde, vi havde. Så den korte konklusion på det vil så være, at det skal vi også finde nye rammer om, for det var ikke nogen ubetinget succes, vel? Men jeg er helt med på, at vi skal finde nye rammer – og det er det, jeg mener – hvor hr. Anders Kronborg fra Socialdemokratiet ikke var i stand til at sige ret meget andet end noget om et omrejsende cirkus. Ja, det der er faktisk nye rammer, fru Anna Falkenberg, nemlig det at etablere nye parlamentariske, hvad skal man sige, kontakter. Det kunne være det der parlamentariske møde, det kunne også være, at man udbygger mødefrekvensen i Kontaktudvalget, og andre ting, alle mulige andre ting også.

Så er det fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak, og tak for talen. Det er også dejligt at høre positive ting om rigsfællesskabet – det gør mig altid glad. Jeg hører ordføreren tale meget om, at vi i Danmark skal tage mere stilling til, hvad vi ønsker af rigsfællesskabet, og at vi her i Folketinget tit sidder og hører, hvad Grønland vil have, og hvad Færøerne vil have. Og jeg kan sådan set godt forstå tankegangen, i forhold til om vi i Danmark ikke også skal sige, hvad vi vil have ud af det.

Men jeg vil gerne udfordre ordføreren lidt, i forhold til hvorfor den her dynamik opstår. Kan det måske tænkes, at man som færing eller grønlænder skal forholde sig til rigsfællesskabet næsten fra starten af livet? Det er, i forhold til hvilken uddannelse du skal have; du har måske familiemedlemmer, der flytter. Så som gennemsnitlig færing eller grønlænder skal du forholde dig rigtig meget til rigsfællesskabet – den gennemsnitlige dansker skal ikke gøre det i samme grad.

Det samme gør sig gældende inden for politikken. En gennemsnitlig folketingspolitiker har ikke områder, som varetages af et andet land – det har man på Færøerne og i Grønland. Derfor vil der være emner, som de kommer med, og som jeg synes vi i Danmark skal stå klar til at lytte til. Men kan det tænkes, at det skyldes det?

Ordføreren.

Jamen det er da klart. Det kan jeg da kun sige er helt rigtigt. Jeg tror så bare, at det, vi skal øve os på at gøre i fremtiden, er ikke bare at vente på, at der kommer et ønske fra Færøerne. Jeg kunne da høre ved det her arrangement med Høgni Høydal for et par dage siden, at der er mange ønsker om at få en langt større rolle at spille internationalt; det var da en gennemgående tråd i den tale, han holdt. Eller det kan være ønsker fra Grønlands side om at flytte på de rammer, vi har, for fællesskabet.

Pointen i min argumentation er bare, at i stedet for at vi sidder herinde i Folketinget og venter på, hvad man kunne ønske for Grønland og Færøerne, kunne vi være proaktive, og at vi herfra selv tænkte, hvad vi som danskere ønsker i forhold til rigsfællesskabet; at vi også proaktivt spiller ind i stedet for at vente på, at ønskerne kommer. Typisk er det sådan, at vi så er noget fodslæbende. Vi skal lige se på det, og så kommer man det delvis i møde, og så ender det jo alligevel med typisk, at de ønsker, man har for Grønland og Færøerne, kommes helt i møde.

Skulle vi prøve nu her at rydde spillepladen og se, om vi kunne få brikkerne til at ligge på nye måder, som er anderledes og mere langtidsholdbare, end de er i dag? Det er sådan kernen i min argumentation.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak. Jeg forstår også godt den tankegang. Igen bliver jeg nødt til at sige, at det er jo områder, som vedrører de respektive lande, hvor de selv har det største kendskab, og hvor der er en rolle, der spilles i Danmark på en eller anden måde. Jeg tænker ikke tænker, at løsningen er, at vi i Danmark bedre kan komme med et udkast, men at det giver god mening, at vi har en arbejdsgang, der går ud på, at Grønland og Færøerne siger, hvad de har brug for. Så jeg forstår ikke, hvorfor vi i Danmark skal forsøge at overtage den del – det har jeg lidt svært ved at forstå.

Ordføreren.

Det handler ikke om at overtage noget som helst fra nogen som helst. Det handler om her, synes jeg, at få gang i den der respektfulde dialog mellem tre folk, ikke kun mellem politikere, men mellem tre folk om, hvad vi vil i fremtiden. Vil vi være sammen? Vil vi være delvis sammen? Vil vi adskille os fra hinanden? Det skal de tre små folk i de tre små nationer finde ud af; de skal finde ud at finde en indretning, der gør, at det fungerer.

Eksempelvis kan vi da også i Danmark have en stillingtagen til, at man på Færøerne nu har besluttet at nedtrappe bloktilskuddet. Det er da også et indspil, det har man også en mening om. Eller hvis man fra grønlandsk side ønsker at forandre nogle ting inden for retsvæsenet eller politiet, kan det være et bud fra Danmark: Jamen så overtag området. Det kan vi da godt have en mening om som danske politikere.

Så er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tak til ordføreren for talen. Vi fra Siumut er jo også enige i, at vi skal tage den debat om statsdannelse og herunder muligheden for en kommende afstemning, netop som der står i selvstyreloven, på et tidspunkt efter nogle forhandlinger. Men ordføreren kom netop også ind på hele emnet omkring, at ordføreren ikke blot vil vente, og at det er respektløst at vente, indtil f.eks. de nordatlantiske mandater eller nogle andre fra henholdsvis Færøerne og Grønland påpeger nogle problematikker, man skal kunne løse bedre. Det kan man jo sådan set godt være enig i. Jeg tænker også, at en af grundene til, at vi gerne vil statsdannes, er, at det her system netop ikke fungerer, og at folketingsmedlemmer ikke altid har gjort deres job på deres respektive ansvarsområder.

Så hvad er SF's holdning til nogle af de ansvarsområder for Grønland, der skal gøres bedre? Lad os tage et eksempel på justitsområdet, som er langt bagud. Der er lange ventelister. Domstolene fungerer ikke, som de skal. Der er ikke digitaliseret. Er SF kommet med et konkret løsnings-, beslutnings- eller lovforslag omkring emnet, vi kan forholde os til?

Ordføreren.

Nej, der synes jeg så, at det ville være at gå langt over det, som ville være respektfuldt i forhold til Grønland. Altså, hvis vi som danske politikere, f.eks. som SF'ere, skulle lægge et beslutningsforslag her i salen om, hvordan vi nu inden for et område indretter forholdet mellem Danmark og Grønland, synes jeg, at det ville være helt upassende. Her er den eneste rigtige måde at tage debatten om det, og den er selvfølgelig fuldstændig legitim. Så kan vi tage debatten om, hvordan man synes, vi skal indrette os eksempelvis på det område, som fru Aki-Matilda Høegh-Dam nævner her, og det har vi diskuteret før.

Fra Grønlands side er der ofte stor utilfredshed med den måde, som politiet bliver behandlet på: at der ikke er nok kommunefogeder, at lønnen ikke er god nok, og at udstyret ikke er godt nok. Der kan man da i den debat, ikke ved et forslag, foreslå, at det bliver hjemtaget hurtigst muligt. Det mener jeg ville være den måde, man skulle diskutere det på. Jeg synes da faktisk, at hvis man mener det seriøst med at lave en statsdannelse, må man da have greb om nogle af de mest fundamentale ting i en stat, nemlig politimyndighed, retsområde og kriminalforsorg. Det har også en god virkning, for vi har jo brug for politibetjente i Danmark, vi har brug for fængselsbetjente, vi har brug for jurister. Så man kan overtage det område fra Grønlands side, når man selvfølgelig selv ønsker det, men diskussionen er da mellem os.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Nu har ordføreren jo, kan man sige, sagt både det ene eller det andet, men hvad er den konkrete holdning? For det er jo således, at Danmark stadig den dag i dag har ansvarsområdet. Ordføreren har selv lige været ude at sige, at man har stort kendskab til Grønland, har været i Grønland i flere omgange og har været i Grønlandsudvalget i flere år. Hvad er de konkrete løsningsforslag til de problematikker, der netop er på f.eks. justitsområdet og politi? Nu, hvor man ønsker at have et rigsfællesskab, skal man vel også komme med nogle løsningsforslag og ikke bare være passiv. Det var jo respektfuldt, som ordføreren også sagde. Hvad er jeres løsning?

Ordføreren.

Og SF har været alt andet end passive. Vi har deltaget i alle de forhandlinger, der har været, og endte også med at forbedre forholdene. Antallet af kommunefogeder, udrustningen af kommunefogederne, aflønningen af dem, udpegningen af dem og forbedring af politibetjentes lønninger har da også være ting, som SF har spillet ind med, fordi det har været ønsker fra Grønland.

Det, jeg prøver i dag, er at hive diskussionen lige op over aflønning af kommunefogeder i bygderne i Grønland, nemlig ved at sige, at hvis man vil have en stat og hvis vi skal have en nyindretning, synes jeg, det ville være oplagt, at Grønland selv byder ind med at sige, at så overtager man området, for så kan man jo selv bestemme, hvor mange kommunefogeder der skal være, og hvad aflønningen skal være, og hvor mange politibetjente man skal have. Overtag området!

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi kan gå videre til den næste ordfører, og det er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Tak til statsministeren for redegørelsen om rigsfællesskabets muligheder og udfordringer. Redegørelsen er jo sådan en gennemgang af, hvordan det er gået i Grønland og på Færøerne i 2022, og vi har læst den med stor interesse i Danmarksdemokraterne. Vi synes faktisk, at man nævner mange gode ting i den her redegørelse. Den er også ret grundig, mere grundig, end man tit ser, synes jeg, i forhold til nogle af de andre emner, vi har oppe i Folketinget, og det er jo godt.

Man peger i redegørelsen på en række udfordringer og muligheder for Grønland og Færøerne. En af de ting, som vi synes er positive, er det her med, at man tilskynder børn og unge til at lære om rigsfællesskabet. Det er jo vigtigt, rigtig vigtig faktisk, at det sker. Det er også glædeligt, at økonomien begge steder tegner godt. Der er højkonjunktur med høj beskæftigelse og lav ledighed. På Færøerne er ledigheden nede på 0,7 pct., og det er i realiteten fuld beskæftigelse. Det er jo meget, meget positivt.

Begge steder er der også, må man sige, trods de positive takter her selvfølgelig nogle udfordringer med det, man kalder finanspolitisk holdbarhed, på den lange bane. En af udfordringerne er, som vi kender det fra mange steder i den vestlige verden, nemlig demografien – at der er flere ældre og færre unge. Det er en udfordring for ethvert samfund, men det er godt, at man begge steder er opmærksom på udviklingen, og det synes vi også i Danmarksdemokraterne er rigtig godt, for det betyder, at man forhåbentlig i tide kan få lavet nogle foranstaltninger, så man kan tage godt om fremtiden og udviklingen. På Færøerne kigger man bl.a. på pensionsalderen, og det er jo rigtig vigtigt, at man er opmærksom på den, ligesom vi har været det i Danmark.

Statens tilskud til Færøerne har i en årrække været på 641 mio. kr. årligt, men efter ønske fra landsstyret reduceres det nu med 25 mio. kr. årligt fra 2023 og frem. Samtidig ønsker Færøerne at overtage sagsområder som lufttrafikkontrol, fyrvæsen og søret, og vi synes egentlig, det er flot, at man vil det, for det viser, at der er et ønske om mere selvstændighed, og samtidig vil man også tage et større ansvar for økonomien.

Grønland ønsker at overtage det fulde ansvar for lufttrafikkontrollen fra 2031. Det er flot, det vil give yderligere 100 nye arbejdspladser. Man kan sige, at modsat Færøerne er den grønlandske økonomi meget afhængig af Danmarks tilskud til landskassen. Tilskuddet er på de her godt 4 mia. kr. årligt – det har også været fremme under debatten – og udgør halvdelen af de samlede indtægter i Grønland. Grønland har nogle udfordringer. Specielt hvis man kigger på det sociale område, har man nogle udfordringer med udsatte børn og unge i Grønland, og det er også tilfældet med udsatte grønlændere i Danmark. Der er også nogle udfordringer, som man forhåbentlig kan sætte nogle initiativer i værk for at løse. Vi må dér igen håbe, at udviklingen kommer til at hjælpe os, sådan at man bliver bedre til at håndtere de udfordringer.

Så er der nogle muligheder for erhvervsudvikling – det nævner man også i redegørelsen – både det ene og det andet sted. I Grønland har man igennem nogle år haft store forventninger til et mineralpotentiale. Det er så desværre ikke rigtig kommet i gang, kan man godt sige. Her ligger der nogle rigtig store muligheder for Grønland for at skabe varige indtægter, der kan bane vejen for en bedre økonomi og mere selvstændighed.

Fælles for Grønland og Færøerne er, at de begge steder har muligheder for at tilbyde nogle store naturoplevelser, og flere ordførere har jo været inde på, at det er helt vildt flot at besøge de to lande. De her naturoplevelser kan man med fordel dele med andre via en udvikling af turismen. Ikke mindst er der jo nogle muligheder for ikke bare i Grønland og på Færøerne, men også for mange andre, inden for turisme for velhavende amerikanere, japanere og kinesere og selvfølgelig også for sådan mere almindelige turister, der efterspørger de her naturoplevelser, man tilbyder i Grønland og på Færøerne. Man har rigtig meget at byde på på den front, og det er jo bare en fantastisk ting.

På Færøerne er det sådan, at turismen er tilbage på niveauet fra før covid-19, og i Grønland kan man måske håbe på, at den nye internationale lufthavn i Nuuk og lufthavnen i Ilulissat, som man forventer at få i gang i 2024, virkelig vil være med til at skabe forudsætningerne for erhvervsudvikling og mere turisme. Der er ingen tvivl om – og det gælder jo ikke bare Grønland og Færøerne – at en udvikling i turisme er en oplagt mulighed, men det skal selvfølgelig være grønlænderne og færingerne, der bestemmer farten i sådan en udvikling. Turisme er med til at skabe og udvikle en lang række følgeerhverv, som kan være med til at fastholde de unge i gode og spændende jobs, og det er jo bare vigtigt med en bred variation af forskellige jobs, så de unge ikke rejser væk, hvilket sker i et vist omfang i dag og er med til at skabe de udfordringer, som de står over for. Turisme er noget af det, der kan bidrage til at skabe gode muligheder for grønlændere og færinger, alt efter hvor man nu bor.

Redegørelsen kommer, som jeg har været inde på, godt omkring, men for mig springer det lidt i øjnene, at den her meget omtalte fiskeriaftale mellem Færøerne og Rusland ikke er nævnt. Det er nævnt, at Ruslands krig i Ukraine har påvirket Færøernes eksport til Rusland, som er faldet meget, men jeg vil da godt udtrykke et håb her, når jeg nu skal sige noget fra Folketingets talerstol på vegne af Danmarksdemokraterne, om, at den her fiskeriaftale, der udløber ved årsskiftet, ikke bliver forlænget, og at der faktisk sker noget inden da. Det kan statsministeren måske sætte lidt flere ord på, end det i starten lykkedes at få statsministeren til at sige. Det håber jeg, for den her trafik af russiske skibe rundtomkring i vores farvande, men ikke mindst på Færøerne i øjeblikket, hvor man har mulighed for at lægge til i voldsom stor stil, som man gør, er jo også noget, som vi sikkerhedspolitisk diskuterer. Udenrigsministeren har jo egentlig sagt det for ikke så længe siden, nemlig at det kan være med til at ødelægge Færøernes forhold til EU, og det er i virkeligheden ikke særlig smart, at det sker. Det vil i en tid, hvor store udfordringer på den sikkerhedspolitiske bane truer os, være godt, at vi kan stå sammen, og det gælder også hele rigsfællesskabet.

Samlet set vil jeg hen mod slutningen her sige, at Danmarksdemokraternes opfattelse af rigsfællesskabet er, at der egentlig er et ret godt samarbejde mellem Danmark, Grønland og Færøerne, men det kan selvfølgelig blive bedre. Det kan alt samarbejde. Og der er også nogle gange nogle sager, der viser, at der skal man have et bedre samarbejde og lytte lidt mere til, hvad hinanden siger. Vores tilgang er den, at Grønland og Færøerne selv skal bestemme inden for de aftaler og de rammer, de har. Det er noget, der er aftalt, så det skal man også have lov til, og det er godt, hvis Grønland og Færøerne selv overtager nogle flere sagsområder. Det viser, at man begge steder egentlig har en god tro på fremtiden, hvis man føler sig klædt på til at kunne tage flere opgaver selv. Men det er klart, at der jo så også er et spørgsmål om økonomien. Det har vi også været inde på tidligere. Det er så også godt, at økonomien rykker med, det vil sige, at bloktilskuddet rykker med, når der sker det.

Vi håber samlet set, at det gode samarbejde i rigsfællesskabet vil fortsætte, også i lyset af de fælles udfordringer, vi alle sammen står over for, med eksempelvis et styrket forsvar af Arktis, og der er udfordringer med mere besejling, krydstogtsturisme, kapløb mellem forskellige stormagter om, hvem der kommer først med isbrydere, og alt det der. Det er en kæmpe diskussion, som vi også kommer til at tage hul på, når der skal laves et forsvarsforlig meget snart. Så vi håber i Danmarksdemokraterne, at vi alle sammen kan arbejde sammen til gavn for sikkerheden og trygheden i rigsfællesskabet. Endnu en gang tak for redegørelsen fra regeringen.

Tak for det, og der er et par korte bemærkninger. Den første er til hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Ordføreren kom ind på den, kan man sige, varme kartoffel, som er fiskeriaftalen mellem Færøerne og Rusland, og det er ordføreren selvfølgelig i sin fulde ret til; det er et sikkerhedspolitisk anliggende, og det har en dansk parlamentariker næsten pligt til også at have en holdning til og en mening om og at sige noget om. Jeg respekterer og er jo så glad for, at ordføreren har den holdning, at det er noget, man ikke skal fratage Færøerne muligheden for at tage en beslutning om, men at man gør det i fællesskab.

Så kan jeg oplyse ordføreren om, at de partier, som sidder i regeringen nu, før valget sidste november sagde, at man ønskede sig ud af det tætte samarbejde med Rusland, og der er et udspil fra regeringen på vej inden for nogle få dage, har jeg forstået. Jeg kender det ikke – jeg sidder ikke i Lagtinget – men jeg forventer, at man tager en ansvarlig beslutning på Færøerne. Det er min klare forhåbning og forventning.

Ordføreren.

Det synes jeg er gode nyheder fra hr. Sjúrður Skaale, for det er noget, der virker dobbeltmoralsk. Når vi rundtomkring gør alt, hvad vi kan, for at gøre opmærksom på den trussel, der er, fra Rusland – vi ser det også i DR's dækning i øjeblikket af den her skibstrafik, der foregår, og de lidt mystiske ærinder, det ser ud til at man har – er det klart, at hvis der er et sted i rigsfællesskabet, hvor man egentlig bare har frit spil, sådan i hvert fald synligt frit spil, så er det ikke godt.

Så det vil være rigtig godt, hvis der kan ske noget meget hurtigt, og hvis det, som ordføreren siger her, er rigtigt, er det meget glædeligt. Jeg håber, at regeringen også vil meddele sig yderligere om det her.

Hr. Sjúrður Skaale frafalder. Så kan vi gå videre til fru Anna Falkenberg.

Tak for talen. Jeg vil også komme lidt ind på den her varme kartoffel, som har fyldt meget i medierne og også fyldt meget her i Folketingssalen og i den grad også på Færøerne. Ordføreren er lidt inde på, at der er nogle ting som f.eks. fiskeriaftaler, som jo er et færøsk anliggende, og som er en færøsk beslutning, men som overlapper sikkerhedspolitiske beslutninger. I den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren om de her gråzoner, altså om ordføreren har nogen tanker om, hvordan vi i fremtiden skal navigere i de her gråzoner. Hvordan kan vi samarbejde om at træffe sikkerhedspolitiske beslutninger i anliggender, der overlapper fiskeripolitik? Det kunne også være handelspolitik, det kunne være telekommunikation, og jeg kunne blive ved. Hvad for nogle redskaber kan vi tage i brug for at navigere i de her gråzoner?

Ordføreren.

Nok en bedre dialog omkring det her, for det er jo ikke nyt, at Rusland er en trussel mod Vesten – i øjeblikket. Efter invasionen af Ukraine har det stået klart i lang tid – både på Færøerne og for borgerne i Danmark. Så umiddelbart skulle man mene, set ud fra det, der er sket, at man har været noget sent ude fra den danske regerings side i den her sag. Hvis det bliver løst nu, er det jo godt – helt sikkert – men det er klart, at noget af det, der også spiller en rolle, selvfølgelig er toldmure fra EU's side mod Færøerne. Det er klart, at sådan nogle ting også spiller en rolle. Så har man måske en tilbøjelighed til selv at ville bestemme nogle ting, som det ville være godt at samarbejde mere om. Men det er jo en lang diskussion, og den håber jeg også at regeringen tager med det færøske styre.

Fru Anna Falkenberg.

Tak for svaret. Jeg er enig i, at en øget dialog i hvert fald vil forbedre det fællesskab og det samarbejde, vi har, også i den nye verden, vi lever i. Men grunden til, jeg faktisk spurgte, var, at jeg gerne ville komme ind på det her parlamentariske samarbejde, som jeg har spurgt mange af de andre ordførere om. Hvad mener ordføreren for Danmarksdemokraterne om, at vi etablerer et tættere parlamentarisk samarbejde, f.eks. mellem Det Udenrigspolitiske Nævn og de færøske og grønlandske pendanter til det som en slags udvidelse af det kontaktudvalg, der er mellem regeringerne, altså så vi også får det mellem parlamenterne?

Ordføreren.

Der er jo sådan set en repræsentation, i hvert fald uformelt via partierne i Det Udenrigspolitiske Nævn. Det betyder også, at når der er drøftelser dér, har man jo mulighed for at rejse forskellige sager. Om det kan gøres mere klart og operationelt, kan man sige, vil jeg slet ikke udelukke, men det er jo i høj grad også op til regeringen. Men jeg synes, der er sket en udvikling, i hvert fald sådan som jeg har fulgt det igennem årene, hvor man i stigende grad har et samarbejde, og hvor man også inviterer repræsentanter for Færøerne og Grønland med til forskellige aktiviteter.

Så er det hr. Anders Kronborg.

Tusind tak for talen. Jeg vil også benytte lejligheden til først at kvittere for det rigtig fine samarbejde, som jeg oplever med Danmarksdemokraterne i de to udvalg. Jeg har forstået det sådan, at hvis en vedtagelsestekst skal gælde, skal den ifølge forretningsordenen læses op under debatten. Så jeg tillader mig her under ordførerens tale at læse den op. For ordføreren har også tilsluttet sig talen.

Jeg kan sige, at den vedtagelsestekst, jeg læser op, har tilslutning fra alle fire nordatlantiske partier, SIU, IA, JP og JF, og den har tilslutning fra Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, SF og Liberal Alliance. Så det er stort set alle folketingspartier, der er til stede her. Jeg læser op her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet 2023 til efterretning.

Folketinget konstaterer, at samarbejdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken er styrket og bliver styrket. Partierne opfordrer til at arbejde for et stærkt sammenhold mellem landene i den grundlæggende forandrede sikkerhedspolitiske situation som følge af Ruslands angrebskrig i Ukraine.

Folketinget opfordrer regeringen til at inddrage Færøernes landsstyre, Grønlands Naalakkersuisut og de nordatlantiske folketingsmedlemmer tæt i forbindelse med forhandlinger på områder, der vedrører de to lande, i lighed med forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig.

Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at følge landenes økonomi og styrke samarbejdet på erhvervsområdet.

Folketinget konstaterer, at Danmark, Færøerne og Grønland samarbejder på en lang række områder, og opfordrer regeringen til yderligere at styrke arbejdet med at udbrede viden om hinanden i alle dele af rigsfællesskabet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 17).

Tak til ordføreren for at være en del af vedtagelsesteksten.

Tak for det. For god ordens skyld skal jeg lige sige, at normalt oplæser man jo den slags ting fra talerstolen. Nu har jeg gjort opmærksom på det. Så kan vi give ordet til ordføreren.

Jeg synes egentlig, at det, som blev læst op her, lyder meget fornuftigt. Det er jo godt at holde sådan nogle forslag til vedtagelse i et forholdsvis diplomatisk sprog, og det synes jeg da kommer godt til udtryk her hos ordføreren fra Socialdemokratiet. Så lad os bakke op om det så mange som muligt.

Tak for det. Så har jeg ikke flere korte bemærkninger indtegnet. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til næste ordfører. Det er Liberal Alliances ordfører, fru Sólbjørg Jakobsen. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til statsministeren for redegørelsen, både den skriftlige og mundtlige, og for den gode debat, jeg synes vi har i salen. Det er lidt specielt for mig at drøfte rigsfællesskabet. Det indebærer faktisk mange emner som forsvarspolitik og udenrigspolitik, som egentlig ikke er min ekspertise. Heldigvis har jeg gode kollegaer, som bistår godt med det og tegner det meste af partiets politik på den front. Men grunden til, at jeg også er en del af partiets hold, når vi snakker rigsfællesskab, er faktisk, at når nogle spørger: Bor de i igloer i Grønland? Svømmer mellem øerne på Færøerne, så er det de spørgsmål, jeg kan svare på. Jeg er født og opvokset deroppe og har derfor det, som jeg tænker vi efterspørger rigtig meget herinde i dag; det, som ikke er nemt at sætte ord på; den kulturudveksling, som vi gerne vil have, men som er svær at få. Det er jeg glad for, og jeg synes, at det er godt, vi har debatten her. Men det er også vigtigt, at vi kigger på, hvordan vi kan styrke kendskabet til hinanden ude i den virkelige verden.

Den anspændte sikkerhedspolitiske situation i Europa taget i betragtning er et samarbejde i rigsfællesskabet mellem Grønland, Færøerne og Danmark mere nødvendigt, end det har været i mange år. I Vesten og i rigsfællesskabet står vi sammen om fælles demokratiske værdier. Vi fordømmer Putins invasion i Ukraine. Der er i EU og i hele rigsfællesskabet indført sanktioner mod Rusland, og det er glædeligt at høre, at Færøerne efter udbruddet af krigen også har påbegyndt afviklingen af sin handelsmæssige kobling til Rusland; en kobling, hvor fiskeriaftalen med Rusland har været Færøernes svar på Tysklands Nord Stream-aftaler.

Det nye samarbejde i det udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske kontaktudvalg er en demokratisk udbygning af rigsfællesskabet i forhold til samarbejdet om sikkerhedspolitikken. Det vil desuden være gavnligt for regeringens handlerum i forhold til en stigende og mere irregulær russisk tilstedeværelse i kongerigets nærområder, som vi kan forvente os i de kommende år.

Nu, hvor vi er ved den demokratiske udbygning af rigsfællesskabet, har vi i Liberal Alliance også noteret os, at Forfatningskommissionen i Grønland har afleveret sit udkast til en forfatning. Åbne drøftelser omkring selvstændighed for Grønland og Færøerne skal kunne rummes inden for rigsfællesskabet. Hvis vi ikke snakker om selvstændighed, bliver det til et tabu, og det vil være forkert. Der skal ikke være tvivl om, at Liberal Alliance ønsker mere selvstændighed både for Færøerne og Grønland, og i første omgang kan det naturligvis ske inden for eksisterende rammer ved at hjemtage nogle områder.

Det er også vigtigt for os i Liberal Alliance at understrege, at vi ønsker et tæt samarbejde i rigsfællesskabet, hvor vi alle sammen føler os tilgodeset ud fra de til enhver tid eksisterende forhold. At grave grøfter imellem os i rigsfællesskabet vil ikke gavne nogen. Fokus må og skal være at styrke og støtte hinanden, og når forholdene ændrer sig, som de i særlig grad har gjort det seneste år, skal rigsfællesskabet også udvikle sig. Og med disse ord tager jeg redegørelsen til efterretning. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Sjúrður Skaale.

Tak for talen. Jeg synes, at sammenligningen mellem Tysklands Nord Stream og Færøernes fiskeriaftale er god. Begge dele er fuldstændig afgørende rent økonomisk. Driften af Nord Stream kunne ikke standses den 24. februar sidste år; det kunne ikke lade sig gøre, fordi man er afhængig af den. På samme måde kan man heller ikke standse en fiskeriaftale fra den ene dag til den anden, selv om det er intentionen. Jeg synes bare, det var en god sammenligning. Tak.

Ordføreren.

Tak. Ja, det er ikke sort-hvidt, men jeg fornemmer, at der i det politiske landskab kan opstå en overbudspolitik, med hensyn til hvem der kan hade Putin mest. Det gør vi jo alle sammen, men så kan man komme til at komme med meget konkrete udtalelser om ting, der er meget nuancerede, og som man ikke kan udtale sig sort-hvidt om, og det gælder f.eks. handelsaftalen, som Færøerne har med Rusland. Det er lidt mere nuanceret end som så.

Ønskes der en anden kort bemærkning? Nej, ordføreren frafalder. Så er det hr. Alex Ahrendtsen.

Færøerne modtager 9 pct. af deres indtægter fra den danske stat, Grønland op imod 75 pct. Grønland har lavet et forfatningsudkast, og der er stærke kræfter i den grønlandske elite, der arbejder for selvstændighed. Hvad er Liberal Alliances holdning til bloktilskud og selvstændighed? Skal bloktilskuddet ophøre, den dag Grønland eventuelt bliver selvstændigt?

Ordføreren.

Jeg har hørt ordføreren stille det der spørgsmål mange gange i dag, og jeg undrer mig over, at man opstiller scenariet, som om det sker fra en dag til anden. I Liberal Alliance vil vi gerne støtte både Færøerne og Grønland i at få mere selvstændighed, og jeg oplever det ikke, som om der ikke er et ønske om økonomisk selvstændighed også. Og det forudsætter vi også. Det er da klart, at man ikke bare slår op og så stadig forventer et bidrag. Men man kan jo støtte en gradvis udvikling, og det vil vi i Liberal Alliance gerne bakke op om. Altså, sker der et ophør, hvor man får sin egen forfatning – man kan jo tydeligvis ikke være underlagt to forskellige forfatninger – så skal der være økonomisk grundlag for selvstændighed og uafhængighed af Danmark.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Jeg skal bare være helt sikker på, at Liberal Alliance, som jo er et liberalt økonomisk parti, vil lukke kassen fra dag et, den dag Grønland eventuelt skulle blive selvstændigt.

Ordføreren.

Jamen igen vil jeg sige: Det er et underligt spørgsmål at stille på den måde, for, ja, det vil ikke give mening at yde et bloktilskud til et land, man ikke var forbundet med. Men jeg hører ikke, at Grønland ønsker et dag til dag-ophør af forholdet mellem Danmark og Grønland. Jeg hører tale om en gradvis selvstændiggørelse, som jeg tænker vi skal bakke op om, i stedet for at se det på den måde, som spørgeren gør.

Så er det fru Aaja Chemnitz.

Tak til ordføreren for en rigtig fin tale. Jeg vil sådan set gerne kvittere for, at det kan høres, at ordføreren er fra Færøerne, og at der også er en vis tyngde bag ordførerens ord, fordi man forstår, at det, man taler om fra Folketingets talerstol, uanset baggrund, også har en betydning for Grønland og Færøerne. Så det vil jeg gerne anerkende.

For Grønlands vedkommende er det jo næsten en fjerdedel af vores befolkning, der bor i Danmark, og jeg synes egentlig, det er ret fint, at der også er en grønlandsk og færøsk repræsentation i dansk politik – det kunne også være i kommunalbestyrelser rundtomkring. Det har altid undret mig, at vi fra Grønlands side ikke har været bedre til at mobilisere os og varetage vores interesser, for det har vi jo også mulighed for. Så det er bare en kommentar fra undertegnede og et tilsagn om stor opbakning til indsatsen, også i fremtiden.

Ordføreren.

Tak for det, og tak for samarbejdet. Nu har jeg også selv været aktiv som kandidat til kommunalvalg som almindelig dansk statsborger, selv om jeg kommer fra Færøerne, og jeg synes måske, at der blandt de mange fra Grønland og Færøerne, der bor i Danmark, tit kan opstå en kultur, hvor de ikke engagerer sig lige så meget i det danske samfund, og derfor er der ikke lige så stor opmærksomhed på, at man kan stille op. Så jeg synes, det vil være godt, at vi udbreder kendskabet til, at man som færing eller grønlænder, der bor i Danmark, faktisk kan stille op på samme måde, som danskere kan.

Fru Aaja Chemnitz.

Der skal også lyde et tak for samarbejdet herfra. Det er i hvert fald en opfordring til, at man gerne må melde sig under de demokratiske faner, hvis man gerne vil være med til at varetage interesserne for grønlændere i Danmark, ligesom færinger i Danmark kan. Så tak for det.

Ordføreren.

Jeg kan sige helt klart, at jeg er blevet vel modtaget, og jeg synes altid, at det, at man har færøsk baggrund, bliver mødt med en positiv respons i dansk politik, fordi man så også har det kendskab.

Så er det fru Anna Falkenberg.

Takk fyri eina góða røðu – tak for en god tale. Og jeg er enig med fru Aaja Chemnitz i, at man kan høre, at ordføreren kommer fra Færøerne og har et kendskab til Færøerne, og det synes jeg er rigtig, rigtig vigtigt, og det kan man godt se i den politik, som ordføreren også har i sin tale i dag.

Det, jeg gerne vil spørge lidt ind til, er retsområdet. Der er jo mange områder inden for retsområdet, som er fællesanliggender mellem Færøerne og Danmark og for så vidt også Grønland – politi, kriminalforsorg, domstol osv. – og det er noget, som nogle ved noget om på Færøerne. Selv om der er et bredt ønske om nogle ting på Færøerne inden for retsområdet – det kunne være et nyt fængsel, som nu kommer – er det jo herinde i den her sal, at tingene skal besluttes.

Men mener ordføreren, at de danske politikere ved nok om de områder, som de faktisk sidder og lovgiver om?

Ordføreren.

Jeg kan kun udtale mig på egne vegne, men det er ikke nemt at vide, hvordan omstændighederne er, også selv om jeg har boet på Færøerne i 19 år, og selv om jeg måske også har været i et fængsel et par gange – ikke på egen adresse! Men som en, der har boet der i 19 år, har jeg ikke selv det helt store kendskab til de konkrete områder, som vi har ansvaret for her i Danmark. Så det er også noget, vi løfter i udvalgene, og det er også det, vi skal blive ved med. Men det er meget vigtigt, at vi sætter os grundigt ind i det, og der kan jeg kun støtte Socialdemokratiets ordførers ønske om, at vi sætter os ind i de ting, hvor vi skal tage nogle beslutninger på vegne af et andet land; det er yderst aktuelt.

Fru Anna Falkenberg ønsker ikke sin anden korte bemærkning. Så siger vi mange tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg kan ikke lige se ordføreren for Det Konservative Folkeparti, så vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Tak for det. Og først og fremmest tak til statsministeren for en god skriftlig redegørelse og også for en god mundtlig redegørelse. Det her er jo, som flere ordførere har sagt, en utrolig vigtig debat for os at have i rigsfællesskabet, og redegørelsen er i år jo faktisk et meget godt udgangspunkt for den debat.

Jeg vil gerne starte med at lave et par konkrete nedslag i redegørelsen, inden jeg forholder mig til de lidt større, hvad kan man sige, rigsfællesskabsspørgsmål. Jeg vil også beklage over for vores færøske kolleger, at det primært er nedslag, der angår Grønland, men det er nu engang de områder, jeg har valgt at tage frem her i talen.

Først vil jeg sige, at den her beslutning om at lave en udredning om den såkaldte spiralsag jo er rigtig vigtig, fordi det er med til at tage fat på et meget ømtåleligt emne, som har nogle, hvad kan man sige, historiske toner og nogle historiske baggrunde, som af forskellige årsager er rigtig vigtige at få afklaret, både fordi man skylder de mennesker, der har været udsat for de overgreb, at man gør det, men også fordi det er noget, der kan gøre, at man kan bringe den relation, der er imellem Danmark og Grønland, videre ind i en fremtid, hvor man ikke hænger i den slags historiske fejltagelser.

Derudover vil jeg også tage fat i noget, som fru Aaja Chemnitz sagde i en af sine bemærkninger til en af de tidligere ordførere, nemlig at det jo også er vigtigt at gøre noget, som bygger bro ind i fremtiden. Og alt det, der handler om at styrke unges indbyrdes relationer på tværs af landene i rigsfællesskabet, det at sikre en meget større viden om hinanden, det, der handler om en meget større udveksling, andre former for uddannelser, andre former for forskningssamarbejder osv., er ting, som vi i Enhedslisten er fuldstændig enige med ordføreren i bør prioriteres mere, også konkret i form af midler, der bliver sat af til det. Det er utrolig vigtigt, for vi kan forholde os til fortiden, men vi er også nødt til at bygge nogle nye fundamenter for fremtiden.

Noget andet, jeg også vil nævne, er noget, som også står i redegørelsen, nemlig at der er en hensigtserklæring fra marts sidste år. I forbindelse med udviklingen af vandkraft i Grønland har man givet en hensigtserklæring om, at man fra dansk side vil kunne bidrage med finansiering til opførelse af to nye vandkraftværker, hvor den danske stat kan stille garantier for Landskassen, som vil gøre det nemmere for Grønland at optage lån. Og nu er der selvfølgelig ikke en regeringsrepræsentant til stede, men jeg vil dog sige det alligevel, altså at det ville være godt at få en status på, hvor den udredning ligesom er i forløbet. Den skal være færdig i løbet af 2023, og det er jo et vigtigt område, også for den grønlandske økonomi og for hele den grønne omstilling. Så det ville være godt at få belyst i dag, hvor den udredning i virkeligheden ligger henne – hvor langt man er kommet med den hensigtserklæring i forhold til politisk praksis.

Det var den ene ting på den økonomiske front, og den anden ting er, at hvis man læser grønlandske medier og aviser og hører den grønlandske debat, vil man jo vide, at der i flere grønlandske byer, ikke mindst i Nuuk, er en ret alvorlig mangel på boliger, og der er et stort pres på sundhedsvæsenet – mit indtryk er, at det er der generelt i Grønland, men det er der også i Nuuk. Og i den forbindelse vil det jo være utrolig vigtigt, når man diskuterer placeringen af nye arbejdspladser, at man tager hensyn til de overvejelser, der er i naalakkersuisut om, hvor de statslige arbejdspladser skal placeres – det gælder både Arktisk Kommando, og så gælder det jo også den nye luftfartskontrol, som skal oprettes i Grønland, og det er ikke nødvendigvis statslige arbejdspladser, det er grønlandske arbejdspladser – altså at få en diskussion om, hvor det er, man placerer dem, så man kan efterleve det, som naalakkersuisut gør meget ud af, nemlig at skabe en mere balanceret udvikling internt i Grønland. Så jeg håber også, at man fra dansk side vil være indstillet på at tage hensyn til det og arbejde med på den front, så man får placeret arbejdspladser mange flere steder, også dem, der i givet fald vil komme til primært at beskæftige danskere eller ikkegrønlændere.

Så over til det her med rigsfællesskabet, og hvad det er for en størrelse, og hvad det skal være. Jeg tror, det er rigtigt, som hr. Sjúrður Skaale var inde på, at det er vigtigt, at vi ikke ser det som Danmark på den ene side og to lande på den anden side, men at det er tre dele af rigsfællesskabet, som på hver sin måde har kendetegn og historikker, som ikke er sammenlignelige med de øvrige to deles.

Vi er jo i rigsfællesskabet faktisk enige om princippet om »intet om os uden os«. Det står faktisk også nedfældet i den nye danske regerings regeringsgrundlag. Det er et princip, der gælder altid, men det gælder jo ikke mindst, når man træffer væsentlige beslutninger med indflydelse på og betydning for både Danmark, Grønland og Færøerne. Og jeg noterede mig faktisk, at statsministeren også pointerede, at det måske bliver desto vigtigere, for der er stadig flere områder, der på en eller anden måde både rammer noget, som er et henholdsvis grønlandsk og færøsk anliggende, men også det, der så stadig væk henhører under Danmark, nemlig udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Og der er det jo på de områder fuldstændig afgørende, at alle parter agerer, som om man gerne vil rigsfællesskabet, hvis man vil rigsfællesskabet, hvad enten man vil det i en nutidig eller en mere moderne klædning.

Jeg kan ikke lade være med – og det er måske, fordi det er fredag og faktisk lige over middag – bare stilfærdigt at konstatere, at det ville have været fantastisk, hvis SF's ordfører havde været lige så begejstret for idéen om en folkeafstemning, da det gjaldt afskaffelsen af store bededag, som ordføreren lige nu er for at pålægge andre lande at gennemføre en folkeafstemning. Jeg synes, man skal lade det være op til grønlændere at træffe den beslutning. Det er ikke noget, vi skal gøre herfra.

På samme måde vil jeg sige, at det har været ærgerligt at iagttage, hvordan Ruslands ageren har forsøgt at drive en kile ind mellem Danmark og Færøerne i forbindelse med sagen omkring fiskekuttere og mulig overvågning. Vi skal jo ikke glemme, at vi har en fuldstændig entydig og klar fælles interesse, som er at inddæmme russisk sabotage, spioneren osv. og stå sammen som de stater, vi er, imod den form for overgreb på andre lande. Og det er rigtigt, at der er tale om en gråzone, men netop fordi det er en gråzone, er vi også nødt til at finde nogle redskaber, hvor vi får den dialog til at fungere på en ligeværdig måde, så det ikke bliver med nogle lidt uhensigtsmæssige, hvad kan man sige, udtalelser om, at det her er noget, man bare må fikse, og så kan man være ligeglad med, hvad Færøerne mener. Jeg er fuldstændig opmærksom på, at den danske statsminister faktisk har sagt det modsatte – at ånden i den tale, der blev holdt i dag, er det modsatte – men det er også vigtigt, synes jeg, her fra Folketingets talerstol at sige, at det ikke må drive en kile ind mellem Danmark og Færøerne, hvordan Rusland agerer rundtomkring i farvandene.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg på den front sige, at den måde, som man fra regeringens side valgte at udpege en arktisk ambassadør på, har været virkelig ærgerlig og uhensigtsmæssig. Og jeg synes faktisk, det er ret uforståeligt, at man vælger at udpege en arktisk ambassadør uden at rådføre sig med naalakkersuisut. Det kan godt være, at der er noget formelt omkring det her, men det er jo netop et af de steder, hvor man rent faktisk i praksis kan vise, at man mener det her med respekt, ligeværd og »intet om os uden os« i rigsfællesskabet – det med at have større åbne ører, flere åbne døre og mere ligeværdig samtale. Det her ville være et konkret eksempel, hvor man kunne have ageret anderledes og vist, at man mente de principper også i praksis.

Jeg håber, at regeringen og statsministeren på et eller andet tidspunkt vil delagtiggøre os andre i, hvordan man agter at gebærde sig for at genskabe den tillid, som jo rent faktisk har fået et knæk med den måde, man har ageret på. Det vil være klogt, at vi genfinder den ydmyghed, der ligger i, at Danmark slutter ved Skagen, ikke en geografisk plet, der placerer sig i Arktis. Grunden til, at Danmark har, hvad kan man sige, engagement i det arktiske, er jo andre dele af rigsfællesskabet og ikke Danmarks nordligste punkt.

Jeg vil slutte af med at sige, at på den sikkerhedspolitiske front har vi i rigsfællesskabet entydige fælles interesser. Det har alle sagt, det har alle ageret ud fra, og derfor er det så vigtigt, at vi finder en måde frem, hvor vi kan bruge det rigsfællesskab til at fremme fred, sikkerhed, lavspænding og en regelbaseret orden. Vi skal ikke fortabe os i interne konflikter eller, hvad kan man sige, lade os forlede til at lade interne konflikter opstå og lade dem være styrende for, hvordan vi har dialogen med hinanden. På mange måder er samarbejdet – som det er blevet sagt – blevet meget mere indholdsrigt, fordi der sker så mange ting på den helt store udenlandske scene, men vi er midt i et stormagtsspil, som er i gang med at udspille sig, og der har vi brug for at styrke sammenholdet internt i rigsfællesskabet og stille os på samme side i kampen mod de kræfter, som vil underminere demokrati og retsorden.

Samtidig står vi i en tid med en buldrende klimakrise, hvor det i forhold til de ønsker, der er til, hvordan vi agerer, både som nation og som rigsfællesskab og i forhold til Arktis og i forhold til kloden, er fuldstændig afgørende, at vi finder fælles fodslag, og at vi agerer på den måde, for det er det, der er de virkelig store udfordringer på denne klode. Og der er vi nødt til at stille os sammen, også internt i rigsfællesskabet, og finde en måde at agere på over for hinanden, hvor vi faktisk styrker det samarbejde og styrker de relationer, som vi har, og ikke gør det modsatte.

Til allersidst vil jeg sige, at det også betyder, at den idé, som vores færøske kollega har rejst et par gange, nemlig at sørge for også at have et styrket samarbejde om det parlamentariske, er vi i Enhedslisten meget enige i og indstillet på at arbejde videre med sammen med jer. Tak.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra fru Aaja Chemnitz.

Tak til ordføreren for det gode samarbejde og for den flotte tale. Det var virkelig en fin tale. Jeg vil også gerne sende en lille hilsen til vores tidligere kollega fra Enhedslisten, som jeg ved følger med i debatten.

Jeg er meget, meget enig i forhold til spørgsmålet omkring en arktisk ambassadør. Intet om Grønland uden Grønland – det står i regeringsgrundlaget, og det gælder jo sådan set også, når der skal udpeges en arktisk ambassadør, og Grønland er Arktis, når vi taler rigsfællesskab, og derfor giver det rigtig god mening at lytte til Grønland. Vi har været ret enige hele vejen rundt om, hvad det er, vi gerne vil; vi vil gerne have en, som har en grønlandsk baggrund, og som kan være diplomat og repræsentere de interesser, som der er. Så der er stor opbakning herfra.

Der er også en opbakning til det her med Arktisk Kommando og Naviair. Nogle af de arbejdspladser kunne man godt flytte uden for Nuuk. Der er jo også et ansvar, kan man sige, i forhold til at følge med i, hvad det er, der rører sig i Grønland, og hvordan staten kan være med til at understøtte det. Så det er bare for at sige, at der er fuld opbakning til den del i første omgang.

Ordføreren.

Tak. Jamen også tak til ordføreren for samarbejdet i al almindelighed, men jo også for diskussioner om den vigtige relation mellem vores lande internt i rigsfællesskabet og i det hele taget. Så tak for ordene.

Fru Aaja Chemnitz.

Tak. Et emne, som ikke er blevet drøftet så meget i dag, er Arktisk Råd. Arktisk Råd blev overdraget til Norge i går, og det kan man godt undre sig lidt over, for der bliver talt rigtig meget om forsvarspolitik, og det er også med god grund, kan man sige, fordi situationen er så usikker, som den nu engang er. Men det er jo også superinteressant at tale om, hvordan vi kan samarbejde noget mere, også diplomatisk og politisk, i forhold til at sikre, at kommer vi i en mere usikker situation, skal vi, de syv arktiske lande, også kunne agere, sådan som vi meget enige om. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren mener om det.

Ordføreren.

Tak. Jamen det er jo åbenlyst for enhver, at Arktisk Råd er udfordret af det faktum, at Rusland er gået i krig og derfor ikke kan være en del af de samarbejdsgrupper, der er. Der er heldigvis andre muligheder for at få det til at fungere i nogle af de samarbejdsgrupper, der er, og jeg mener i virkeligheden – som jeg også sagde i min tale – at det igen er fuldstændig afgørende, at andre dele af det arktiske interessefællesskab finder fælles fodslag om ting, der fremmer lavspænding, og har fokus på klima og på fred og sikkerhed på en måde, som ikke er en del af den militariserede måde at diskutere forsvars- og udenrigspolitik på, som desværre dominerer rigtig meget i andre dele af – hvad kan man sige – den såkaldte vestlige verden i øjeblikket.

Så er det hr. Karsten Hønge.

Jeg må først sige, at jeg er imponeret over, at det lykkedes Enhedslisten selv i det her spørgsmål at få blandet store bededag ind i det – som i parentes bemærket ikke fik nogen betydning for Grønland. Men det var nu ikke lige derfor, jeg ville spørge om. Ordføreren forekommer mig jo i almindelighed som en, der er i stand til at læse indenad. Hvordan kan fru Trine Pertou Mach nå frem til, at SF skulle pålægge Grønland at gennemføre en folkeafstemning? Det er jo helt ude i hegnet – eller helt ude på indlandsisen. Det kunne man selvfølgelig aldrig finde på. Det fremgår ikke nogen steder. Derfor vil jeg gerne spørge Enhedslisten, hvilket tiltag Enhedslisten ville være tilhænger af for at sikre, at der sker en fremdrift i afklaringen af vores forhold. Jeg kan også spørge, om det ikke nærmest er arrogant at ignorere, at Grønland har lagt et forfatningsudkast på bordet. Altså, hvordan skulle man forholde sig til det?

Ordføreren.

Jeg erindrer ikke, at jeg sagde, at SF pålagde Grønland at gennemføre en folkeafstemning. Men jeg konstaterer blot i al stilfærdighed, at ordføreren har en klar holdning til, hvad Grønland bør gøre på den front. Og det mener jeg i virkeligheden ikke er et spørgsmål, som vi danske parlamentarikere behøver at forholde os til.

Hr. Karsten Hønge.

Er det ikke grundlæggende respektløs omgang med hinanden som politikere, hvis der er ting, som betyder meget for én part, og man så i fuldstændig misforstået respekt holder armslængde til det og siger, at det kan man ikke forholde sig til. SF kunne da ikke drømme om at sige til Grønland noget om antallet af afstemninger, eller hvornår de skal gøre det, men intentionen er – og fru Trine Pertou Mach forekommer mig som en person, der godt er i stand til at gennemskue den slags – at vi har brug for at få en afklaringsproces. Om det skal være på den ene eller den anden måde, er selvfølgelig noget, Grønland beslutter internt. Hvad kunne Enhedslisten forestille sig at vi kunne gøre for at få afklaret det her? Det gælder de konstitutionelle forhold mellem os, men i høj grad også, hvordan vi fordeler arbejdsopgaverne. Hvilken vision har Enhedslisten for det, hvis nu den her opfordring til at få en afklaring åbenbart af en eller anden grund ikke skulle du?

Ordføreren.

I Enhedslisten er vi måske mere fokuseret på at få tingene til at køre, og dermed skal opfordringen herfra også være, at vi taler til hinanden på en måde, der driver det samarbejde fremad og ikke gør det modsatte.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, tak til ordføreren. Vi kan gå videre, men jeg kan ikke lige se nogen fra Radikale Venstre, så vi går videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Alex Ahrendtsen.

Tak til statsministeren for en glimrende redegørelse om rigsfællesskabets tilstand. Forbindelsen mellem Grønland, Færøerne og Danmark er mere end 1.000 år gammel. Da vikingerne i 875 opdagede Grønland og den norrøne indvandring påbegyndtes, blev grunden lagt til et langt samarbejde med vore venner på Grønland. Selv om de sidste nordboere uddøde i begyndelsen af 1400-tallet, har de efterladt sig flere spor i Grønland, f.eks. ruinerne af Hvalseyjarfjordens kirke og husruinerne i Igaliku, og jeg har selv haft den store oplevelse at besøge Erik den Rødes og Leif den Lykkeliges høvdingesæde.

Da Hans Egede drog til Grønland i 1721, var det med det formål at omvende de katolske efterkommere af nordboerne, og som bekendt fandt han ikke nogen. Det var ikke, fordi forbindelserne mellem Grønland og Danmark var tørret ud; det var de ingenlunde. Christian IV fik f.eks. i 1636 oprettet et grønlandsk handelskompagni på øen. En folketælling i Vestgrønland i 1789 viste 5.122 sjæle i Grønland – et tal, der over de efterfølgende 150 år blev tredoblet. Og allerede i 1862 fik Grønland en slags lokalt selvstyre, og Danmark har siden været meget tilbøjelig til at indrømme Grønland mere selvstyre, når grønlænderne har bedt om det.

Danskere og grønlændere har altså haft et 1.000 år langt bånd. De fleste grønlændere har dansk blod i sig. Familiebåndene går på kryds og tværs. Det er et bånd, som den grønlandske elite desværre ønsker at kappe over. I efteråret 2016 besluttede et flertal i det grønlandske Inatsisartut – jeg er så dårlig til grønlandsk – at vedtage et beslutningsforslag om at nedsætte en forfatningskommission, og i marts 2023 afleverede kommissionen så sin betænkning, og den indeholder et forslag til en forfatning og dermed et brud med rigsfællesskabet.

Forfatningsforslaget er i Dansk Folkepartis øjne forstemmende læsning af flere grunde; først og fremmest, fordi det er et brud med det gensidige forhold, der har været mellem grønlændere og danskere i århundreder, og dernæst på grund af dets indhold. Forfatningskommissionen foreslår f.eks., at alene grønlandsk skal være officielt sprog i Grønland. Visse kræfter vil gerne se Grønlands selvstændighed som en slags afkolonisering. Dansk Folkeparti ønsker, at dansk selvfølgelig fortsat skal være officielt sprog på Grønland.

Kommissionen forholder sig ikke til spørgsmålet om statsborgerskab. Den etablerer blot et grønlandsk statsborgerskab, der ikke findes i dag, og slår så fast, at børn af grønlandske statsborgere har ret til grønlandsk statsborgerskab. Men hvordan får man så dette grønlandske statsborgerskab? Får alle, der bor i Grønland og har dansk statsborgerskab, det f.eks., eller skal man kunne tale grønlandsk for at få det? Der er ikke noget svar på det. Udkastet til præamblen er særlig problematisk, fordi det forudsætter, at det grønlandske folk er inuitter. Hvad med de grønlændere, der er etnisk danske eller er blandede? Skal de udrenses eller være andenrangsborgere, sådan som racisten Pele Broberg har foreslået? Kongehuset skal skrives helt ud af forfatningen. Dronningen får altså ingen rolle i forhold til Grønland.

Jeg vil gerne sige, at Dansk Folkeparti ønsker, at Grønland forbliver i rigsfællesskabet. Hvis de grønlandske vælgere mod forventning efter en folkeafstemning skulle vælge selvstændighedsvejen, skal bloktilskuddet selvfølgelig ophøre fra dag et. Alene den omstændighed gør, at det ikke er økonomisk muligt for Grønland at løsrive sig. Hvordan skulle et selvstændigt Grønland kunne opretholde forsvaret af eget territorium? Grønlændere har f.eks. ikke skullet aftjene værnepligt i den danske hær, Grønland har stort set ingen våbenføre mænd, og Grønlands geostrategiske placering ville gøre det helt umuligt at forestille sig en situation, hvor Grønland uden noget forsvar ville kunne fastholde sin selvstændighed.

Hvordan ville Grønland kunne klare sig, hvis bloktilskuddet forsvandt? Op mod 75 pct. er betalt af Danmark. Hvordan ville den grønlandske stat kunne skaffe midler hos en befolkning, som er for forarmet til at kunne finansiere dette? Det er en illusion, at 50.000 mennesker fordelt på et areal svarende til Frankrig, Tyskland, Spanien, Storbritannien, Italien, Grækenland, Schweiz og Belgien ville kunne klare sig selv. Det ville derfor være fatalt for Grønland at blive selvstændigt.

Jeg synes også, at den grønlandske elite leger med ilden i en geopolitisk skrøbelig tid. Hvis Grønland blev selvstændigt, ville der højst gå 24 timer, før amerikanerne rykkede ind. Gør de det ikke, kommer russerne eller canadierne. Danmark sikrer, at Grønland ikke bliver kastebold mellem stormagterne. I rigsfællesskabet får Grønland det bedste fra to verdener: tryghed og sikkerhed i rigsfællesskabet og mulighed for at styre sine egne anliggender. Den grønlandske elite må stoppe med at foregøgle grønlænderne, at der er en fremtid som uafhængig nation.

Grønlands fremtid ligger i Danmarks trygge favn. Vi drøfter gerne, hvilke opgaver Grønland selv kan løse. Vi tager også gerne opgaver tilbage, som Grønland vurderer at de ikke kan. Men helt fundamentalt står forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitikken ikke til diskussion. Det er Danmarks opgave i nært samarbejde med Grønland og selvfølgelig Færøerne at udforme den.

Som jeg tidligere nævnte, er grønlændere og færinger undtaget fra værnepligten. Det mener vi er forkert. Unge grønlændere og færinger har også gavn af at aftjene værnepligt. Det er kun rimeligt, at Grønland og Færøerne bidrager til forsvaret.

Og nu til vores andre gode venner i Nordatlanten: færingerne. I Dansk Folkeparti er vi fulde af beundring over den måde, Færøerne har vendt økonomisk nedtur og krise til fremgang og vækst. På 20 år er færingerne blevet tre gange rigere. Det betyder, at bruttonationalproduktet pr. indbygger i Færøerne i dag er højere end i Danmark. Modsat på Grønland er ønsket om selvstændighed på Færøerne behersket. Det er vi i Dansk Folkeparti glade for. Vi føler stor samhørighed med vore venner i Nordatlanten. Færøerne har forvaltet deres selvstyre på forbilledlig vis. Landet har handlet ansvarligt i forhold til den økonomiske politik, den finanspolitiske bæredygtighed og den internationale situation efter Ruslands invasion af Ukraine. Færøerne har afbrudt forholdet til Rusland, selv om Rusland var et vigtigt eksportmarked for Færøerne.

Til slut nogle kommentarer om rigsfællesskabet. Det er netop et fællesskab mellem venner. De tre dele af riget er fælles om at varetage en række opgaver, men vi er også fælles om vores kultur og traditioner, sprog og historie. Jeg har blik for, at der er en særlig færøsk og grønlandsk tradition, men ingen er vel tættere på os danskere kulturelt og værdimæssigt end vores rigsfæller i Færøerne og på Grønland.

I mange år har vi ikke været tilstrækkelig opmærksomme på den helt unikke konstruktion, der ligger i rigsfællesskabet. Vores børn her i Danmark har lært alt for lidt om Grønland og Færøerne. Derfor foreslog jeg under folkeskolejusteringen i 2019, at rigsfællesskabet skulle ind som kanonpunkt. Det er nu en realitet. I Dansk Folkeparti ønsker vi at styrke kendskabet til hinanden. Ingen dansk skoleelev skal kunne gå igennem et forløb i folkeskolen uden at opnå viden om vores tætte historie og forbindelse til Færøerne og Grønland og om den færøske og grønlandske hverdag.

Dansk Parti er en varm tilhænger af rigsfællesskabet, og jeg er stolt over at være borger i kongeriget Danmark. Jeg er stolt over at kunne besøge Grønland og Færøerne. Det er en fantastisk oplevelse hver eneste gang. Vi skal beholde og værne om rigsfællesskabet. Rigsfællesskabet er historie, nordiske sprog, tradition og kultur, og det skal vi fastholde.

Jeg skal lige have læst en vedtagelsestekst op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet 2023 til efterretning.

Folketinget udtrykker sin stærke opbakning til rigsfællesskabet og anerkender de tætte historiske og kulturelle bånd mellem kongerigets tre dele.

Folketinget konstaterer, at den grønlandske forfatningskommission i marts har afleveret sin betænkning herunder et forslag til en grønlandsk forfatning til naalakkersuisut. Folketinget understreger, at Grønlands og Færøernes fortsatte tilhørsforhold til Danmark ikke er til diskussion.

Folketinget konstaterer, at Færøernes – og særlig Grønlands – geostrategiske placering i lyset af den ændrede sikkerhedspolitiske situation som følge af Ruslands angreb på Ukraine understreger behovet for et tæt sikkerhedspolitisk samarbejde mellem alle dele af riget.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for at styrke rigsfællesskabet og udbrede kendskabet til de tætte historiske, kulturelle og slægtsmæssige bånd mellem rigets tre dele.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 18).

Mange tak for det. Den oplæste vedtagelsestekst vil så indgå i de videre forhandlinger. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tak til ordføreren for talen. Først og fremmest tænker jeg, at det er vigtigt at huske, at vi i Grønland er meget tæt sammenbundet, og dermed er det også meget let at komme i kontakt med folk derhjemme. At omtale nogen inde i salen som værende – og jeg citerer – racist, uden at de overhovedet har mulighed for at forsvare sig, er i bund og grund ikke noget af det mest demokratiske, man har kunnet høre fra DF. Men jeg vil komme ind på nogle af de områder, som også blev nævnt i ordførertalen, f.eks. at bloktilskuddet skulle udgøre over halvdelen af de offentlige indtægter i Grønland, helt op til 75 pct. Hvor kommer den der beregningsmetode fra?

Ordføreren.

Selvfølgelig kan man nævne personer, der ikke er til stede i salen. Ellers ville det være umuligt at henvise til historiske personer. Og hr. Pele Broberg er racist, når han vil ekskludere alle andre end inuitter. Med hensyn til økonomien i redegørelsen, som Statsministeriet har oversendt til Folketinget, og som er baggrunden for vores debat, så står der: Bloktilskuddet udgør 53 pct. Dertil kommer forsvarets udgifter, og så er vi oppe på 60 pct. Så kommer alle de andre indirekte udgifter, og så er mit skøn omkring 75 pct., efter jeg har talt med folk, der har forstand på det. Det er ret mange penge, så Grønland er dybt afhængig af Danmark i modsætning til Færøerne, hvor det kun er 9 pct.

Så er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Jamen det er jo bare lidt spøjst, idet ordføreren decideret sagde, at det er over halvdelen af de offentlige indtægter. Men hvis vi kigger på den offentlige kasses totale indtægt, er det lidt over 12 mia. kr. Her udgør bloktilskuddet knap og nap en tredjedel og er slet ikke tæt på at være halvdelen af de offentlige indtægter. Så det er bare for at få faktaene på plads. Jeg er enig i, at vi jo selvfølgelig skal kunne snakke om tingene. Selvfølgelig skal vi også kunne nævne nogle personer, men at omtale en hel befolkningsgruppe – alle dem, der støtter op om selvstændighed, hvilket plejer at være op til netop 75 pct. af den grønlandske befolkning – som værende elitær, er nok ikke særlig retvisende.

Ordføreren.

Jeg synes, det er lidt underligt, at ordføreren ikke anerkender redegørelsen. Der er tallet 53 pct. Dertil kommer forsvarsudgifter på en halv milliard kroner. Så er vi oppe på de 60 pct. Resten peger jeg på, efter jeg har talt med folk, der har forstand på det, fordi der også er indirekte udgifter, som Danmark dækker, og som dermed er en indtægt.

Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Jeg vil sige tak til ordføreren for det store engagement. At der er nogle, der taler kontant, direkte og provokerende over for Færøerne, ser jeg som en god ting. Det er noget, man kan tage i og bide i og forholde sig til. Det, der provokerer en, er det, der chokerer hjernen på en måde, så man forholder sig til tingene på en ny måde. Jeg tænker specielt på det med kravet om færøsk værnepligt. Det kan vi gerne tage en anden gang.

Det, som jeg vil spørge om, er følgende. Nu er grundloven 70 år gammel. Er ordføreren enig i, at hvis man læser grundloven, kan man slet ikke se rigsfællesskabet i dets nuværende udformning, overhovedet? Tror ordføreren, at det danske Folketing og det danske folk ville være villige til at ændre grundloven, således at det er beskrevet som en føderation, som det jo reelt er blevet til? Og tror ordføreren, at man i Danmark ville lade sig definere af at være tre i stedet for at være en?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg går jo ind for, at man taler åbent, direkte og ærligt mellem venner, sådan som hr. Karsten Hønge også har gjort i dag. Det er forudsætningen for et ægte venskab, og tak for at tage imod det.

Med hensyn til grundloven vil jeg sige, at grundloven er upræcis. Det er rigtigt. Jeg tror, at det skyldes, at man ikke mente, at det var nødvendigt at præcisere det. For indirekte fremgår det jo, at der er et rigsfællesskab, i og med at der er to færøske mandater i Folketinget og to grønlandske. Dermed har man så bare underforstået, at der er et rigsfællesskab.

Men jeg indrømmer, at grundloven ikke er særlig udtømmende og ikke særlig præcis. Det betyder ikke, at man ikke kan have en form for forfatningsmæssig struktur, som er opstået igennem århundreder, igennem lovkomplekser og igennem forhandlinger, men det er jo et samarbejde, der hele tiden er i udvikling, heldigvis. Rigsfællesskabet i dag er noget andet, end det var for 100 år siden, og det vil det sandsynligvis også være om 100 år.

Hr. Sjúrður Skaale.

Jeg er fuldstændig enig i, at det er den praktiske hverdag, som er afgørende. Det er ikke de ideologiske betegnelser eller de statsretlige betegnelser. Men hvis vi er enige om, at de statsretlige betegnelser i dag er forkerte, i og med at der ikke beskrives noget færøsk system, noget færøsk parlament, noget færøsk skattesystem osv., og at der beskrives en enhedsstat, som vi oplever det i dag, så er vi kommet et langt stykke hen ad vejen. Tak.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om vi er enige, men jeg anerkender, at det er upræcist. Jeg anerkender, at grundloven ikke er præcis på det område. Jeg anerkender også, at der er sket en udvikling over århundrederne, heldigvis. Færøerne og Grønland har jo overtaget en lang række områder, som Danmark tidligere stod for, hvilket er en god ting. Og i Dansk Folkeparti vil vi gerne være med til at udvikle rigsfællesskabet inden for den der vidunderlige ramme, som det er for alle parter.

Tak for det. Så er det hr. Anders Kronborg.

Tak for talen. Jeg har jo selv ad nogle omgange haft fornøjelsen af at være med ordføreren på tur i det grønlandske og kan jo på nært hold berette om ordførerens engagement, nysgerrighed og respekt over for de medmennesker, som ordføreren møder på sin vej. Ordføreren og jeg har jo sammen mødt flere unge grønlændere, som både drømmer om og glæder sig til – man kan se engagementets ild i øjnene hos dem – at komme til Danmark på f.eks. et efterskoleophold eller for at tage en uddannelse. Og noget af det, der bekymrer mig rigtig meget, er nogle af de delkonklusioner, som allerede er kommet fra FN, i forhold til diskrimination, decideret racisme over for grønlændere i Danmark og hånlige bemærkninger til grønlændere – og jeg ved, at det også er noget, der bekymrer ordføreren.

Jeg er selvfølgelig helt med på, at vi skal have de endelige konklusioner, som forventes at komme her til september, men jeg kunne sådan set godt tænke mig at spørge ordføreren, hvordan Dansk Folkeparti ønsker at arbejde med den her problemstilling.

Ordføreren.

Ja, det er en kompleks problemstilling. Det er rigtigt, at der er racisme over for grønlændere i Danmark fra både danskere og ikkedanskeres side, især fra folk med mellemøstlig baggrund. Der er også racisme på Grønland, altså fra grønlændere over for danskere. Jeg har kendskab til en lang række forhold med danskere, der har boet og arbejdet på Grønland. Det har ikke været sjovt for dem. Altså, det er noget, vi bliver nødt til at italesætte. Det går ikke. Grønlændere er borgere i rigsfællesskabet, ligesom danskere er borgere i rigsfællesskabet. Vi bliver nødt til at tale til hinanden på en anden måde og respektere hinanden som de mennesker, vi er.

Hr. Anders Kronborg.

Det vil jeg bare kvittere for. Og så vil jeg sige, at jeg glæder mig utrolig meget til den dialog, som vi skal have, for uanset hvor vi bor henne i rigsfællesskabet, skal vi jo tale ordentligt og respektfuldt til hinanden. Så det er bare en anerkendelse af, at det arbejde går vi sammen aktivt ind i.

Ordføreren.

Ja, og så vil jeg jo gengælde hilsenen. Det har været en fornøjelse at samarbejde med hr. Anders Kronborg, som har været en glimrende formand og også delegationsleder på turen. Det er jo altid en glæde at se sine kolleger interessere sig levende for rigsfællesskabet – for Færøerne, for Grønland og for Danmark – og se, at de også arbejder aktivt for det i Folketinget, så vi kan vokse sammen. Og det kan vi jo kun ved at tale ærligt til hinanden og lære om hinanden.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at jeg er blevet informeret om, at ordføreren ønsker at holde talen på grønlandsk. Jeg opfordrer så til, at ordføreren også efterfølgende holder talen på dansk. Jeg kan ikke bestemme det, men jeg opfordrer til det, og så vil jeg informere Præsidiet om det, sådan at de kan tage stilling til det efterfølgende.

Med de ord giver jeg ordet til ordføreren. Værsgo.

»Rigsfællesskabsdebat 2023 – Ordførerindlæg, Siumut

Rigsfællesskabsdebat

Oqallisigaarput

Rigsfælleskab-eqarmanngooq

Uffa Grundloven malillugu

Danmarks Kongerige

taamaallaat atuuttoq

Rigsfælleskab namminneq atsiussaat

Qanoq ’fællesskab’-eqartiginerpoq

Selvstyreloven oqarpoq

Tassa, Lov om Grønlands Selvstyre

Folketinget inatsinngortippaa

Maani Folketinget iluani

Officielt sprog, pisortaatigoortumik oqaaseq

Akuerisaat

Det grønlandske sprog, tassa kalaallisut oqaatsivut

Det Grønlandske Sprog

Oqaatsivut pisortatigoorput

Taamaammat

Oqaatsikka atorlugit

oqalugiaatiga ingerlatissavara

Inuiaqatigut sinnerlugit

Uppernarsarlugu Rigsfælleskab

Taamaallaat Danmarkip pisariaqartileraangamiuk

Atulertaraa

Taamaammat siornatiguulli oqartarpunga

Aamma ullumi oqaqqissaanga

Rigsfællesskab piviusuunngilaq

Aatsaat Naalagaaffinngornikkut

Naalagaaffeqatigiinneq pisinnaanngussaaq

Tassa taanna danskisut taasartagaat ’føderalisme’

Aatsaat pinngorpat.

Naalagaaffeqatigiinnertut, Rigsfællesskabertut, suli eqqartorneqartartorli føderalismiunngilaq

Maannakkut politikkikkut atugarput

Inuiaqatitsinnik

Inatsisiliornermik

Aqutseriaatsimillu ingerlatseriaaseq

Ulloq manna tikillugu

Suli

Nunasiaateqarnermit ilusilersugaavoq

Ukiuni kingullerni annerusumik saqqummeqattaalerput

Eqqunngitsuliorfigineqartarnerput

Danmarkip inuiatsinnut isertuussimasai

Qaffakaalertut

Inuiaattut nungusagaanerit

Inatsisitigut naqisimaneqarnerit

Sipaarniarfigiinnarluta inuit pisinnaatitaaffiinik unioqqutitsinerit

Maani inersuarmi, uaneqqissaaq oqalugiarfigisanni

Statsministeriusimasoq oqarnikuuvoq

”Kalaallinik ikilisaasimaneq iluatsimmat

Aningaasanik sipaarnertik nuannaarutigalugu”

Inunnik naleqartitsineq naak?

Pissusitoqqat

Sianiinaartinnerit

Sapernerartinneqarnerit

Ullutsinnut tulluanngilluinnarput

Nalunagu

Akeratuisut pissutsinut akisussaaqataasut

Akisussaaffianik naqissusiisuarnissaq pisariaqartoq

Malugaajuk?

Maanna Nunarput alloriaqqilerpoq

Allanngulertup mumisitsinerup anoraa

Sakkortuisartorpoq

Nunasiaataasimasut inuisa kinguaavi ilimmaqqipput

Tunuarsimaaratik oqaaseqartalerput, nipilersuusiortalerput

Kinaasusertik,

Kinaassuserput kannguginagu,

nukinngortillugu nipituumik atoqqittalerparput

Nipaatsumik inooqataaneq

Nunarsuarmi nipittoriartuinnartut akornanni

Atorsinnaanngilaq

Nunaqartut

Oqartussaasuusugut

Paasilerparput oqaatsitta pissaanerat

Oqaasissattalu naleqassusaat

Allanngueqataasinnaanerat

Oqartussaassuserput tunuarsimaarata atorniarparput

Avataaneersunik aqunneqarata

Kalaaliusugut immitsinnut uparuarsinnaasaqaagut aamma aap

Nunani nunasiaataasimasuni tamanna takornartaanngilaq

Taamaattorli upperilluinnarpara aamma nukittuffigut eqqaamasarnissaat pingaaruteqarluinnartoq

Aqqusaakkagummi imaannaasimanngikkaluaqisut

Taamak nukittutigisunik, naleqqussallaqqitigisunik, tunniutiinnajuissinnaatigisunillu nassaariaannaasoqarneq ajorpoq

Uppernarsaataa aana:

Suli tamaaniippugut

Kalaallisut oqaatsivut atorpavut

Nipangersimanngilagut

Takkutilerpoq

Saperata isumaqalersimavugut

Alloriaqqinnissaq tullinnguutilerpoq

Tunuarsimaarnata, saperata, siunissarput sinaakusersussavarput

Allanngortissavarput politikkikkut atuuttoq

Naalagaaffik

Kalaalliniit

Kalaallinut«

[Ovenstående er en helt uredigeret gengivelse af talerens eget manuskript som modtaget af Folketingets Administration den 12. maj 2023. Der tages således forbehold for mulige fejl og mangler].

»Rigsfællesskabsdebat 2023 – Ordførerindlæg, Siumut

Vi har en Rigsfællesskabsdebat, da der siges at være et Rigsfællesskab.

Til trods for at det kun er, ifølge Grundloven, Danmarks Kongerige som er gældende.

Man har selv blot navngivet den for Rigsfællesskab, så, gad vide hvor meget ’fællesskab’ der er i det.

Selvstyreloven siger, det vil sige Lov om Grønlands Selvstyre siger, at Folketinget har lovgivet, her i folketingssalen om det officielle sprog.

Vedtaget, at det officielle sprog, er det grønlandske sprog.

Det grønlandske sprog, er vores officielle sprog.

Derfor skal jeg holde talen ved brug af mit modersmål.

På vegne af vores befolkning.

For at påvise, at begrebet Rigsfællesskab kun bliver brugt, når Danmark har behov for det.

Derfor vil jeg sige det igen, som jeg tidligere har sagt, at Rigsfællesskabet er en illusion.

Kun ved statsdannelsen, kan et Rigsfælleskab først blive til virkelighed.

Kun der kan realiseres en, på dansk kaldet, ’føderalisme’.

Et fælleskab af riger, den nuværende såkaldt Rigsfælleskab er ikke føderalisme.

Den politiske realitet befolkningen, lovgiverne, og regeringsførelse vi anvender i dag, bliver og er blevet formet af kolonitiden.

I det seneste år, kommer flere og flere krænkelser imod os Inuit-Grønlændere, som var blevet holdt hemmeligt af Danmark op til overfladen. Hemmeligheder, folkedrab kommer frem i lyset, juridisk undertrykkelse, overtrædelser af menneskerettigheder, blot for at spare penge på vores bekostning.

Her i folketingssalen, lige her på denne talerstol, har tidligere ministre sagt at folkedrab af Inuit-Grønlændere var en succes, blandt andet på grund af de penge der er blevet sparet.

Hvor er medmenneskeligheden?

Gamle vaner

Nedgørelser

Fortælle os at vi ikke kan,

Er gammeldags og passer ikke til nutiden,

Specielt når man ved

At de der kommer med nedladende ord, har et ansvar for det der sker os nu,

Det er vigtigt at understrege denne medansvar.

Kan du mærke det?

Vores land er ved at tage skridtet videre.

Forandringens og revolutions brise

Bliver stærkere, og stærkere.

De koloniseredes efterkommere er blevet vækket.

De holder ikke tilbage med deres ord, musikken der opstår

Med deres, vores, identitet

uden skam

er blevet gjort til vores styrke, højlydt, igen.

At leve i stilhed

I en verden der bliver mere og mere højlydt

Kan man ikke acceptere

Det er os der skal selv bestemme i vort eget land

Vi begynder at indse, magten af vores stemme.

Og hvor meget værd vores kommende orde har.

Og hvor meget vores sprog kan ændre det der sker.

Vi vil selv bestemme uden at være tilbageholdende,

Og uden at blive styret udefra.

Os grønlændere, ja, vi kan kritisere hinanden, meget,

Det er ikke et nyt syn for lande som er blevet koloniseret.

Alligevel tror jeg fuldstændig på at det er vigtigt at huske vores styrker,

det vi har gået igennem er ikke for sarte sjæle.

Man skal netop lede længe for at finde andre, der er lige så stærke, tilpasningsdygtige og vedholdende.

Her er beviset:

Vi er her stadigvæk,

Vi bruger vores sprog,

Vi tier ikke

Det kommer, snart

Vi har dannet vores holdninger

Den næste skridt er nær

Uden at holde tilbage, skal vi modigt bygge vores egne rammer og fremtid

Vi skal ændre den politiske status quo

En stat

Af Kalaallit

For Kalaallit

Ved tvivlspørgsmål af oversættelsen, er den grønlandske version gældende«

[Ovenstående er en helt uredigeret gengivelse af talerens eget manuskript som modtaget af Folketingets Administration den 12. maj 2023. Der tages således forbehold for mulige fejl og mangler].

Tak for det. Jeg vil endnu en gang opfordre til, at ordføreren oplæser talen på dansk, hvilket hun vil få udvidet taletid til. Jeg vil spørge, om ordføreren ønsker det.

[Taleren talte grønlandsk].

Vil ordføreren være så venlig at fortælle mig, om det var et ja eller nej til, at man ønsker at oplæse talen på dansk?

Det var et nej.

Det var et nej. Tak for det. Det informerer vi så Præsidiet om, og jeg vil så opfordre dem til at håndtere den her situation.

Der er for nærværende indtegnet to med ønsker om korte bemærkninger. Den første er hr. Karsten Hønge.

Jeg er ikke sikker på, om det spørgsmål, jeg stiller, allerede er blevet besvaret, for godt nok kan jeg lidt grønlandsk, men det er ikke i nærheden af, at jeg kan afkode talen. Jeg er jo kun en qallunaarsuaq (en dum dansker).

Men for at komme tilbage til det, som flere ordførere i dag har været så venlige citere fra Politiken at jeg skulle have sagt, så siger fru Aki-Matilda Høegh-Dam også der, at det med bloktilskuddet ikke er et problem, og at det ikke er noget, som ordføreren bekymrer sig om. Til det vil jeg sige to ting: Det ene er, at jeg også er træt af, at mange bruger dels bloktilskuddet og dels grundloven som køller i debatten om selvstændighed. Det vil jeg sige først. Det er gift for debatten om selvstændighed, at man hele tiden enen taler om bloktilskuddet eller om grundloven. Men jeg er alligevel lidt imponeret over, at ordføreren ikke mener, at det overhovedet er noget, man kan bekymre sig om, så lige her vil jeg undtagelsesvis godt bringe bloktilskuddet ind, fordi fru Aki-Matilda Høegh-Dam selv har sagt det i Politiken. Det ville jo svare til, at Danmark hvert år ved finanslovsforhandlingerne startede med et minus på 500 mia. kr. Er det slet ikke et problem?

Ordføreren.

[Taleren talte grønlandsk].

Ønsker hr. Karsten Hønge yderligere en kort bemærkning? Ja. Værsgo.

Det her er en lidt vanskelig dialog. Jeg ved jo, at ordføreren er født i Danmark og taler flydende dansk, så jeg vil sige, at jeg ikke vil være statist i det, der foregår her, som bare er noget, der skal bruges i grønlandske medier, så jeg afstår fra den anden korte bemærkning.

Vi går videre til den næste spørger. Det er hr. Anders Kronborg. (Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU): [Taleren talte grønlandsk]). Værsgo.

Jeg ønsker sådan set heller ikke at være statist, men jeg har glædet mig til den her debat. Jeg har brugt rigtig mange timer i både Nordisk Råd, Grønlandsudvalget og på besøg på Grønland, og jeg synes faktisk, at dialogen er meget, meget spændende. Når vi har diskuteret i Nordisk Råd, har vi haft tolke på, hvis nogen ønsker at tale deres eget sprog. Så jeg vil bare sige, at jeg desværre ikke er i stand til at tage den her dialog. Jeg havde meget gerne taget en konstruktiv, progressiv dialog med fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Det lader sig ikke gøre. Det synes jeg er ærgerligt for samarbejdet helt generelt.

Ordføreren.

[Taleren talte grønlandsk].

Ønsker hr. Anders Kronborg ordet? Man afstår, og så går vi videre til næste spørger. Det er hr. Alex Ahrendtsen. Værsgo.

Det er henvendt til formanden: Hr. formand, jeg ville have spurgt ordføreren om præamblen til forfatningsudkastet, hvor det grønlandske folk bliver betegnet som inuitter, og hvad man så skal gøre med de grønlændere, der er etnisk danske. Hører de så ikke til det grønlandske folk? Men i og med jeg ikke kan forstå ordføreren, når ordføreren svarer på grønlandsk, fordi jeg desværre ikke taler grønlandsk, så vil jeg ikke stille spørgsmålet, og derfor afstår jeg fra at stille spørgsmålet til ordføreren.

Formandens kommentar er, at jeg allerede har opfordret Præsidiet at tage hånd om det. Det indholdsmæssige kan jeg selvfølgelig af gode grunde ikke gå ind i. Præsidiet vil se på sagen. Der er også en vinkel med hensyn til tolke, og det synes jeg ikke vi skal gå ind i for nærværende. Vi skal gennemføre den her sag stille og roligt, og jeg opfordrer Præsidiet til at se på det.

Da hr. Alex Ahrendtsen, som jeg har forstået det, afstår fra at stille spørgsmål, men der alligevel var noget indholdsmæssigt i det, som ikke var rettet til mig, så vil jeg spørge, om ordføreren har en kommentar til det. (Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU): Han sagde jo, at han ikke snakkede til mig.) Ja. Jeg konstaterer, at ordføreren ikke har nogen kommentarer, og at spørgeren ikke ønsker yderligere en kort bemærkning. Så går vi videre til den næste spørger, og det er hr. Peter Skaarup. Værsgo.

Det er jo lidt en akavet situation, kan man godt sige. Noget af det, vi bliver opdraget med som folketingsmedlemmer, er jo, at vi ikke må diskutere med formanden, og at vi skal underkaste os formandens afgørelser, og så kan vi bagefter gøre op med dem i Udvalget for Forretningsordenen og tage en diskussion med Præsidiet om det. Derfor vil jeg jo egentlig bare opfordre til, at man går videre til det næste punkt på dagsordenen, for vi kommer ikke rigtig videre med en ordfører, der – undskyld udtrykket – ikke taler det sprog, andre taler herinde.

For sagen er jo, at hvis man har et ønske om, at ting skal foregå på et andet sprog end dansk, må man jo inden debatten rejse det ønske over for Folketingets ledelse og over for Udvalget for Forretningsordenen, og så kan de tage stilling til det. Så er det ikke til at sige, hvad der sker. Men hvis man har det ønske, burde man have rejst det inden, for ellers er det beklageligvis umuligt at forholde sig til noget som helst af det, som ordføreren siger.

Tak for det. Det tager vi som en kommentar og ikke et spørgsmål. Så kan jeg konstatere, at der ikke er flere, der har indtegnet sig, og hermed siger vi tak til ordføreren.

[Taleren talte grønlandsk].

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til den næste ordfører i rækken, og det er IA's ordfører, og det er fru Aaja Chemnitz. Værsgo.

Tak. Diplomati er nemt, når vi er enige, diplomati er svært, men måske endnu vigtigere, når vi taler med dem, vi ikke er enige med, og det gælder også i forhold til Arktis.

Arktisk Råd vil nu fortsætte deres arbejde. Det er den melding, der er kommet. Det glæder os hos Inuit Ataqatigiit. Hvordan og hvorledes ser vi udfoldet i de kommende måneder under norsk lederskab. Det synes vi er vigtigt at fremhæve i den her debat. I centrum for arbejdet i Arktisk Råd er der fokus på oprindelige folks organisationer, fordi det mellemfolkelige samarbejde er vigtigt. Samarbejdet mellem forskere og studerende er ligeledes vigtigt. Tilliden skal med andre ord skabes nedefra og op og ikke oppefra og ned.

I en usikker forsvarspolitisk situation er det vigtigt, at vi ud over en stærk forsvarspolitisk indsats også opruster vores diplomati. Regeringen har udpeget en ny arktisk ambassadør. Inuit Ataqatigiit har i mange år været fortaler for, at der skulle udpeges en diplomat med grønlandsk baggrund, som havde Arktis inde under huden, en med den rette uddannelsesmæssige og erfaringsmæssige baggrund, som kunne repræsentere rigsfællesskabets interesser. Der er behov for en tillidsvækkende person med fodfæste i Arktis, gerne en, der kommer fra Arktis, en, der i perioder kunne bo i Arktis, og ikke en, der kun kommer flyvende på kort visit.

Desværre ser vi også, at den legitimitet, som en ny arktisk minister har i Grønland, ikke er særlig høj, og vi er nødt til at understrege, at Danmark er ved at få diplomatisk baghjul af særlig amerikanerne, hvis motto er: Tilstedeværelse er lig med indflydelse. Og vi ved også, at et samlet EU vil være stærkt til stede i Grønland fremadrettet, så det bør vække nogle tanker i forhold til et diplomati, men også i forhold til at sikre, at der vil være et godt samarbejde i forhold til Arktisk Råd i fremtiden.

Grønland er for nylig kommet med et udkast til en forfatningskommission. Den skal først og fremmest drøftes hjemme i Inatsisartut, men ikke mindst også i den grønlandske befolkning. Der har været mangler i inddragelsen af befolkningen hjemme i Grønland, og der er nu mere end nogen sinde før brug for, at vi hører folkets stemme. Vi må ikke lade os forblænde af hurtige løsninger, som vil sænke befolkningens velfærdsniveau.

Der bliver også nævnt free association, og der er jeg nødt til at sige, at det kan lyde som en nem og god løsning, men at ingen af os reelt ved, hvad free association betyder, fordi det er op til en forhandling mellem Grønland og Danmark. Og når vi drøfter Grønlands fremtid, er det vigtigt, at det sker hjemme i Grønland, men at det også sker på et oplyst grundlag, hvor både fordele og ulemper ved en ny model bliver fremlagt klart og tydeligt, så vi kan have debatten demokratisk hjemme i Grønland.

De 80 mio. kr., som vi her i Folketinget har været med til at få afsat til at bekæmpe seksuelle overgreb i Grønland, har ikke været den succes, som vi alle sammen håbede på. Der sker stadig væk et væld af seksuelle overgreb på børn i Grønland den dag i dag, og Inuit Ataqatigiit har derfor også et meget klart budskab til regeringen: Midlerne til at bekæmpe seksuelle overgreb skal findes i socialforhandlingerne, ligesom de også blev det sidste gang, i det, vi kalder SSA-forhandlingerne, og det skal ikke tørres af på nordatlantpuljen, hvor der rent faktisk ikke er penge nok til at sikre, at den indsats kan fortsætte ekstraordinært.

Samtidig ved vi, at der i Helsingforsaftalen står, at der skal undervises om Grønland i Danmark. Med andre ord har Danmark i en international aftale forpligtet sig til at sikre undervisning om Grønland i de danske folkeskoler og i de danske gymnasier, men det sker desværre ikke den dag i dag. En undersøgelse, som vi har fået lavet, viser, at det er mindre end halvdelen af eleverne, der har fået undervisning om Grønland i folkeskolen. Derfor har vi arbejdet for, at regeringen får skrevet ind i lovgivningen, at der skal undervises om Grønland. Det har vi desværre oplevet at der har været en klar afvisning omkring, og det mener vi er kritisabelt. Vi mener, at vi er nødt til at sikre, at når vi siger, at vi gerne vil sætte folkeskolerne fri, så har vi også politisk et ansvar, ikke kun internationalt i forhold til den her aftale, men også en moralsk forpligtelse til at sikre, at vi ved noget om hinanden. Vi vil undervise i Grønlands historie, men ikke i Grønlands nutid, kunne lige så godt have været det svar, som vi havde modtaget, og der er ellers nok at tage fat i, når man kigger på Grønlands nutid: Grønlands undergrund, stormagternes interesse i vores land, forsvaret af så stort et område. Der er rigtig mange spændende og meget aktuelle emner, som ellers let kan fange de unges interesse.

Fordommene om, at vi rider på isbjørne og bor i igloer, og at vi kun spiser sæl, er desværre de grønlandske unges billede af, hvordan den danske ungdom ser os, og det kan have konsekvenser for relationen mellem Grønland og Danmark på den lange bane, at danske unge ikke får viden om Grønland som en del af deres dannelse. Samtidig taler vi om en handlingsplan mod racisme, vi taler om et ligeværdigt samarbejde, og undervisning om Grønland må stadig væk være et udtryk for en respekt for hinanden, som vi grundlæggende alle sammen bør være enige om. Målet om undervisningen er ædelt – vi forebygger diskrimination, vi punkterer de fordomme, vi kan have om hinanden, og i stedet bygger vi bro til fremtiden baseret på viden og baseret på dialog. Min historie er også din, men min nutid bør også være din. Det må være det, der er mottoet.

Samtidig ser vi, at retfærdighed er en grundsten i ethvert samfund. Retsbevidstheden i det grønlandske samfund er heldigvis også under udvikling. Vi udfordrer i højere og højere grad den måde, som justitsområdet bliver forvaltet på hjemme i Grønland. Vi ser, at flere og flere bliver uddannet og forholder sig kritisk til vores retssystem, som vi i Folketinget har et ansvar for. Og hvert år melder naalakkersuisut ind med maksimalt seks lovforslag, som vi i Grønland ønsker prioriteret. Det i sig selv er en begrænsende faktor. For det første har vi et massivt efterslæb rent lovgivningsmæssigt. Vi har meget lovgivning, som stadig væk er 10 år, 15 år gammel eller endnu mere, og for det andet er det ofte sådan, at ikke alle lovforslag bliver fremsat blandt de seks lovforslag, og det er ærgerligt.

For justitsområdet er stadig væk et af de allerallermest borgernære områder ud af de 32 områder, som vi varetager i Folketinget, og det er også her, hvor vi desværre lige nu oplever, at der er mindst fremdrift inden for forskellige sager. Eksemplerne er mange: manuel tinglysning i Grønland, digital tinglysning i Danmark, højere lønninger til de danske politi- og anstaltsbetjente, lavere lønninger til de grønlandske politibetjente. Listen er lang, og resultaterne er desværre få, ikke engang vores data kan vi dele, fordi vi er et usikkert land i forhold til Danmark. Listen af opgaver er også lang, og i regeringsgrundlaget står der klart, at vi skal have et overblik over de sager, som sander til i systemet. Så vi vil i hvert fald gerne opfordre til, at der bør være et særligt blik for justitsområdet, og at vi får løftet det her, og at vi får sikret, at det her efterslæb ikke er så stort, som det er lige nu.

Inden udgangen af i år står vi over for en skrænt, altså at politi- og anstaltsbetjentene ikke længere får det midlertidige lønløft, som vi fra Grønlands side har været med til at sikre dem i nordatlantpuljen. Det betyder desværre, at der sker en forskelsbehandling på et ret højt plan mellem Grønland og Danmark, og det taler måske ind i den utilfredshed, som der indimellem er i det grønlandske samfund. Inuit Ataqatigiit opfordrer derfor til, at der findes en løsning, når det er sådan, at regeringslederne mødes i Nuuk i juni senere i år. Lad os sammen gøre op med den skæve forskelsbehandling, der desværre er i rigsfællesskabet.

Så vil jeg gerne bruge den sidste del af tiden til at sige, at jeg måske nu var en af de få, som forstod den forrige ordfører, og at jeg synes, det er vigtigt at huske på, at vi har rigtig, rigtig mange opgaver, som vi skal løse i fællesskab. Og det, der er vigtigt for Inuit Ataqatigiit, er selvfølgelig, at vi giver plads til en debat hjemme i Grønland om, hvad det er for en vej, vi skal gå – vi har talt rigtig meget om forfatningskommissionen, men vi har så mange opgaver, som nogle gange gør, at man føler, at det er svært at se, at det går hurtigt nok i forhold til de ønsker og de politiske ambitioner, der også kan være for et godt samarbejde mellem Grønland og Danmark i praksis. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er til fru Anna Falkenberg, SP. Værsgo.

Tak for en god tale, og tak for alle de linjer, som ordføreren tegner i sin ordførertale. Jeg synes, det var rigtig, rigtig fint. Ordføreren har tidligere været ude at kritisere, og gør det også i sin ordførertale i dag, udnævnelsen af den arktiske ambassadør. Derfor vil jeg gerne spørge fru Aaja Chemnitz, hvad hun synes om idéen om, at man måske havde tre arktiske ambassadører – en for hver rigsdel – der arbejdede sammen i en slags trio, selvfølgelig med den anerkendelse af, at der jo er forskellige interesser i rigsfællesskabet i forhold til Arktis, hvor Grønland selvfølgelig fylder det meste. Men samtidig er der også nogle interesser fra færøsk side, som vi jo også ønsker bliver hørt.

Ordføreren.

Mange tak. Jeg synes, det er rigtig godt i hvert fald at have en debat om forskellige løsningsmuligheder. I Grønland har naalakkersuisoq jo valgt at sige, at hvis der ikke bliver udpeget en grønlandsk arktisk ambassadør, så vil man selv udpege en i Grønland. Jeg kan godt være lidt bekymret for, om man har den politiske legitimitet, når man går ud i verden og skal være repræsentant i forhold til den model, der bliver fremlagt. Men jeg er sådan set ret åben over for at drøfte forskellige muligheder, og jeg tror, det er en debat, som er kommet for at blive. Det er i hvert fald det, man kan konstatere. I fællesskab mener jeg, vi bør finde en god og mindelig løsning på det her.

Spørgeren.

Tak. Lad os fortsætte den debat. Men jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren ind til noget helt andet, nemlig det her med det parlamentariske samarbejde. Hvad synes ordføreren om, at vi parlamentarisk vil udvide det kontaktudvalg, der er, så det også kan gælde for udenrigsudvalgene i parlamenterne? Hvad synes ordføreren om den idé?

Ordføreren.

Tak. Der er i hvert fald opbakning til, at parlamenterne skal mødes, og jeg ved, at det i praksis har vist sig at være en lille smule vanskeligere, end man kunne håbe. Så jeg synes, det er vigtigt at få den på plads først, og så kan man selvfølgelig koble det op på Kontaktudvalget og sikre, at vi som parlamentarikere også mødes med regeringslederne. Man kan sige, at når man kigger på parlament til regeringen, både i Grønland, Danmark og Færøerne, så er der jo også noget, hvor det indimellem krydser hinanden, og hvor vi på en eller anden måde er nødt til at sikre, at vi får talt noget mere sammen. Så det er en demokratisk udvikling, vi lige er gået i gang med, og der er vi sådan set åbne over for at finde ud af, præcis hvordan vi kan gøre det.

Så er det hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Tak for samarbejdet til Inuit Ataqatigiit i almindelighed og i særlig grad personligt til Aaja Chemnitz. Jeg tænker, at den måde, som Inuit Ataqatigiit griber arbejdet an på, nemlig ved at være konstruktive og også funde de seks forslag til forsvarsforligsforhandlingerne og i det daglige i øvrigt ved at komme med de der konkrete politiske indspark, i den grad er konstruktiv, og det beriger os.

Tidligere i dag har flere stillet sådan meget kritiske spørgsmål til mit og SF's ønske om sådan at få en afklaring af vores interne forhold. Jeg kunne ikke have forestillet mig en mere tydelig demonstration af, hvor vigtigt det er at få afklaret vores interne forhold, altså det, vi har oplevet i dag. Dels fra de tidligere ordførere, men vel sådan set også i den her diskussion om en arktisk ambassadør. Altså, alle spørgsmål til mig falder jo langt under den tydelighed, hvorimod det bliver vist her i Folketingssalen, at vi har brug for at få afklaret vores interne relationer på en ny og konstruktiv måde. Hvad tænker fru Aaja Chemnitz om det?

Ordføreren.

Tak for samarbejdet med SF, også. Og ja, vi kommer til at lancere et forsvarsudspil, hvor der kommer til at være seks punkter fra IA for ligesom konstruktivt at byde ind i hele den her forsvarsdebat og forliget. Jeg tænker egentlig, at det er meget fint, at vi har den her bramfri dialog, og man må jo som parlamentariker have den holdning, man har. Det står også meget, hvad skal man sige, direkte i grundloven, hvad det er for nogle rettigheder, vi har i forhold til at kunne tage forskellige debatter op.

Lige præcis i den her sag omkring forfatningskommissionen synes jeg, det er vigtigt, at den debat må tages derhjemme, for der er så mange nuancer. Og det er jo nogle konsekvenser, nogle forhold, som grønlændere må leve under, og derfor må vi selv tage stilling til, hvad det er, vi ønsker derhjemme først og fremmest. Og derefter kan vi i Folketinget tage den debat, når Inatsisartut har haft den. Det er grundlæggende sådan, vi ser det, men egentlig er vi ret åbne over for en åben dialog om diverse ting og sager.

Spørgeren.

Det er sådan det formelle om, hvorvidt der skal være folkeafstemning og i hvilken rækkefølge osv., men det er substansen i det, jeg er ude efter her. I dag har vi oplevet en demonstration fra Folketingets talerstol, der, mere end jeg kunne give udtryk for, illustrerer vigtigheden af, at vi får udredt vores interne forhold.

Men jeg kunne måske lige nå at stille et spørgsmål, som egentlig ville have stillet til fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Jeg synes nemlig, det er træls, at man så tit bruger både grundlov og bloktilskud som sådan nogle køller for at slå en debat om eventuel selvstændighed ned, men når vi nu kan se i dagens politik, at fru Aki-Matilda Høegh-Dam synes, at det slet ikke er nogen bekymring, at man står over for at miste det, der i Danmark ville svare til 500 mia. kr. hvert år i finansloven. Er det en bekymring, man har i Inuit Ataqatigiit?

Tak. Ordføreren.

Mange tak. Jeg vil ikke kommentere på, hvad andres politik er. Ligesom i dansk politik har vi også mange forskellige politiske holdninger hjemme i Grønland. Det, jeg kan sige, er, at jeg har en bekymring for det grundlæggende velfærdsniveau. Det er jo svært at gøre på få sekunder, men når vi f.eks. ser, at sundhedsvæsenet er udfordret, når vi ser, at socialområdet stadig væk er noget, vi samarbejder om, og vi ved, at der er en folkeskole, som er nødlidende, så synes jeg altså, at vi har en opgave, primært hjemme i Grønland, og den har man jo ekstraordinært på en række områder, også fra Danmarks side, valgt at engagere sig i. Det er sådan set essensen af det, jeg ser vi kan gøre noget ved.

Så er det hr. Alex Ahrendtsen, DF. Værsgo.

Jeg interesserer mig lidt for forfatningsudkastet og især præamblen, der omtaler det grønlandske folk som inuitter. Hvad så med de grønlændere, der ikke er inuitter, f.eks. danske grønlændere? Hører de ikke til det grønlandske folk? Og hvad skal der ske med dem? Skal de smides ud? Skal de have stemmeret? Skal de ikke have statsborgerskab? Hvad er ordførerens holdning til præamblen? Hvad er ordførerens holdning til, at det grønlandske folk benævnes inuitter, og at danske grønlændere ikke er en del af præamblen?

Ordføreren.

Jeg synes sådan set ikke, at der er noget odiøst i, at grønlændere bliver kaldt inuitter. Det er også en korrekt betegnelse, som man bruger i f.eks. FN-regi, og som vi jo også bruger om os selv. Så det ser jeg ikke noget odiøst i.

Der er behov for en diskussion generelt og ikke kun om folk, der kommer fra Danmark og bor i Grønland nu. Vi ser desværre, at der er færre og færre med dansk baggrund, der rent faktisk bor i Grønland. Grunden til, at jeg siger »desværre«, er, at jeg oplever, at 4 pct. af Grønlands befolkning kommer fra Asien; de kommer fra Thailand, Filippinerne eller alle mulige andre steder fra og har ikke nødvendigvis en faglært baggrund med sig. Rigtig mange med dansk baggrund – det kunne f.eks. være en dansk læge – har været med til at sikre, at der ligesom var et bidrag til at sikre et sundhedsvæsen i det grønlandske samfund. Det kommer vi til at mangle, og det bekymrer mig. Vi vil rigtig gerne uddanne vores egne først og fremmest, og det gør vi jo også. Heldigvis ser vi også, at der er flere og flere, der bliver uddannet. Men jeg er bekymret for, at vi generelt bliver færre og færre i Grønland.

Spørgeren.

Så lad os definere, hvad en inuit er. Skal man være 100 pct. inuit for at være inuit? 70 pct.? 50 pct.? 20 pct.? Er man inuit, hvis man f.eks. ser dansk ud som fru Aki-Matilda Høegh-Dam, eller er man ikke?

Ordføreren.

Det er jo en lang og kompliceret debat, som skal tages hjemme i Grønland først og fremmest, vil jeg sige. IA er et parti, som omfavner den mangfoldighed, der er i det grønlandske samfund. Jeg er primært dansktalende grønlænder, og jeg oplever også nogle gange, at der er nogle, der siger til mig, at jeg ikke er en rigtig grønlænder, eller at man laver en definition af, hvem der er en rigtig grønlænder. Det synes jeg er forkert. Jeg synes, at det er vigtigt at sige, at alle, der er i Grønland, som bidrager til det grønlandske samfund, er en del af det grønlandske samfund og skal have lov til at være der.

Så er det hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

Tusind tak for en tale, der kom, synes jeg, rigtig flot rundt. For nogle år siden fik ordføreren Dialogprisen. Jeg må bare sige, at det var fuldt fortjent. Jeg oplever ordføreren som en brobygger her i Folketinget. Jeg tror også, man som folketingsmedlem skal være meget ærlig, når man er valgt i Danmark, som jeg selv er, om, at vi ikke ved alt om Grønland. Og der må jeg bare sige, at i det daglige herinde bidrager ordføreren rigtig meget til forståelsen både af de udfordringer, der er på Grønland, men så sandelig også af de mange styrker, som Grønland har.

Mit spørgsmål går lidt på de grønlændere, der bor i Danmark. For skal et rigsfællesskab fungere, og skal det være i harmoni og samhørighed, skal man jo også sikre, at uanset hvor man bor henne i riget, har man muligheder, og man har det godt. Der tror jeg nok vi må erkende, at der er grønlandske medborgere i Danmark, danske statsborgere, som er på kanten af samfundet. Der kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren, om der er noget i den forbindelse, vi kunne gøre endnu bedre for at få alle med.

Ordføreren.

Mange tak, og også tak for de fine kommentarer, og tak for at sige det her med at være ærlig, for det er jeg meget enig i. Det skal man også være, når man er valgt i Grønland og kommer fra Grønland. Det kan også indimellem være en lille smule ensomt, vil jeg sige, for vi har selvfølgelig et ansvar for de her 32 områder, og vi har også et ansvar for grønlændere i Danmark, for det er ikke nødvendigvis noget, der står allerøverst på mine danske kollegaers liste og opgaver, der skal løses. Så der er meget at se til.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi havde et fokus på at få folk i arbejde og sikre dem tag over hovedet. Det synes jeg er nogle grundlæggende menneskerettigheder, som jeg synes vi måske har glemt lidt i hele det her med at have fokus på det sociale område. Vi har lidt tendens til at forsøge at fastholde folk i en social situation frem for hurtigt at integrere folk, når de kommer. Men det er også i en erkendelse af, at Grønland og Danmark er to vidt forskellige lande både sprogligt, i forhold til netværk og i forhold til at få anerkendt sin uddannelse eller sin erfaring hjemme fra Grønland. Så lad os da hurtigt få dem ud på arbejdsmarkedet.

Tak. Spørgeren.

Jeg synes, det var et rigtig spændende indspark, og jeg tænker bare sådan højt nu, om ikke det var noget, ordføreren ville være med til at tage initiativ til vi måske kunne sprede endnu mere ud i vores, synes jeg, konstruktive dialogbaserede arbejdet i Grønlandsudvalget.

Ordføreren.

Mange tak. Jo, meget gerne. Sammen med en af rådmændene i Aalborg har vi fået etableret en tænketank, som netop skal have fokus på ressourcerne og på, hvordan vi får endnu flere ud i arbejde, og hvordan vi sikrer, at endnu flere har et bedre liv, når de så kommer fra Grønland til Danmark. Der starter vi i Aalborg. Vi har fået afsat 3 mio. kr. til et frikommuneforsøg, hvor vi forsøger at få endnu flere grønlændere ud i arbejde, for det mener jeg er et vigtigt fokusområde, der bør være.

Tak. Så er det fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ordføreren for en virkelig fin tale. Også tak for generelt at bruge taletiden både her i salen, men også i det hele taget i den offentlige debat på at tale om svære ting, men på en måde, hvor vi forsøger at finde fælles fodslag frem for at trække os længere væk fra hinanden. Det er utrolig værdsat. Det andet gør ikke noget godt ved den politiske dialog.

Jeg har et meget konkret spørgsmål, som i virkeligheden var noget, vi kun nåede ganske kort, da jeg selv stod på talerstolen før. Det er om det her med store statslige arbejdspladser og placeringen af Arktisk Kommando uden for Nuuk. Vil ordføreren ikke sige, hvad ordførerens og ordførerens partis ønske er på den front?

Ordføreren.

Mange tak. Man kan sige, at overordnet er noget af det, vi ønsker på forsvarsområdet, hvis jeg må hæve det lidt op i helikopteren, at have fokus bl.a. på overvågning, for vi ved ikke nok. Vi ved, vi er nødt til at have mere fokus på cybersikkerhed og kritisk infrastruktur, men vi er også nødt til at sikre, at der er flere, der bliver uddannet, så vi har en form for fødekæde af folk, der kan komme ind i Arktisk Kommando. Så det er nogle af de ting, vi kigger lidt ind i.

Specifikt i forhold til Arktisk Kommando kunne man jo f.eks. forestille sig, at dele af den operative del var i Kangerlussuaq, mens en del af ledelsen var i Nuuk. Det kunne jo være en god pragmatisk løsning at tænke det ind. Jeg tror, at Kangerlussuaq bliver et knudepunkt og en form for puslespil, som vi er nødt til at have en dialog om mellem Grønland og Danmark, og hvor vi ser, hvordan vi kan lægge flere forskellige brikker i forhold til at sikre, at det bliver en velfungerende by, som selvfølgelig både har et militært fokus, men også har et civilt fokus.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til fru Anna Falkenberg fra SP, Færøerne. Værsgo.

Tak for ordet. Sammenhængskraft – kohæsion – som begreb stammer oprindelig fra fysikkens verden. Der bruges det til at forklare faste og flydende legemers tilbøjelighed til at hænge sammen. Social kohæsion handler om de mekanikker, der forefindes bag tilbøjeligheden til at hænge sammen.

Men her er der altså tale om sociale fænomener i både lille og stor skala. Den franske sociolog Émile Durkheim opsatte en række punkter for at forklare denne kohæsion: kraften, der får os til at hænge sammen, solidaritet, netværk, fælles værdier, territorialt tilhørsforhold for blot at nævne nogle af dem. I Danmark har begrebet, siden daværende socialminister Karen Jespersen i 1994 fik det oversat og implementeret som social sammenhængskraft, haft en underliggende tone af et nationalt, kulturelt og folkeligt værdifællesskab, et fællesskab, som skal benyttes mod diverse splittelsesfaktorer.

Som fortaler for et stærkt rigsfællesskab kan jeg godt lide begrebet sammenhængskraft. De tre lande i rigsfællesskabet står stærkere, når vi – ja – hænger sammen. Men der er jo nogle kulturelle forskelle på Danmark og Færøerne. I elsker røde pølser, vi spiser ordentlig mad som grind, spæk og fermenteret lammekød; I snakker meget, vi knap så meget; I kommer til tiden, mens vi altid kommer mindst 5 minutter for sent; og sådan kunne jeg blive ved. Men værdimæssigt står vi det samme sted, og det er det, vi skal værne om.

Demokratiet er i disse dage truet fra russisk side. Russerne truer også sammenhængskraften i rigsfællesskabet. PET vurderer i den nyeste rapport om spionagetruslen, at færøske og grønlandske politikere samt folk i centraladministrationen er i høj risiko for at være udsat for spionage fra russisk og kinesisk side. Og i den samme rapport advarer PET imod, at Rusland forsøger at skabe splid internt i kongeriget og vores forhold til USA. Advarslen er langtfra ny. Allerede i 2016 advarede ambassadør Peter Taksøe-Jensen om, at sammenhængskraften i riget er vigtig i forhold til håndhævelsen af vores interesser i Arktis og Nordatlanten. Vi må ikke gå i fælden, når verdens øjne ser en mulighed for at sætte kiler og eventuelle sprækker i fællesskabet. Det kommer der i hvert fald ikke noget godt ud af.

Den første udsendelse af dokumentaren »Skyggekrigen« skabte røre i det offentlige rum med mange lange kommentartråde, indslag fra Færøerne i de danske medier, analyser, og ja, et kor af kritik. Med gru kunne vi høre formanden for Det Konservative Folkeparti fremføre, at partiet lagde op til at tage et sagsområde fra Færøerne og gøre det til udenrigs- og sikkerhedspolitik, altså et dansk anliggende. Udtalelsen må have vakt glæde i den russiske ambassade, altså optræk til ballade, formindsket sammenhængskraft og en mulighed for at presse en kile ind. Regeringen har til gengæld holdt stand. Når journalisterne har spurgt, har svaret været konkret, og det er det stadig, altså at fiskeriaftaler er et færøsk anliggende, og det glæder mig. Det er ikke svært at forestille sig konsekvensen af, at Danmark tager fiskeriaftalerne ud af hænderne på den færøske regering: Uro, store opstande og brænde på bålet til løsrivelseskræfterne.

Vil det styrke sammenhængskraften i kongeriget? Nej, tværtimod. Allerede under den forrige regeringsperiode på Færøerne blev der dannet grundlag for nye tider i rigsfællesskabet. Min partiformand Bárður Nielsen var lagmand, da et nyt kontaktudvalg mellem regeringstoppene i de tre lande i kongeriget blev dannet. Her skal udenrigs- og sikkerhedspolitik drøftes, altså en modernisering af rigsfællesskabet, hvis man spørger mig. Inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitik har alt at sige. Rigtige beslutninger kræver et godt vidensgrundlag. Vidensdeling giver jo både færøske og danske myndigheder mulighed for at træffe de rigtige beslutninger. Det er første gang, Grønland og Færøerne får indflydelse på udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik på den her måde.

I talende stund er landsstyret og det politiske system på Færøerne i gang med at træffe en beslutning om, om fiskerisamarbejdet med Rusland skal fortsatte eller ikke. Det synes jeg de skal have lov til at arbejde med i fred og ro, for det er på Færøerne, beslutningen skal træffes.

Men vi kan gå endnu længere med at sikre, at alle parter i fællesskabet bliver hørt, og at de gives mulighed for at komme med viden, og det skal vi. F.eks. har der i flere år været tale om et parlamentarisk samarbejde mellem Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget og udenrigsudvalgene på Færøerne og i Grønland. Det vil styrke de færøske politikeres viden, og det vil også gavne processen med at træffe afgørelser.

Mine grønlandske kollegaer fru Aaja Chemnitz og fru Aki-Matilda Høegh-Dam har kritiseret regeringen for at ignorere Grønland i forbindelse med at udnævne en arktisk ambassadør. Jeg slutter mig sådan set til dem og tilføjer: Hvorfor kun udnævne én? Hvorfor ikke alle tre, altså en for hver rigsdel? Det ville i den grad gavne sammenhængskraften, og samtidig vil det sikre, at alle tre rigsdeles interesser vil blive hørt og varetaget.

Her afslutningsvis skal jeg hilse fra hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre og beklage, at han ikke kunne være her i dag, men han takker for redegørelsen, og Radikale Venstre bakker op om den. Så tak for en god debat her i dag, og tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Alex Ahrendtsen fra DF. Værsgo.

Forsvaret af Nordatlanten og Arktis er jo uhyre vigtigt, især i denne situation, og hidtil har Danmark jo stået for den opgave. Danske sømænd og af og til også grønlandske og færøske har deltaget, men som regel er det danskere, der står for bevogtningen, overvågningen, inspektionen og også hjælpen, og de har jo lidt afsagn. De har jo været væk fra familien, men de har gjort det for at tjene rigsfællesskabet.

Hvad er ordførerens holdning til, at færinger fremover kan komme til at aftjene værnepligt sammen med grønlændere? Det er i hvert fald et forslag, som Dansk Folkeparti har i sinde at tage med til forhandlingerne. Vi synes egentlig, det er meget rimeligt, at færinger og grønlændere også er med til at aftjene værnepligten og dermed er med til at beskytte Nordatlanten og dermed også Færøerne. Hvad er ordførerens holdning til, at færinger aftjener værnepligt?

Ordføreren.

Først og fremmest tak for spørgsmålet. Men der er lige en rettelse i forhold til inspektionen af Færøerne. For det er jo egentlig et færøsk område, som det færøske selskab Vørn varetager og så selvfølgelig i et samarbejde med Arktisk Kommando og forsvarets skibe oppe på Færøerne.

I forhold til værnepligten stiller jeg og Sambandspartiet os ikke direkte negativt over for det. Vi vil gerne drøfte det, men vi synes også, der kommer nogle praktiske omstændigheder ind, der vil gøre det lidt besværligt. Der er mange færinger, der i dag benytter sig af muligheden for frivilligt at træde ind som værnepligtige, og umiddelbart synes jeg, at den ordning fungerer rigtig godt. Men det er selvfølgelig nogle ting, vi kan drøfte videre.

Spørgeren.

Kunne man forestille sig, at værnepligten hovedsagelig blev aftjent i flåden? Den danske flåde har jo besvær ved at fylde alle pladserne. Det er ca. 88 pct., der bliver fyldt, og der er simpelt hen 12 pct., som ikke bliver fyldt. Kunne man tænke sig, at færingerne var med til den del, netop fordi det jo er en stor søfartsnation?

Ordføreren.

Det er vi i den grad, og det er også noget, vi er meget stolte af. Så det er noget, vi kan drøfte videre, når vi kommer til forsvarsforligsforhandlingerne. For jeg synes, det er en spændende tanke. Men der er selvfølgelig nogle praktiske ting, jeg skal have svar på fra ministerierne, altså hvordan det kan lade sig gøre, og hvordan rammen for det eventuelt kan blive.

Så jeg kan ikke her på stående fod sige, at det skal vi bare gøre, men jeg vil meget gerne tage diskussionen internt i forhandlingsrummet.

Tak. Så er det fru Sólbjørg Jakobsen, LA. Værsgo.

Tak, og tak for en god tale. Normalt plejer vi at sende hinanden en lille, sjov færøsk hilsen, men i anledning af hvilken scene vi har haft her i dag, tænker jeg, at vi holder os til dansk.

Jeg vil gerne italesætte den her elefant i rummet, som er, at der har været meget om det her med fiskeri og handelsskibe fra Rusland, som har været på Færøerne, hvor der også er fundet noget spionageudstyr på dem, og her synes jeg, at ingen er i tvivl om, at fiskeriaftaler jo er et færøsk anliggende, og at der så er noget respons fra Danmark om, at hvis det så har karakter af forsvars-, udenrigs- eller sikkerhedsmæssig politik, bliver det automatisk et dansk anliggende, som man bare skal tage med det samme.

Kan ordføreren måske være enig med mig i, at man måske kan se det som en styrke, hvis vi får en snitflade og man så kan forene sine styrker og samarbejde om at udnytte, hvad vi kan, for at løse situationerne?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet først og fremmest, og ja, jeg tænker, at vi holder os til dansk. I forhold til det vil jeg sige, at det har været fiskeriskibe og ikke handelsskibe – det er meget vigtigt, at den der distinktion lige bliver tydeliggjort.

Det, mit budskab i talen ligesom gik ud på, var, at det handler om, hvordan vi italesætter det. For hvis partier herinde i salen siger, at de ønsker at styrke rigsfællesskabet og de ønsker at bevare det, så handler det om, at man ikke skal gøre sig selv en bjørnetjeneste ved at italesætte det sådan, at følgevirkningerne bliver, at der kommer andre debatter, der bliver skabt på Færøerne, som pludselig bliver: Skal vi gøre det rigtige i forhold til Rusland, eller skal vi gøre, hvad danskerne siger?

Det er det, jeg synes er ærgerligt, i den retorik, der har været. Men selvfølgelig er der jo alle de gråzoner, der opstår mellem sikkerhedspolitik og andre ressortområder. Det er jo gråzoner, som vi skal finde nogle redskaber til og finde ud af, hvordan vi kan blive bedre til at træffe beslutninger fælles, for jeg synes, vi skal gøre det i fællesskab og udnytte hinandens kompetencer.

Spørgeren.

Tak, og tak for opklaringen. Og ja, jeg er helt enig og deler ordførerens betragtning der; jeg finder det lidt sørgeligt, at man skal se det som et enten-eller, når jeg klart fornemmer et fælles mål, i forhold til hvem den rigtige fjende er i den her sag eksempelvis. Så tak for det.

Ordføreren.

Ja, det er nemlig det. Altså, vi er jo helt enige i, hvad udgangspunktet er for den her debat. Det handler om, hvordan vi italesætter den, så vi ikke skaber en anden debat, som så forvrænger den debat og den beslutning, vi faktisk skal til at træffe. Så det synes jeg er meget, meget vigtigt.

Men jeg synes også, at debatten om, hvordan vi træffer de her beslutninger, er meget vigtig. Altså, er det kun regeringerne, der gør det – regeringerne imellem – eller skal vi også inddrage parlamenterne i rigsdelene mere i de her sikkerhedspolitiske beslutninger, som man jo gør i Danmark?

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Sjúrður Skaale, JF. Værsgo.

Tak for det. »Jeg er fuldstændig ligeglad med de fiskeriaftaler.« Sådan sagde Det Konservative Folkepartis formand forleden i DR-programmet »Skyggekrigen«, og det er blevet genspillet mange gange af samme kanal siden. Er det mon kun, fordi DR er så betaget af en politiker med grundfæstede værdier, der samtidig er stærk og handlekraftig, og at hans ord derfor har fortjent at blive brændt ind i folks bevidsthed? Eller kan grunden måske også tænkes at være, at Søren Pape Poulsens ord var en reaktion på DR's afsløringer og dermed også var med til at løfte DR op, at Søren Pape Poulsens kontante og vrede ord viste betydningen af DR's arbejde, og at der i ordene og i vreden lå en anerkendelse af DR's store indsats for den nationale sikkerhed? I hvert fald var billedet, der stod tilbage, at det er DR's journalister, der agerer, mens politikerne reagerer. Der var ingen tvivl om, hvem der fik den anden til at flytte sig, hvem der havde magten.

En fri og gravende, pågående presse er fuldstændig afgørende for et sundt demokrati. Uden den er der ikke noget sundt demokrati. Men journalister har én ting tilfælles med politikere. De vil også gerne have magt. De vil også gerne sætte dagsordenen. De vil også gerne bestemme, hvad der tales om, hvad der tænkes på. Sådan er vi på begge sider af kameraet. Måske er vi, der sidder her, en undtagelse, men der er ikke mange undtagelser. Jo mere en afsløring bliver pumpet op, jo mere bliver journalisten, der står bag afsløringen, også pumpet op. Og måske er det nogle gange grunden til, at afsløringen bliver pumpet op.

Da Søren Pape Poulsen sagde, at han var fuldstændig ligeglad med fiskeriaftaler, havde han lige fået stukket en afsløring op i næsen. Han var i journalisternes vold og under pres, og han skulle her og nu give en reaktion, der viste, at han var en seriøs og handlekraftig politiker. Og han vidste også, at jo større anerkendelse af journalisternes arbejde, han gav gennem en kraftig reaktion, jo større eksponering af Søren Pape Poulsen. At det var hensigten, kan vi måske se ud fra det faktum, at Det Konservative Folkeparti ikke har nogen mandater til stede her i dag, hvor vi diskuterer substansen i stedet for at aflevere oneliners.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at advare imod det, som Det Konservative Folkepartis formand sagde. For hvis den udtalelse var kommet fra regeringen, ville den have medført en krise mellem vores lande. For hvis man er ligeglad med Færøernes fiskeriaftaler, er man ligeglad med det, som fællesskabet består af; det, der har gjort det til en succes, nemlig respekten for hinanden. Så er man ligeglad med færøske myndigheder, ligeglad med vores beføjelser, faktisk ligeglad med Færøernes demokrati. Og man kan ikke i sikkerhedens navn for at beskytte demokratiet sætte demokratiet til side. Sikkerhedspolitik er formelt set et dansk anliggende, men fiskeripolitik er et færøsk. Og i disse dage er der fuldstændig totalt hundrede procent overlap mellem de to. Derfor må vi gå varsomt frem.

Demokrati handler ikke om, at man skal træffe den ene eller den anden beslutning, men om, hvordan kollektive beslutninger træffes. Det handler om en proces. Det betyder ikke, at alle beslutninger er lige gode, slet ikke når det handler om sikkerhed, om ansvar i verden og loyalitet over for vores allierede. I en situation som den aktuelle kan ingen tillade sig at være uansvarlig. Lige så lidt som man i Danmark kan være ligeglad med fiskeriaftaler, som Færøerne indgår, lige så lidt kan man på Færøerne være ligeglad med sikkerhedspolitik. Det siger sig selv.

Selv om man på Færøerne nok ikke er så bange for den spionage, som blev blæst så meget op i DR's udsendelser, så er det åbenbart, at situationen er alvorlig – ikke på grund af de her afsløringer i tv af ældgamle radioapparater om bord på russiske skibe, men på grund af den russiske diktators ord, hensigter og handlinger: den massive militære opbygning på Franz Josefs Land nordøst for Svalbard og Kolahalvøen; flåden af ubåde i samme område; den nye maritime doktrin, der klart siger, at civile skibe kan inddrages i Ruslands krigsindsats; diktatorens klare tale og erklæringer om, at Vesten er Ruslands fjende; og først og fremmest forbrydelserne i Ukraine, der viser, at der er vilje til at sætte handling bag alt det her.

Set i det lys er det naturligvis ikke holdbart, at skibe, der formelt og principielt kan udgøre en del af Ruslands krigsmaskine, i stort antal ligger i færøske havne, specielt ikke når et af skibene er under meget stærk mistanke for at have begået sabotage i Norge.

Lagtinget har fordømt Ruslands gerninger. Man har støttet Ukraine, man har taget flygtninge, man har tilsluttet sig EU's sanktioner, men lige så lidt som andre vestlige lande kunne stoppe med at købe russisk gas fra den ene dag til den anden, lige så lidt kunne man opsige den næsten 50 år gamle fiskeriaftale den 24. februar sidste år, altså, det samarbejde, som giver omtalte skibe adgang til vores havne. Men alle de partier, der har magten i dag, sagde klart før valget, at det tætte samarbejde med Rusland skulle høre op.

Jeg har ikke nogen stemme i Lagtinget, jeg kan heller ikke sige, hvad man vil gøre, men jeg har fuld tillid til, at de færøske myndigheder for det første gør det, som er nødvendigt for sikkerheden, for os og for vores allierede, vores naboer, og for det andet gør det, som er politisk og moralsk anstændigt at gøre. Jeg er sikker på, at man ikke er fuldstændig ligeglad med det, ligesom jeg er sikker på, at den danske regering ikke er fuldstændig ligeglad med de færøske myndigheders beføjelser. Jeg er sikker på, at man lander et godt sted, de tragiske forhold taget i betragtning. Jeg er sikker på, at det færøske demokrati forbliver intakt, og forudsætningen for det gode forhold mellem Danmark og Færøerne er jo, at det forbliver intakt.

Til sidst vil jeg sige: Grundloven er 70 år gammel. Der har i dag været talt en del om formaliteter, betegnelser og statsretlige ordninger. Grundloven beskriver, som jeg har sagt mange gange, noget, som ikke findes, nemlig en dansk enhedsstat. Man kan ikke se rigsfællesskabet, når man læser grundloven. Det kan man simpelt hen ikke. Hvis der er et ønske om at tage de her ting op til debat, må man også fra dansk side spørge sig selv: Er det rigtigt, at vi har et fællesskab med tre lande og en grundlov, der beskriver en enhedsstat, ét parlament, én regering osv. osv.? Hvis man er åben for at tage den diskussion og formelt etablere en føderation, hvad vi jo reelt lever i, så er vi mange, der er åbne for den diskussion.

Hjemmestyreloven fylder 75 år i år. Formanden for mit parti på det tidspunkt, hvor den blev etableret, sagde, at det var det smukkeste blad i Danmarks historie. Den er meget omstridt, men hvis man ser på realiteterne, indholdet, er der ingen tvivl om, at den ordning, som blev indført i 1948, har været en meget stor succes. Vi har udviklet et samfund med meget få mennesker, som er meget selvstændigt både økonomisk, politisk, kulturelt osv. Vi har egne relationer til andre lande og står stærkt på mange felter. Man kan ikke sige andet, hvis man kigger på virkeligheden, end at det har været en succes.

Til allersidst vil jeg sige: Udenrigsministeren har meget klart sagt, at Færøerne vil få svært ved at opnå bedre aftaler med EU og Storbritannien, hvis ikke samarbejdet med Rusland stopper. Jeg ved ikke, om statsministeren kunne sige noget mere om det, for der ligger ligesom et løfte i det, nemlig at hvis vi stopper samarbejdet med Rusland, vil EU's markeder stå mere åbne for vores varer. Hvis det er tilfældet, vil det være nemt at afslutte forholdet til Rusland. Som det er nu, hvor der er meget høje toldmure, der udelukker færøske forædlede varer fra EU's markeder, er det meget svært. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Alex Ahrendtsen, DF. Værsgo.

Jeg er meget enig i det sidste, som ordføreren sagde, men jeg vil nu stille det samme spørgsmål til hr. Sjúrður Skaale, som jeg har stillet til fru Anna Falkenberg, nemlig om værnepligt. Hvad er ordførerens holdning til, at færinger skal aftjene værnepligt på linje med danskere og forhåbentlig også grønlændere? Vi er jo fælles om at forsvare Nordatlanten, og færinger har jo en lang tradition for søfart, så det ville jo være et fantastisk aktiv at få færinger ind i den danske flåde.

Ordføreren.

Jeg har brugt en del tid på at arbejde for færøske veteraners forhold, for der er en tradition for søfart, men der er også en lang tradition for, at færinger frivilligt aftjener værnepligt og er udsendt for den danske hær alle mulige steder i verden. Der findes også færøske soldater, i hvert fald én færøsk soldat, i Ukraine i disse dage. Så man viser et engagement.

Om det formelt skal være således, at værnepligten skal indføres som et krav, er en diskussion, jeg er åben over for, men så skal man også tage hensyn til andre ting, for hvem har så bestemmelsesretten over det? Så det kræver, at de færøske myndigheder får en større indflydelse på, hvordan disse færinger, som skal aftjene værnepligt, bliver brugt, og hvad de bliver udsendt til osv. Men det er ikke en diskussion, jeg lukker af for fra start.

Spørgeren.

Jeg forstår også svaret som ikke en afvisning. Så til slut vil jeg egentlig bare fortælle hr. Sjúrður Skaale og for så vidt også fru Anna Falkenberg, at Dansk Folkeparti afholder et 2-dagesgruppemøde på Færøerne for første gang i partiets historie. Det gør vi i slutningen af juni, og vi ser vældig meget frem til at komme derop. Og vi vil selvfølgelig også diskutere rigsfællesskabet og rigsfællesskabets fremtid på mødet.

Ordføreren.

Dansk Folkeparti skal være mere end velkommen til at besøge os. Jeg mener, at det var Venstre, som i lang tid havde en tradition for at holde gruppemøder på Færøerne – jeg mener, det var under Anders Fogh Rasmussen. Men Dansk Folkeparti er meget velkommen til at genoptage den tradition.

Så er det hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til hr. Sjúrður Skaale for en sædvanligvis god tale, sådan som vi også har oplevet det tidligere. I forhold til det, som hr. Sjúrður Skaale siger med hensyn til fiskeriaftalen, synes jeg, det var en rigtig god nyhed fra hr. Sjúrður Skaale, at man overvejer at stoppe denne aftale, der jo betyder, at russiske fiskerfartøjer kan anløbe færøske havne uden forhindringer. Men jeg kunne bare godt tænke mig at høre hr. Sjúrður Skaale ud fra den tale, han holdt, om ikke det er rigtigt, at man jo sådan set godt vidste, at der var en invasion i Ukraine, da man indgik aftalen sidst, altså her i slutningen af sidste år.

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at når man overvejer det, er det da, fordi det selvfølgelig er en diskussion på Færøerne. Jeg sidder, som jeg sagde, ikke i hverken landsstyret eller Lagtinget, så jeg kan ikke sige, hvad der bliver gjort, men jeg følger diskussionen tæt og tager også del i den selv.

Jo, det er rigtigt, at man vidste, at der var en invasion, da aftalen blev indgået, lige så vel som man har vidst, at der var invasion, når man har købt gas fra Rusland fra europæisk side. Man kan ikke nedlægge et stort erhverv fra den ene dag til den anden, som vedrører en masse fabrikker, en masse rederier og en masse familier – det kan altså ikke lade sig gøre. Man ville i hvert fald ikke overleve politisk, hvis man gjorde det.

Der er tale om en kæmpestor omlægning, for færingerne har fisket i Barentshavet i mere end 100 år ud i et, og vi har haft en aftale siden 1977 med Sovjetunionen skråstreg Rusland. Derfor tager det tid at omlægge et erhverv, som i så høj grad er bygget op omkring den aftale. Jeg afventer i stor spænding, hvad landsstyret kommer frem til om nogle få dage.

Jeg ser ikke, at der er flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Og så går vi videre til statsministeren.

Tak for det, og tak for en god og lang debat, kan man vel godt tillade sig at sige nu her fredag eftermiddag. Jeg vil sige indledningsvis, at jeg er enig i hr. Sjúrður Skaales bemærkninger om, at det jo er i en debat som den her i dag, at vi har muligheden for også at få nuancerne frem, og derfor er det da en god debat at prioritere for alle Folketingets partier. Der er nogle enkelte, der ikke har haft muligheden for at være til stede i dag. Så vil jeg sige, at jeg egentlig fornemmer, at der er et ret godt samarbejde mellem mange af ordførerne, både hvad angår Færøerne og Grønland og rigsfællesskabet under et. Det er positivt, og det håber jeg fortsætter, for jeg tror, at man vil kunne klare og løse og håndtere mange af de mindre udfordringer, hvis Folketingets partier og de nordatlantiske mandater evner at arbejde tæt og fortroligt og tillidsfuldt sammen.

Så har vi jo været vidt omkring. På et tidspunkt, da man lyttede til debatten, var det, som om man enten skulle være bartender eller i fængsel for rigtig at interessere sig for rigsfællesskabet, og der tror jeg nok, at det er lidt forkert bare at opstille det sådan for hinanden, om end det lyder som et festligt værtshus, vil jeg sige. Og det kan jo være, at vi på et tidspunkt skal have en fælles ekskursion med Folketingets partier og regeringen for at komme et spadestik dybere ned i de forhold, der vedrører rigsfællesskabet. Jeg melder mig i hvert fald gerne til en sådan studietur.

Jeg synes, at der ligger et godt forslag til vedtagelse. Det er bredt, og der er rigtige mange mandater bag det, og jeg synes, at vægtningen er rigtig.

Så har jeg nogle nedslagspunkter fra dagens debat. Det er klart, at det udenrigs- og sikkerhedspolitiske har fyldt ganske meget. Det skal det også i den situation, som Danmark, verden, rigsfællesskabet og alle indgår i. Jeg synes, at vi kollektivt har den alvor, der skal til i den her situation, og jeg hører sådan set også en bred erkendelse af, at vi skal navigere i en ny verden, hvor sikkerhedspolitikken bliver bredere, fordi noget, der engang ikke var sikkerhedspolitik, er blevet til sikkerhedspolitik, og derfor skal vi kunne håndtere flere forskellige dagsordener på en og samme tid på en helt anden måde, end vi har været vant til. Men vi skal også kunne navigere som rigsfællesskab, i forhold til at områder, der er hjemtagne, og som vi betragter som et anliggende for henholdsvis Grønland og Færøerne, også kan have enten en udenrigs- og sikkerhedspolitisk dimension eller et udenrigs- og sikkerhedspolitisk ophæng, og i stedet for at komme med hårde ord i den offentlige debat er det langt bedre at finde en vej i et mere vanskeligt terræn. Og det bliver et mere vanskeligt terræn, men det er et vilkår, og det er et vilkår for alle lande, og det er et vilkår for rigsfællesskabet, og gør vi det klogt, kan vi også godt håndtere det.

Et andet nedslagspunkt er, at forfatningsforslaget fra Grønlands forfatningskommission har været vendt i dag. Jeg sagde indledningsvis, at jeg forstår det sådan, at man ønsker en intern grønlandsk debat omkring det. Vi må også forstå, at der i hvert fald er et enkelt parti, der gør sig forestillinger omkring folkeafstemninger, og det lyder ikke, som om der har været så stor opbakning til det ønske. Til gengæld lytter jeg mig til, at der egentlig er ret bred opbakning til, at når der er et grønlandsk ønske om at have en grønlandsk debat om forfatningsforslaget, ja, så skal vi andre respektere det, og det har regeringen i hvert fald tænkt sig at gøre.

Så er der med rette flere, der har spurgt til de russiske fiskeskibe ved Færøerne og deres aktiviteter, og det er også det, der har været genstand for ordvekslingen her, lige inden jeg gik på talerstolen. Det er en situation, som både regeringen og myndighederne tager meget alvorligt. Jeg vil sige det sådan, at myndighederne selvfølgelig følger det her løbende, og hvad enten det er fiskerbåde eller det er det aktuelle trusselsbillede, skal de aktiviteter, der følger deraf, jo tilpasses dertil. Og jeg har i øvrigt tillid til, at man fra færøsk side træffer de beslutninger, der skal træffes, også på det her område.

Så er der blevet spurgt konkret ind til nogle ting, bl.a. finansieringen af nye vandkraftværker i Grønland. Jeg kan oplyse, at der er et tæt samarbejde mellem Finansministeriet og Grønlands Finansdepartement om sagen, og at arbejdet med den nærmere afklaring forløber planmæssigt i, hvad jeg forstår også er en fælles forståelse. Der har også været rejst det her spørgsmål omkring den arktiske ambassadør, og jeg forstår det sådan, at der er en tæt dialog mellem den danske udenrigsminister og den grønlandske kollega, Vivian Motzfeldt, og at det er noget, man arbejder videre med på det område.

Der er masser af områder, vi kunne have berørt i dag, fordi rigsfællesskabet er så utrolig mange ting, men det her er i hvert fald nogle af spørgsmålene. Og så har der selvfølgelig også været bragt elementer op i debatten, som jeg vil mene vil egne sig til en finanslovsdebat og -prioritering, og det er ikke, fordi jeg på nogen måde skal starte en finanslovsforhandling her i maj måned, men vi har jo efterhånden fået opbygget en ret fin tradition for også at håndtere nogle konkrete udfordringer i rigsfællesskabet via finanslovsforhandlingerne. Så må jeg ikke opfordre til, at man selvfølgelig gør sig sine overvejelser om, hvad der kan være prioriteterne i forhold til næste års finanslov?

Det allerallersidste, jeg vil sige, er, at jeg bliver så ked af det, og det mener jeg virkelig oprigtigt, når unge med grønlandske rødder af den ene eller den anden årsag kommer til Danmark – det kan være et efterskoleophold; det kan være familiemæssige relationer; det kan være for at tage en uddannelse, som man ikke kan tage i Grønland; det kan også være, fordi man ønsker at benytte sig af de muligheder, som det giver at være en del af et rigsfællesskab – og de så bliver mødt af fordomme, som jo ofte har karakter af at være lidt dumme, undskyld mit franske, eller af direkte racisme, som jeg kun kan tage afstand fra, og de på anden vis ikke føler sig hjemme i det rigsfællesskab, som alle skal kunne føle sig hjemme i. Og der har vi en fælles forpligtelse, og det har vi selvfølgelig ikke mindst som politikere, til at tage afstand fra den slags, men også til at understøtte en positiv udvikling, hvor vi altid behandler hinanden ordentligt og med respekt. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit.

Mange tak. Det kom lidt hurtigere end forventet. Men tak for det, og tak for talen. Vores unge er, som statsministeren også var inde på, rigtig vigtige, særlig de grønlandske studerende, som læser her i Danmark. Det vil jo være rigtig interessant at tale med de grønlandske studerende, i forhold til hvordan vi kan sikre, at endnu flere har lyst til at vende hjem til Grønland. Det synes jeg kunne være rigtig interessant, hvis regeringen også vil engagere sig i det spørgsmål. For man kan sige, at vi i Grønland har et ansvar for selvfølgelig at sikre, at vi får dem godt af sted – vi tager os af dem, mens de er i Danmark – men også omvendt, at vi gør en indsats for at få dem hjem igen. Så jeg vil høre, om statsministeren vil være villig til at indgå i et arbejde om at skabe den her dialog omkring de grønlandske studerende, og hvordan vi får dem hjem igen.

Statsministeren.

Det vil jeg meget, meget gerne. Og det er også noget, jeg har haft lejlighed til at diskutere med fru Aki-Matilda Høegh-Dam tidligere. Faktisk startede det for flere år tilbage. Grønlandske studerende i Danmark er jo lige så forskellige som alle andre. Der er nogle, der kommer hertil med et stærkt netværk og med en meget, meget klar retning for en uddannelse og måske har bopæl hos familiemedlemmer eller andre. Der kan det være lettere at komme til Danmark, og måske har man været vant til at komme i Danmark. Og så er der jo altså unge grønlændere, som måske kommer her for første gang i deres liv uden et stærkt netværk eller kommer på et studie, hvor der ikke er andre, med hvem man deler sit sprog, sine rødder og sin forankring. Det er i øvrigt også beskrevet meget stærkt i den grønlandske litteratur igennem de senere år, hvad det er, det kulturmøde kan give.

Vi har kun en fælles interesse, og det er, at unge i rigsfællesskabet benytter sig af de muligheder, man har for at dygtiggøre sig og uddanne sig. Der vil en gang imellem gælde nogle særlige vilkår for nogle, og det synes jeg vi skal gøre, hvad vi kan, for at understøtte. Måske kunne jeg også godt tænke mig at engagere mig direkte i nogle af de unge for at høre, hvad barriererne er, og hvad vi kan hjælpe til med fra den danske regerings side.

Fru Aaja Chemnitz.

Mange tak. Et initiativ, som Inuit Ataqatigiit har taget sammen med Sambandspartiet, er bl.a. at sikre nogle penge til, at unge internt i rigsfællesskabet kan samarbejde. Der vil være en pulje, hvor man har mulighed for at søge nogle penge til projekter, hvor der er flere, der går sammen. Og det er jo et rigtig godt eksempel på noget af det, vi i virkeligheden bør gøre endnu mere af. Jeg tror rigtig meget på, at når man møder hinanden ung til ung, er det et andet møde, end når det er en voksen, der i folkeskolen fortæller, hvordan tingene f.eks. er i Grønland. Der vil jeg høre, hvad statsministeren tænker om det.

Statsministeren.

Jeg synes egentlig, det blev sagt ret godt af Liberal Alliances ordfører tidligere. Der har i hvert fald historisk været en skævhed, i forhold til at når man er ung i Grønland eller på Færøerne, er det mere naturligt at forholde sig til Danmark, fordi det kan være, at man skal tage sin uddannelse eller en del af sin uddannelse i Danmark. Det er der i hvert fald mange der har gjort. Men der er ikke så mange danske unge, der rejser til Færøerne eller Grønland for at tage uddannelse. Der er nogle, der efterfølgende får arbejde og den slags, men jo ikke i samme antal, i hvert fald proportionalt. Derfor understøtter vi i hvert fald meget gerne, hvad vi kan gøre endnu mere for at få skabt et godt ungdomsklima i vores rigsfællesskab.

Næste korte bemærkning er til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak for statsministerens tale her til sidst. Jeg vil egentlig bare spørge statsministeren, om statsministeren er enig med udenrigsministeren, som har udtalt følgende i forbindelse med de her hyppige besøg af russiske skibe på Færøerne. Han siger den 25. april: Hvis Færøernes ønske om at komme tættere på EU skal gå i opfyldelse, skal Færøerne grundigt overveje, om de vil forlænge deres fiskeriaftale med Rusland. Er statsministeren enig i den udtalelse?

Statsministeren.

Som jeg sagde det før i forlængelse af hr. Sjúrður Skaales som altid udmærkede og gode ordførertale, har jeg tillid til, at man på Færøerne træffer de beslutninger, der skal til. Jeg har i hvert fald ikke som statsminister oplevet andet end et tæt og godt samarbejde omkring både sanktioner og Vestens forhold til Rusland i det hele taget. Når det drejer sig om EU-spørgsmålet, er jeg selv engageret i at få skabt en tættere sammenhæng mellem Bruxelles, EU og EU's institutioner og så Færøerne, for det er der et stærkt ønske om.

Spørgeren.

Jeg synes jo ikke rigtig, at statsministeren svarede. Skulle vi prøve igen?

Statsministeren.

Jamen jeg forholder mig ikke til citater taget fra den danske presse. Jeg forholder mig til det samarbejde, der er inden for rigsfællesskabet. Og der er det mit meget, meget klare indtryk, at Færøerne ønsker at være en del af det og også har været det. Jeg vil bare sige, at nogle af de sanktioner, der er indført på Færøerne, hvad angår eksport til Rusland, er markante. Det er markant. Og jeg har tillid til, at man også fremadrettet træffer de beslutninger, der skal til. Jeg forstår, at der pågår en diskussion, som endnu ikke er afsluttet.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til statsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Og må jeg sige, at vi klarede den på 4 timer i år; sidste år varede den 6 timer. Hermed er forhandlingen af forespørgslen afsluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 16. maj 2023.

Jamen jeg forholder mig ikke til citater taget fra den danske presse. Jeg forholder mig til det samarbejde, der er inden for rigsfællesskabet. Og der er det mit meget, meget klare indtryk, at Færøerne ønsker at være en del af det og også har været det. Jeg vil bare sige, at nogle af de sanktioner, der er indført på Færøerne, hvad angår eksport til Rusland, er markante. Det er markant. Og jeg har tillid til, at man også fremadrettet træffer de beslutninger, der skal til. Jeg forstår, at der pågår en diskussion, som endnu ikke er afsluttet.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til statsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Og må jeg sige, at vi klarede den på 4 timer i år; sidste år varede den 6 timer. Hermed er forhandlingen af forespørgslen afsluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 16. maj 2023.

Ordføreren for forslagsstillerne vil gerne have ordet for en begrundelse. Velkommen.

Jeg havde faktisk ikke planer om at gå herop på talerstolen først, men jeg bliver nødt til at sige, at vi har begået en lille fejl i det her forslag. Vi har godt nok skrevet, hvad forslaget koster, men vi har ikke skrevet, hvordan det skal finansieres. Det er jo en lille smule uheldigt, så det mener jeg faktisk er en oplysning, man skal have, inden man går i gang med at behandle det her forslag.

Vi har konkret foreslået, at de penge, som det koster at indføre de her fodlænker, skal tages fra reserverne på finansloven – bare så I har det med jer, når I nu skal debattere forslaget. Jeg tænker, at vi tager debatten, og så kan jeg altid samle op på bemærkningerne bagefter. Tak.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er justitsministeren.

Mange tak for ordet. Og også tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt og SF for at have fremsat det her beslutningsforslag og for at sætte fokus på et meget vigtigt emne. Partnervold og stalking er som andre personfarlige forbrydelser noget, vi skal tage meget alvorligt og også handle på for at beskytte ofrene. Der er tale om forbrydelser, der rummer en dybt grænseoverskridende og uacceptabel adfærd, som også er en voldsom belastning for dem, der udsættes for den. Det samme gælder gentagne overtrædelser af tilhold. Det er helt uacceptabelt, når de samme personer igen og igen opsøger og chikanerer den, som tilholdet er givet for at beskytte, tilsyneladende helt uden frygt for konsekvenser.

Derfor står det også højt på regeringens dagsorden, at vi sætter hurtigt og konsekvent ind over for dem, der udsætter andre for f.eks. partnervold og stalking. Samtidig skal vi sørge for, at vi beskytter ofrene mod uønsket kontakt fra gerningspersonerne.

Derfor er det også med stor interesse, at jeg har læst om den norske ordning, hvor man bruger omvendt fodlænke til at beskytte ofre for partnervold og stalking. Her kan retten som supplement til f.eks. et tilhold pålægge den dømte at undergive sig elektronisk kontrol ved hjælp af en gps-fodlænke, hvis det skønnes nødvendigt, for at forbuddet overholdes. Kontrollen indebærer, at den dømte ikke må færdes i et geografisk afgrænset område, f.eks. i nærheden af den forurettedes bopæl. Hvis den dømte bevæger sig ind i området, vil der gå en alarm hos politiet, der herefter kan rykke ud til stedet.

Den norske evaluering blev evalueret i 2020, og erfaringerne viser bl.a., at den elektroniske kontrol i form af en omvendt fodlænke har en afskrækkende effekt over for både potentielle voldsudøvere og personer, der er idømt en omvendt fodlænke. Derudover opleves ordningen som et godt beskyttelsestiltag for ofrene, som øger deres livskvalitet og handlerum.

Erfaringerne fra Norge er uden tvivl lovende, og jeg er positivt stemt over for at se nærmere på, om det er muligt at indføre en lignende ordning i Danmark. Ordningen baserer sig på en rigtig grundtanke, nemlig at det må være den, der begår f.eks. stalking, som må bære byrden, for at beskytte offeret mod den uønskede kontakt. Det er ikke rimeligt, at det er offeret, der skal leve i utryghed i sit nærområde og få sin frihed begrænset. Det er ikke offeret, der skal tage forholdsregler ved at undgå at færdes bestemte steder eller skifte til hemmelig adresse.

Men inden vi på baggrund af de norske erfaringer uden videre træffer beslutning om at indføre en forsøgsordning i Danmark, er vi nødt til at stå på et mere solidt grundlag. Indførelsen af en forsøgsordning med omvendt fodlænke kræver nemlig et grundigt forarbejde. Vi kan derfor realistisk set ikke stå klar med en forsøgsordning inden udgangen af i år, hvilket er det, der lægges op til i beslutningsforslaget. Kigger vi f.eks. mod Norge, tog det flere år at komme i gang med en forsøgsordning, fordi der var udfordringer med teknologien. Og selv om Norge nu i en årrække har haft en fast ordning, viser erfaringerne, at der fortsat kan være visse udfordringer med teknologien. Det drejer sig bl.a. om, at der kan gå mange falske alarmer til politiet, f.eks. fordi fodlænken løber tør for strøm, eller fordi den dømte opholder sig et sted uden gps-dækning.

Hvis vi går for hurtigt og uforberedt til værks, kan jeg være bekymret for, at vi kommer til at stå med en ordning, som myndighederne ikke er gearet til at håndtere, eller som giver ofrene en falsk følelse af tryghed, fordi teknikken fejler. Derfor er vi nødt til at være grundige. Og når det kommer til it-understøttelse af en forsøgsordning, er det desværre ingen hemmelighed, at vi står med et politi, der er gevaldig presset på it-området. Det lægger begrænsninger på, hvad politiet kan iværksætte af nye projekter og tiltag, der kræver it-understøttelse. Det er vi selvfølgelig nødt til at tage højde for.

Der er således i min optik en række forhold, vi skal have afklaret, inden vi træffer en beslutning. Det drejer sig bl.a. om forhold af it-teknisk, juridisk og økonomisk karakter. Derfor er det endnu for tidligt at sige, om det vil være muligt at indføre en model som den norske i Danmark, og hvad tidshorisonten i givet fald vil være.

Af den årsag og samlet set kan regeringen derfor ikke støtte beslutningsforslaget. Men at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget, må ikke forstås sådan, at regeringen nu har afvist idéen om omvendte fodlænker – tværtimod. Regeringen er positivt stemt over for idéen, og mine embedsmænd er derfor allerede i gang med de indledende undersøgelser af, om det vil være muligt at indføre en lignende model i Danmark.

Foruden den konkrete undersøgelse vil jeg også nævne, at det fremgår af regeringsgrundlaget »Ansvar for Danmark« fra december sidste år, at regeringen vil sætte ind over for utryghedsskabende adfærd ved bl.a. at se på muligheden for at øge brugen af tilhold. I den forbindelse kommer regeringen til at se nærmere på, hvad der generelt kan gøres for at styrke indsatsen på tilholdsområdet, f.eks. om der er brug for at give myndighederne nye værktøjer som led i indsatsen.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige tak til forslagsstillerne for at komme med et meget, meget vigtigt bidrag til, hvordan vi kan styrke indsatsen mod de personer, der gentagne gange overtræder et tilhold eller begår stalking. Vi skal som samfund stå på ofrenes side, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at give de forurettede en følelse af tryghed og retfærdighed. Jeg ser frem til at få resultatet af undersøgelsen, så vi får en afklaring af, hvilke handlemuligheder vi har. Tak for ordet.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

Den første korte bemærkning er til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Jeg er selvfølgelig glad for, at ministeren så åbent tilkendegiver, at det her faktisk er en god idé, og også rent faktisk undersøger det. Men jeg er selvfølgelig en lille smule trist over, at vi ikke bare kan gå i gang, når man nu har en ordning i Norge, som også er ret billig, og som giver ofrene hverdagen tilbage. Det synes jeg jo et eller andet sted er virkelig, virkelig vigtigt. Men kan ministeren så sige noget om tidsperspektivet, i forhold til hvornår undersøgelserne vil være færdige, og hvornår vi ligesom kan tage næste skridt?

Ministeren.

Bare for at sige det klart vil jeg som det første sige, at jeg har meget respekt for det forslag, som SF har fremsat. Jeg forstår også godt, at man kan sidde tilbage og være trist, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt kalder det. Det er også en ærgerlig og udfordrende situation, vi står med, med it-udfordringer i politiet, herunder selvfølgelig også behov for afklaringer, både juridiske og økonomiske, og overvejelser for at kunne indføre en sådan ordning.

Jeg har ikke et nærmere tidsperspektiv andet end at sige, at så hurtigt vi har en afklaring, så hurtigt vil vi også trække af på at træffe en beslutning og selvfølgelig indkalde relevante partier til drøftelser af det. Jeg vil endnu en gang understrege, at regeringens afvisning af det konkrete beslutningsforslag i dag ikke skal tolkes eller høres som en afvisning af den grundlæggende rigtige og gode idé med en omvendt fodlænke i Danmark.

Spørgeren? Spørgeren afstår. Næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Det var egentlig lidt i forlængelse af det, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt sagde. Der er ingen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti også synes, det her er et fremragende forslag, faktisk så fremragende, at jeg opfordrede til, at vi fremsatte det selv, indtil vi fandt ud af, at det havde SF fremsat.

Men jeg undrer mig bare lidt, når vi har en nordisk nabo med et samfund, der ligner vores så meget, og man har en løsning, for det burde jo nærmest være en plug and play-løsning. Derfor undrer det her med, at det virker en lille smule fodslæbende, mig meget, altså at man skal have det undersøgt, og at man skal det ene og det andet, når de egentlig har en løsning i et land, der ligner Danmark helt utrolig meget. Så kan ministeren ikke sætte nogle flere ord på, hvad det er? For vi er i hvert fald i Dansk Folkeparti også meget optaget af, at det her forslag jo netop, hvad skal man sige, sikrer, at offeret ikke har nogen ekstra byrder, men at det er stalkeren, den kriminelle, der har de ekstra byrder. Det synes vi jo er den helt rigtige vej at gå.

Ministeren.

Som det første vil jeg sige, at jeg er glad for, at vi er enige om, at det her egentlig lyder til at være en rigtig, rigtig god idé. Derfor vil jeg gerne endnu en gang understrege over for den udbredte skare af borgere i Danmark, der måtte sidde og følge med derhjemme, at regeringens afvisning af det her beslutningsforslag ikke er en afvisning af at indføre omvendt fodlænke i Danmark. Men der er nogle forhold, vi er nødt til at have klarhed over, og det, at vi skal have klarhed over det, skal ikke tolkes, som at vi er fodslæbende. Vi er bl.a. nødt til at have klarhed over, hvad det er for en it-understøttelse, der kræves, og også om der er tekniske udfordringer med at sikre, at teknologien er sikker nok til at værne ofre mod uønsket kontakt. Det skal samtidig ses i sammenhæng med, at vi – desværre – har betydelige it-efterslæb og it-udfordringer i politiet på nuværende tidspunkt, og det er de ting, vi skal have samstemt og koordineret, og vi skal have dannet os et overblik over, hvad der derfor så kræves for også at kunne implementere en lignende ordning i Danmark.

Fru Mette Thiesen.

Ja, det hørte jeg godt ministeren sige, og selvfølgelig skal der tages højde for de her forskellige ting. Jeg undrer mig bare, fordi det her jo er en gps-løsning. Jeg tænker, at det ikke nødvendigvis burde være det mest avancerede, især ikke når vores nordiske naboer har indført det. Men jeg håber sådan set, når ministeren siger, at ministeren gerne vil undersøge det, og det er jeg rigtig glad for, at man så også lige taler med dem i Norge og lige hører, hvordan de har skruet det sammen. For det, der jo tit er problemet i Danmark, er, at man desværre har en tendens til, at alting skal være en opfindelse af den dybe tallerken. Og hvis der er nogen, der har opfundet det først, kan vi lige så godt bruge det.

Ministeren.

Vi skal absolut ikke sætte os ned og opfinde den dybe tallerken igen, hvis andre har gjort det. Og jeg er meget enig med fru Mette Thiesen i, at skulle de undersøgelser, som vi allerede har sat i gang i Justitsministeriet, vise, at vi i Danmark kan implementere den her ordning inden for et kort tidsrum, vil vi naturligvis gøre det. Der er også bare nogle forskellige risikomomenter lige nu, som vi er nødt til at tage højde for, og det er bl.a. de samlede it-udfordringer, der er i politiet.

Næste korte bemærkning er til fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg vil egentlig kvittere for en god tale. Jeg håber med mit spørgsmål, om I måske kan gøre det lidt mere konkret, for både justitsministeren og statsministeren har jo sagt, at det ikke må være praktikken, som dikterer retspolitikken. Derfor kunne en mulighed jo være, at vi i fællesskab formulerede en beretningstekst, hvor vi både sagde, at det her vil vi ikke bare arbejde for, vi vil rent faktisk have det her til at blive foldet ud som en forsøgsordning, og hvor vi sætter en deadline for, hvornår vi ønsker det foldet ud. Det kunne eksempelvis være i den næste politiaftale. Er Socialdemokratiet villig til at få det ind i sådan en beretningstekst?

Ministeren.

Jeg er meget enig med fru Mai Mercado i – og jeg tror, det skal understreges så ofte, som man kan – at det ikke skal være de driftsmæssige eller de praktiske problemer, der skal definere retspolitikken. Men – og der er jo herved et vigtigt men – nogle gange kan praktikken jo også sætte visse begrænsninger. Men jeg er bestemt ikke afvisende over for at gå sammen om at se, om man kan blive enige om en beretningstekst, hvis det er, at forslagsstiller også er indstillet på det. For igen vil jeg sige, som jeg også gjorde i min tale i forbindelse med behandlingen af det her beslutningsforslag, at vores holdning i det hele taget er, at hvis det er muligt at implementere det i Danmark, enten inden for en kort eller en mere langsigtet tidsfrist, og det tyder på, at vi kan bruge det, skal vi da også klart gøre det.

Spørgeren.

Den tilkendegivelse er jeg i udgangspunktet rigtig glad for, og så håber jeg også, at vi kan få den derhen, hvor den bliver konkretiseret. For det her er et rigtig godt forslag, som SF har lavet, og jeg ville personligt synes, at det ville være rigtig ærgerligt, hvis det falder på grundlag af sådan noget som praktik og for kort tidshorisont og det, som man plejer at bruge som alle mulige afvisningsmanøvrer. Så jeg vil egentlig bare her til sidst sige, at nu vil vi prøve det af og se, om ikke vi kan blive meget konkrete, i forhold til hvornår vi så kan få rullet sådan en ordning ud i en fælles beretningstekst. Det har vi i hvert fald et ønske om.

Ministeren.

Jamen igen, lad os prøve at sætte os sammen og blive enige om en tekst. Igen, selvfølgelig, under forudsætning af at forslagsstillere er indstillet på det, og så må vi jo så derigennem diskutere det. For det, jeg tror stadig kan være en udfordring, er at sætte en eller anden præcis dato, inden vi har klarhed over, hvad det er for nogle forudsætninger, der skal til. Men måske kan vi så blive enige om en beretningstekst om, at vi vil gøre det her, når forudsætningerne er til stede for det osv. Men lad os prøve at se, om vi kan blive enige om en tekst. Det er vi meget indstillet på.

Næste korte bemærkning er til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak til ministeren for indlægget her til en start. Når man hører ministeren, synes jeg egentlig, at det lyder, som om der er en god vilje til at kunne gennemføre noget i den her stil, men når man så ser på situationen lige nu og igennem årene omkring f.eks. stalkingofre, er det jo et område, hvor der er rigtig meget, der skal gøres – også fremadrettet. Der er sket noget, men der skal gøres mere. Noget af det, som dem, der har undersøgt de her ting, taler om, er, at der skal ske en meget hurtig indsats, altså vi taler få uger, hvis man skal kunne stoppe en stalker i forhold til at ødelægge et andet menneskes liv. Så har der, når man giver tilhold, været den situation, at det bliver brudt, og inden det bliver givet, er vi meget længere henne i processen. Der kan gå måneder, der kan gå år med hele det her sagskompleks omkring en enkelt person, der stalker. Så det er egentlig bare for at sige, om ikke vi kan gøre det her hurtigere. Vil ministeren f.eks. invitere folk fra Norge ned? Vi skal jo ikke opfinde den dybe tallerken to gange. Hvis de har opfundet en god løsning og det virker, kunne ministeren så ikke invitere de norske mennesker ned, der kan hjælpe os?

Justitsministeren.

For det første vil jeg sige, at regeringen er dybt, dybt optaget af at imødegå de mange udfordringer og hjælpe de mange ofre for bl.a. stalking. Det var også derfor, den tidligere regering jo sammen med en række af Folketingets partier med udspillet »Bedre hjælp til ofre for stalking« fra august 2021 iværksatte en lang række tiltag mod stalking. Det drejer sig bl.a. om indførelsen af en ny særskilt bestemmelse om stalking i straffeloven og også om oprettelsen af specialiserede teams i politikredsene, som skal styrke behandlingen af sager om stalking og tilhold. Og i den her regerings regeringsgrundlag har vi jo lagt op til at tage det næste skridt, hvor vi ser på muligheden for at øge brugen af tilhold.

Vi har allerede god dialog med nordmændene. Jeg skal ikke på stående fod kunne sige, om de har været i Danmark, men det er da oplagt at invitere dem. Men udfordringen, som jeg skitserer den, og som jeg også gjorde i min indledende tale, er jo ikke så meget, om vi kan lade os inspirere af Norge, eller om vi bør gøre det, for det tror jeg egentlig vi synes vi bør, det er mere omkring, hvad implementeringshorisonten er i Danmark. Og det er det, vi skal have klarhed over, før vi ville være i stand til at trykke på den grønne knap og stemme for beslutningsforslaget, der forpligter os til at indføre det inden årets udgang.

Hr. Peter Skaarup.

Jamen så har jeg egentlig bare et kort spørgsmål. Det er også fint, hvis der er en god dialog med nordmændene, og så behøver de jo ikke at komme herned, hvis man allerede snakker sammen. Men bare det så også sker. Kan ministeren så ikke give et bud på, om det så sker i år, altså f.eks. her i 2023, og der er jo en del måneder tilbage at gøre det i. Hvis det er den ambition, vi kan have. Er det en realistisk ambition, mener ministeren?

Ministeren.

Jamen helt grundlæggende har vi den ambition, at de undersøgelser, som jeg i hvert fald nu har bedt Justitsministeriets embedsfolk om at iværksætte, om, hvornår vi i givet fald ville kunne indføre en sådan ordning i Danmark, og hvad der skal være af forudsætninger til stede, skal jo naturligvis være afsluttet så hurtigt som muligt. Så kan det være, at det har en kort implementeringshorisont, men det kan jo desværre også vise sig, at det har en lang implementeringshorisont, fordi det måske bliver blokeret af nogle af de it-udfordringer, der i det hele taget er i politiet. Men mit grundlæggende synspunkt er jo, at vi skal have klarhed over det så hurtigt, som vi kan, og hvis vi kan, skal vi også indføre det så hurtigt, som vi kan.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til justitsministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken. Den første ordfører er fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Først og fremmest vil jeg gerne takke forslagsstillerne for at fremsætte forslaget her. Det er med til at holde fokus på partnervold og partnerdrab, som er et problem, vi som samfund slet ikke har fået udbredt forståelsen godt nok af. Vi har de seneste år taget nogle gode og meget vigtige skridt, men vi er kun i starten af det maraton, som vi skal igennem for for alvor at løfte indsatsen.

12 kvinder – 12 kvinder – mister i gennemsnit livet til partnerdrab hvert år, og det selv om partnerdrab er en af de mest forudsigelige drabsformer og dermed kan bekæmpes. En britisk forsker har med baggrund i hundredvis af partnerdrab opstillet syv trin, der fører fra partnervold til partnerdrab. Stalking indtræffer tidligt, men tager særlig til i trin fem og seks, og det er netop her – det er netop her – der for alvor skal sættes ind, og derfor er forslaget om såkaldt omvendt fodlænke mere end oplagt at tage i anvendelse, inden det potentielt udvikler sig til drab.

Jeg har mødt flere af de kvinder, som forslaget her vil gavne. Jeg har mødt dem rundt på landets krisecentre, set frygten i deres øjne, hørt deres historier og forstået, hvorfor de er så bange for at komme ud fra krisecenteret. Det er alle typer af kvinder: kvinder med chefstillinger, kvinder, der arbejder i vores børnehaver og på sygehuse og alle mulige andre steder. De fleste af dem har levet med volden i mange år. De ved, hvad deres ekspartner er i stand til at gøre. De ved, at risikoen ved at forlade ham er risikoen for langvarig chikane, trusler og i værste fald drab.

Forslaget er godt, og der er gode erfaringer med det. Det er rimeligt, og derfor er vi også, ligesom justitsministeren har redegjort for det, mere end positive over for det. Det er blot et spørgsmål om, hvordan vi får det til at fungere i praksis, og som justitsministeren har redegjort for, er der it-systemer, der skal understøtte redskabet for at sikre balancen også i retssikkerheden, og det skal der findes en løsning på. Derfor er vi ikke der lige nu, hvor vi kan sætte strøm til løsningerne, men det ændrer ikke på, at vi er positive over for forslaget.

Og når forslaget skal undersøges, kunne det måske også give mening at se på digitale fodlænker samtidig, for vi ved jo, at meget af den stalking, der foregår, foregår digitalt til stor gene for ofrene. Jeg har ikke svaret på, hvordan man kunne lave en digital fodlænke, men det kunne være noget, man kunne se på samtidig.

Tak til forslagsstillerne for at have sat det her vigtige forslag på dagsordenen, og tak for jeres engagement i den her vigtige sag. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Man kan jo tydeligt høre, at ordføreren kender noget til problemstillingerne for de her kvinder, som er så truet på livet, og det gjorde i hvert fald vældig stort indtryk på mig at høre den norske kvinde i Danmarks Radios udsendelse, som klart sagde: Jeg har fået min hverdag tilbage; jeg skal ikke længere kigge mig over skulderen. Og derfor er jeg selvfølgelig glad for opbakningen, men også en lille smule ærgerlig over, at vi ikke bare siger, at selvfølgelig skal vi gøre det her med det samme; vi går i gang med det.

Så kan jeg forstå, at det er politiets it, som skulle spærre for det her, men kan ordføreren ikke bekræfte, at fodlænker jo rent faktisk ligger i kriminalforsorgen?

Ordføreren.

Jo, fodlænker ligger i kriminalforsorgen, men it-systemerne spiller jo sammen, og det vil sige, at hvis der er en overtrædelse af et tilhold, skal det først sætte sig hos politiet, altså anklagemyndigheden, og siden hen hos domstolene. Så derfor spiller kæden jo sammen.

Jeg er ikke ekspert ud i politiets it-systemer, men jeg forstår godt logikken i vores sammenhæng i retssystemet, og at det er tandhjul, der skal spille sammen. Jeg har hørt justitsministeren sige, at hvis der findes nogen som helst korte veje til at få det her op at køre, altså hvis der findes systemer, man kan koble på eller andet, så er han yderst åben over for det. Og det er også det, jeg står og siger her, altså at det i hvert fald ikke er os, der kommer til at blokere for det. Men det vil også være forkert at stå og sige, at vi kan få det til at fungere fra i morgen, når der er viden om, at det kræver en it-understøttelse, som er svær.

Spørgeren.

Jamen jeg undrer mig bare, for i Norge er det jo faktisk kriminalforsorgen, der står for ordningen. I Danmark er det også om kriminalforsorgen, som står for fodlænkerne. Det at modtage en alarm, når en fodlænke er brudt, er jo også noget, som kriminalforsorgen beskæftiger sig med, og så burde det jo være rimelig nemt bare at ringe til politiet og sige, at man har fået en alarm. Og det er derfor, jeg undrer mig over, at det skal gøres til noget stort og komplekst og teknisk.

Jeg må jo nok afsløre her, at jeg er en lille smule utålmodig i forhold til at få indført den her ordning, så jeg afsøger også bare nogle løsninger, i forhold til om det kunne give mening at satse noget mere på kriminalforsorgen end nødvendigvis bare lige på politiets it.

Ordføreren.

Jeg tror da, at alle her er utålmodige. Hvad vi kan gøre, skal gøres, og det er også det, jeg hører justitsministeren meget klart sige – er der nogen som helst løsninger, man kan trylle op af hatten, og som kan fungere her og nu, så er der bestemt en villighed i forhold til det.

Men tingene spiller sammen, for der er jo en konsekvens, hvis man bryder sit tilhold, og som jeg forstår det, er det det, der er udfordringen – at få det til at spille sammen med de it-systemer, der bredt set ligger på politiets område.

Spørgeren.

Det er ikke længe siden, at vi havde et borgerforslag om genetisk slægtsforskning, som blev vedtaget med stemmerne fra Socialdemokratiet og fra regeringen, og hvor man bakkede det op og syntes, det var et godt forslag, til trods for at det er en helt ny måde at efterforske forbrydelser på. Over for det vælger Socialdemokratiet så i dag at ville stemme nej til den omvendte fodlænke, til trods for at det er mindre kontroversielt – det er en kendt teknologi – men fordi man synes, det er meget besværligt. Så jeg skal bare lige spørge: Hvorfor valgte man egentlig at bakke op om forslaget om genetisk slægtsforskning, når man så i dag stemmer nej til den omvendte fodlænke?

Ordføreren.

Det er jo to helt forskellige forslag, og de bunder i to helt forskellige argumentationer.

Spørgeren.

Det ene er kontroversielt, helt nyt, uafprøvet, findes ikke i Danmark, og det andet er kendt teknologi. Jeg har simpelt hen svært ved at forstå, hvorfor man ikke bare stemmer ja til noget, som er velkendt, og som der er stor opbakning til, for det her er jo meget mindre kontroversielt. Det er en velkendt teknologi, og det er noget, man sådan set fra i morgen af ville kunne analysere sig frem til hvordan man kunne få til at virke i en dansk kontekst.

Ordføreren.

Nej, det er jo lige præcis det, som justitsministeren har redegjort for er udfordringen, altså at man ikke bare kan koble det op på politiets it-systemer. Det er det, der er baggrunden for, at vi ikke kan indføre det i morgen.

I forhold til det andet forslag er det ikke koblet op på politiets it-systemer, så derfor kan man godt indføre det. Og hvis man stemmer ja til et forslag her i Folketingssalen, skal der jo være en rimelig chance for, at man kan indføre det inden for den periode, som beslutningsforslaget refererer til. Jeg synes, vi har sagt meget klart, at vi i den grad ønsker, at det her skal komme op at køre så hurtigt som muligt, men det ville jo heller ikke være reelt at give indtryk af, at vi har det her system i morgen, når politiets it-systemer ikke er i stand til at understøtte det.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Velkommen.

Tak for det. Ja, det er alvorlige forbrydelser, vi taler om, her i forslaget: Partnervold og stalking. Vi har i Folketinget heller ikke været blinde for, at det var alvorlige forbrydelser. Vi har strammet på skruen op til flere gange på forskellig vis. Vi har givet ubetinget fængsel i grove stalkingtilfælde – det har Højesteret bekræftet er hovedreglen. Og vi har i øvrigt gjort det muligt, at det er nemmere at få et tilhold. Vi er helt med på, at det her er alvorlige forbrydelser, og at offeret skal beskyttes.

Nu skal jeg ikke trætte Folketinget med en lang tale, for jeg kan henholde mig til det, der tidligere er sagt. Det er et super fint forslag, og vi kan støtte intentionerne i forslaget. Men når jeg hører, at Justitsministeriet siger, at det kræver et grundigt forarbejde, så er der jo ingen grund til at betvivle det. Og at der er it-problemer, ja, det skal vi jo ikke mange dage tilbage for at i hvert fald retsordførerne fik bekræftet, altså at der er ganske, ganske alvorlige it-problemer, nu også i politiet. Vi kan næsten ikke klare flere it-problemer, men det bliver vi altså nødt til, og det gør vi også her.

Så kom man ind på et spørgsmål omkring genetisk slægtsforskning. Der synes jeg måske nok lige jeg døjer lidt med at se parallellen, men det var nu også det andet spørgsmål omkring politiet og kriminalforsorgen, jeg tænkte på. Der er måske – jeg ved det ikke – den forskel, at når vi har fodlænke i dag, hvor reglerne overtrædes, så er det jo i situationer, hvor folk er dømt, og hvor man altså har en afsoningslænke. Det, vi taler om her, er en lænke, som i hvert fald ikke er knyttet op på en forbrydelse, der er stadfæstet endnu. Det er – hvad skal vi sige – mere en bevis- eller efterforskningslænke til politiet. Jeg aner det ikke, men det kunne jeg da tænke mig kunne være årsagen til, at der kan være forskel i it-systemerne. Jeg har ingen grund til at betvivle justitsministerens forklaring om, at man ikke er gearet til at tage sig af det for øjeblikket.

Men jeg kan sige, at vi er utrolig positivt stemt over for SF's forslag, og jeg vil glæde mig til den dag, det kan blive realiseret. Det er bare ikke lige nu i den form, det ligger her, og derfor er Venstre desværre nødt til at stemme imod.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Den næste ordfører er hr. Henrik Rejnholt Andersen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Og tak til SF for at fremsætte det her forslag, der handler om brugen af omvendt fodlænke. Det har til formål at beskytte ofre for partnervold og stalking. Stalking er et kæmpestort problem i Danmark, især for ofre, der tidligere har været i voldelige forhold – det gælder både fysisk og psykisk vold – og hvor gerningspersonen fortsætter med at udsætte offeret for den ekstremt nedbrydende adfærd, som stalking nu engang er. Stalking kan også have fatale konsekvenser for de udsatte. Det kan sætte sig i ofrene for altid. Det skal vi gøre noget ved, og derfor er jeg også glad for, at der sidste år trådte en selvstændig kriminalisering af stalking i kraft.

Beslutningsforslaget B 78, som vi behandler i dag, går helt basalt ud på at indføre en slags særlig overfaldsalarm, der skal hjælpe ofrene for vold og stalking, nemlig en omvendt fodlænke. Hvor fodlænker fungerer på den måde, at man ikke må bevæge væk fra bestemte områder, så fungerer det her omvendt, idet man ikke må bevæge sig for tæt på et område.

Jeg og Moderaterne kan ikke andet end at støtte op om intentionen bag lovforslaget. Det mener jeg virkelig, når jeg siger det. Med en omvendt fodlænke lægger vi ansvaret for at stoppe stalking over på den, der udfører den chikanerende adfærd i stedet for at begrænse friheden for den, der udsættes for det. Det er sund fornuft. Men jeg kan forstå på Justitsministeriet, som vi også fik egentlig redegørelse fra den anden dag, at it-problemer er det store udfordring i øjeblikket. Det betyder, at det ikke på nuværende tidspunkt kan indføres, også selv om vi gerne vil.

Vi støtter virkelig forslaget i sin idé, men kan på nuværende tidspunkt ikke støtte forslaget.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Henrik Rejnholt Andersen, Moderaterne. Næste ordfører er hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Når man ser på det her forslag, er der rigtig mange gode elementer i det. Derfor er vi meget positive over for det. Statistikkerne for stalking viser jo faktisk med al ønskelig tydelighed, at det ofte er meget få personer, der bryder deres tilhold mange gange. Det synes jeg er interessant i forbindelse med forslaget.

I Norge har man taget hånd om den her situation med stalking ved at etablere en omvendt fodlænkeordning, der fungerer, ved at det er stalkeren, der får påmonteret fodlænken med gps-sporing. Der bliver dannet en zone rundt om offerets bopæl, og hvis gerningsmanden så træder ind i den zone, ja så går der en alarm hos politiet. Zonen er altså udformet sådan, at det tager mindst 25 minutter for gerningsmanden at nå frem til offeret fra zonens yderkant. Tidligere var det jo sådan, at det var offeret, der måtte flytte og få en hemmelig adresse og skulle kigge sig over skulderen, når pågældende gik ud. Nu er det så endog gerningsmanden, der må bære byrden og ikke må opholde sig inden for zonen. I Norge indførte man en sådan fodlænke med gps-sporing for 10 år siden, og siden er 86 personer blevet idømt straf med fodlænke. Ingen af de 86 personer har brudt deres tilhold ifølge de oplysninger, der foreligger.

DR har så i en serie, der hedder »Kriminelt«, lavet en udsendelse, hvor man både taler med et offer og en gerningsmand, der har den omvendte fodlænke på. Her udtaler gerningsmanden, at den omvendte fodlænke faktisk også har haft en positiv effekt på pågældende gerningsmand. Det er jo virkelig interessant, at det har en positiv effekt, og at gerningsmanden måske i virkeligheden er interesseret i at indgå i sådan en ordning, fordi det har en positiv effekt på pågældende. Jeg kan i øvrigt anbefale, at alle ser den her udsendelse, hvis man ikke har set den allerede. Det er virkelig tankevækkende at se det program.

Jeg vil også på Danmarksdemokraternes vegne nævne, at det er rimelig veldokumenteret, at der forud for partnerdrab ofte er en periode med psykisk vold og stalking. Derfor vil en styrket indsats, som det her forslag lægger op til, også rumme en vigtig forebyggende indsats mod en forbrydelse, der alt for ofte finder sted og stort set kun rammer kvinder.

Forslaget vil sikre offerets retssikkerhed i højere grad, og hvad er der næsten at betænke sig på, hvis det er tilfældet? Det vil det, fordi man med en fodlænkeordning vil have en markant højere sandsynlighed for, at man kan holde øje med gerningsmændene. Så jeg vil gerne takke SF for at fremsætte det her beslutningsforslag og meddele, at vi hos Danmarksdemokraterne støtter det fuldt ud.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Tak, formand, og tak til Socialistisk Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget. For vi skal her i dag diskutere en forsøgsordning på 3 år med fodlænker, der skal virke mod partnervold og stalking. For når en stalker stalker sit stalkingoffer, skal vi for at beskytte stalkingofferet sætte statsmagten til at stalke stalkeren, således at stalkningofferet kan se sig fri for stalkerens stalkende opførsel, og dermed har jeg nok også brugt min kvote for ordet stalking i dag.

Men lad os sige det klart: Der findes besatte mennesker derude, der bryder loven, der chikanerer og forfølger deres ofre og indgyder frygt i dem – en frygt, der begrænser offerets følelse af sikkerhed og særlig deres frihed. Offeret mister altså på grund af gerningsmandens handlinger sin frie mulighed for at bevæge sig rundt i samfundet. Det er uretfærdigt. Det er ondt, og det ødelægger deres liv.

At vi nu så har et teknisk virkemiddel, der gør, at myndighederne kan følge med i gerningsmændenes bevægelser, opsnappe og stoppe disse gerningsmænd fra at udføre deres udåd, er en enorm fordel for ofrenes frihed og for den overordnede retfærdighed i samfundet. Vi støtter derfor i Liberal Alliance naturligvis dette forslag, da det indfører foranstaltninger, der kan forhindre personer idømt tilhold og partnervold i at forfølge deres offer. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance. Den næste ordfører er fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Først og fremmest tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag, og der kommer også lutter positive toner her fra mig på talerstolen. Udøvelsen af stalking i Danmark er stigende. Det er bl.a., fordi der er kommet nye måder at stalke på. Der er hele den teknologiske udvikling, hvor der i højere grad nu, end man så tidligere, anvendes overvågningsudstyr såsom gps-trackere, apps på mobilen samt kameraer. Men der er også fremvækst i digital stalking på sociale medier, hvor alt lige fra konkrete voldsomme trusler til tusindvis af hjerteemojis kan opleves som både forstyrrende, fredsskabende og decideret truende. Vi har dertil også set en stigning i anmeldelser af stalking og en stigning i anmeldelser af brud på tilhold.

Lovgivningen om stalking er blevet skærpet igennem de senere år. F.eks. har det siden december 2021 været muligt at tildele et strakstilhold, således at udøvere af stalking kan straffes, selv om de ikke tidligere er meddelt et tilhold. Det er godt, også selv om det kan virke lidt forskelligt, hvordan den paragraf bliver brugt i de forskellige politikredse. I januar 2020 blev stalking strafbart efter straffeloven, og her blev det understreget, at tre betingelser skal være opfyldt, for at en persons adfærd eller handlinger kan anses for stalking, nemlig at det skal være chikanerende, utryghedsskabende og systematisk eller vedvarende.

Stalking skal tages alvorligt, og det samme skal partnervold og partnerdrab. I 1998 – det er alligevel et par år siden – påviste den canadiske forsker Myrna Dawson, at de første 3 måneder, efter at en kvinde har forladt sin mand, er de farligste i hendes liv, fordi bruddet er en højrisikofaktor, og det er helt tydeligt, at vi skal gøre mere. Her er det nærliggende at se til Norge, for i Norge er der færre stalkingofre, der lever i konstant frygt. For 10 år siden begyndte Norge at anvende fodlænke med gps-sporing, og siden er 86 personer blevet idømt straf med fodlænke, og tilholdet er blevet overskredet lige præcis nul gange.

Det er jo, fordi der i Norge findes den omvendte fodlænke. Her er det stalkeren eller voldsudøveren, der er udstyret med en alarm, og det betyder, at der bliver dannet en ring rundt om offerets bopæl, og hvis der trædes ind i den ring, går alarmen hos politiet, som først og fremmest vil bringe offeret i sikkerhed. Fodlænken virker. Den betyder, dels at man tænker sig om to gange, dels at fodlænken fysisk minder en om, at man ikke skal overskride den grænse. Faktisk har det også den betydning, at det skubber ansvaret fra offeret og over på gerningsmanden. Det giver også den stalkede mindre frygt og mere frihed og en større mulighed for at leve et mere normalt liv, og derfor bakker vi op om at indføre en omvendt fodlænke herhjemme.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Det gik stærkt. Der plejer at komme nogle andre før mig. Det her forslag er et rigtig godt forslag. Det er faktisk så godt et forslag, at da jeg læste om den norske model, løb jeg straks ind til vores retsordfører, hr. Peter Kofod, og sagde: Skal vi ikke fremsætte det her selv? Og så undersøgte vi det lidt nærmere og fandt ud af, at SF allerede havde fremsat det. Så det var jo rigtig, rigtig dejligt.

Jeg synes, det her giver ekstremt god mening. Det er frygteligt at blive udsat for stalking. Det er frygtelige historier, vi også har kunnet læse i aviserne og bladene osv., om hovedsagelig kvinder, som simpelt hen må sætte deres liv på pause, fordi der er et menneske, der er så forstyrret, at det simpelt hen ikke kan lade dem være i fred; der kontakter dem i tide og utide; truer dem, men også nogle gange bare giver dem en ekstremt uønsket opmærksomhed; holder øje med, hvad de laver; skriver til dem på mærkelige tidspunkter og alle de her forskellige ting. Det er voldsomt forstyrrende.

Sådan som det er i dag, er det i princippet offeret, som skal sætte sit liv på pause, og som skal lave en hel masse forskellige tiltag for at komme uden om den her person, som chikanerer dem. Nogle er faktisk nødt til at flytte, også nogle gange ad flere omgange, for at slippe væk fra vedkommende. Og sådan skal det altså ikke være i et retssamfund. Det må aldrig være sådan, at offeret på den måde skal ligge under for den her voldsmand. Derfor synes vi i Dansk Folkeparti, at det er et rigtig godt forslag.

Jeg tror faktisk ikke, jeg har mere at tilføje. Jeg synes, det er rigtig, rigtig ærgerligt, som det egentlig også er blevet nævnt her af flere partier, at vi ikke allerede er længere. Og jeg undrer mig stadig væk over – må jeg indrømme, men det kan jo være, vi kan få det opklaret i udvalgsbehandlingen – at det her ikke bare er en forholdsvis ligetil løsning, når man har det i Norge, som alt andet lige er et land, der ligner Danmark helt utrolig meget. Jeg håber og vælger også at tro på, at det her ikke er endnu en syltekrukke, men at det her faktisk er reelt, og at vi får indført den her løsning i Danmark ganske snart. Det synes jeg faktisk, vi skylder de – desværre – mange, som jo bliver udsat for stalking, og især den her stalking, som er så invaderende og så invaliderende, som nogle af de eksempler, vi har hørt om i den her kontekst, er. Men i Dansk Folkeparti støtter vi forslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Henrik Rejnholt Andersen, Moderaterne.

Tak for talen. Det er dejligt at høre, at Dansk Folkeparti også synes, det her er en god idé. Det gør vi jo stort set bredt i hele Folketinget i dag. Desværre er der de problemer, der er, som også retsordførerne har redegjort for, med det it-mæssige. Så det er ikke et decideret spørgsmål; det er mere en konstatering af, at jeg håber, DF kan forstå, at når der bliver sagt, at det it-mæssige ikke kan lade sig gøre i øjeblikket, er det jo ikke, fordi der ikke er velvilje til det. Det er simpelt hen, fordi det ikke kan lade sig gøre.

Ordføreren.

Så må ordføreren for Moderaterne beklage, men regeringen er bare exceptionelt god til at lave syltekrukker. Derfor vælger jeg også at sige, at nu vælger jeg på det her område at tro på, at det her ikke er endnu en syltekrukke, men at det her faktisk er reelt. Og det håber jeg på. Men vi kommer også til at forfølge det her, som jeg er helt sikker på at der er flere andre der også gør, så vi hurtigst muligt kan få indført sådan en løsning her i Danmark til gavn for de ofre, som bliver udsat for noget, som ingen burde være udsat for.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Nej. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Næste ordfører er hr. Noah Sturis, Alternativet. Tiden kommer til den, der venter.

Tak. Og tak til SF for at fremsætte forslaget, som vi mener ville gøre en reel forskel i kampen mod partnervold og stalking. Og så forsøger det at løse problematikken på en ret nuanceret måde, for det er en skræmmende virkelighed, at mange borgere – oftest kvinder – lider under psykisk og fysisk vold, ofte fra personer, de engang stolede på.

Den omvendte fodlænke vil give mulighed for, at der sendes en advarsel til politiet, hvis gerningsmanden nærmer sig, og det ville give politiet mulighed for at reagere. Og så ville det også give ofrene en øget følelse af sikkerhed og tryghed i deres dagligdag, så de kan fortsætte med deres dagligdag uden at være bange for at blive opsøgt i deres eget hjem.

Det er vigtigt også at bemærke, at den her ordning ikke kun vil have en afskrækkende virkning, men også kan være en faktor i retsforfølgelse af gerningsmændene, fordi data fra fodlænken kan give afgørende beviser og støtte til politiets efterforskning, hvilket vil øge mulighederne for en retfærdig dom. Og så er det velkendt teknologi. Altså, vi benytter allerede fodlænker herhjemme i konventionel forstand; vores naboer i Norge bruger den her omvendte fodlænke, og det har vist sig at virke.

Det er virkelig, virkelig ærgerligt, at vores offentlige it-projekter har så mange udfordringer, at det skal være begrundelsen for, at vi ikke bare kan lave en forsøgsordning. Alternativet har også gode forslag til, hvordan vi kan lave bedre offentlige it-løsninger, så vi ikke sander til, fordi et gigantprojekt slår fejl – men det er lidt ude af scope for det her beslutningsforslag. Så indtil da støtter vi i Alternativet forslaget – og tak igen.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Noah Sturis, Alternativet. Så er tiden kommet til ordfører for forslagsstillerne fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet, og også tak for en fin debat. Jeg glæder mig over, at vi i det mindste er meget enige om, at det her er noget, vi rigtig gerne vil, hvis vi kan få det på plads.

Det er jo sådan, at vi allerede i Danmark har taget en hel masse skridt for at bekæmpe vold og trusler og krænkelser. Det er meget ofte rettet mod kvinder, men det kan selvfølgelig også ramme mænd – og det gør det. Vi har f.eks. indført en selvstændig bestemmelse om stalking i straffeloven. Vi har fået en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i straffeloven. Vi har fået en handlingsplan til bekæmpelse af partnerdrab. Og med den seneste flerårsaftale for politiet, har vi endda også lavet specialiserede teams, som har særlige kompetencer til at efterforske forbrydelser i nære relationer.

Vi har jo i SF været meget aktive i alle de her tiltag, fordi vi jo grundlæggende mener, at vi fortsat står med et stor og uløst problem, når det handler om både partnervold og partnerdrab. Partnerdrab er jo den største enkeltstående kategori af drab herhjemme, og vi ved bare, at der tit gemmer sig en rigtig ubehagelig forhistorie med trusler og stalking mod ofrene, psykisk vold, og de her ofre er henvist til at leve et liv i skræk og rædsel. Derfor er en styrket indsats mod stalking faktisk også en vigtig forebyggende indsats mod partnervold og partnerdrab.

Stalking er også i sig selv ekstremt nedbrydende og har voldsomme psykiske og sociale konsekvenser for offeret, og antallet af sager om stalking er eksploderet med en stigning på næsten 150 pct. fra 2017 til 2022. Når man så kigger ind i det, kan man se, at langt de fleste af de forhold skyldes et relativt lille antal gerningsmænd, som så til gengæld bare giver den hele armen og står for enormt mange stalkingtilfælde mod uskyldige ofre. Jeg har set sager, hvor der har været, ja, 3.200 brud på tilholdet – det er ganske mange.

Vi så også en 34-årig mand ved retten i Næstved, som blev idømt 1 års ubetinget fængsel for mere end 841 overtrædelser af tilhold for trusler og hærværk begået mod en tidligere kæreste og hendes nærmeste. Altså, jeg tænker, at der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor indgribende det egentlig må være i en hverdag.

Vi mangler, synes vi i SF, effektive midler til at hindre brud på tilhold og hindre den fysiske kontakt, som stalkere jo tit motiveres af. Det er derfor, vi synes, at man skulle kigge mod Norge, hvor man har indført den her omvendte voldsalarm eller omvendte fodlænke i sager om partnervold for at sikre beskyttelse af ofret og give den voldsudsatte et mere normalt liv. Det er jo en gps-fodlænke, som gerningsmanden får på, og hvis han kommer for tæt på offerets bopæl, udløser det den her alarm hos politiet.

Når man ser den udsendelse, som Danmark Radio har lavet om det her, så giver gerningsmanden faktisk udtryk for, at det her er hjælpsomt til at afholde gerningsmanden fra at tage kontakt til offeret. På den måde hjælper det ikke kun offeret, men faktisk også gerningsmanden. Og jeg tror, vi kunne få meget ud af det her, hvis vi ud over at støtte gerningsmanden til at lade være med at tage den her kontakt – for i Norge har det jo givet nul brud på tilholdet efterfølgende – også hjalp med en eller anden form for behandling eller opfølgning, så vedkommende ikke kaster sig over et nyt offer. Så jeg tror virkelig, vi kunne gøre noget effektivt på det her område.

Som sagt er erfaringerne fra Norge rigtig gode, og der har ikke været et eneste brud på tilholdet i de 70 sager, hvor man har anvendt omvendt fodlænke, og det tyder jo faktisk på, at ordningen giver en rigtig god beskyttelse af offeret og har den her afskrækkende effekt på udøveren.

Så må vi også sige, at en fodlænke selvfølgelig er et voldsomt indgreb i den enkeltes frihed, og derfor skal det også bruges med varsomhed. Men jeg må også bare sige, at jeg synes jo ikke, at det skal ligge offeret til last, at en gerningsperson ikke kan afholde sig fra at stalke eller true eller være voldelig. Der må vi sige, at en gerningsmand ligesom må tåle indgrebet i de her sager. Når man har udvist den her vedvarende og ekstreme og skadelige adfærd, bliver vi simpelt hen nødt til at stoppe det. Vi har også spurgt krisecenteret Danner, og de tænker sådan set også, at en fodlænke vil være en rigtig, rigtig god idé.

Så kan man jo så spørge sig selv: Er alle problemer med stalking og partnervold i øvrigt – i Norge har man jo brugt det rigtig meget i partnervoldssager – løst med det her tiltag? Nej, det tror vi ikke på. Der vil stadig væk forekomme stalking, fordi stalking i dag også rigtig meget foregår digitalt. Og der vil jeg sige, at vi i SF i længere tid har ønsket, at vi får nedsat et udvalg, som kigger på alle de her ting, som kan bruges til at overvåge og stalke med digitalt – airtags og alt mulig andet, hvor man kan forfølge ofrene. Det giver også rigtig god mening, at vi følger op på den side. Det skal i hvert fald ikke betyde, at man ikke går videre med et forslag, som kan hindre den fysiske kontakt, for det er der også bare rigtig meget brug for.

Så vil jeg bare sige til sidst, at vi har hørt rigtig mange gange, at kapaciteten ikke må bestemme straffen; ergo må retspolitikken ikke udfordres af, at vi ikke har pladser i vores fængsler. Det har vi hørt til hudløshed, og jeg har tit sagt: Kapaciteten er i gang med at sætte begrænsninger for, hvad vi kan retspolitisk, for der er ikke pladser, og der er ikke hænder. Nu hører vi så, at kapaciteten bestemmer, om vi kan indføre en ordning med omvendt fodlænke, og vi må jo så tage til efterretning, at ministeren siger, at vi ikke bare sådan lige kan gøre det. Jeg synes jo stadig væk, at it-problemer hos politiet helst ikke må betyde, at vi ikke kan komme videre med den her meget vigtige ordning. Og i Norge er det altså kriminalforsorgen, der ligesom står for den her ordning – det er ikke politiet.

Men med de ord sagt håber jeg, at vi i fællesskab kan drive det her videre, og at vi hurtigst muligt får indført det her, som kan betyde en stor forbedring i voldsudsattes og stalkingudsattes liv. Og så skal jeg til allerallersidst sige, at Enhedslisten også støtter det her forslag – de kan desværre ikke være til stede i salen. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Med forbehold for at fru Karina Lorentzen Dehnhardt selvfølgelig ikke kan komme ind i hovederne på regeringsordførerne, kunne det alligevel være interessant at høre, om ikke fru Karina Lorentzen Dehnhardt er enig i, at borgerforslaget om genetisk slægtsforskning egentlig er at opfatte som værende mere vidtgående, fordi der her er tale om et helt nyt værktøj, som vi sådan set ikke har bestemt rammerne for, i forhold til hvordan det skal virke, som på sin vis også er mere kontroversielt, og hvor der jo ikke bare er tale om noget praktisk i forhold til at skulle lave et it-system, men at det er et helt nyt værktøj.

Så undrer det ikke også ordføreren, at regeringen vælger at stemme for genetisk slægtsforskning – det er jo godt, at de gør det – men så alligevel sådan trækker praktikalitetskortet og siger, at det vil man ikke stemme for den her gang, når det er den omvendte fodlænke, det drejer sig om?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er et rigtig godt spørgsmål, som ordføreren her stiller, for det er – altså også hos mig – en kilde til forundring. Altså, noget, som er helt nyt, nemlig genetisk slægtsforskning, og som kræver en form for database med frivilligt afgivet dna, som jeg forstår det, må jo siges også at involvere en eller anden form for it-mæssig opbakning.

Derfor kan det selvfølgelig undre mig, at man synes, at man godt kan gå videre med dét forslag, men ikke med det her forslag, som i øvrigt rummer en i Norge velkendt teknologi, og som måske, ja, har nogle børnesygdomme, men jeg synes jo simpelt hen, at det er så alvorligt med stalking og partnervold, at her burde vi simpelt hen gå i gang hurtigst muligt.

Spørgeren.

Mit sidste spørgsmål er egentlig ikke et spørgsmål. Det er i virkeligheden bare et ønske om at rette en tak for et utrolig velformuleret og velskrevet beslutningsforslag. Så tak for det.

Ordføreren.

Jamen selv tak, og tak til alle for opbakningen. Jeg synes, vi skal lægge os i selen for, at det her bliver indført hurtigst muligt. Jeg er sikker på, at vi her står med et redskab – det redskab, som vi har manglet – til at kunne kontrollere i hvert fald tilhold, hvor overtrædelserne sker fysisk.

Vi har manglet en effektiv håndhævelse, og jeg tror faktisk også på, at ud over at det her giver nogle gevinster for offeret, vil det sådan set også spare myndighederne for rigtig mange ressourcer. Tænk på alle de sager, der ikke skal skrives, om stalking og partnervold; alle de patruljer, der ikke skal sendes ud til utrygge mennesker; folk, der kan få deres hverdag tilbage. Det ville være helt fantastisk.

Næste korte bemærkning er til hr. Henrik Rejnholt Andersen, Moderaterne.

Tak for det, formand. Jeg er nødt til at følge lidt op på spørgsmålet fra fru Mai Mercado omkring sammenligningen mellem genetisk slægtsforskning og omvendt fodlænke. Jeg ved, at ordføreren har været med på de samme møder og også har stemt for forslaget om genetisk slægtsforskning, så vil ordføreren ikke bekræfte over for mig, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre? De to ting har ikke noget med hinanden at gøre rent it-mæssigt. Genetisk slægtsforskning er på offentlige søgesystemer, mens det her ikke er på offentlige søgesystemer. Vil ordføreren ikke lige bekræfte det?

Ordføreren.

Nej, det vil jeg sådan set ikke bekræfte. Under alle omstændigheder er det jo noget, politiet skal bruge, så det må kræve en eller anden form for back up, og der skal også laves en database, som man frivilligt kan afgive dna til. Det kræver jo også noget opbakning og understøttelse. Så jeg kan sådan set ikke se forskellen.

Spørgeren.

Nu ved jeg, at ordføreren også har haft møder med Martin, der har lavet genetisk slægtsforskning, og jeg ved også, at ordføreren er blevet klar over, at de ting, de skal bruge for at kunne lave genetisk slægtsforskning, er offentlige databaser – ikke noget, der skal lagres; de søger i kirkebøger og på offentlige facebooksider for at lave den her genetiske slægtsforskning. Og det har altså ingenting at gøre med et it-system, der skal bruges til at lave omvendt fodlænke.

Ordføreren.

Ordføreren har da fuldstændig ret i, at det er to forskellige it-systemer, der skal til, men der skal dog en eller anden form for opbakning til. Og jeg har også haft møder med hr. Martin Enggaard om forslaget, og mig bekendt går forslaget sådan set også på, at man laver en database med frivilligt afgivet dna, og for at politiet ligesom skal kunne bruge den, må det vel kræve en eller anden form for it-mæssig backup.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Tak for ordet, og tak til SF for at sætte fokus på igen en meget vigtig dagsorden, som jo også har sammenhæng med det andet spørgsmål, vi lige har diskuteret. Der er ikke nogen tvivl om, at partnerdrab er en dybt tragisk og meningsløs forbrydelse. Partnerdrab kan jo i nogle tilfælde være kulminationen på et langt forløb med fysisk, psykisk eller seksuel vold, der finder sted lige der, hvor man burde føle sig allermest tryg. Det skal nemlig være trygt at være i et parforhold, men det er det ulykkeligvis ikke for dem, der lever i voldelige parforhold, og hvor volden i de mest ekstreme tilfælde ender i drab. Det hverken kan eller skal vi acceptere som samfund. Partnervold og partnerdrab er et samfundsansvar, og derfor er det også et område, som regeringen prioriterer højt.

Med beslutningsforslaget er der lagt op til at oprette en partnerdrabskommission, der har til formål at igangsætte en partnerdrabsudredning og indsamle viden for at forebygge partnerdrab og partnervold. Forslagsstillerne har bl.a. henvist til en forsøgsordning i Norge, hvor omfanget af partnerdrab og omstændighederne ved partnerdrab blev kortlagt, og hvor der efterfølgende blev nedsat en egentlig partnerdrabskommission. Kommissionen fik til opgave at gennemgå en række partnerdrabssager, hvor der havde været kontakt til politiet, socialvæsenet eller sundhedspersonale, med henblik på at undersøge, om myndighederne havde svigtet deres ansvar, og hvad man fremover kunne gøre for at undgå partnerdrab. Det fremgår af beslutningsforslaget, at indsatsen har bidraget til, at det gennemsnitlige antal partnerdrab i Norge er faldet fra otte til syv om året, og det øgede fokus på partnerdrab har været med til at fremme indsatsen mod partnervold.

Lad mig først og fremmest slå fast, at jeg er helt enig med forslagsstillerne i, der er behov for et tæt myndighedssamarbejde på området. Forebyggelse af partnervold og partnerdrab sker ikke bare et sted; det kræver, at de relevante myndigheder samarbejder og udveksler information og erfaring. Der er meget, der tyder på, at tidlig opsporing er nøglen til at forebygge partnerdrab, og derfor er der igennem de seneste år også blevet iværksat en række initiativer på området, som bl.a. har til formål at styrke myndighedernes samarbejde og skabe en øget viden om partnerdrab. Arbejdet med at bekæmpe partnervold og partnerdrab stopper dog selvfølgelig ikke der. Vi skal løbende overveje, om der er behov for at iværksætte yderligere tiltag, der kan styrke indsatsen på området.

Som det fremgår af regeringsgrundlaget »Ansvar for Danmark« fra december 2022, vil regeringen igangsætte en national indsats mod partnervold og partnerdrab. Derfor er jeg også glad for, at regeringen i marts 2023 indgik en politisk aftale med et bredt flertal af Folketingets partier om at afsætte 136,1 mio. kr. til 14 initiativer i en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab.

Et af de initiativer, der med aftalen blev afsat midler til i en kommende handlingsplan, er at etablere et partnerskab til bekæmpelse af partnerdrab og vold i nære relationer. Formålet med partnerskabet er bl.a. at skabe ny viden om partnerdrab og bidrage til at styrke den eksisterende indsats. Det skal bl.a. ske gennem en øget vidensdeling og et styrket samarbejde mellem relevante myndigheder og øvrige aktører. Partnerskabet har på den måde lighedstræk med den foreslåede partnerdrabskommission.

Af andre gode initiativer, som vil indgå i den kommende handlingsplan, kan jeg nævne, at Justitsministeriets Forskningskontor i løbet af 2023 vil udarbejde en opdateret version af rapporten »Typer af drab i Danmark« fra 2020, som vil indeholde de nyeste tilgængelige oplysninger om drab, herunder partnerdrab. Den opdaterede rapport vil desuden indeholde flere oplysninger om drabene end rapporten fra 2020. På den måde sikrer vi, at der er den nødvendige viden, så de forebyggende indsatser, vi sætter i søen, står på et solidt grundlag.

Derudover blev der som led i den seneste flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden etableret specialiserede teams i alle politikredse. Hvert team råder over dedikerede og specialuddannede nøglepersoner, der skal være med til at løfte kvaliteten i politikredsenes behandling af sager om bl.a. vold i nære relationer. Og så er det ambitionen, at de specialiserede teams skal samarbejde med partnerskabet til bekæmpelse af partnerdrab og vold i nære relationer. Partnerskabet ved bl.a. kunne formidle viden, erfaringer og anbefalinger vedrørende politiets indsats til de specialiserede teams og efter behov og fungere som sparringspartner for politiet.

Nu har jeg blot nævnt tre ud af en række initiativer, som vil indgå i handlingsplanen mod partnervold og partnerdrab. Fælles for de tre initiativer er, at de bl.a. har til formål at styrke indsatsen mod partnerdrab gennem bedre dataindsamling, øget viden og en styrkelse af samarbejdet mellem relevante myndigheder og andre aktører.

Derudover kan jeg fremhæve, at partnervold og partnerdrab er udvalgt som et særligt fokusområde hos politiet i den kommende periode. Siden den 1. januar i år, hvor de nationale standarder for drabsefterforskning trådte i kraft, skal alle politikredse iværksætte en obligatorisk og systematisk sagsevaluering alle drabsefterforskninger, herunder partnerdrabsefterforskning. Der er på den måde allerede et rigtig godt stykke arbejde i gang på området, og vi mangler stadig at se effekten af alle de gode initiativer. Derfor mener regeringen ikke, at vi på nuværende tidspunkt skal iværksætte yderligere initiativer, der dækker samme formål. Så samlet set kan regeringen derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Der må dog ikke herske tvivl om, at regeringen tager indsatsen mod partnervold og partnerdrab meget alvorligt. Og jeg er glad for, at det er en dagsorden, som et bredt flertal af Folketingets partier kan være enige om, for det er med de brede aftaler på tværs af partierne, vi virkelig kan gøre en forskel. Igen vil jeg takke forslagsstillerne for at have fremsat beslutningsforslaget og for at sætte fokus på partnerdrab. Jeg ser meget frem til, at de allerede iværksatte initiativer får luft under vingerne og kan bidrage til en styrket indsats på området. Tak for ordet.

Den første korte bemærkning er til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti

Tak til ministeren, og tak for at remse mange af de initiativer op, som SF også i tidens løb har stået bag og fået iværksat. Jeg kender udmærket til de initiativer, der ligger i SSA-regi.

Jeg har måske lidt sværere ved at få øje på de lighedstræk, som ministeren mener der er mellem det her forslag om en partnerdrabskommission og de ting, som ministeren remsede op. Så kunne ministeren ikke for min skyld lige fortælle, hvad det er for lighedstræk, der er? Hvor er det, ministeren finder den systematiske gennemgang af hvert enkelt drab med henblik på at finde ud af, om offeret havde kontakt til politiet, til kommunen, til sundhedsmyndighederne, til Udlændingestyrelsen eller et hvilket som helst andet sted, som måske kunne have medvirket til, at et drab blev undgået?

Justitsministeren.

Mange tak for det. Og endnu en gang vil jeg bare understrege, at vi jo er fuldstændig enige med hensyn til den politiske opgave, det er at forebygge og forhindre partnerdrab i Danmark.

Hele formålet med det partnerskab, der er etableret – som er grunden til, at vi i virkeligheden mener, at det er dækkende for det, man ønsker med kommissionen – er jo at skabe ny viden om partnerdrab og også bidrage til at styrke den eksisterende indsats, og det skal jo bl.a. ske gennem det, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt også fremhæver at den norske kommission har gjort, nemlig øget vidensdeling og styrket samarbejde mellem relevante myndigheder og øvrige aktører. På den måde mener vi i hvert fald at der er betragtelige lighedstræk med den foreslåede partnerdrabskommission, og der synes vi, at det giver bedre mening bare at køre med det partnerskab, der allerede er besluttet at iværksætte.

Spørgeren.

Jeg kan bare ikke se, at det giver helt det samme, at der er nogle, der sætter sig sammen og snakker om, hvilke ekstra initiativer de godt kunne se for sig blive indført, som at man undersøger hver eneste drab og drabsforsøg for at finde ud af, hvor der var en kontakt til nogen, som kunne havde gjort en forskel, som kunne have forebygget, at det her menneske i yderste konsekvens blev udsat for et partnerdrab.

Der er en helt anden systematik i den her gennemgang. Man gør i øvrigt det samme i Sverige. Der har man den svenske socialstyrelse, og sidste gang man lavede en gennemgang, førte det til 33 anbefalinger til myndighederne.

Justitsministeren.

Det er jo også en af årsagerne til, at det er blevet besluttet, at vi skal udarbejde en opdateret version af rapporten »Typer af drab i Danmark«, som jo også vil indeholde de nyeste tilgængelige oplysninger om drab og herunder selvfølgelig også partnerdrab. Derfra kan vi så uddrage erfaringer, som kan bruges i det videre arbejde hos de relevante myndigheder.

Næste korte bemærkning er til fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Der er alt godt at sige om den handlingsplan, som nu er besluttet, og Konservative er også en del af den. Jeg synes, at noget af det, der er interessant i det her forslag, er det her med at gå ind og analysere tidligere drab, med henblik på om man kan ekstrahere en systematik eller nogle særlige omstændigheder, og hvilke former for kontakt der har været med politiet eller de sociale myndigheder eller sundhedsvæsenet – alt det, der gør, at man med den viden vil kunne forebygge drab, som sker i fremtiden. Og det er jo lige præcis det, de har gjort i Norge. Derfor synes jeg ikke, når jeg læser det her forslag, at der er noget i den handlingsplan, som vi har besluttet i fællesskab, der egentlig kommer op på siden af det. Og når jeg så oven i det læser, at det faktisk ikke rigtig koster nogen penge at lave den analyse, tænker jeg, at det da er et helt fremragende kinderæg; det er da bare med at slå til fra regeringens side.

Ministeren.

Jeg tror, at regeringens opfattelse er, at vi allerede slår til, altså at etableringen af partnerskabet jo har til formål at skabe den nye viden og også at bidrage til den eksisterende indsats, der også foregår fra myndighedernes side, ligesom den opdaterede rapport om typer af drab i Danmark i virkeligheden taler ind i det, som både fru Karina Lorentzen og fru Mai Mercado mener at den norske kommission har gjort. Og vi mener så, at det er bedre, at vi får sat de initiativer, som allerede er besluttet, i søen med en kortere implementeringsfrist, end at skulle tilbage til skrivebordet for at nedsætte en helt ny kommission.

Spørgeren.

Men siger ministeren så dermed, at der kommer til at være en faktuel analyse af specifikke drab i Danmark med henblik på at kunne ekstrahere særlige mønstre, som man vil kunne bruge forebyggende? For det er bare ikke det, jeg læser, når jeg læser den handlingsplan. Jeg læser, at der er 14 rigtig gode initiativer, og at der er afsat mere end 130 mio. kr. Men det her er jo lige præcis et spørgsmål om at kigge på de drab, der har været, med henblik på om der er viden, man kan udlede for at undgå dem i fremtiden.

Justitsministeren.

Meningen med rapporten »Typer af drab i Danmark«, som jo også blev udgivet tilbage i 2020, og som nu kommer i en opdateret version, er jo at se på, hvad det er, vi kan lære af de drab. Og det skal jo så sammenholdes med det arbejde, der skal foregå i partnerskabet. I forhold til om jeg kan sige, at der er en fuldstændig ligestilling mellem det, som den norske partnerdrabskommission har gjort, og den måde, vi gør det på, tør jeg ikke at lægge hovedet på blokken. Men meningen med kombinationen af partnerskabet og den opdaterede rapport »Typer af drab i Danmark« er jo at kunne udtrække den samme form for viden og at kunne handle på det.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til justitsministeren. Så går vi i gang med selve ordførerrækken. Første ordfører er fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Forslaget her handler om, at der skal etableres en partnerdrabskommission efter norsk forbillede. Det er et forslag, som jeg også selv tidligere er dykket ned i i forbindelse med tilblivelsen af den handleplan til bekæmpelse af partnervold og partnerdrab, som blev præsenteret i juni sidste år. Forslaget handler om, at der systematisk følges op på kvindedrab for at få et bedre overblik over, hvad der er gået forud for drabene. Det skal bruges til at forebygge andre drab.

Jeg var selv i Norge sidste år, hvor jeg vendte den norske model og dykkede ned i den sammen med både den norske justitsminister og den norske ligestillingsminister. Og der er ingen tvivl om, at kommissionen var med til at få sat partnerdrab og partnervold på dagsordenen i Norge. Men spørgsmålet er, om det vil bidrage til noget yderligere her i Danmark, eller om vi allerede har initiativer, der ligner. I seneste politiforlig blev der faktisk afsat markant flere ressourcer til at følge op på partnerdrab, og i politikredsene arbejdes der nu på en helt anden måde med partnerdrab og partnervold end tidligere. Hertil kommer, at der i finansloven er afsat 700.000 kr. til en pulje, som kan søges til initiativer, der skal se på opfølgning på kvindedrab.

Så der bliver fulgt op på kvindedrab i Danmark på forskellige måder, og det skal der også. Jeg tvivler på, at endnu en struktur, der skal følge op på drabene, vil bidrage med noget nyt. I stedet for tror jeg faktisk, at vi kan bruge pengene bedre et andet sted, nemlig til at bekæmpe partnerdrabene. Derfor kan vi ikke støtte forslaget her, men vi drøfter meget gerne den intention, der ligger i forslaget, nemlig at sikre, at vi får nedbragt både partnervold og partnerdrab. Men forslaget her kan vi ikke støtte, som det ligger. Tak for ordet.

Første korte bemærkning er til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Jamen det undrer mig jo, at man ikke synes, at der skal bruges flere penge på at undersøge noget. Så vil jeg gerne spørge ordføreren, om det er regeringen, der så er lykkedes med at få et initiativ ind i finansloven, som handler om, at Center for Magtanalyse skal undersøges såkaldte misogyne drab – og de påstår at have et samarbejde med politiet, som de tilsyneladende ikke rigtig har. Jeg er ikke rigtig lykkedes med at finde ud af, hvem der har fået det ind, men det er i hvert fald ikke SF. Nogen har i hvert fald syntes, at noget skulle undersøges mere, men er det ordførerens parti eller regeringen, som har fået det ind i finansloven? Og så vil jeg godt spørge til, hvad det er for en viden, man tænker at der kommer ud af det.

Ordføreren.

Nej, det er ikke et forslag, som Socialdemokratiet har båret ind til bordet. Men det er jo et forslag, der er kommet på bordet i den aftalekreds af partier, der har vedtaget en finanslov. Som jeg forstår det, kommer der til at blive stillet et ændringsforslag til finanslovsforslaget, som går ud på, at der vil blive afsat penge til en pulje i stedet for til det helt konkrete projekt, hvilket så skal sikre, at det her undersøges. Og det er jo derfor, at vi ikke ser behov for, at vi sætter yderligere initiativer i gang. Når der nu er sat et initiativ i gang både i finansloven og i det seneste politiforlig, som skal undersøge det her, vil endnu et initiativ, der skal undersøge det, måske være lige i overkanten. Så vi vil hellere bruge pengene på at sætte initiativer i søen, som bekæmper drab, når der nu er alle de mange initiativer, der undersøger drabene.

Spørgeren.

Altså, den undersøgelse, man har lagt frem i SSA, er en undersøgelse om omfanget af partnerdrab og partnervold. Det er jo ikke en undersøgelse af, hvor ofrene havde kontakt til nogen, som måske kunne have forebygget, at det endte med et partnerdrab. Var der en myndighed, der så det? Var det sundhedsmyndighederne? Var det kommunen? Var det politiet? Var det Udlændingestyrelsen? Hvem kunne have opdaget, at her var der noget rivravruskende galt, så vi kunne have sparet et liv? Er der noget i det, som fru Trine Bramsen omtalte her, der indeholder den samme systematiske gennemgang af hvert enkelt drab?

Ordføreren.

Jamen nu var jeg som sagt selv i Norge sidste år, hvor vi kiggede på det her initiativ, i forhold til om det skulle indeholdes i den handleplan, som blev præsenteret i Danmark. Det var en positiv tilgang, som besøget i Norge havde, altså for at se, om vi kunne adaptere bl.a. den her partnerdrabskommission til Danmark. Og konklusionen blev efter at have været dykket ned i det, at vi faktisk har sat en række initiativer i gang, herunder det initiativ, der ligger i det seneste politiforlig, som undersøger de samme ting, som ligger i partnerdrabskommissionen i Norge.

Næste korte bemærkning er til fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Tak, og tak til ordføreren for en rigtig fin tale. Jeg ved også, at ordføreren har sat sig meget grundigt ind i det, også hvad angår Norge, som ordføreren selv nævner. Men kan ordføreren ikke også bekræfte, at vi også har undersøgelser fra eksempelvis andre lande, og at det er rigtigt, at de her kortlægninger og undersøgelser har vist, at vi ved nogle ting nu; at vi f.eks. ved, at der er nogle faldgruber, at vi ved, at der er indsatser, vi kan sætte i gang, og at man også kan konkludere det i Danmark, og at det vigtigste derfor er, hvad vi gør ved det, og at vi bruger vores midler på det, og at vi også inddrager de erfaringer, man har fra andre lande? Så jeg synes egentlig, at ordføreren kom ind på noget af det rigtige dér, nemlig at fokus ikke så meget skal være på at få lavet nogle identiske undersøgelser, der siger det samme, men at vi gør noget ud fra de undersøgelser og sætter initiativerne i gang?

Ordføreren.

I min optik er det den største udfordring, vi har i Danmark. Vi har to store udfordringer, når det handler om partnervold og partnerdrab. Det ene er, at vi skal bryde ind i andres privatsfære. Når vi har en mistanke om, at der foregår partnervold, skal vi turde blande os. Det er en kulturændring, der skal til. Jeg har altid troet på, at kulturændringer sker ved hjælp af strukturændringer, så derfor bliver vi nødt til at gøre noget anderledes i forbindelse med strukturerne. Den anden ting er viden hos vores forskellige myndigheder. Det handler om, at der skal være viden om, hvad tegnene er på vold, og det er sådan set, uanset om det er på et center for rygskade, eller om det er i børnehaverne eller i skolerne, at man forstår, hvad tegnene på en anden adfærd kan være, og om det kan være, at baggrunden faktisk er vold. I min optik er det derfor en bredere uddannelses- og forståelsesindsats, der skal til nu i Danmark, for vi ved faktisk godt, at vi har et problem, vi ved godt, at vold fører til drab.

Spørgeren.

Tak. Og når nu vi ved det og vi sætter initiativer i gang, som de også gør i andre lande, hvor vi heldigvis kan se en effekt, er det måske også nærliggende at følge op på, hvilke indsatser der virker, og hvad det er, der giver effekt, nu når vi kender problemstillingen. Det er dér, vores fokus skal være.

Ordføreren.

Jeg tror faktisk på, at vi skal gøre rigtig mange ting på én gang, for vi må bare erkende, og det er jo et kollektivt ansvar, at vi ikke har haft blik nok for hverken partnervold eller partnerdrab. Vi har tænkt, at det var statisk: 12 kvinder blev i gennemsnit dræbt om året, og det kunne vi ikke gøre noget ved, for det var noget, der foregik derhjemme. Der synes jeg, vi er et helt andet sted i dag, og det er sket over kort tid. Men det er klart, at udfordringen er både, at vi får sat forskellige indsatser i gang på mange forskellige områder, men også at indsatserne kommer til at spille sammen, for ellers bliver det bare at pumpe rigtig mange penge ud i en helt masse forskelligt, som vi faktisk ikke ved om har en effekt.

Næste korte bemærkning er til fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Eksemplet med Norge er jo interessant, fordi det gennem analyse er lykkedes at nedbringe antallet af partnerdrab i Norge. Men hvis man nu ikke vil gå den vej rundt og analysere tidligere drab, kan en anden mulighed jo også være at skele til England. I England er det sådan, at når der foregår et partnerdrab, er man inde at analysere de faktiske omstændigheder; man kortlægger forløbet og finder ud af, præcis hvilke myndigheder man har været kontakt med, og herunder udtrækker man også en læring: Kunne man have gjort noget anderledes?

Så når nu Socialdemokratiet ikke ønsker at bakke op om det foreliggende forslag, kunne der så være en vej frem ved at blive bedre til i kommende sager om partnerdrab at kunne udtrække noget af den viden, som man kan bruge i forebyggelsen?

Ordføreren.

Det er jo fordelen ved tidligere at have haft ministeransvaret for området, for jeg har også mødtes med den britiske ligestillingsminister og talt om deres model og ikke mindst den vigtige forskning, der ligger på området fra Storbritannien; det er jo her, der er en forsker, der har gennemgået mange hundrede partnerdrab over de seneste år og lavet den her model med de syv trin.

Men det ændrer bare ikke på, at vi i det seneste politiforlig faktisk har bygget den her opfølgning ind. Der er nu specialiserede enheder rundt i politikredsene. De er ved at komme op at stå. De er rigtig skarpe i nogle politiske kredse. Det er ved at blive bygget op i andre politikredse. Og de gør jo netop det her med at se på, hvad kontakten med eksempelvis kommuner har været, og hvor faresignalerne har været, når der har været et drab. Så jeg har lidt svært ved at se, hvad det vil bidrage med yderligere, at vi sætter endnu et arbejde i gang.

Spørgeren.

Det vil jo bidrage, ved at man samler informationen, således at det ikke kun er noget, der bliver analyseret ude i den enkelte politikreds, ved at man gør det systematisk, og ved at man både følger op i forhold til sundhedsvæsenet, psykiatrien, og hvad der har været af kontakt med sociale myndigheder. Så kommer man hele vejen rundt og bruger den viden på nationalt plan, gerne i samspil med den her handlingsplan, således at man altså fremadrettet kan bruge viden om tidligere drab til at kunne lave indsatser for at forebygge. Det er virkeligheden det, jeg ikke synes der kommer sådan et helt klart svar på fra Socialdemokratiet i dag.

Værsgo.

Om nogen ønsker jeg, at alle de initiativer, vi overhovedet kan igangsætte, når det handler om partnerdrab og partnervold, igangsættes. Men vi skal jo ikke igangsætte initiativer, der overlapper hinanden, og hvor der allerede er sat noget i gang, der fuldstændig ligner, bare for at komme til at lyde, som om vi er handlekraftige. Vi skal jo bruge ressourcerne der, hvor det rent faktisk giver en effekt, og det er med den begrundelse, at vi afviser forslaget her. For der er allerede sat noget i gang, der ligner det. Så lad os da bruge ressourcerne de steder, hvor der ikke er sat noget i gang.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Preben Bang Henriksen, Venstre.

Tak for det. Jeg kan i enhver sætning tilslutte mig det, Socialdemokratiets ordfører lige har sagt. Jeg skal prøve at lade være med at gøre det her til en gentagelse, men jeg er nødt til at påpege, at det jo nødvendigvis ikke er sådan – forhåbentlig – at fordi man ikke just stemmer for det her forslag, er man nærmest tilhænger af partnerdrab eller gider overhovedet ikke at gøre noget ved det. Som fru Trine Bramsen sagde, er det altså et spørgsmål om, hvorvidt vi skal vedtage at nedsætte yderligere arbejde i supplement til det, der allerede er i gang. Og det skal vi jo selvfølgelig ikke.

Som der blev nævnt, har politiforliget med dets initiativer allerede været i gang, og vi har præciseret fokusområdet i politiforliget. Venstre tilsluttede sig desværre ikke politiforliget, må jeg så sige, men det var så af helt andre grunde. Vi var da helt enige i det her kapitel om de specielle initiativer, der skal iværksættes på det her område. Efter regeringen kom til, blev det skrevet ind i regeringsgrundlaget i december 2022 om national indsats mod partnervold og partnerdrab. Og i marts 2023 afsatte Folketingets partier 136 mio. kr. til 14 initiativer i form af en handlingsplan på det her område vedrørende partnerdrab og partnervold. Det har så resulteret i nogle partnerskabsaktiviteter, og der skal skabes ny viden. Det er i hvert fald det, det er beskrevet som.

Det her er og bliver et fokusområde, og det skal det også være. Og jeg kan bare tilslutte mig fru Trine Bramsens bemærkninger om, at det ikke er, fordi vi ikke vil gøre noget ved det – det synes jeg også nok, at vi har demonstreret. Men kommer yderligere initiativer ikke bare til at dække over det samme? Det har jeg sådan set fornemmelsen af, og derfor tror jeg, at pengene kan bruges bedre på et andet område.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Det er ikke, fordi jeg ikke vil anerkende, at der trods alt sker nogle gode ting, og vi har fået fokus på det her, og det synes jeg er godt. Jeg påpeger bare, at der er nogle mangler. Vi har ikke en gennemgang af hvert enkelt drab i forhold til, om de havde kontakt til myndigheder, om der var nogen, der kunne have opdaget, at der her foregik noget, som ikke var godt, og som potentielt set kunne risikere at ende ud i et partnerdrab. Så hvis bare hr. Preben Bang Henriksen vil sige ja og garantere mig, at de undersøgelser, som er blevet nævnt flere gange i dag, og som SF sådan set også står bag og støtter op om, er det samme som det, vi foreslår i beslutningsforslaget her, så har jeg ikke mere at indvende.

Så kan ordføreren sige, at der et eller andet sted i alt det, vi har besluttet, også ligger en systematisk gennemgang af hvert enkelt drab med henblik på at blive klogere på, om der var et sted, vi kunne have forebygget det?

Ordføreren.

Nu har der tidligere været personer med lidt flere stjerner på skuldrene end jeg, der fra den her talerstol har afgivet garantier, og jeg har i hvert fald lært så meget, at man ikke skal garantere for noget, man ikke selv er ethundrede procent herre over, og derfor kunne jeg ikke drømme om at garantere for, hvordan det her kommer til at virke fremover. Men vi kan have vores formodninger for det, og det må jo heller ikke være sådan, at Folketinget, hvis ikke man kan afgive en garanti, skal afsætte penge til ditten og datten, og at vi så først, når der er et folketingsmedlem, der kan give en garanti, holder op med det. Jeg har en kraftig formodning, om, at de initiativer, der allerede er iagttaget, kommer til at dække det, som det her forslag også dækker over, altså omstændighederne omkring partnerdrab.

Spørgeren.

Det kan jeg så garantere for at de ikke gør. Men så vil jeg spørge: Er det Venstre, der har stået bag Center for Magtanalyse, som er kommet ind i finansloven? For det undrer mig en lille smule, når man nu synes, at der var viden nok. Så er der nogen, der har fået et initiativ ind? Jeg ved i hvert fald, at det ikke er SF, og normalt ville jeg jo glæde mig rigtig meget over, at der så skal afdækkes mere omkring kvindedrab, som det jo så især er. Det, der bare undrer mig en lille smule, er, at vi udstikker en check på 700.000 kr. til nogle, der påstår, at de har et samarbejde med politiet, men at der ikke er nogen i politiet, der kender til sådan et samarbejde.

Ordføreren.

Jeg har ikke deltaget i finanslovsforhandlingerne, så jeg kan ikke svare på, om det er noget, der er kommet fra Venstre. Det er vist det ærlige svar.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Den næste ordfører er hr. Henrik Reinholdt Andersen, Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Tak til SF for at fremsætte forslaget om partnerdrab og partnervold. Der er jo blevet sagt mange ting omkring det her forslag indtil videre, både af ministeren, Venstre og Socialdemokratiet, så vi lægger os meget i slipstrømmen af det, der er blevet sagt, og det er et kæmpeproblem, som vi skal tage rigtig, rigtig seriøst.

I 2022 var der ni kvinder, som blev formodet dræbt af deres partner eller ekspartner. Kvinder er særlig udsat for det, og det er både partnervold, grov vold og alle tænkelige ubehageligheder, der her kan være. Omfanget er desværre rigtig stort, det er den største enkeltstående drabstype i Danmark, og næsten hvert fjerde drab er et partnerdrab, og det skal vi have gjort noget ved. Den tidligere regering præsenterede i juni 2022 en handlingsplan om partnerdrab og partnervold, og i marts 2023 kom der en handlingsplan, hvor der blev afsat et stort millionbeløb fra SSA-reserven, og hvor der blev lavet 14 initiativer, som nu er i gang, og som er ved at blive udrullet, og det er jo nogle ting, som gør, at vi er nødsaget til at lade det køre og se, hvor det bærer hen.

Jeg kan personligt sige, at jeg og Moderaterne støtter initiativet bag forslaget fuldt ud – det skal der ikke være nogen tvivl om – men vi mener dog ikke, at der skal nedsættes en partnerdrabskommission. Vi ønsker jo at prioritere forebyggelsen anderledes, og i regeringsgrundlaget fremgår det også, at regeringen har igangsat den her nationale indsats mod partnerdrab og partnervold. Det kræver en holdningsændring til vold, nye redskaber hos myndighederne, et bedre samarbejde og en systematisk opfølgning på partnerdrab. Af den grund finder vi det jo ikke nødvendigt at nedsætte en parterdrabskommission, og på det grundlag kan vi ikke støtte den her partnerdrabskommission lige nu. Men vi synes, at forslaget er rigtig fint, og nu håber jeg, det er noget, der i samarbejde med det, der allerede er, kan komme i sving. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Henrik Rejnholt Andersen, Moderaterne. Næste ordfører er hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Partnervold og partnerdrab er jo desværre et stort problem, en stor udfordring i Danmark. I gennemsnit begås der årligt, regner man med, 12 partnerdrab i Danmark, og partnerdrab er i langt de fleste tilfælde en kulmination af psykisk partnervold. Desværre er det ikke kun et dansk problem, idet mange lande kæmper med det samme. Vi kan så kigge på de andre lande og se, om der er noget, vi kan lære af dem, om der er noget, vi kan blive klogere på i Danmark. Og det er også det, jeg vil komme ind på i min tale her på vegne af Danmarksdemokraterne.

England og Wales har siden 2011 kortlagt den her form for forbrydelse og forløbet op til et drab. Efterfølgende kommer man med anbefalinger til myndighederne, så man kan undgå lignende tilfælde fremover. I Norge har man allerede, og det har andre været inde på, taget initiativ til at nedsætte en egentlig partnerdrabskommission, og det har så tilsyneladende bidraget til at sænke det årlige antal af partnerdrab. Desuden kan man sige, at det øgede fokus på partnerdrab også har været så vigtigt og godt, at det har været med til at fremme indsatsen mod vold, som jo ofte går forud for, at der sker drab.

I Danmarksdemokraterne mener vi, at Danmark bør følge i de her landes fodspor og undersøge, hvad det er, der går forud for et partnerdrab. Det kan være, at vi bliver bekræftet i forhold til nogle af de ting, vi ved i forvejen, men det kan også godt være, at der kommer nye ting og jo ikke mindst her i forhold til forløbet hos politiet, hos kommunen, hos myndighederne – i det hele taget hos sociale myndigheder og sundhedsmyndigheder. Der foregår tit rigtig mange ting forud for et partnerdrab, hvor det så alligevel viser sig, at det ikke var godt nok, i de konkrete sager. Og ofte handler det også om misbrug af forskellige stoffer, afhængighed af alkohol og alle mulige ting og sager – alle de ting kan man blive klogere på, hvis man graver dybere i det.

Så vi synes, at man skal prøve på at samle viden fra de her udredninger og analyser, der er, for at finde eventuelle mønstre, som på længere sigt kan medføre forebyggende indsatser fra de relevante myndigheder for at undgå de her tragiske hændelser. Og noget af det, som vi jo også tit bliver konfronteret med, når vi følger de her sager, er desværre, at der nogle gange ser ud til at være en berlinmur mellem på den ene side kommune og politi og andre myndigheder, og det er så nogle gange det, der gør, at det i forhold til den her manglende kommunikation går galt for familien.

Når det så er sagt, har vi selvfølgelig også, ligesom andre har været inde på, set på, at der jo er et bredt flertal af Folketingets partier, der har afsat – vi har selv været med til det – de her 136 mio. kr. til 14 initiativer, der skal indgå i en ny handlingsplan mod partnervold og partnerdrab. Hvis vi i langt højere grad kan sikre, at der sker færre partnerdrab og mindre partnervold i Danmark, er det selvfølgelig positivt. Så i Danmarksdemokraterne støtter vi op bag intentionerne i det her forslag, men vil også foreslå, at man i forbindelse med næste forhandling af den her reserve får igangsat et projekt med partnerdrabsudredninger med henblik på at samle og analysere data, som kan medføre en bedre forebyggende indsats. Det kan ikke garanteres, at man kan undgå partnerdrab, men man kan i hvert fald gøre mere for, at det ikke sker. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så tak til hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Og tak til SF for at fremsætte dette beslutningsforslag og få sat fokus på en vigtig dagsorden. Partnerdrab er noget, vi alle sammen naturligvis er imod. For mig personligt har det været noget, jeg aldrig har kunnet få til at give mening, for det føles jo meningsløst. Hvordan kan det ske? Folk mister deres mor, folk mister deres datter. Der er dog efterhånden kommet så mange data, at det faktisk ikke er meningsløst at drøfte, og det er især forslagsstillerne og andre partier, der har gået forrest og har snakket den her sag op. Det vil jeg gerne kreditere dem for og sige tusind tak for.

Der er nogle tydelige spor, uanset om vi er i Norge, i Danmark eller i andre lande. Der er nogle markører, der viser sig og gør, at vi kan sætte ind. Når Norge har haft positive resultater af at undersøge de her ting, tror jeg ikke, at det er den konkrete bunke papirer, der ligger på et bord, som har bidraget til selve forbedringen. Jeg tror, at det er de indsatser og den opmærksomhed, som det har skabt. Det kan vi heldigvis også drage nytte af i Danmark, og det har vi også valgt at gøre. Vi har afsat midler til en handleplan med nogle konkrete initiativer, og jeg synes, det er nogle fornuftige indsatser, vi sætter i gang.

Det, som vi i Liberal Alliance mener er meget vigtigt, er, at vi kigger på og evaluerer på, hvilke af disse indsatser der virker. Hvor er det, at vi rammer rigtigt? Hvor er det, at vi ikke rammer? Det er det, som vi ser som altovervejende vigtigt.

Jeg har svært ved at se, hvad den partnerdrabskommission, som den står beskrevet i forslaget her, indeholder af det, der konkret er behov for at prioritere på nuværende tidspunkt. Det kan være, at der i udvalgsbehandlingen kommer nye oplysninger, men indtil videre synes jeg, at vi skal afsætte vores midler til de initiativer, vi alle sammen er blevet enige om, og som der heldigvis også er bred opbakning til, og evaluere løbende på dem. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Det er jo nemlig sådan, at Socialstyrelsen i Sverige også laver en undersøgelse af, hvor myndighederne svigter. De gennemgår hvert enkelt partnerdrab, og det gav faktisk 33 anbefalinger til myndighederne, sidst de lavede sådan en udredning. Bl.a. fandt man ud af, at der var nogle problemer i forhold til f.eks. jobcenteret, som nogle gange så de her mennesker, men andre gange ikke så dem, og derfor kom der nogle konkrete anbefalinger der.

Vil ordføreren så ikke anerkende, at en partnerdrabskommission rent faktisk kan noget, når den kommer med 33 anbefalinger? Det er, fordi den får kigget på hvert specifikke drab og finder ud af, hvor der var nogle kontakter, hvor der var nogle steder, hvor man kunne have været opmærksom eller skulle have været opmærksom. 33 anbefalinger er alligevel en hel del, synes jeg, når man kigger ind i, hvor myndighederne har svigtet.

Ordføreren.

I forhold til hvor myndighederne svigter i Sverige, vil jeg sige, at det ikke er helt det samme setup, vi har i Danmark. Så det er da klart, at man kan kigge på, hvordan vores danske setup ser ud. Som jeg har forstået det, er der især inden for politiets arbejde fornyede krav til, at man skal undersøge og evaluere på drab i Danmark, og det synes jeg også vi kan drage nytte af, uden at det behøver at hedde en kommission.

Jeg har også lidt svært ved at se, at det har en kommissions karakter, for forslagsstilleren siger, at det også skal være et videncenter. En kommission er en gruppe mennesker, der undersøger et emne til bunds og så kommer med en anden afhandling om det. Det synes jeg ikke helt der er lagt op til i det, jeg læser her.

Men jeg ved jo, at intentionerne er fuldstændig de samme, som vi alle sammen har. Spørgsmålet er, hvor vi skal prioritere vores midler. Som jeg ser det nu, er vi ikke mere i tvivl om, at de her ting sker; det handler om, om vi kan lave noget konkret ude i den virkelige verden i stedet for i kommissioner, udvalg osv. Jeg vil gerne se nogle indsatser i stedet for.

Spørgeren.

Jeg kan jo betrygge ordføreren med, at det her forslag sådan set ikke koster penge. Vi har foreslået, at den forskningsenhed, som findes i Justitsministeriet, laver den her opsamling. Så ro på, det berører i hvert fald hverken ordførerens eller danskernes pengepung på den måde.

Så vil jeg bare sige, at den norske partnerdrabskommission jo faktisk blev lavet som et forsøg, men nu har man besluttet sig for, at den skal være permanent, så det vil sige, at den løbende afrapporterer sine fund. Og det er jo ikke, fordi vi er sådan helt ubekendte med den her tankegang, for da vi havde skyderiet i Field's, lavede vi faktisk også et 360-graderseftersyn for at finde ud af, hvor der var sket svigt. Jeg synes jo, at vi burde yde ofrene for partnerdrab den samme gode behandling.

Ordføreren.

Nu har jeg ikke arbejdet i Justitsministeriet, men jeg har arbejder inden for en del offentlige myndigheder og har også siddet med tunge sager. Jeg har også skullet belyse sagsforløb af omfattende karakter. Jeg har brugt mange timer på det. Og jeg har virkelig svært ved at forestille mig, hvordan man kan sætte Justitsministeriet til at lave noget, hvor de skal undersøge sager fuldstændig til bunds og belyse dem via mange forskellige instanser, uden at det koster en krone for Justitsministeriet. Det har jeg lidt svært ved at se for mig.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Næste ordfører er fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. I dag behandler vi B 100 om nedsættelse af en partnerdrabskommission, som har til formål at indsamle konkret viden fra danske drabssager med henblik på at fastslå mønstre og omstændigheder, der er gået forud for, at drabene finder sted. Det er også for at kunne udlede viden, som kan bruges til at undgå drab i fremtiden.

I Norge har man sådan en forsøgsordning, hvor der blev lavet en gennemgang af 19 drabssager fra 2014 til 2017, og efterfølgende har man undersøgt involveringen af sociale myndigheder, politi og sundhedspersonale op til drabene for at kunne vurdere, om der er myndigheder, der har svigtet deres ansvar, eksempelvis hvis offeret har advaret om trusler, chikane eller vold og ikke er blevet taget tilstrækkelig alvorligt. Fokus har ikke været på at pege fingre, men på at udtrække læring til brug i fremtidige sager, både læring om partnerdrabene og om, hvordan de kunne være forebygget, og det mener vi grundlæggende er fornuftigt.

Der er stor forskel på, hvordan partnervold og partnerdrab håndteres i lande omkring os. I England gør man noget andet. I England har man, efter at der har været et partnerdrab, en større 360-gradersundersøgelse af, hvad der er gået forud for at analysere forløbet, og også med henblik på at undgå, at det forekommer igen. Som jeg forstår det her forslag, er en partnerdrabskommission mere analytisk og mere vidtgående end det, som man gør i England, bl.a. med henblik på at trække nogle generelle tendenser ud, og det er også mere proaktivt i forhold til at tilvejebringe forslag til, hvordan man i højere grad forebygger.

Jeg kan være lidt ærgerlig over, at det virker til, at debatten her i salen går lidt skævt fra starten af. Regeringen siger, at den gør det samme som det, der står i forslaget, men når man læser den aftale, der er lavet på SSA-reserven, så er det ikke det samme, som der bliver foreslået her. Vi er sådan set godt tilfredse med de 136 mio. kr., der er blevet afsat, og de 14 initiativer, men der har jo ikke været nogen ordførere fra regeringspartierne, som ligesom har kunnet redegøre for, hvor præcis en partnerdrabskommission i så fald ville kunne findes. Det er lidt ærgerligt, at det får lov til sådan at køre lidt af sporet, fordi forslaget egentlig er godt, og vi har ikke et ønske om, at regeringen får held til at besnakke Folketinget, og derfor synes vi, at det her forslag fortjener opbakning.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Partnervold og partnerdrab er frygteligt, fordi det sker der, hvor man skal være allermest tryg, der, hvor man skal føle sig allermest sikker. Derfor er det også godt, at vi drøfter det, og at vi ofte drøfter det, og at vi også tager initiativer til at komme det til livs i videst mulige omfang, for helt til livs kommer vi det jo nok desværre aldrig nogen sinde.

Der er rigtig mange ting, som vi i Dansk Folkeparti også godt kunne tænke os kigge på i forhold til den her problematik generelt. Der er bl.a. nogle formildende omstændigheder i straffeloven, hvis man begår drab på en, man er tæt på. Dem vil vi gerne have kigget på at få fjernet. Vi synes, det er noget mærkeligt noget, at det skal være en formildende omstændighed eksempelvis, at det er ens partner, man slår ihjel. Der er også noget omkring forældremyndighed. Vi har jo set nogle ret groteske sager, hvor faren har slået moren ihjel, og så har morens familie skullet kæmpe for at få forældremyndigheden over børnene eksempelvis. Det virker jo også helt paradoksalt. Så der er rigtig mange ting, vi gerne vil kigge på.

Når jeg har læst det her forslag, og når jeg har læst det, der tidligere er vedtaget, er jeg for at være helt ærlig faktisk stadig væk i tvivl om, om vi har de ting, der skal til. Så det er vi i Dansk Folkeparti meget nysgerrige på i forhold til udvalgsbehandlingen at få kigget på: Har vi egentlig, hvad skal man sige, de værktøjer, der skal til for at bekæmpe det her bedst muligt? Og det glæder vi os sådan set til at udforske i udvalgsbehandlingen.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Jeg kigger igen ud i salen, og jeg kan se, at den næste, der får ordet, så må være ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Tak for en god debat, for med- og modspil, for opbakning og, ja, måske også for ikkeopbakning. Vi har i hvert fald fået en debat om noget, som jeg synes er virkelig væsentligt.

Når jeg synes, det er så vigtigt med sådan en partnerdrabskommission, er det, fordi jeg synes, at tal er så utaknemlige. De fortæller kun en lille del af historien. Vi har gennemsnitligt de her 12 partnerdrab om året, men der ligger jo rigtige menneskeskæbner bag de tal. Derfor har jeg bare taget et udpluk af sager med til jer her i dag, som fortæller lidt om, hvad det handler om. Faktisk er der lige netop i dag en mand, der er blevet dømt ved retten i Viborg for at have forsøgt at skyde sin kone. Det lykkedes ikke, men det kunne være endt i et partnerdrab.

Der er f.eks. også sagen, hvor en 31-årig kvinde i Aalborg bliver skudt og dræbt for øjne at nå sine to børn. Det er to børn, der mister deres mor, men de mister så faktisk også en far, som gør sig til drabsmand. Andre har mistet en datter, en veninde, en arbejdskollega, og en mand, en far, måske en søn, en ven, en arbejdskollega gør sig skyldig i den værste forbrydelse, nemlig at tage en anden persons liv.

Der var også sagen, som startede hele debatten om partnerdrab – næsten. Det var sagen, hvor en 24-årig kvinde blev fundet kvalt i en bil, der var kørt i vandet. Det var hendes kæreste, der blev anholdt for drabet. Vi ved faktisk, at hun en gang tidligere har været behandlingskrævende på grund af et forsøg på kvælning.

Der var også en sag i Svendborg, hvor en kvinde gik rundt og var bange for sin 73-årige mand. Han var meget dominerende i forholdet, og han forsøgte at kontrollere hende. Det ved fra retten. Hun fortalte, at hun ville flytte fra ham. Hun havde nemlig fået sin egen lille ældrebolig og var klar til at starte et nyt liv, men manden kvalte hende samme dag.

Det er tre forfærdelige sager tre steder i landet; det er tre kvinder i forskellige aldre.

Nu spørger I måske nok: Partnerdrab rammer vel også mænd? Ja, det gør det, og det her forslag skal sådan set også undersøge partnerdrab på mænd. Partnerdrab rammer nemlig overalt, og det er den største enkeltstående kategorier af drab derhjemme – den største enkeltstående kategori af drab. Kan vi leve med det? Jeg synes jo, det indlysende svar er nej. Vi har i SF tidligere foreslået massevis af ting, der bekæmper partnerdrab, partnervold og stalking. Vi lagde det her forslag om en handlingsplan til bekæmpelse af partnerdrab frem; vi har stået bag stalkingparagraffen; vi har stået bag at få særlige teams hos politiet til bekæmpelse af forbrydelser i nære relationer; vi har fremsat et forslag, der er blevet behandlet i dag, om fodlænker, som kan beskytte folk, som er truet f.eks. i sager om partnervold og stalking.

Vi arbejder hele tiden med det her område, og heldigvis arbejder vi ikke alene, men sammen med de mange partier, som også er optaget af at beskytte ofrene og også hjælpe gerningsmanden ved at forhindre, at forbrydelser gentager sig. Sammen har vi fundet et flertal om rigtig mange gode ting, men vi har også brug for mere viden om, hvordan vi kan forebygge partnerdrab. De her tre frygtelige sager er ikke ens; de er unikke. Baggrunden for forslaget her i dag, er, at vi har brug for mere viden. Vi må også være ærlige og erkende, at det altså overvejende er kvinder, som bliver dræbt af deres partner, men vi må selvfølgelig heller ikke glemme, at der også er mænd, der bliver dræbt af en partner.

Jeg kan huske, at da jeg var ung retsordfører, lagde jeg selvfølgelig også mærke til den her type sager, og da jeg dengang spurgte ind til, hvad søren vi kunne gøre for at forebygge, at der skete partnerdrab, var svaret, at det kunne man stort set ikke forebygge, fordi det her opstod som lyn fra en klar himmel. Der var ingen tegn i sol og måne på, at det her var under opsejling.

I dag er vi jo heldigvis blevet klogere. Vi ved, at det ikke er rigtigt. Der findes f.eks. i dag engelsk forskning, som har kortlagt, at der er otte trin hen imod et partnerdrab. Det er trin, som alle sammen rummer en eller anden mulighed for forebyggelse. Vi har faktisk også dansk forskning, som omfatter partnerdrab på både mænd og kvinder og viser, at i 75 pct. af tilfældene går der psykisk vold forud for et partnerdrab, og det var bl.a. den viden, der fik os til at skubbe på, så vi har kriminaliseret psykisk vold. Så viden flytter jo noget.

Vi ved også fra en anden dansk undersøgelse, at i en fjerdedel af partnerdrabssagerne kendte politiet til dysfunktionelle mønstre; i en anden fjerdedel af tilfældene vidste de pårørende noget; i en tredje fjerdedel vidste andre myndigheder noget; og så er der en fjerdedel, som er en mere blandet kategori. Men der var altså nogen, som i hvert fald vidste noget, som kunne afhjælpes, hvis der var mere videndeling i de her sager. Og det ved jeg er noget af det, som vi har besluttet i SSA at vi skal sørge for at blive bedre til, nemlig at få delt den her viden. Men vi mangler stadig væk viden om i hvert enkelt drab, hvor forebyggelsespotentialet lå. Hvem kunne have handlet anderledes? Hvem kunne have hjulpet, så det her ikke endte med et partnerdrab.

Vi har jo sagen om skyderiet i Field's, hvor tre mennesker blev dræbt og endnu flere alvorligt såret. Det var en forfærdelig sag. Det er klart, at sådan en sag fører til en massiv granskning. Hvor gik det galt? Kendte politiet gerningsmanden? Gjorde psykiatrien? Gjorde kommunen? Alle sejl blev simpelt hen sat for at se, om de kunne have fanget signalerne og forebygget, at tre mennesker blev dræbt og endnu flere blev skadet. Det synes jeg også vi bør gøre, hver gang vi oplever et partnerdrab eller et forsøg på det, for at blive klogere på, hvordan vi kunne have handlet tidligere, hvordan vi kunne drage læring af det her og forbedre myndighedernes beredskab, sikre en tidligere indsats.

Som jeg nævnte før i sagen fra Amager, er drabsmanden simpelt hen også tiltalt for at have taget kvælertag på kæresten et halvt år forinden. Hun fik behandlingskrævende skader i nakken. Hun har derfor været i kontakt med sundhedsmyndighederne. Kunne den kontakt have resulteret i, at begge havde fået hjælp, før et liv var gået tabt? Vi ved det ikke, men en kommission kunne i hvert fald være med til at undersøge det, så andre måske kunne blive sparet for den ultimative forbrydelse.

Jeg synes, det er indlysende, at vi skal have sådan en kommission, og den bør være forankret hos myndighederne både for at kunne få adgang til de data, der er brug for, men også så man kan sikre, at den viden, der kommer frem, kan blive viden, der bliver lagt frem for de selv samme myndigheder, f.eks. politiet og sundhedsmyndighederne, kommunen og Udlændingestyrelsen.

I Norge og Sverige og England – det har også været nævnt i dag – gennemgår myndighederne systematisk partnerdrab for at tage ved lære og forebygge både alvorlig vold og drab. I England har det siden 2011 været lovpligtigt at lave sådan et domestic homicide review. Der skal myndighederne efter et drab i hjemmet kortlægge forbrydelsen, men også forløbet op til, og bagefter skal de komme med anbefalinger til, hvordan lignende sager kan undgås i fremtiden. En, som er formand for en organisation, som repræsenterer pårørende til ofrene, siger:

»Jeg oplever, at domestic homicide reviews har tvungetprofessionelle til at tage vold i nære relationer alvorligt, forstå, hvad der på spil, og lære af det ...« – præcis som vi lærte af den viden, vi fik ud af det i forhold til psykisk vold, inden vi fik det kriminaliseret.

I Sverige har Socialstyrelsen – jeg har nævnt det et par gange – siden 2012 lavet lovpligtige dødsfaldsudredninger. Der gennemgår man forløbet forud for drabssagerne for at fastslå, om der har været myndighedskontakt, og om der kunne have været gjort noget for at forhindre drabet. I den seneste udredning, og det har jeg også sagt, pegede man på 33 svagheder i myndighedernes håndtering. F.eks. har de afdækket, at myndighederne ofte var de eneste, en voldsudsat havde kontakt til, men at man der sjældent spurgte ind til volden.

I Norge nedsatte man partnerdrabskommissionen, som også på baggrund af en partnerdrabssag gennemgik, hvor der havde været kontakt med politiet, socialvæsenet og sundhedspersonale, og kommissionen skulle undersøge, om myndighederne havde svigtet deres ansvar over for borgeren, og hvad man fremover kunne gøre for at forhindre partnerdrab. Efterfølgende kom de også med anbefalinger, som så er på vej til at blive implementeret. Den norske regering har endda besluttet at oprette en permanent partnerdrabskommission, som træder i kraft fra i år.

Hvis der er nogen, der har læst Politiken, kan de se, at der jo også i politiet er folk, som synes, at en partnerdrabskommission er en god idé. I hvert fald siger Kristian Løwenstein fra Nordsjællands Politi, som kortlægger mønstre i anmeldelser om vold i nære relationer, at det bør være en tværfaglig partnerdrabskommission:

»Der bør være en tværfaglig partnerdrabskommission, som er bemyndiget til at lave de her dybdegående analyser af hvert eneste drab og se på, hvad er gået forud, hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad vi kan gøre forebyggelsesmæssigt. Alle drab er unikke, men der er rigtig mange fællestræk, som er vigtige at få frem«.

Så der er også folk i politiet, som synes det her er en god idé.

Det bliver ikke i den her ombæring, at vi får en partnerdrabskommission, men jeg opgiver ikke ævred, og derfor har jeg besluttet mig for at kalde justitsministeren i samråd om forslaget, så vi kan få en drøftelse af, om de ting, som ministeren og flere andre har nævnt i dag, flugter med det forslag, der ligger her. Det er nemlig vigtigt at få afklaret. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Mange tak for ordet, og også tak til forslagsstillerne fra SF for at fremsætte det her beslutningsforslag. Lad mig starte med at sige, at jeg er helt enig med SF i, at drugging er en grov forbrydelse, som vi på ingen måde skal acceptere foregår i nattelivet. Det er helt afgørende, at vi alle kan færdes trygt i nattelivet, og at vores unge kan feste og more sig uden samtidig at skulle være bekymret for at få hældt euforiserende stoffer i deres drinks eller andre drikkevarer. Tak for at sætte fokus på et meget bekymrende fænomen, som jeg er enig i at der skal sættes ind over for.

Med beslutningsforslaget foreslås det, at der indføres en selvstændig bestemmelse i straffeloven, som kriminaliserer drugging. Det foreslås samtidig, at personer, der dømmes efter en selvstændig bestemmelse om drugging, kan få tildelt et generelt forbud mod at færdes og opholde sig i nattelivet på samme måde som personer, der dømmes for bl.a. vold i nattelivet.

Drugging er allerede i dag strafbart. Det kan efter omstændighederne straffes som vold efter straffelovens § 244 og § 245, og det vil efter omstændighederne også kunne straffes som hensættelse af en person i hjælpeløs tilstand efter straffelovens § 250. Som eksempel kan nævnes en dom fra Østre Landsret fra 2010, hvor tre personer blev fundet skyldige i grov vold ved i forening og efter forudgående aftale at have hældt tre-fire knuste metadontabletter i den forurettedes øl uden dennes vidne.

Som opfølgning på den tidligere regerings tryghedspakke, »Tryghed for alle danskere«, er der indført en mulighed for at idømme et nattelivsforbud efter straffelovens § 79 c, og forbuddet er et vigtigt element i arbejdet med at sikre større tryghed for unge og voksne, der færdes i nattelivet. Nattelivsforbuddet kan bl.a. gives til personer, der straffes for vold begået i nattelivet eller begået i tilknytning til de pågældendes færden i nattelivet. Da drugging allerede i dag kan straffes som vold, er der også allerede mulighed for, at personer, der begår drugging, kan få tildelt et nattelivsforbud efter straffelovens § 79 c.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, men der skal altså ikke være tvivl om, at jeg er helt enig med forslagsstillerne i, at drugging er et bekymrende fænomen, der skal bekæmpes. Jeg støtter derfor også på alle måder intentionerne bag forslaget, og derfor er jeg også åben over for at drøfte, om der er andet, der kan gøres, end at gribe til yderligere lovgivning og dobbeltkriminalisering. I den forbindelse er det vigtigt, at der bl.a. hos politiet er fokus på, hvad der foregår i nattelivet og hvordan. F.eks. har Nordjyllands Politi, Østjyllands Politi og Københavns Politi udarbejdet lokale retningslinjer for håndteringen af sager om mulig drugging, og Rigspolitiet har udarbejdet nationale retningslinjer for politiets behandling af voldtægt, der også adresserer relevante sagsskridt, som politiet skal foretage ved mistanke om drugrape. Så politiet har fokus på området.

Som nævnt tidligere er jeg enig i, at drugging er en grov forbrydelse, der skal sættes ind over for. Regeringen kan dog ikke støtte beslutningsforslaget, da vi ikke mener, at der er behov for yderligere lovgivning. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg kan jo ikke dy mig for at spørge om det her, for sidst vi havde en debat om drugging og – hvad kan man sige – den utryghed, som det skaber i nattelivet, var det hr. Nick Hækkerup, som var minister, og som gerne ville gøre noget her. Så jeg vil bare spørge, hvad der er sket i tiden fra dengang og så til nu i forhold til at få lavet en kriminalisering af drugging. Jeg er nemlig overbevist om, at det ville sende et meget, meget klart signal om, at det her er forbudt. Det er jo en anelse mystisk, at det er kriminaliseret ved nogle voldsparagraffer. I hvert fald må man sige, at der nok er en diskrepans her. Der er 595 henvendelser til Giftlinjen, men jeg gætter på, at vi ikke ser så mange anmeldelser hos politiet. Eller det har ministeren måske et bud på om vi gør?

Ministeren.

(Talen er under udarbejdelse)

Først vil jeg sige, at den debat og også regeringens stillingtagen til det her beslutningsforslag jo også – ikke i forhold til emnet, men til formen – skal ses lidt i forhold til den debat, vi havde for nogle måneder siden om kriminalisering af bl.a. krigsforbrydelser og lignende. Dengang sagde jeg jo – hvis ordføreren husker det – at vi egentlig principielt er modstandere af dobbeltkriminalisering, men at vi i det tilfælde ville gøre en særlig undtagelse, fordi vi synes, at den sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske situation kræver en klar og tydelig signalgivning i forhold til bl.a. de russiske krigsforbrydelser, vi ser lige nu. Her er der igen tale om det, vi i hvert fald vil opfatte som dobbeltkriminalisering. Vi er på alle måder interesseret i og vil gøre alt, også gerne i form af kreative forslag, for at tage yderligere skridt til at bekæmpe drugging i nattelivet, men vi mener ikke, der er behov for at kriminalisere gerningen, da den ifølge straffeloven allerede er kriminel i dag.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen så vil jeg spørge til, om det ikke kunne være en god idé at give det sin egen paragraf, så vi endelig kan følge, hvor mange sager der er om drugging. Der er 595 henvendelser til Giftlinjen, og jeg gætter på, at der er et kæmpe mørketal derude. Hvor mange af de sager bliver egentlig anmeldt? Hvordan bliver de efterforsket? Hvordan går vi til det? Så kunne det give mening med en selvstændig paragraf, så vi rent faktisk også får mulighed for at følge udviklingen på det område, eller vil ministeren på en eller anden måde sige konkret her i dag, at han vil sørge for, at vi fremover kan få tal for drugging?

Ministeren.

Jeg tror ikke, vi behøver en selvstændig paragraf for at følge, i hvilket omfang det her er et problem. Det er jo rigtigt, at der helt sikkert er en diskrepans mellem antallet af henvendelser, som eksempelvis Giftlinjen får, og antallet af egentlige anmeldelser, politiet får. Vi har jo spurgt Rigspolitiet, også i forlængelse af den debat, som ordføreren havde med min forgænger, og Rigspolitiet har undersøgt, om drugging er et stigende problem. Der har de oplyst, at politikredsene har forskellige vurderinger af, om der opleves en stigning i antallet af sager om drugging. Derfor er det svært at svare entydigt på det, men at det her opleves som et problem, at det her skaber utryghed i nattelivet, er der i hvert fald ingen diskussion om, og derfor er det også noget, som regeringen meget gerne vil samarbejde med både ordføreren og resten af Folketinget om at gøre noget yderligere ved.

Mange tak til ministeren for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi kan gå i gang med ordførerrækken, og den første er Socialdemokraternes ordfører, og det er fru Fie Hækkerup.

Tak for ordet. Da jeg skulle sætte mig og skrive den her tale, kom jeg til at tænke over noget, som jeg i virkeligheden har gjort igennem alle mine teenageår og også langt op i tyverne, når jeg var i byen, som jeg egentlig tænkte jeg lige ville demonstrere for jer. For eksemplets skyld vil jeg bede jer om at forestille jer, at det her er en gin og tonic eller en anden drink. Når jeg har været i byen som ung, har jeg nærmest konsekvent holdt min drink eller øl, eller hvad det nu kunne være sådan her. Og det gjorde jeg, fordi det på en eller anden måde formede et låg hen over drinken, så det blev sværere at putte noget ned i den. Det der har jo siddet i mig igennem hele min ungdom, altså den der grundlæggende utryghed, som bunder i en frygt, man bare ofte har som ung kvinde, og som grundlæggende er en frygt for, at der er nogen, særligt i nattelivet, som ikke vil en det godt, og som man på en eller anden måde skal være på vagt over for.

Frygten er jo altså heller ikke helt ubegrundet, når Giftlinjen sidste år fik, jeg har godt nok noteret 535 opkald om mistanke om drugging – men i hvert fald mange – og når det ser ud til, at der er en stigning i anmeldelser og sigtelser for drugging. Man kan så dertil lægge alle dem, som ikke nåede til lægen og fik sporet stoffet, inden det var ude af kroppen igen, eller alle dem, som gik og var i tvivl om, hvad det var, der var sket med dem, og om de egentlig var blevet drugget, og som derfor ikke anmeldte det.

Jeg synes, det her helt tydeligt viser, at der bare er nogle mennesker derude, som insisterer på at gøre os andre – og i de her tilfælde særligt unge kvinder – fortræd. Det er på alle måder fuldstændig uacceptabelt. Det er helt uacceptabelt, og så er det jo også strafbart i dag.

Som forslagsstillerne også skriver i bemærkningerne til forslaget, som ministeren også beskrev, så er det allerede i dag strafbart at udsætte andre for drugging. Paragrafferne vil jeg ikke tæske jer igennem, men jeg vil bare sige, at jeg synes, at det er godt, at vi har en lovgivning, der sikrer, at drugging er strafbart, for vi skal ikke finde os i, at nogen gør nattelivet utrygt for andre, og ikke mindst, at særligt unge kvinder skal føle sig utrygge, når de går i byen for at have det, der egentlig skulle være en god og festlig aften.

På den baggrund, at drugging allerede er strafbart, og at der gælder regler for nattelivsforbud ved drugging, så kan Socialdemokratiet ikke støtte det her konkrete forslag. Men når det er sagt, læser jeg også forslagsstillernes intention bag forslaget. Nu skal jeg selvfølgelig ikke lægge nogen ord i munden, så ret mig, hvis jeg tager fejl, men jeg læser det også sådan, at forslaget også handler om, at vi skal tage drugging med alle dets konsekvenser hamrende seriøst og dybt alvorligt, og at vi også herindefra får sendt et signal om, at det her vil vi altså ikke acceptere. Der må jeg bare sige, at som socialdemokrat og som trods alt stadig relativ ung kvinde optager det her mig altså rigtig meget. Det håber jeg også forslagsstillerne kan mærke.

Vi vil i Socialdemokratiet altså ikke finde os i, at drugging foregår i det danske natteliv. Og vi vil ikke finde os i den ufrihed, som unge kvinder oplever ved at skulle tage ekstra, ekstra forholdsregler a la de her, når man egentlig er ude for at have det sjovt på det, der burde være sådan en ubekymret aften i ungdomslivet. Derfor er det også vigtigt, vi bliver ved med at holde fokus på det her.

I den forbindelse er jeg glad for, som ministeren nævnte, at flere politikredse har lavet retningslinjer for drugging og for drugrape, fordi det viser, at politiet har fokus på det, og det mener jeg er vigtigt, fordi det jo også er dem, der ofte møder ofrene. Og så skal vi selvfølgelig derudover fortsætte med at have fokus på det herinde også, for drugging er en grov forbrydelse, som er fuldstændig uacceptabel. Unge kvinder skal ikke rende rundt og bruge deres hånd som låg over deres drink af frygt for at få puttet noget ned i den. Sådan skal det ikke være i Danmark – det synes jeg siger sig selv.

Til sidst vil jeg sige tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt og til SF for at sætte fokus på den her vigtige debat igen. Hvis jeg læser intentionen bag forslaget rigtigt, er jeg enig i den, men det konkrete forslag kan vi i Socialdemokratiet ikke støtte. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for en virkelig fin tale. Man kan godt høre, at ordføreren har været ung i en tid, hvor man må beskytte sig imod at få noget i sine drinks. Jeg har aldrig selv oplevet det i min ungdom, så jeg tror, det er et fænomen, der i hvert fald er vokset i styrke, og jeg kan i hvert fald høre på mange af dem, jeg taler med af vores medarbejdere, som også er yngre, at de alle sammen kender til det her fænomen.

Mener ordføreren, at vi kunne bruge bedre tal på området? For som det er i dag, kan vi, når den ligger under voldsparagraffen, rent faktisk ikke hive tal ud, der viser, hvor mange af de sager der handler om drugging, og det mener jeg faktisk er ret afgørende for at kunne finde ud af, hvor stor diskrepansen er mellem antallet af anmeldelser og henvendelserne til Giftlinjen, og måske kunne man også begynde at se på offerudsathedsundersøgelser i forhold til det her.

Det er jo typisk sådan, at når man får mere viden om et fænomen, bliver man også bedre til at sætte ind over for det, så mener ordføreren, at vi skal have tal for drugging?

Ordføreren.

Jeg synes, et helt oplagt næste skridt i kampen mod drugging og i kampen mod den utryghed, som særlig unge kvinder, men også unge mænd oplever i nattelivet, ville være at få undersøgt det her område nærmere. Det synes jeg ville være fuldstændig oplagt.

Som I også skriver i bemærkningerne til forslaget, ved vi jo heller ikke særlig meget om det her nye fænomen, spiking, som jeg om noget synes er endnu mere gustent. Her er der ikke længere tale om en pille i en drink, men om en kanyle i et baglår. Så jeg synes også, det ville være gavnligt at få undersøgt, om det fænomen også finder sted i Danmark, når nu vi ved, at det foregår i Storbritannien, som trods alt ikke er særlig langt herfra.

Tak. Vi skal lige huske, at vi ikke bruger direkte tiltale. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for den tilkendegivelse. For jeg tænker, at selv om vi ikke kan blive enige om forslaget her i dag, så er vi trods alt enige om, at vi skal have nogle bedre tal på det her område. For der er jo helt klart et behov for at få et bedre fundament for at forstå, hvor udbredt det her er. Når jeg snakker med folk, har jeg en fornemmelse af, at det er meget udbredt, og derfor bliver vi altså også nødt til at gøre noget mere for at forebygge det, andet end at man selv nødvendigvis skal rende rundt med sin glas i hånden hele aftenen.

Så vil jeg bare sige til sidst, at det lyder utrolig dejligt med til gintonics, når man sidder her på en fredag.

Ordføreren.

Ja, og uden at det skal lyde, som om jeg gerne vil have overstået den her debat hurtigt, så kan jeg sige, at når jeg går ud herfra, går jeg ned på en bar med mine veninder, og så sætter vi os og drikker nogle øl. Det er fredag, det er forår, og man skal være glad helt ned i maven og nærmest have en lykkefølelse, men vi kommer jo til at sidde med det der i baghovedet, fordi det jo stadig væk er der. Det skal vi bare have gjort noget ved, og jeg tror, at den helt rigtige måde at gøre det på er at starte med at få undersøgt det nærmere.

Så er det fru Mai Mercado.

Så er jeg helt ked af at tage ordet, når alternativet er at være på en bar med sine veninder, for det gad jeg virkelig også godt. Men jeg vil bare sige tak for dagens bedste og mest personlige tale. Jeg synes virkelig, at der også blev givet nogle personlige facetter, og der er ingen tvivl om, at der også er en generationsforskel i det her. For jeg kan bare sige, at når jeg er ude på en bar med mine veninder, så er det bare med glasset uden låg fløjtende rundt, for dengang jeg var ung, var det her ikke en ting. Og det er jo helt forfærdeligt, at vi har en ungdom i dag, som tænker over, at man skal beskytte sit glas. Så for ikke at trække det unødigt ud – for vigtige ting venter – vil jeg egentlig bare stille et enkelt spørgsmål, og det er: Kunne man forestille sig, at Socialdemokratiet også på et tidspunkt ville være med til at kigge på, om straffen for drugging skulle sættes op?

Ordføreren.

Det tror jeg godt man kunne forestille sig. Det er ikke det, vi ser som det første skridt. Det første skridt er at få afdækket det her. For i virkeligheden, sådan som jeg også læser hele intentionen bag forslaget, har vi brug for at få et øget kendskab til det her. Der er kommet retningslinjer ud hos politiet. Det er rigtig godt. Jeg kan høre på den debat, der har været her i salen på området tidligere, at det også handler om, om det sundhedsfaglige personale ved nok; er de opmærksomme på, at de skal teste for det her stof og få det hurtigt ud af kroppen igen og sådan nogle ting? Så jeg tror, at det første, der skal gøres, er at få undersøgt det, så vi kan styrke kendskabet til det i første omgang.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Venstres ordfører, og det er hr. Preben Bang Henriksen.

Tak for det. Jeg skal gøre det kort. Drugging er en grov forbrydelse. Det behøver vi vist ikke tærske mere langhalm på, og jeg er enig i de omstændigheder, der er blevet beskrevet hidtil. Men problemet er jo, som justitsministeren sagde i relation til det forslag, vi har i dag, at det jo allerede er strafbart efter voldsbestemmelserne i §§ 244 og 245 i straffeloven. Og det er også muligt at idømme nattelivsforbud efter § 79 c i straffeloven, fordi der er tale om vold i nattelivet. Så da det er dækket, mener vi sådan set ikke, at der er behov for at supplere de 306 paragraffer i straffeloven yderligere. Domstolene dømmer i forvejen for drugging, og der er righoldig praksis. Jeg medgiver forslagsstillerne, at det jo nogle gange godt kan have en signalværdi, og der kan man overveje at gøre noget, men ikke lige for øjeblikket efter min mening.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren, og vi går videre til Moderaternes ordfører, og det er hr. Henrik Rejnholt Andersen.

Tak for det, formand. Tak til SF for at fremsætte beslutningsforslaget. Drugging er en forfærdelig kriminel handling, som vi skal se på med stor alvor. Mennesker i nattelivet, især de unge mennesker, der færdes meget i nattelivet, skal føle sig trygge. Det gælder faktisk, når vi taler om vold og generel utryghedsskabende adfærd, men det gælder så sandelig også i forhold til drugging.

Jeg har heldigvis aldrig selv oplevet det; jeg er ligesom fru Mai Mercado fra en tid, hvor vi ikke helt bekymrede os om drugging i nattelivet. Så jeg føler meget med fru Fie Hækkerup, der har følt den her tendens til at skulle holde hånden over en drink, når man går i byen, og det er noget, vi skal se på med den største alvor. Jeg har selv små børn, og jeg håber da så sandelig, at jeg kan sende mine børn i byen på et tidspunkt og ikke skulle have den her bekymring.

Så det er også derfor, at vi i Moderaterne mener, at vi skal tage drugging og den kriminelle handling, som det er, meget, meget seriøst, og at det skal straffes meget hårdt, men det er jo allerede strafbart i dag; der er jo op til flere forskellige paragraffer i dag, som kan bruges til at straffe drugging. Hr. Preben Bang Henriksen nævnte dem lige før, og der er ingen grund til, at vi tager dem en gang til, men når vi snakker om det her beslutningsforslag, kan vi ikke støtte det, for vi går ikke ind for det, altså vi skal ikke have dobbeltkriminalisering. Hvor frygteligt det her end er, kan vi ikke have dobbeltkriminalisering.

Problemet med drugging er: Der er mange, der måske har været udsat for det – og det er alt lige fra blackout til det mest ubehagelige, man kan opleve, når man har været drugget – og det store problem er, at det ret hurtigt er ude af kroppen igen, så det er ret svært at opdage. Så derfor er det, at hvis ikke man som ung pige, ung dreng går til politiet eller lægen og bliver testet med det samme, er det rigtig, rigtig svært at opdage.

Så derfor er det vigtigt, at vi sætter fokus på det, og det er vigtigt, at vi får lært vores unge mennesker, at det her skal man tage seriøst. Så på den baggrund støtter vi forslaget, i den forstand at vi bakker op om, at det her helt afgjort er noget, vi skal have sat fokus på og virkelig tage seriøst – rigtig, rigtig seriøst – men som det er på nuværende tidspunkt, kan vi ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup.

Ordføreren er lidt inde på, at det ville være skidt at støtte sådan et forslag, fordi der i så fald ville være tale om dobbelt kriminalisering, altså hvis man kriminaliserer drugging. Jeg kan ikke lade være med lige at spørge ordføreren, om det så heller ikke burde være blevet forbudt med stalking – altså om det burde være kriminaliseret. Det er jo også forbudt andre steder i straffeloven, men alligevel har man kriminaliseret stalking. Er ordføreren ikke enig i, at det kan være godt meget specifikt at understrege, at noget bestemt vil man ikke have noget af, specielt når vi skal følge med udviklingen i samfundet, og i det her tilfælde drugging?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jo, det kan hr. Peter Skaarup have meget ret i, altså at det også er en dobbelt kriminalisering. Det er dog et spørgsmål, som jeg ikke har været med inde over på daværende tidspunkt. Men jeg er helt enig i, at der er flere forskellige paragraffer, som også kan bruges omkring stalking. Så ja, der dobbeltkriminaliserer man også, så det har du desværre fuldstændig ret i.

Hr. Peter Skaarup.

Det er godt, vi er enige om det, for så hører den del af argumentet op. Så må man bare spørge, om ordføreren så ikke er enig i, at når nu unge mennesker, specielt unge piger, oplever den her form for kriminalitet, hvor man altså kommer ting og sager i deres drink med det resultat, at de vil være fuldstændig forsvarsløse i forhold til al mulig anden kriminalitet, og når der kommer sådan en udvikling i vores samfund, det samme gælder internettet, hvor der også sker en kæmpe udvikling, som får rigtig store konsekvenser for mange mennesker, skal vi jo lovgivningsmæssigt følge med tiden. Vi skal jo være på omgangshøjde med sådan nogle tendenser. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jo, jeg er meget enig i, at vi er nødt til at følge med tiden, og det er også derfor, jeg synes, at de paragraffer, vi har, straffer drugging fint i dag. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at drugging er vold eller grov vold, men det er derhenad, for det, der kan ske ved drugging, er desværre, at man kan blive forsvarsløs og blive udnyttet på de mest ubehagelige måder.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Der er jo simpelt hen sket en femdobling i antallet af henvendelser til Giftlinjen på ret kort tid fra folk, som mener sig drugget. Det synes jeg er ret bekymrende, og derfor synes jeg, det er ærgerligt, at drugging ligger i voldsparagraffen sammen med mange andre tilfælde. Men det betyder jo, at vi ikke kan trække selvstændige tal og se, hvor mange der egentlig anmelder det her. For jeg tror, at der er en del, der ikke er klar over, at det, de er blevet udsat for, er en forbrydelse, så vi har også brug for at rejse noget opmærksomhed omkring det.

Nå, men mit ærinde er egentlig bare at høre, om Moderaterne vil hjælpe til med, at vi så får et bedre datagrundlag, at vi får et setup, som gør, at vi kan trække tal om drugging ud. Og jeg er ked af det, men det vil nok belaste politiets it, men jeg synes måske, det er vigtigt, at vi får det der kendskab.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Ja, vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at komme drugging til livs. Vi skal se sætte ind og se, om vi kan få lavet holdningsændringer hos de unge mennesker og i systemet, og vi skal trække alle de data ud fra systemet, som vi kan, når det drejer sig om § 244 og § 245 om det her for at se, om vi kan få splittet det op, så vi kan se, hvor mange der er. For ordføreren har fuldstændig ret i, at når der er 5-600 henvendelser til Giftlinjen, er der nok også højst sandsynlig nogle af dem, som hører ind under §§ 244 og 245, men hvor oplysningerne ikke findes særskilt i dag. Det er jeg helt overbevist om at vi burde gøre. Vi burde gøre noget mere for at se, hvad der egentlig er hvad.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt frafalder, og så siger vi mange tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi kan gå videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er hr. Peter Skaarup.

Tak for ordet. Jeg må sige, at når jeg følger den her udvikling, der er med drugging og de tal, som Karina Lorentzen Dehnhardt også var inde på tidligere, så synes jeg, det er meget foruroligende. Og jeg synes kun, man kan blive endnu mere bekymret for fremtiden, for det er tilsyneladende en stigende tendens, ikke bare i Danmark, men også i andre lande, hvor flere og flere, særlig unge kvinder, udsættes for drugging i nattelivet. Man putter stoffer i deres alkohol, og så er man som offer ude af stand til at sige fra, f.eks. over for seksuelle overgreb. Det er desværre et stigende problem i nattelivet, som vi skal tage alvorligt, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at der sættes en stopper for den her farlige tendens, for den er meget og meget svær at forsvare sig imod. Det er svært at holde øje med ens drink, ligesom fru Fie Hækkerup måske forsøger på, og det kan godt nok være svært, hvis man f.eks. skal føre en samtale eller ud at danse, eller hvad man nu skal sådan et sted.

Med forslaget fra Socialistisk Folkeparti sikrer man sig så, at der indføres en selvstændig bestemmelse om drugging i straffeloven, hvormed vi sender et klart signal om, at i Danmark vil vi simpelt hen ikke acceptere, at der er et fænomen, der hedder drugging. Så er der selvfølgelig nogle, der kan sige, ligesom Moderaternes ordfører var lidt inde på, om det ikke gør nogen dobbelt kriminelt. Det kan da godt være, man også har straffelovsbestemmelser, man kan ramme det fænomen med i dag. Det er der da ingen tvivl om, at man har. Men bruger man dem, og får vi mulighed for, hvis man kriminaliserer det her, for at sende et signal ud igennem systemerne om, at man skal tage det her meget alvorligt? Ja, det tror jeg vi får mulighed for.

Har vi tidligere haft nøjagtig samme diskussion om en anden ny form for kriminalitet, f.eks. identitetstyveri, altså nogle, der stjæler andres identiteter? Ja, det har vi. Blev det kriminaliseret? Ja, det blev det, selv om nogle ville sige, at det var kriminelt i forvejen. Har vi haft diskussionen omkring stalking? Ja, det har vi. Vi har også gjort det eksplicit kriminelt at stalke andre mennesker, selv om det måske også var strafbart. Så jeg synes egentlig overhovedet ikke, at de argumenter, som nogle fører frem her, også fra regeringspartierne, om, at vi skal passe på ikke at gøre noget dobbelt kriminelt, holder. For så skulle vi jo heller ikke have gjort det kriminelt at stalke mennesker explicit. Så skulle vi heller ikke have gjort det kriminelt at begå identitetstyveri, og vi skulle måske heller ikke lade det være kriminelt med grooming, fordi det jo også er strafbart i forvejen. Så kan vi jo blive ved, det er skruen uden ende.

Så når vi samlet set kigger på det her forslag i Danmarksdemokraterne, synes vi, at man er nødt til at kigge på det ud fra den udvikling, vi har i samfundet. Altså, vi er nødt til at have begge ben på jorden og se, hvordan det lige nu er for f.eks. unge kvinder ude i nattelivet. Og der er det lige nu sådan, at der er en stigende tendens, og at nogen er nødt til at gøre noget. Er det diskoteket eller restauranten? Ja, det er det jo også, men er det også lovgivningsmagten? Ja, det er bestemt også lovgivningsmagten, der skal gøre noget.

Så der er altså flere fordele ved, at vi får sat ind på den her måde, og forslaget vil så sørge for, at personer, der dømmes efter bestemmelsen, kan få tildelt et generelt forbud mod at færdes og opholde sig i nattelivet, på samme måde som personer, der dømmes for vold i nattelivet, nemlig ved at man for tildelt et opholdsforbud i nattelivet. Og det er på tide, at sådan noget også kommer på banen, for det er noget, der virker. Det kræver nogle politiressourcer, og dem skal vi også være parat til at sætte af. Men det er noget, der virker, det er noget, man har respekt for blandt dem, der er inden for den her branche, hvis man kan kalde det, altså kriminelle.

Jeg behøver næsten ikke at sige det, men drugging kan føre til voldsomme konsekvenser for dem, det går udover, for man kan jo ikke forsvare sig selv, hvis man er fuldstændig bedøvet. Og det kan være voldtægt, det kan være i forbindelse med hukommelsestab, helt eller delvis, og derfor kan man heller ikke fortælle, hvad man har været udsat for. Og i og med at det forsvinder ud af kroppen relativt hurtigt, som Moderaternes ordfører var lidt inde på, så er det på alle mulige måder uforsvarligt, at man ikke sætter ind over for det her i højere grad.

Så altså samlet set ønsker vi i Danmarksdemokraterne at støtte det her forslag. Vi vil altid føre en retspolitik, der er på offerets side, og som kan styrke trygheden i samfundet. Derfor støtter vi selvfølgelig det her forslag, der er med til at sende et klart signal om, at vi ikke accepterer drugging.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak, formand, og tak til Socialistisk Folkeparti for forslaget. Jeg står her i dag på vegne af vores retsordfører, hr. Steffen Larsen. Og man kan forstå på de andre ordførere, at vi lidt deler vores egne erfaringer. Har man prøvet det? Har man ikke prøvet det? Hvilke gode råd er der? Jeg kan ikke udtale mig på vegne af retsordføreren i det tilfælde, men jeg kan udtale mig på mine egne vegne. Jeg har faktisk prøvet det. Heldigvis og tak og lov var jeg i godt selskab med folk, der fik mig godt og trygt hjem. Men der er absolut ingen tvivl om, at det er et meget alvorligt problem, og jeg kender faktisk rigtig mange andre, der også har prøvet det.

Drugging og drugrape er alvorlige forbrydelser, hvor man forgifter en person for at efterlade dem i en tilstand, hvor de ikke er i stand til at forsvare sig selv. Det er allerede ulovligt. I Liberal Alliance ser vi ikke et behov for en separat bestemmelse imod selve fænomenet i straffeloven. Det er allerede kriminelt at forgifte andre mennesker, og det burde være klart for enhver. Jeg læser dog i forslagsstillernes bemærkninger, at det kan være, at ungdommen ikke ved, at det er ulovligt at forgifte hinanden. Så synes jeg, at vi i stedet for at lave en ny lov hellere skulle kigge på processen omkring det og lave en god oplysningskampagne til de unge. Jeg skal i hvert fald gladelig sige her fra talerstolen, at det altså er ulovligt at forgifte andre. Både §§ 244 og 245, og vi kan også nævne § 250, forbyder legemsbeskadigelse af andre, og vi har en strafferamme på op til 8 år. Vi kan opfordre til flere politianmeldelser. Vi kan inddrage erhvervslivet mere. Klubberne er fyldt med videoovervågning. Der er dørmænd, der ser nattens gang.

Jeg var så heldig at være i New York med nogle kollegaer fra Ligestillingsudvalget og ligestillingsministeren tidligere i år, hvor et af temaerne bl.a. var et trygt natteliv. Hvordan kan vi bidrage til det? Der havde de et kontor, et nattelivskontor, hvor de i høj grad byggede på et samarbejde med erhvervslivet og lokalområdet. Vi oplevede for nylig i Aalborg en meget, meget tragisk sag, hvor lokalområdet i den grad viste velvilje til at hjælpe de unge mennesker til at færdes trygt i nattelivet. Hvordan kan vi få spillet de bedste ressourcer ind, så vores unge kan færdes godt i nattelivet? Hvad kan vi gøre for at hjælpe os selv og for at hjælpe dem, vi er af sted med? Det er heldigvis noget, jeg hører alle andre her i aften også være åbne for at diskutere. For der skal ikke være nogen tvivl om, at Liberal Alliance fuldstændig støtter tankegangen bag forslaget. Vi ser ikke behov for en yderligere bestemmelse i straffeloven helt konkret, men vi vil rigtig gerne kigge på, hvordan vi kan gøre det mere trygt for vores unge i nattelivet. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for talen. Når nu ordføreren selv siger, at hun har oplevet at blive drugget, så bliver jeg lidt nysgerrig på, om ordføreren anmeldte det dengang, for jeg tror nemlig, at der er mange, som ikke helt er bevidste om, at de bliver udsat for en forbrydelse, og derfor har vi brug for at skabe noget opmærksomhed omkring det. Jeg tror, at en selvstændig paragraf faktisk ville kunne medvirke til at skabe den opmærksomhed, men det tror jeg ikke vi bliver enige om her i dag.

Så derfor vil jeg også bare høre ordføreren fra Liberal Alliance, om det kunne give mening at sørge for, at vi får et bedre talgrundlag, for i dag kan man ikke trække drugging ud af voldsparagrafferne. Det er jo dømt som vold, så det står der blandt andet vold, og dermed har vi ikke et ret godt overblik over, hvor stort omfanget er af anmeldelser kontra de henvendelser, man får hos Giftlinjen. Jeg synes, det er ret vigtigt, at vi kender omfanget af det her, fordi det, tænker jeg, er noget af det, der kan skubbe på for handling, akkurat som en partnerdrabskommission kunne skubbe på for handling. Så hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nu synes jeg ikke, at vi laver politik ud fra kun egne liv, men jeg deler da gerne. I mit tilfælde vidste jeg ikke, hvad det var. Jeg politianmeldte det ikke. Jeg snakkede med en læge, fordi jeg havde det dårligt, da jeg vågnede – eller faktisk havde jeg det fantastisk, da jeg vågnede, men jeg havde tydeligvis haft det dårligt, før jeg faldt i søvn, kunne jeg forstå på de andre.

Men det, som jeg synes er allervigtigst, er, uanset om vi har et konkret tal eller ej, at vi kan se en massiv vækst. Vi kan jo se, at problemet er større, og vi kan jo se ud fra erfaringer fra andre lande, at der er initiativer, der kan virke. Hvis det er den kobling, man vil lave, vil jeg sige, at selv om jeg er uddannet jurist og har læst straffeloven, havde det ikke ændret noget, hvis der var en ekstra paragraf i straffeloven, i forhold til om jeg havde politianmeldt det eller ej, da jeg vågnede den morgen.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg tror ikke, at jeg er helt enig, men det bekræfter i hvert fald meget godt billedet af den hypotese, jeg har, om, at mange ikke helt ved, hvad det er, der rammer dem, og vi bliver nødt til at skabe noget opmærksomhed omkring det. Det kan vi også gøre ved oplysningskampagner, men jeg tror faktisk på, at en selvstændig paragraf vil skabe noget debat, og det vil også skabe opmærksomhed om, at det her er en udfordring. Det er en ting derude. Og så vil det i øvrigt også have den gode afledte effekt, at vi så vil få nogle tal.

Ordføreren.

Nu håber jeg ikke, at ordføreren er uenig i, hvad jeg tænker om mine egne oplevelser. Det tror jeg jeg har bedst indsigt i selv.

Men jo, at skabe en debat kan gøres på mange måder. Jeg synes ikke, at vi i Danmark mangler lovgivning, og jeg synes, at der er mange andre måder, vi kan skabe en debat på, så er jeg ikke enig i, at vi nødvendigvis skal indføre paragraffer, hver gang vi skal have debat op at køre.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Mai Mercado.

Unge mennesker skal kunne feste og more sig uden frygt for at få puttet noget i deres drink. Både drugging og drugrape er voldsomme overgreb og tilmed et stigende problem i nattelivet. Og mon ikke også, der er tale om et betydeligt mørketal, for det er jo ikke sikkert, at offeret forbinder et blackout med drugging. Derfor byder vi også i Det Konservative Folkeparti forslaget fra SF velkommen. Vi kan godt bakke op om et opholdsforbud for dem, som dømmes for drugging, og vi kan også godt bakke op, at drugging får en selvstændig paragraf i straffeloven, som en erkendelse af at der er tale om en meget grov form for kriminalitet – en kriminalitetsform, som vi som samfund ikke skal acceptere.

En aktindsigt fra Københavns Politi viste i efteråret, at antallet af anmeldelser er næsten firedoblet i løbet af 4 år. Og også på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet beretter de, at de oplever en stigning i antallet af henvendelser fra personer, som har en mistanke om, at de har fået puttet stoffer i deres drink. Det betød, at vi i efteråret kom med et udspil, hvor vi bl.a. foreslog at gå skridtet videre, altså at sætte straffen op, vel vidende at selv om straffen hæves, er der stadig væk store problemer med at løfte bevisbyrden. Ofrene kan have svært ved at huske, hvad der præcis skete, og hvem der var til stede – også selv om det hænder, at drugging fanges på videoovervågning. Derfor foreslog vi også dengang, at der blev nedsat en arbejdsgruppe, som skulle komme med anbefalinger til, hvordan drugging håndteres. Og den arbejdsgruppe skulle både kigge på, hvordan vi forebygger drugging – det var i virkeligheden også lidt det, Socialdemokratiets ordfører, fru Fie Hækkerup, var inde på i sin tale – men også, hvordan politiets efterforskningsredskaber kan styrkes, således at det bliver lettere at løfte bevisbyrden. Og så er det jo altså også oplagt at se på strafskærpelser, både for drugging og for drugrape. Vi har også tænkt, at der i sådan en arbejdsgruppe kunne sidde repræsentanter fra Rigspolitiet, Center for Voldtægtsofre, Giftlinjen, Sex & Samfund og andre relevante aktører, som har en viden på området.

Men tilbage til starten. Det skal være trygt at gå i byen. Jeg synes også, den her debat i dag på mange måder viser, at der er en generationsforskel. Min egen generation tænkte ikke over det overhovedet – vi gik bare i byen og morede os og havde en fest. Unge mennesker tænker over det i dag. Og når jeg spørger i min omgangskreds, er der nogen, som kender nogen, som oplever at have været udsat for noget. Og det er ikke rimeligt, at unge skal være så bevidste, når de går i byen. De skal kunne have en festlig aften uden frygt for at få puttet noget i deres drink og eventuelt senere at blive udnyttet.

Så i og med at det er et stigende problem, som fortjener at få en særskilt opmærksomhed, kan vi godt stemme for SF's beslutningsforslag. Og jeg skal meddele på vegne af Dansk Folkeparti, at de også kan stemme for.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Jeg kan ikke se nogen fra Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet eller Nye Borgerlige. Så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne. Vi giver ordet til fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for ordet. Fordi jeg glemte det i sidste tale, skal jeg skynde mig at hilse fra Alternativet og Enhedslisten. Nu gør jeg det først, for så glemmer jeg det ikke.

Tak for debatten. Nu havde vi jo i hvert fald en person her i rummet, som havde oplevet drugging. Men ved I, hvordan det rent faktisk er, når man kommer til sig selv oven på en forgiftning af amfetamin og metamfetamin? Man vil typisk opleve voldsomme opkastninger, man vil skære tænder, og så vil man få muskelkramper i arme og ben. Det er, tror jeg, virkelig ubehageligt, og det er der selvfølgelig ikke nogen, der skal udsættes for. Men det er bare det, som det kan ende med, hvis man et kort øjeblik stiller sin drink fra sig på en natklub og nogen ser sit snit til at proppe noget i den.

Vi kan jo høre på talen fra fru Fie Hækkerup, at det altså er noget, som unge mennesker i dag tænker rigtig, rigtig meget over. Jeg hører også selv fra unge mennesker, som befinder sig i nattelivet og går i byen, at det her er en ting. Alle har hørt om det og kender nogen eller kender nogen, som kender nogen, som har været udsat for det her. Jeg synes bare, at det er rigtig foruroligende. Det skaber en utryghed i nattelivet, og nattelivet er jo et af de væsentligste ungdomsfællesskaber, der findes. Mange unge går derned og har en fest sammen, og det skal bare være trygt. Om få dage – faktisk her på mandag – står to unge mænd tiltalt ved retten i København for netop at have proppet både amfetamin og metamfetamin i en uskyldig kvindes drink. Og det fænomen, som vi også kender som drugging, indebærer jo som sagt, at man tilsætter stoffer i en anden persons mad eller drikke.

De her beretninger fra unge bliver bakket op af både Giftlinjen og politiet, som bekræfter, at vi står med et problem. Giftlinjen har på det seneste modtaget et øget antal henvendelser fra borgere, som mener, at de har været udsat for drugging. Ofrene beretter om en form for beruselse, de ikke kan genkende, og mange kan pludselig ikke støtte på benene og får blackouts eller kan efterfølgende slet ikke huske noget som helst. I 2015 fik Giftlinjen 95 opkald fra folk, som havde mistanke om drugging. Det er nu steget til 535 opkald, altså mere end en femdobling på få år. I Københavns Politi oplever de, at stadig flere bliver udsat for det her, og tendensen har været stigende i det københavnske natteliv i de senere år. Københavns Politi modtog 5 anmeldelser om drugrape i 2016, og i 2021 var det antal oppe på 28 anmeldelser. Det er en seksdobling på få år. Så der er altså et ret stort problem her.

I SF mener vi, at drugging udgør et omfattende problem, og det er også noget, som vi skal tage mere alvorligt. Sagerne kan tit være svære at efterforske, fordi stofferne hurtigt er ude af kroppen, og det gør det svært at bevise, at der har fundet en forbrydelse sted. Derfor mener vi faktisk også, at ofre bør have ret til at få taget en blodprøve ved mistanke. I dag skal de over politiet, som så sender dem af sted til en blodprøve. Men ved det risikerer vi jo altså, at stofferne for længst er ude af kroppen.

Så synes vi også – og det er det, forslaget handler om her i dag – at drugging skal have sin egen bestemmelse i straffeloven. For det første synes vi, at det er et voldsomt overgreb, og derfor skal det indskrives med en selvstændig paragraf. Det handler om at signalere klart over for borgere, myndigheder, gerningspersoner og vidner, at det her er en forbrydelse, som vi ikke vil acceptere. For det andet er drugging meget udbredt, og der er ikke noget, der tyder på, at vi har set det her fænomen toppe endnu – desværre tværtimod. Derfor skal vi udvise rettidig omhu og skrive det ind i straffeloven. For det tredje er det en god politisk ambition hos en bred kreds af partier, at vi i Danmark skal have et trygt natteliv. Og da vi sidst diskuterede det her, var det faktisk med den forhenværende justitsminister hr. Nick Hækkerup, som faktisk også var optaget af det her og nærmest lovede os, at det her skulle vi handle på. For det fjerde finder drugging sted med en lang række stoffer, som alle har til formål at få den enkelte til at miste sin orienteringsevne og sin dømmekraft. Nogle stoffer for den druggede til at blive kærlig og befinde sig i en opløftet tilstand; andre virker sløvende.

I alle tilfælde øger det bare risikoen for, at den druggede person bliver udsat for yderligere kriminalitet, vold, voldtægt, overgreb og tyveri osv. Det er en særlig ondsindet, synes vi, og spidsfindig form for kriminalitet, som bør fremgå klart af straffeloven.

Det er jo rigtigt, som flere har sagt i dag, at vi allerede kan straffe for vold og lignende. Og der bliver løbende dømt i druggingsager efter paragraffer om vold og legemsbeskadigelse, men den her dobbelte kriminalisering finder vi jo også på andre områder. Det handler f.eks. om terror, menneskehandel, grooming, stalking, og krigsforbrydelser er på vej osv. Så der er jo masser af eksempler på, at vi vælger at sende et signal og gøre særskilt opmærksom på en forbrydelse i vores straffelov, og derfor kan vi naturligvis også gøre det her.

Omfanget af drugging i Danmark kan være langt større, end antallet af henvendelser viser, og vi tænker, at der er et stort mørketal, fordi ofrene nok er tilbageholdende med at politianmelde hændelsen, fordi de er usikre på, hvad der egentlig er sket, eller fordi de ikke er bevidste om, at drugging er en kriminel handling. En egentlig paragraf vil jo betyde, at vi i hvert fald begyndte at opgøre antallet af sager. Jeg blev en lille smule usikker på, om justitsministeren faktisk ville tilvejebringe et bedre grundlag og sørge for, at vi kan følge antallet af druggingsager, hvilket vi jo ikke kan i dag, fordi det er blandet ind i paragraffen om vold. Men det kan vi jo prøve at tage i udvalgsbehandlingen, og så kan ministeren uddybe, om det er nogle tal, som vi fremover skal have.

Nu tror jeg, at vi er ved at være på kanten til en weekend, hvor nogle af vores unge faktisk skal ud i byen og more sig. Jeg ville ønske, at vi kunne give dem en god og tryg oplevelse. Og jeg synes i hvert fald, at vi klart skal sende et signal herfra i dag om, at det er langt over stregen at drugge folk. Og derfor bliver vi nødt til at diskutere flere initiativer i den her sag. Det sidste ord er ikke sagt endnu. Tak for det.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.