Spm. nr. US 47

Glem det, venner – glem det. Det er statsministerens egne ord om danskernes ønske om at arbejde mindre og om et mere fleksibelt arbejdsliv. Det er ikke den eneste hårdtslående kommentar fra statsministeren om det emne. I det seneste års tid har statsministeren udtalt, at det i hvert fald ikke skal være lystbetonet at gå på arbejde, at samlebåndene ikke må stoppe kl. 16.00. Vi har også hørt fra Kaare Dybvad Bek, socialdemokratisk minister, at forældre bør ranke ryggen og i hvert fald ikke skamme sig over at hente deres børn 5 minutter i lukketid.

Hele den her kamp imod danskernes voksende ønske om et mere fleksibelt arbejdsliv og en nedsat arbejdstid startede vel for godt og vel et års tid siden, da statsministerens regering afskaffede store bededag og dermed satte danskernes arbejdstid op. Med tanke på alle de her udtalelser kunne man jo få indtrykket af, at statsministeren og Socialdemokraterne opfatter danskernes tilgang til arbejdslivet som forkælet. Mener statsministeren, at danskernes arbejdsmoral er forkælet?

Statsministeren.

Nej, det gør jeg overhovedet ikke, bestemt ikke, og jeg vil støtte op om al form for fleksibilitet i forhold til ens arbejdsdag og arbejdsliv. Det har vi heldigvis nogle overenskomstparter, der faktisk er rigtig, rigtig gode til at sikre.

Det er helt rigtigt, at jeg har sagt, at jeg mener, at vi gør ikke mindst vores børn og unge en bjørnetjeneste, hvis vi påstår, at det altid skal være forbundet med lyst at gå på arbejde. Jeg tror faktisk, at noget af den mistrivsel, der er i vores tid, skyldes, at vi påstår det. For der vil også være perioder af vores liv, hvor tingene er hårde. Og det er de færreste, der kommer til at have et arbejdsliv, hvor der ikke også er nogle opgaver, som man ikke har lyst til at udfylde, men som man udfylder, og som man lever op til, fordi det er en del af det at være menneske. Der er arbejdsfunktioner i det her samfund, som er hårdere end andre, og hvor jeg ikke tror, at det altid er lystbetonet, f.eks. at gøre rent efter andre eller at stå med patienter i psykiatrien, der har det rigtig svært, men det er jo jobfunktioner, som er fuldstændig afgørende. Muligvis er vi uenige. Jeg tror, vi gør vores børn og unge en bjørnetjeneste ved at påstå det.

Så noterede jeg mig noget i morges. Jeg har ikke set rapporten, så jeg kan ikke citere derfra. Jeg så bare en overskrift, og nu gengiver jeg så overskriften, nemlig at danskernes arbejdsglæde er i top. Jeg tror sågar, at den er historisk høj, og at rigtig, rigtig mange danskere, et stort flertal, er glade for at gå på arbejde. Det er faktisk også min opfattelse, altså at danskerne sætter en ære i at gå på arbejde og forsørge sig selv. Så skal der selvfølgelig være en balance i forhold til familielivet, og det kan vi godt understøtte politisk, men en del af de citater, der er gengivet her, er altså taget ud af en sammenhæng, herunder er nogle af dem sagt med et smil på læben.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg er positiv over at høre, at statsministeren gerne vil indgå et samarbejde om at skabe et mere fleksibelt arbejdsliv. Og ja, jeg er sikker på, at rigtig mange er glade for at gå på arbejde. Faktisk er vi et af de folkefærd i verden, der arbejder allermest, og vi er utrolig loyale og produktive. Nu kender jeg ikke lige den rapport, som statsministeren henviser til, men der er masser af andre rapporter, der også viser, at mistrivslen i Danmark er stigende; at stress er en folkesygdom; at især børnefamilier har rigtig svært at få tingene til at hænge sammen, når vi netop arbejder så meget, som vi gør. Vi er et af de lande, der arbejder allerallermest. Vi har tidligere i dag hørt om, at økonomien er i top i Danmark. Vi har også hørt om, at naturen er dybt i forringelse i Danmark, og at mistrivslen er stigende. Så det handler jo også om, hvad det er for et arbejdsliv, vi har. Vi ønsker et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor man også har en langt større inklusion, i forhold til at man kan arbejde på forskellige tidspunkter i livet.

Statsministeren.

Jamen selvfølgelig skal vi have et fleksibelt arbejdsmarked, og vi forandrer os jo også i løbet af vores liv. Så kan der være perioder, hvor man har meget små børn, og hvor man har behov for mere fleksibilitet. Det kan være, at man har en ægtefælle, der på et tidspunkt i ens efterår på arbejdsmarkedet bliver syg, og at man har behov for at gå med til nogle behandlinger på sygehuset. Der kan jo ske alt muligt vores liv. Så det tror jeg egentlig at der er bred opbakning til at vi sikrer. Men jeg tror bare, at vi begår en fejl, hvis vi tror, at det er arbejdet, der er vores største udfordring. Hvis vi f.eks. kigger på børn og unge, tror jeg, at noget af det, der kan give allermest trivsel til børn af unge, er at have et arbejde; det er at have et fritidsjob, hvor man indgår i et forpligtende fællesskab med andre, og hvor der er nogen, der mangler en, hvis man ikke møder ind. Man lærer at tjene sine egne penge, man får et ansvar, og man bliver myndiggjort. Det er ikke så lang tid siden, at jeg selv besøgte et dansk supermarked, som tager nogle unge ind, der virkelig er på kanten, og hvor nogle af dem har haft en dårlig skolegang og har det svært i livet – og de blomstrer, fordi de får ansvar nede i supermarkedet. Så jeg tror faktisk, at vi kan løse nogle af de trivselsproblemer, der er i Danmark, ved at flere børn og unge får et fritidsjob og dermed bliver myndiggjort.

Spørgeren.

Det er jeg sådan set ikke uenig i. Jeg har selv haft masser af arbejde, inden jeg blev politiker, og jeg har ikke hørt, at nogen mener, at arbejde kun skal være lystbetonet. Arbejde er mange ting, og det skaber også rigtig meget værdi. Men vi er også pressede, kan man se, når man kigger på mange andre rapporter end lige dem, som statsministeren henviser til. Og det leder mig til det sidste spørgsmål, der jo som vanligt er stillet af et af Alternativets medlemmer, og i dag er det Nanna Høyrup fra Halsnæs Kommune, der spørger:

Virkeligheden er jo, at mange børnefamilier har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, og virkeligheden er, at danske børn bruger mere tid i daginstitutioner end børn i noget andet europæisk land. Halvdelen af de danske daginstitutioner vurderes at være af utilstrækkelig kvalitet, ikke på grund af dårlige pædagoger, men på grund af dårlige normeringer. Mange pædagoger og forældre oplever, at der ikke er tid nok til børnene. Det betyder, at mange forældre forlader arbejdsmarkedet eller går ned i tid, fordi de hellere vil passe deres børn end at overlade dem til velfærdsstatens dagtilbud. Hvad tænker statsministeren om denne udvikling og om det politiske omsorgssvigt, at der er af vores yngste borgere?

Statsministeren.

Jeg tror bestemt, at vi hele tiden skal have et fokus på kvalitet i vores daginstitutioner. Det er jo den primære forklaring på, at vi indførte minimumsnormeringer i den seneste valgperiode og dermed løftede, hvor mange pædagoger og hvor mange voksne i det hele taget der er i vores dagtilbud. Jeg tror også, at man bliver nødt til at se på, at nogle af de udfordringer, der er – og dem kan vi så have lidt forskellige oplevelser af – jo er enslydende i mange andre lande, hvor der ikke er daginstitutioner af samme kvalitet, som der er i Danmark. Så jeg tror også, at der er nogle generelle tendenser i vores tid, som vi bliver nødt til at iagttage samtidig med det. Selvfølgelig skal daginstitutionerne have en ordentlig kvalitet. Selvfølgelig skal der være fleksibilitet på vores arbejdsmarked. Så længe vi holder fast i, at hvis vi vil have et velfærdssamfund og hvis vi vil have den grønne omstilling og hvis vi vil kunne forsvare os selv i en meget, meget urolig verden, så er vi også afhængige af, at vi kan finansiere det her samfund, og det kræver altså en høj beskæftigelse generelt set, men den kan fordeles ud over et arbejdsliv.

Så siger vi tak til statsministeren og tak til partilederne.

Spørgetimen er hermed slut.