Tak for det, og tak for velkomsten fra jer alle sammen. Det betyder rigtig meget. Der er ikke nogen tvivl om, at Det Konservative Folkeparti er borgerlige stemmer, der arbejder. Så når vi kan få most noget konservativ politik igennem, er vi selvfølgelig klar. Det kunne vi bl.a. i skoleaftalen. Den synes vi er rigtig, rigtig god.
Her i Folketinget taler vi tit om, at alting går for hurtigt, og at nu skal vi lige passe på, og det synes jeg jo er rigtigt. Når man får et aftaleudkast på vej ind ad døren, eller man lige har meget få timer til at koncentrere sig om at lave en eller anden ny aftale, går tingene for hurtigt. Men der er måske også nogle gange, at tingene går lidt for langsomt.
Man må i hvert fald sige, at når statsministeren siger »får alle alarmklokker til at ringe«, tænker jeg måske ikke, at vi skal vente i 9 måneder næste gang. For det er sådan, at den 4. april 2024 udkom den her lille rapport (Mona Juul holder rapporten »Sundhedsfaglig vurdering af skadevirkning og farlighed af euforiserende stoffer« fra de retsmedicinske institutter på danske universiteter op), men den er faktisk skrevet den 23. juni 2023. Den handler om opioider, altså de her farlige rusmidler, der med en samlet betegnelse kaldes opioider, som folk bliver vanvittige af, og som man bliver vanvittig afhængig af. Da rapporten udkommer her den 4. april, var statsministeren et besøg ude på et misbrugscenter sammen med justitsministeren, og misbrugscenteret kan jo fortælle, som misbrugscenteret også har fortalt alle os andre, at misbrug særlig blandt unge desværre er i vækst. Vi har set det i USA, hvor vi har set en voldsom opioidkrise, og vi er jo selvfølgelig også alle sammen optaget af, at det ikke kommer til at ske i Danmark også. Men det var i den forbindelse, at statsministeren så om rapportens konklusioner, som er meget voldsomme, tænker jeg – og det tænker jeg også at statsministeren mener – sagde, at de konklusioner bør få »alle alarmklokker til at ringe«.
Men siden kom det jo faktisk frem, at justitsministeren havde været i besiddelse af den her rapport, altså regeringen havde været i besiddelse af rapporten i 9, næsten 10 måneder nu, før den blev offentliggjort. I mellemtiden har regeringen ikke præsenteret nogen som helst form for løsning. Man har ikke valgt at stille sig op og sige: Vi har en rapport, der viser, at det her går den helt forkerte vej; vi er nødt til at komme op i gear; vi skal have det stoppet, der ermorfinfinter, der er alt muligt, vi kan komme til at kigge på. Men ikke desto mindre venter man 9 måneder. Så mit spørgsmål til statsministeren er: Er det i orden at tilbageholde en rapport i 9 måneder, når det er så alvorligt her og det, som jeg citerede statsministeren for at sige, »får alle alarmklokker til at ringe«?