Spm. nr. US 37

4) Til statsministeren af:

Mange tak, formand. Jeg vil egentlig gerne starte med at kvittere for de indledende bemærkninger fra statsministeren, som indeholdt mange gode pointer både om hele Randersmiljøsagen, men også om behovet for at klimasikre Danmark i de voldsomme klimaforandringer, vi oplever i øjeblikket.

Det får mig selvfølgelig også til at tænke på, hvad vi kan gøre for at forebygge de klimaforandringer. Der har jo været lidt virak omkring hele det klimamål, vi har i 2025, i de seneste uger. Først havde vi klimaministeren ude med hænderne i vejret og sige, at vi nu har en god nyhed for klimaet, fordi det faktisk viser sig, at der er færre af de lavbundsjorder, der udleder metangas, end vi troede, så nu når vi vores klimamål i 2025. Men ikke så snart havde klimaministeren og fødevareministeren holdt den pressekonference, før de eksperter, der stod bag de tal, sagde: Hallo, vi har jo ringet til ministeriet og sagt, at det kan man slet ikke glæde sig over endnu, for til gengæld tyder meget på, at de jorder, der er tilbage, udleder mere, end vi troede, så vi ved ikke, hvor det her ender henne – i et samlet plus eller minus. Så for mig står det sådan en lille smule tåget, hvor vi ender henne med det 2025-mål.

Det gør det også af en anden grund, nemlig at da vi lavede de her aftaler med statsministerens parti, gjorde vi jo meget ud af i vores aftaletekst at tage et gennemsnit over 3 år – 2024, 2025 og 2026 – og lad os lave noget, der er handlingsorienteret og peger frem mod 2030, så vi er on track, altså vi er på vej, og vi er sikre på, at det er varige CO2-reduktioner, vi får. Der er klimaministeren jo altså af en eller anden grund endt med at gå imod klimaloven og imod Klimarådets anbefalinger og har sagt: Nej, det er kun i 2025, vi skal opfylde det her mål, og det er kun der, vi føler os forpligtet.

Alt det her tilsammen gør mig en lille smule urolig for, om vi har den klimapolitik, vi skal have, for jeg ville jo synes, at det naturlige var at sige: Ja, men det er jo varige CO2-reduktioner, vi går efter; vi skal selvfølgelig gå efter et gennemsnit, så det ikke er en eller anden beregningsforudsætning et sted hos nogle forskere i Aarhus, der afgør, om vi når vores klimamålet ej. Det er også, fordi – som statsministeren også sagde i sin indledende bemærkning – det her jo ikke bare er klimapolitik nu; det er også sikkerhedspolitik.

Statsministeren.

Til gengæld er det altså ikke så tåget, som jeg synes der bliver redegjort for her. Jeg synes, det er positivt, at Danmark lever op til sit 2025-mål. Det er ikke alene positivt, det er nødvendigt. Vi er et af de lande i verden, der har sat de allermest ambitiøse mål, og den første rigtige skæringsdato er 2025. Det kommer vi til at leve op til.

Så er det rigtigt, at der er nogle nye beregninger fra Aarhus Universitet. Regeringen siger så, at selv om man så måske kunne nå 2025-målet med mindre end det, regeringen har lagt på bordet, fortsætter vi alligevel bl.a. på dieselområdet. Så vi kommer til at leve op til 2025-målsætning, ligesom vi kommer til at leve op til 2030-målsætningen og til 2045-målsætningen. Det har vi lovet; det skal vi leve op til.

Så synes jeg også, at der da virkelig, virkelig er grund til at glæde sig over, at når hele verden mødes til COP og man også spørger alle mulige ngo'er og andre, hvilket land i verden der gør mest for klimaet, svarer de, at det er Danmark. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre mere, at vi ikke skal blive ved med at være ambitiøse, blive ved med at udbygge, blive ved med at gøre mere – (en mobiltelefon ringer i salen) nu ringer vækkeuret – men det er da positiv, at af alle lande i hele verden er vurderingen altså, at det er os, der gør mest. Tillykke til Danmark med det.

Hr. Martin Lidegaard.

Ja, eller også var det klokkerne, der ringede for den helt særlige position, vi har på klimaområdet, for det er jo ikke noget, der er kommet flyvende til os ved en tilfældighed. Det bygger jo på den ene regering efter den andens politik. Og hvis ikke man fortsætter med det, ligger man ikke der.

Men det, statsministeren siger, er, at uanset om der kommer den her forbedring i fremskrivningsgrundlaget, som forskerne er kommet med, eller den bliver rullet tilbage om 14 dage, når der kommer nye tal, så når vi målet. Altså, regeringen sætter ind med den oprindelige indsats, men stadig væk kun i 2025. Hvad der sker efter 2025 – i 2026 osv. – er man ikke interesseret i.

For mig er det her jo ikke kun klima – det er klima, det ligger mig på sinde, og det ved statsministeren også godt – det er jo også sikkerhedspolitik. Da vi lavede det nationale kompromis for 2 år siden, havde vi også som mål at gøre os fri af russisk gas. Lige nu rasler salget af varmepumper ned, og der bliver igen installeret gasfyr. Vi har ikke sat nok midler af til at stoppe det, jeg vil kalde en indirekte støtte til Putins krigsmaskine, nemlig vores fortsatte import af gas. Så tingene hænger sammen, også i forhold til det, statsministeren sagde indledende.

Statsministeren.

Men det er vel egentlig ikke rimeligt at påstå, at regeringen er ligeglad med, hvad der sker efter 2025, når vi har et 2030-mål og vi siger, at vi ikke bare skal leve op til 2025-målet, og vi skal leve op til 2030-målet, men vi skal også – ikke at jeg regner med at være her i 2045, bare rolig – leve op til 2045-målet. Det er jo ikke at være ligeglad. Det er jo faktisk præcis at gøre det, der er vores opdrag, nemlig at have nogle af de højeste ambitioner i verden og vise resten af verden, at vi kan leve op til dem. Det må være det, der er det afgørende.

Det er helt rigtigt, at Danmarks gode placering hviler på skiftende regeringers bidrag. Jeg kan bare konstatere, at den regering, der er nu, og den, der var før – og jeg har været engageret i dem begge to – er de regeringer i Danmark, der har været mest ambitiøse på klimaområdet nogen sinde, nogen sinde. Og det er med god hjælp fra Folketinget, og det er vi meget, meget glade for, og det er også nødvendigt, for at det kan lade sig gøre. Jeg synes altså, vi skal blive ved, men vi må da også gerne glæde os over, at når resten af verden kigger på os, er billedet noget pænere, end når det Radikale Venstre kigger på os.

Hr. Martin Lidegaard med et afsluttende spørgsmål.

Jeg er nødt til at sige, at nok har man været de regeringer, der har sat flest klimamål, men når det handler om at få møller op på land, er der ikke sat færre møller op, siden Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Når det handler om rent faktisk at implementere, synes jeg ikke, det er så rosenrødt, desværre. Jeg forstår så bare ikke – hvis man vil det her så ambitiøst, som statsministeren siger – hvorfor man så går imod klimaloven og imod Klimarådets anbefalinger og insisterer på, at det kun er i 2025, man vil måle, i stedet for et gennemsnit. For hvis det var et gennemsnit for 2024, 2025 og 2026, var man sikker på, at det var varige indsatser, og man var sikker på, at det ikke afhang af lidt tilfældigheder i beregningsgrundlaget. Det er jo derfor, der i den aftale, vi lavede, og det er derfor, der i klimaloven står, at vi beregner det som et snit over 3 år. Jeg forstår simpelt hen ikke, at regeringen har truffet det valg, når det både står så eksplicit i loven og er så eksplicit en anbefaling fra Klimarådet af alle de grunde, statsministeren sagde, nemlig at det pegede fremad. Så det håber jeg man vil genoverveje. Lad mig sige det sådan.

Statsministeren.

Jeg forstår, at det er den gængse måde at opgøre det på, og så forstår jeg i øvrigt også, at 2023 vistnok er det år, hvor vi har haft mest grøn strøm i Danmark nogen sinde. Så kan det jo ikke være helt galt. Det er da godt.

Altså, jeg synes også, vi skal være ambitiøse på klimaområdet, og jeg synes, vi skal presse os selv hele tiden, men vi må da også gerne glæde os over, 1) at vi ligger så godt til i verden, som vi gør, og 2) at det er lykkedes os i Danmark at understøtte en grøn omstilling af en sådan kaliber uden at have fået kæmpe ulighed, stor splittelse mellem land og by, gule veste eller noget helt fjerde, at vi er lykkedes med at gøre det på en dansk måde, så vi både lever op til det, vi skal lave klimamæssigt, samtidig med at vi skaber arbejdspladser, sørger for, at folk har et arbejde at stå op til om morgenen, og at resten af verden ofte søger Danmarks råd, når der skal findes svar på de udfordringer, vi står over for. Jeg synes faktisk, det her et dansk eventyr. Og tak til alle, der bidrager dertil.

Tak for det. Vi siger tak til hr. Martin Lidegaard fra det kan Radikale Venstre. Hermed er spørgetimen slut, så vi siger også tak til statsministeren.