Nu ved jeg, at transportministeren har sagt rigtig meget om den aktuelle situation, og lad mig starte positivt, for egentlig er jeg enig i grundanalysen. Altså, kollektiv transport er fuldstændig afgørende for, om vores land hænger sammen. Det er afgørende for, om man kan bo uden for byerne, stadig væk passe sit arbejde og komme ind på hospitalet, når man har brug for det, og for at de unge tager en ungdomsuddannelse. Det er ikke mindst det sidste, jeg er meget optaget af. For hvis man bor langt væk fra der, hvor der f.eks. er erhvervsuddannelser, som der er færre af, end der er gymnasier, bliver vi jo nødt til at sørge for, at der er noget kollektiv transport, så vores unge mennesker kan komme i skole. Så jeg deler grundanalysen, og jeg er også ærgerlig over, at de her prisstigninger er her.
Der er i finansloven lagt nogle ekstraordinære penge ind til den kollektive transport. Det synes jeg har været en rigtig prioritering. Men jeg må også sige, at jeg ikke tror, økonomien står alene, for jeg tror, vi bliver nødt til at tænke den kollektive transport i yderområderne af Danmark på en ny måde. Altså, da jeg voksede op i Nordjylland, kørte der rutebiler, og der var mange mennesker i busserne, men flere har fået bil, der bor færre i de pågældende områder, og jeg tror ikke, at svaret er bare at blive ved med at gøre det, vi har gjort med kollektiv trafik tidligere. Jeg synes, det handler om, at vi skal gøre, hvad vi kan for at afhjælpe nogle af de problemer, der er nu, og der er der nogle initiativer i finansloven. Men jeg tror simpelt hen også, vi skal gentænke den kollektive trafik, måske ikke så meget jernbanedriften, men mere busdelen, og se på, om ikke vi kan gøre det på en klogere måde.