Tak for det. I marts 2023 ønskede embedsmænd i Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme, som jo ligger under Udlændinge- og Integrationsministeriet, ifølge Jyllands-Posten at sortliste den dansk-russiske ortodokse kirke og dermed stoppe pengestrømme fra Moskva til tre kirker i Danmark. Udenrigsministeren satte en stopper for denne sortlistning på grund af frygt for den russiske reaktion, må man forstå.
Jeg tror, det er vigtigt, at man måske lige holder sig for øje, at den russiskortodokse kirkes leder i Moskva bl.a. mener, at Rusland jo ikke har angrebet Ukraine, men bare forsvaret sig selv. Jeg tror ikke, man kan adskille den russiskortodokse kirke fra hverken Rusland eller Putin. Det var jo kun grundet et veto fra Orbán, at patriark Kirill Ikke blev optaget på EU's sjette sanktionspakke i sommeren 2022.
Når man ved det, står man jo lidt tilbage og tænker: Hvorfor er det, at regeringen lader sin politik diktere af det? En ting er, at vi har en koranlov, hvor nogle meget tvivlsomme lande og typer ude i verden skal bestemme, hvad for en politik vi har i Danmark. Nu ser vi så også, at russerne skal have lov til at lade pengene strømme ind i Danmark. Det undrer mig, og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre statsministerens reaktion på.