Tak for det. Jeg vil gerne tale om regeringens kommende ældrereform. Vi har jo sådan i fint skårne små skiver fået mere indsigt i, hvad regeringen planlægger, og uden at kende det fulde udspil synes jeg faktisk, der er flere fine takter i det, som regeringen har præsenteret, og som skal give mere valgfrihed og selvbestemmelse til de ældre og enklere tilsyn ude i kommunerne. I weekenden var der forslaget om, at kommunerne i fremtiden skal have mulighed for at etablere sådan nogle friere plejehjem, der har samme frihedsgrader som de private, og det synes jeg er et fint, men meget lille museskridt ind i fremtiden. Det er jo samlet set nogle udmærkede tiltag. Det er måske lige at slå for stort et brød op at kalde det en historisk frisættelse og et paradigmeskifte, men det er nogle fine små tiltag, og jeg glæder mig til forhandlingerne.
Et område, som i hvert fald indtil videre har været helt fraværende, har været betydningen af maden til de ældre. Jeg tror, at de fleste af os herinde kender det, altså hvordan alene duften af vores livret kan gøre os glade, og at for hver bid nyder vi det, smager på det og sanser maden. Det er en banal ting, men det bidrager til livskvalitet, og hvis man selv kan vælge, hvilken mad man får, giver det jo også en oplevelse af mere selvbestemmelse.
I dag ude på plejehjemmene betaler de ældre faktisk lige omkring 4.000 kr. om måneden for maden, men de fleste steder har de ikke den store selvbestemmelse. Der er mange kommuner, der forbyder, at de ældre må få saftevand til aftensmaden, for, uha, det er usundt. Man skulle tro, det var en børnehave. Mange andre steder er de ældre jo underlagt et institutionskøkken, hvor det er de samme retter, der går igen sådan hver 20. dag. Der tror jeg på, at vi kan nytænke området og give de ældre mere selvbestemmelse. Det kunne jo være, at den dagstakst, der er, måtte de også bruge på takeaway fra deres yndlingsrestaurant, eller at de selv kunne vælge deres dessert, eller noget helt tredje. Derfor er mit indledende spørgsmål til statsministeren, om man kan forvente, at regeringen kommer med noget, der vil give de ældre mere selvbestemmelse, i forhold til hvilken mad de får.