Først synes jeg det er vigtigt at sige, at vi har lavet aftaler, hvor vi tilfører velfærden flere penge. Det er helt rigtigt, at der er nogle konkrete problemer, bl.a. i Nordjylland, som jo både relaterer sig til nogle stigende udgifter i dele af sundhedsvæsenet, men som også relaterer sig til, at vi har været igennem en periode med inflation, som vi som regering har været meget optaget af at få banket ned af hensyn til danskernes købekraft. Det har været fuldstændig og aldeles afgørende, for prisen for inflationen betales netop af mennesker med lave indtægter, og derfor er jeg – og det vil jeg ikke lægge skjul på – utrolig stolt over, at vi nu ligger så godt, hvad angår inflationen. Det gør, at der er grænser for, hvad vi kan i den offentlige økonomi i de her år.
Men grundanalysen af den her regering er jo ganske enkelt forkert. Hvis jeg bare må give to eksempler på det. Vi giver nu et større løft til erhvervsuddannelserne, end vi gjorde sammen med Enhedslisten. Den her regering giver et større løft til landets erhvervsuddannelser, end Socialdemokratiet har gjort sammen med Enhedslisten. Den lader vi lige stå et øjeblik, for alle, der beskæftiger sig med erhvervsuddannelserne, ved jo, at det både er afgørende i forhold til vores velfærdssamfunds fremtid og den grønne omstilling, men også fordi nogle af de unge, der går der, faktisk er nogle af de unge, der har det allersværest.
Vi har lige fået lavet en aftale om et lønløft. Det har vi aldrig lavet sammen med Enhedslisten. Det er ikke Enhedslisten, der har sørget for, at social- og sundhedshjælpere nu får mere i løn. Det er ikke Enhedslisten, der har været med til at lave den her aftale. Det er den her regering. Så selv om jeg er rigtig glad for det samarbejde, vi har haft med Enhedslisten, hvor jeg synes, vi fik nogle rigtig, rigtig gode ting på plads, så må jeg også bare sige, at den regering, der sidder nu, evner at drive Danmark fremad og træffe nogle rigtig, rigtig gode beslutninger. Som socialdemokrat, som har beskæftiget sig med erhvervsuddannelserne, så længe jeg kan huske, og alle de problemer, der har været der, så er jeg så stolt over, at der nu er et politisk flertal, der faktisk prioriterer erhvervsuddannelserne.