Spm. nr. US 26

Lige for lidt siden sagde statsministeren, at der er nogle øjeblikke, der ligesom definerer os, i forhold til hvad det er for et land, vi vil være, og et af de øjeblikke var jo i torsdags, hvor indgrebet omkring ytringsfriheden blev stemt igennem her i Folketinget med et meget snævert flertal. Jeg er ikke i tvivl om, at historien kommer til at dømme flertallet hårdt. Tænk, at man er i den generation, der indskrænker ytringsfriheden. Det har været sådan, at generationer før os har lagt et fundament af frihedsrettigheder, som vi har en forpligtelse til, synes jeg, både at stå fast på, men jo også i et vist omfang at udvide.

Det sker så i øvrigt også på 80-året for opgøret med samarbejdspolitikken. Det var også et definerende øjeblik for Danmark. Dengang gik det op for danskerne, at man ikke kan indgå et kompromis med ufriheden. Men det er det, man har gjort nu; man har forsøgt at indgå et kompromis med ufriheden. Man har fra regeringens side ladet sig koste rundt fra regeringens af ufrie kræfter, mellemøstlige og herboende muslimer, der har krævet, at vi skal leve på en anden måde. Det er skammeligt, og jeg har meget, meget svært ved at forstå, at regeringen har gjort det her.

Man kan ikke forhandle med ondskab, og man kan ikke indgå et kompromis med ufriheden. Nu ved islamisterne, at de kan koste rundt med den her regering. Vil statsministeren ikke i dag bekræfte, at årsagen til indgrebet netop er, at der har været et pres fra mullaher i Mellemøsten og ufrie kræfter både herhjemme og andre steder i Europa?

Statsministeren.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig, når jeg nu får muligheden for det, lige at gå et par skridt eller år tilbage, da den daværende blasfemiparagraf blev afskaffet. Da var der et parti, der stemte imod, og det var Socialdemokratiet. Jeg husker debatten ret tydelig, fordi jeg dengang – det er jeg stadig væk – var formand for Socialdemokratiet. Grunden til, at vi som det eneste parti ikke ønskede at afskaffe blasfemiparagraffen, var, at vi nok har det lidt anderledes med, hvad det er for en ytring, når man brænder andres bøger. Det vil jeg egentlig gerne uddybe lidt.

Jeg har kæmpet for grundlæggende menneskerettigheder hele mit liv, og ytringsfriheden er selvfølgelig en af de allermest fundamentale rettigheder. Ser man på historien omkring bogen, har al kamp om ytringsfrihed, hvad angår litteraturen og bogen, handlet om det stik modsatte af det, vi snakker om her. Den har handlet om at give mennesker ret til at skrive det, de gerne vil; den har handlet om at give folk lov til at trykke det, de gerne vil; og den har handlet om, at andre mennesker skulle have adgang til andres nedskrevne tanker. Den har aldrig handlet om, at man skal urinere på andres bøger; at man skal pakke bogen ind i mystiske ting; at man skal skænde den eller brænde den.

Så jeg vil sige helt grundlæggende og for egen regning. For mig er det ikke ytringsfrihed at brænde andres bøger. For mig er ytringsfrihed, at man netop kan ytre sig, at man kan tale, at man kan skrive. Og derfor tror jeg, at vi ser det her lidt forskelligt. Den historiske betoning af det her er jo også forskellig partierne imellem.

Så når det kommer til ytringsfrihed, vil jeg kæmpe for den til evig tid. Den gamle læresætning om, at dine holdninger er mig vederstyggelige, men jeg vil dø for din ret til at have dem, eller hvordan ordene nu faldt præcist, er rigtig. Men jeg har ikke selv noget ønske om at brænde andres bøger, og jeg kan faktisk heller ikke lide det, når folk gør det, hvis jeg skal være helt ærlig.

Fru Inger Støjberg.

Må jeg lige anholde, at statsministeren siger: Når lejligheden nu er der til at sige noget. Statsministeren og regeringen havde lejligheden i torsdags; man brugte den ikke, man lod sig nærmest lime fast til taburetterne her. Og det synes jeg er skammeligt. Jeg synes, at det er skammeligt, at man laver et indgreb i ytringsfriheden, og så nægter man at gå op og diskutere det. Tværtimod sad statsministeren, så jeg jo, arrogant og grinede, mens andre var på talerstolen. Der måtte blive i tysset på både statsministeren, justitsministeren og andre ministre. Man gik end ikke op og forsvarede noget, der er så vigtigt som et indgreb i ytringsfriheden.

Så lad mig lige sige til statsministeren: Statsministeren havde muligheden i torsdags for at gå op og udbrede sine tanker. Det synes jeg havde været på sin plads. Og hvis ikke statsministeren ville, og det ville statsministeren ikke, så kunne justitsministeren have gjort det. Det gjorde han ikke. Det er skammeligt, og det var pinligt. Det er virkelig noget, der vil sætte sig, tror jeg, i forhold til danskernes respekt for den her regering – og det håber jeg også det vil.

Statsministeren.

Rolig, rolig, rolig. Der har været en ualmindelig lang behandling af det her. Der har været lange førstebehandlinger, der har været masser af udvalgsbehandlinger. Der er masser af folk, der har stillet op til debatter. Altså, lad os nu diskutere det her på en ordentlig måde. Det er jo ikke sådan, at tredjebehandlingen er der, hvor diskussionen starter. Der har været masser af parlamentarisk behandling, der har været masser af politisk behandling. Det har vel været nærmest det gennemgående tema i den politiske og offentlige debat helt tilbage fra sommer, så der har været masser af mulighed for indlæg, og der har været masser af mulighed for behandling.

Jeg synes, vi skal diskutere det her, så længe der selvfølgelig er en interesse for det. Jeg har det bare anderledes med ytringsfrihed. Helt oprigtigt: Jeg bryder mig ikke om, at man brænder andres bøger, og jeg behøver jo ikke at sige ret meget, når jeg nu siger, at en af de få gange i verdenshistorien, hvor man gjorde det, var det de forkerte bøger, der brændte

Fru Inger Støjberg.

Jeg brænder koraner af, og jeg kommer heller ikke til at brænde koraner af, men statsministeren må acceptere og respektere, at der også er mennesker i det her land, der ikke kan, som statsministeren siger, skrive bøger eller udgive bøger eller trykke bøger. Der er mennesker i det her land, der udtrykker sig på en anden måde – det er også ytringsfrihed. Den ytringsfrihed fratager statsministeren og regeringen nu de her mennesker. Det her er sådan set helt principielt, statsminister.

Men jeg har godt set, at man ikke mener, man skal diskutere det her mere. Det er jo rigtigt, at vi har kunnet diskutere det med regeringen tidligere, men det ændrer ikke på, at det er en skamplet på demokratiet, at man ikke vil diskutere den her sag under tredjebehandlingen.

Lad mig så bare lige sige: Det er jo ikke rigtigt, at der ikke er nogen, der er glade for det her indgreb, for jeg har faktisk set, at formanden for Grimhøjmoskeen, Oussama El-Saadi, jo har været ude at takke statsministeren for det her indgreb. Det viser jo bare, at der står 1-0 til islamisterne nu. Man har gået islamisternes ærinde i den her sag, og man har indskrænket danskernes ytringsfrihed.

Statsministeren.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om Danmarksdemokraterne mener, at al anden regulering af ytringsfriheden, for det er der jo – injurielovgivning og en række andre lovgivninger, der regulerer, hvad man kan og hvad man ikke kan, hvad angår ytringer – skal afskaffes. (Inger Støjberg (DD): Jeg går ud fra, at når statsministeren stiller spørgsmål til mig nu, må jeg også svare). (Formanden: Det er jo sådan, at det her afslutter spørgsmålet, så den debat ...). (Inger Støjberg (DD): Men ellers kan jeg sige, at det er ting, vi har besluttet med hinanden, for det er den måde, vi lever på her, hvorimod det her indgreb er besluttet af mullaher i Mellemøsten og af ufrie kræfter i Danmark og resten af Europa).

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne.

Jeg byder velkommen til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.