Spm. nr. US 25

Tak for det. Julen står for døren, svøbt i verdens smukkeste fortælling om englen, der siger til hyrderne på marken: Frygt ikke. Det er fortællingen om stalden og krybben, og det er budskabet om fred til mennesker med guds velbehag. [Taleren talte færøsk] ... Det lyder smukkere på ens modersmål, men budskabet om fred er det samme for alle mennesker.

Jul og krig passer ikke sammen. Derfor er en af de værste historier fra Vietnamkrigen den om julebombningerne i 1972, og derfor er fortællingen fra første verdenskrig, hvor våbnene en julenat blev tavse, og hvor der i stedet for skud lød salmesang fra skyttegravene, noget af det mest gribende, man kan høre om.

Op til julen 2023 har vi to krige, som står i skærende kontrast til julens håbefulde budskab om fred. Støtten til Ukraine er i fare for at tørre ud. Krigen er grusom i sig selv, men hvis den tørrer ud, skaber det frygt i Ukraine, frygt i nabolandene og frygt i hele Europa. Krigen i Gaza er grusom i sig selv, men er blevet så voldsom, at den kan sprede sig til Libanon og til Iran. Der er mange, der som hyrderne på marken hin julenat er ramt af frygt, og som tørster efter håb.

Nu er statsministeren ikke nogen engel, der kan komme ned fra det høje med et budskab. Hun er heller ikke præst, men hvis hun var præst, ville hun så kunne begrunde juleevangeliets håbefulde budskab i dag, og hvordan ville hun kunne begrunde det? Hvor er håbet i forhold til de to voldsomme krige? Med hvilken ret kunne man i dag sige: Frygt ikke?

Statsministeren.

Først og fremmest vil jeg sige tak for denne poetiske tilgang til spørgetimen, som jeg antager kommer til at stå i skærende kontrast til de spørgsmål, der måtte komme fra dagens øvrige spørgere. Jeg vil ikke forsøge at kaste mig ud i en teologisk tilgang til den verden, vi ser. Det har vi andre til. Jeg vil sige det på den måde, at det jo er helt rigtigt, at det ikke er første og nok desværre heller ikke sidste gang, at en krig står i skærende kontrast til det, vi alle sammen helst vil omkring julen, nemlig sikre, at der er fred, og at vi i øvrigt passer på hinanden som menneskehed.

Er jeg selv håbefuld? Ja, det er jeg absolut, for selv om der er tale om to meget, meget svære situationer, har vi som menneskehed overvundet ting, der var værre end det, vi står med nu. De seneste par år har vi i Europa og Vesten vist os fra vores allerallerstærkeste side med vores sammenhold imod Rusland for Ukraine. Det skal vi fastholde. Den danske position er lige så klar og lige så tydelig, som den har været hele vejen igennem.

Israel og Gaza er en anden type konflikt, som har enormt store konsekvenser og alt for mange ofre, men det ændrer ikke på, at jeg selv personligt fortsat er optimist og håbefuld, også selv om freden ikke ligger lige rundt om hjørnet. Vores moderne verdenshistorie er jo desværre også fyldt med eksempler på, at freden ikke altid er kommet af sig selv – det er den faktisk meget sjældent – men at vi som mennesker har været nødsaget til at gribe ind militært for at forsvare det, vi tror på, og dem, vi tror på, og der er vi desværre igen.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det var meget i julens ånd, vil jeg sige. Jeg har lige været med Det Udenrigspolitiske Nævn i Ukraine og i Moldova, og krigen er jo en grusom. Men det, man er meget, meget bange for, er det med den vigtigste allierede, nemlig USA, som også er Danmarks vigtigste allierede – selvfølgelig kan statsministeren ikke sige noget om, hvilke beslutninger der træffes dér – og de signaler, der kommer fra Kongressen, om, at man ikke længere vil støtte Ukraine. Og hvis en vis person bliver valgt som præsident, er budskabet rimelig klart: Så standser støtten til Ukraine. Og så er det næsten lige meget, hvad Danmark og andre små lande gør, fordi en så utrolig væsentlig del af støtten jo kommer fra USA, og det er det, som skaber frygt. Jeg ved godt, at statsministeren ikke kan sige, hvad man vil gøre i USA osv. osv., men kan hun fastholde håbet om, at støtten vil fortsætte?

Statsministeren.

Der er ingen tvivl om, at vi er ved et af de steder, hvor Europa, som jo er det, som Danmark har indflydelse på – det har vi ikke på, hvad der sker i USA, men vi har indflydelse på, hvad der sker i Europa – og hvor vi afgør, hvem vi vil være. Og et Europa, der ikke har vilje og evne til at forsvare sig selv, hvad er det? Ja, det er i mine øjne ikke noget. Så Europa skal kunne forsvare sig selv, og Europa skal ville forsvare sig selv, og det inkluderer også Ukraine.

Derfor står vi over for nogle vigtige beslutninger. Jeg rejser selv til møde i Det Europæiske Råd om ganske, ganske kort tid, og der er det Ukraine, der er afgørende. I mine øjne og i regeringens øjne bliver vi nødt til at fastholde den position, vi indtog, da krigen brød ud og Rusland angreb et fredeligt, demokratisk europæisk land. Vi er med Ukraine, så længe det kræves. Det er vi militært; det er vi økonomisk; det er vi humanitært. Og måtte der være andre lande, der vakler, så er det mit løfte, at Danmark står præcis der, hvor jeg synes at Danmark skal stå, altså sammen med Ukraine.

Hr. Sjúrður Skaale for et afsluttende spørgsmål.

Også tak for det meget klare svar. Når det gælder den anden konflikt, er jeg meget glad for, at statsministeren sagde, at Israel har både ret og pligt til at forsvare sig efter det angreb, der var den 7. oktober, som var så bestialsk, så sadistisk og så perverst, som man overhovedet kan tænke sig. Selvfølgelig har Israel ret til at forsvare sig. Og det kan ikke undgås, at der er civile tab, når terroristerne gemmer sig blandt civile og under hospitaler osv. Sådan er det; det er krigens rædselsfulde logik.

Men svaret er nu ekstremt voldsomt – så voldsomt, at man også i USA siger, at man skal passe på nu. Det vækker en meget stor vrede i Europa og selvfølgelig ikke mindst i Mellemøsten, og der er mange, der mener, at svaret er blevet så voldsomt, at det kan føre til noget værre, altså at Libanon og Iran bliver draget ind. Ser statsministeren en fare for, at det sker?

Statsministeren.

Ja, den bekymring har der jo faktisk været siden den allerallerførste dag, altså før der overhovedet kom en reaktion fra Israels side. Jeg tror ikke, at man må undervurdere, hvilken position Iran har i det her, og ej heller, hvilken position Hizbollah har i forhold til Hamas og de relationer, der er. Så man kan sige, at den bekymring har der jo været hele vejen igennem, og det er selvfølgelig noget, det internationale verdenssamfund er meget, meget opmærksom på.

Det er også vigtigt at sige, at Israel selvfølgelig har ret til at forsvare sig selv, men skal gøre det inden for international lov og har en forpligtelse til at passe på civile. Vi har valgt fra dansk side at give mere i humanitær bistand. Vi har støttet, at der er pauser i den væbnede konflikt, så vi kan få nødhjælpen ind og hjælpe de alt for mange mennesker, der desværre er berørt af det her. Men bekymringen, i forhold til at andre regimer eller bevægelser, med hvem vi ingen værdier deler, har været der hele vejen igennem. Det er helt rigtigt.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin. Jeg byder nu velkommen til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne.