Spm. nr. US 14

Spm. nr. US 14

Tak for det. Sidste gang brugte jeg jo noget af min spørgetid til at spørge ind til barnebrudssagen, altså den nye barnebrudssag, om man vil, for omfanget af barnebrude har vist sig at være meget større, end vi hidtil har antaget. Det har Berlingske afdækket igennem en lang artikelrække.

Mere end 1.200 ikkevestlige piger er blevet viet bort via kongebrev i Danmark fra 1980'erne og op til 2017. I sidste spørgetime sagde statsministeren, at hun ikke kendte til alle detaljerne i den her sag, og at hun derfor ikke kunne svare på, hvilke skridt der skulle tages fremadrettet. Og det er jo sådan set fair nok. Nu er der så gået 3 uger, og derfor vil jeg egentlig bare gentage mit spørgsmål fra sidst, for jeg antager, at statsministeren selvfølgelig nu her igennem de seneste 3 uger er blevet klogere på sagen.

Derfor er mit spørgsmål i sin enkelhed, om statsministeren vil sige undskyld for det enorme svigt over for de mange mindreårige piger, som i årevis er blevet viet via kongebrev i Danmark og dermed jo med statens blåstempling og velsignelse. Samtidig beder jeg også statsministeren svare på, om hun er villig til at nedsætte en kommission, der skal få belyst, hvordan i alverden alt det her kunne ske. For for mig at se er der jo mange sammenlignelige ting i forhold til andre sager, hvor vi både har nedsat kommissioner, og hvor vi har været ude at undskylde på den danske stats vegne, i hvert fald har statsministeren gjort det. Det er fortidens synder, men det er i dag kvinder, der jo stadig væk lider under det skrækkelige, at de blev viet bort som barnebrude, og endda med det kæmpe svigt, at staten gav sin blåstempling af det.

Statsministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg har selvfølgelig haft lejlighed til at dykke ned i det i de uger, der er gået efterfølgende, og må sige, at jeg har helt samme tilgang som fru Inger Støjberg. Det er ganske, ganske forfærdeligt, at der er udstedt, kan man sige, en form for billigelse fra Danmarks side i forhold til det her. Jeg vil også gerne sige, at jeg synes, det er helt forkert at gifte sig med en, der er så ung. Det er jeg på alle mulige måder imod. Og vi ser jo i nogle indvandrerkredse i Danmark, at man blander sig, ikke mindst i pigernes privatliv lige fra reetablering af mødomme til holdninger til, om de må have kærester, om de må have sex før ægteskabet, og man blander sig i, hvem de skal giftes med, hvad for noget tøj de skal have på og hvilken hovedbeklædning, tørklæde, burka og andre ting. Jeg er imod det hele, og jeg er selvfølgelig også imod, at man overhovedet blander sig i, hvem ens børn skal gifte sig med. Det vedkommer simpelt hen ikke familien, fætre, onkler, eller hvem der måtte have en holdning dertil.

Så vores udgangspunkt er fuldstændig ens. Jeg vil meget gerne være med til at understøtte, at det her bliver afdækket, også fordi man jo kan have en formodning om, at det stadig væk finder sted, men så bare i nogle andre formater end det, der er legalt i Danmark – det skulle ikke undre mig, ligesom så meget andet foregår forkert i nogle af indvandrermiljøerne. Så det vil jeg gerne være med til at afdække.

Om der skal gives en undskyldning, synes jeg er et lidt mere principielt spørgsmål. Vi er jo meget, meget tilbageholdende med at give undskyldninger fra den danske stats side. Det er blevet givet på nogle enkelte udvalgte områder – til børnehjemsbørn, der har været udsat for svigt eksempelvis, til eksperimentbørnene i Grønland og ved andre systematiske statslige overgreb. Om det her falder ind under samme kategori, er jeg usikker på. Men jeg vil gerne være med til, at vi får belyst det her. Og man må endelig ikke være i tvivl om min holdning til det her; jeg synes, det er ganske skrækkeligt.

Fru Inger Støjberg.

Nu har statsministeren jo også så sent som i dag benævnt sig selv som børnenes statsminister, og derfor synes jeg, at det er på sin plads, at vi får det her undersøgt.

Altså, bare lige sådan for at give nogle eksempler, kan jeg sige, at ud af de 1.200 er der en enkelt af de her piger, der kun er 15 år, da hun bliver gift med en mand på 35 år, en anden er 17 år, da hun bliver gift med en mand på 32 år, og en tredje er 16 år, da hun bliver gift med en mand på 37 år, og vel at mærke er det jo igen med statens ikke bare accept, men blåstempling. Det er jo derfor, jeg synes, at det er på sin plads at få en kommission, og derfor vil jeg sådan set bare spørge statsministeren, om det er en kommissionsundersøgelse, statsministeren siger ja til i dag, for så synes jeg, at vi begynder at snakke om noget, der ligner noget.

Så siger statsministeren hermed ja til en kommissionsundersøgelse? Og hvis hun gør, vil jeg selvfølgelig være meget glad for det.

Statsministeren.

Jeg ved ikke præcis, hvad formatet skal være. Jeg synes, det er en god idé at få det afdækket, og jeg synes, det kan være interessant at afdække det bagudrettet. Man skal jo ikke være i tvivl om, at det er en meget, meget effektiv måde at holde en ung pige i en skruestik på, at hun bliver gift med en ældre mand, hvad jeg synes under alle omstændigheder er forkert. Det ville det også være, hvis det var en etnisk dansk ung pige og en etnisk dansk mand. Og der er jo ikke ret mange, der gør det her længere i Danmark, så det er primært et problem i dele af indvandrerkredsene. Det er en meget effektiv måde at undertrykke på, det er en meget effektiv måde at udøve social kontrol på, og jeg tror også, det er, desværre, en effektiv måde at modarbejde integrationen i Danmark på, at man laver den her type ægteskaber.

Så jeg vil gerne være med til at se på – og det er jo så den ansvarlige minister, der skal prøve at kigge på det – hvad man kan afdække bagudrettet. Men jeg synes, det er mindst lige så afgørende, om der finder den her slags ægteskaber sted nu, også selv om man så ikke lovformeligt bliver gift i Danmark, men måske i muslimske kredse har et eller andet ritual.

Fru Inger Støjberg.

Jeg er enig i, at det er meget sjældent, det forekommer i Danmark blandt danskere, men det forekommer dog, om end ikke alle bliver gift. Når det er sagt, er jeg jo selvfølgelig meget interesseret i at få afdækket, hvad det er, der foregår nu, for jeg er også fuldstændig enig med statsministeren i, at det her forekommer stadig væk i moskéer – jeg er slet ikke i tvivl – og det kan man også se i de beretninger, der allerede er ude i det åbne nu. Men jeg synes altså også i lighed med andre kæmpe skandaler, vi har set, hvor staten har vendt det blinde øje til – her har man endda sat et statsligt stempel på, at man kan blive giftet bort som barnebrud – at det altså er på sin plads at få det afdækket og undskyldt til de kvinder, som det her er gået ud over. Nu er de jo kvinder, dengang var de børn. Derfor vil jeg blot spørge statsministeren om, hvad det næste skridt er. Altså, vil der blive indkaldt til forhandlinger, og i givet fald hvornår?

Statsministeren.

Jeg synes, det er helt naturligt at diskutere, hvad de næste skridt kan være her, med udlændinge- og integrationsministeren. Jeg er selv af den overbevisning, at der stadig væk er en berøringsangst i det danske samfund. Den er blevet mindre, og vi er kommet på forkant med mange ting, men man hører det jo. Folk står og siger, at det er en meget god idé med kønsopdelt svømning f.eks., og så accepterer vi det, hvad vi ikke i mine øjne skal acceptere i Danmark. Meget af det her kan vi jo ikke kun læse i tallene, for det er også noget, vi hører, f.eks. at det kan være svært for en kvinde at komme på krisecenter, fordi det kan være, at der er nogen fra samme familie eller samme slægt, der opdager, at hun er på vej på krisecenter, og pludselig bliver hun afsløret. Så hører vi de her historier om reetablering af mødomme, hvilket jo er langt ude og er et kæmpe overgreb, synes jeg, for alle os, der er tilhængere af ligestilling mellem mænd og kvinder.

Jeg har senest i den her weekend læst et længere interview med en ung mand i Danmark med somalisk baggrund, som fortæller, at han kom gul og blå i skole, og at han lugtede af tis, fordi han tissede i bukserne, når han far bankede ham. Og der var ikke rigtig nogen i velfærdssamfundet, der gjorde noget, fordi det var nok også en anden kultur. Der er jo ikke nogen andre kulturer i Danmark, hvor man skal have lov til at slå på sine børn.

Så der er en berøringsangst. Det har der også været i forhold til det her, og derfor vil vi gerne være med til at kigge ned i det.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Værsgo.