Spørgsmålet handler jo om reglerne omkring fredskov i Danmark. Fredskoven blev indført i 1805. Essensen er, at skov skal bevares som skov, og det er jo fuldstændig nødvendigt for vores natur og for de mange arter, der lever i skovene. Desuden rummer skovene jo også store naturoplevelser og et aktivt friluftsliv, som vi alle sammen kan nyde og være en del af. I dag bidrager reglerne om fredskov jo til, at områder, hvor der er fredskov, bliver beskyttet. Det betyder så også, og det er jo det, spørgsmålet handler om, at der som udgangspunkt ikke tillades anlæg og bygninger i fredskov. Jeg vil også sige, at det er regeringens ambition, at Danmark skal have markant mere skov. Vi skal altså have meget mere skov, og beskyttelsen af de eksisterende skove er samtidig med til at sikre bedre natur og mere biodiversitet.
På strandene er der jo også beskyttelseslinjer, hvortil den eksisterende tilstand som udgangspunkt ikke må ændres. Det er jo for at beskytte naturen og de rekreative og landskabsmæssige værdier, der er ved vores danske kyster. Man skal ikke tage langt ned i Sydeuropa for at se nogle, der slet ikke har haft de her regler, og der er heller ikke nogen, der ønsker, at vi skal have den type ting i Danmark.
Så jeg vil sige, at vi i regeringen og jeg selv som miljøminister er opmærksomme på ønsker fra borgerne, visse kommuner og virksomheder om i højere grad at kunne udnytte skovene og strandene, f.eks. til is- og kaffeboder. Jeg er så også glad for, at skovene og strandene benyttes af millioner af mennesker; alle danskere benytter dem stort set. De danske naturområder, skove og strande rummer store naturværdier, så det handler jo om at sikre balancen mellem det, man kan sige er beskyttelse, og det, der er benyttelse. Det er en balance, vi skal forsøge at ramme så godt som muligt, men vi er altså forsigtige med, at den balance tipper. Det er der, vi forsøger at lægge os.