Spm. nr. S 777

13) Til beskæftigelsesministeren af:

Karsten Hønge (SF):

Hvad mener ministeren om, at nogle lønmodtagere mister en del af efterlønspræmien, fordi de blev sendt i midlertidig arbejdsfordeling grundet coronakrisen, og at der ikke blev lavet undtagelser til opgørelsesmetoden af den skattefri præmie, når en lang række andre regler i dagpengesystemet var sat på pause under coronanedlukningerne?

Værsgo.

Hvad mener ministeren om, at nogle lønmodtagere mister en del af efterlønspræmien, fordi de er blevet sendt i midlertidig arbejdsfordeling grundet coronakrisen, og at der ikke blev lavet undtagelser til opgørelsesmetoden for den skattefri præmie, når en lang række andre regler i dagpengesystemet var sat på pause under coronanedlukningerne?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Den skattefrie præmie, som spørgeren spørger til, er ikke en forsørgelsesydelse; det er et incitament til at gøre det mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet, hvor man optjener præmien løbende, i forhold til hvor mange timer man arbejder. Under perioden med corona gennemførte vi jo sammen med brede flertal her i Folketinget og ofte også med arbejdsmarkedets parter en lang række tiltag, der var med til at holde hånden under det danske arbejdsmarked.

En af de ting var den her midlertidige arbejdsfordelingsordning, som gav virksomheder mulighed for at nedsætte arbejdstiden, sådan at medarbejderne delte det arbejde, der var, i perioder med arbejdsmangel, og samtidig kunne medarbejderne modtage forhøjede dagpenge på 120 pct. af den højeste dagpengesats. Det var grundlæggende med til at holde hånden under rigtig mange jobs og rigtig mange familier landet over. Det var med til at sørge for, at der var et forsørgelsesgrundlag på forhøjede dagpenge til de mennesker, der ellers potentielt havde mistet deres arbejde helt.

I de perioder, hvor man var på midlertidig arbejdsfordeling og fik forhøjede dagpenge, kunne man ikke optjene skattefri præmier, fordi man ikke arbejdede. Til gengæld optjente man præmier i de perioder, hvor man arbejdede. Modregningsreglerne er der for sikre, at man ikke både kan modtage en ydelse og en præmie for den samme periode. Dertil kommer jo, at folk som sagt fik mulighed for at beholde deres arbejde, ligesom de fik en forhøjet dagpengesats, hvilket var forhandlet med arbejdsmarkedets parter.

Jeg mener derfor, at de forhandlede løsninger, der blev lavet, gjorde en ustabil situation mere stabil og gav tryghed i en tid, der var utryg, og jeg mener grundlæggende, at det var nogle gode ordninger, der blev lavet.

Spørgeren.

Der blev lavet rigtig mange gode ordninger, og midlertidig arbejdsfordeling var jo ét blandt flere værktøjer, som trak os alle sammen igennem krisen. Der var en række initiativer, hvor man holdt hånden under arbejdspladser og arbejdsgivere. Helt undtagelsesvis satte man også dagpengereglerne på hold i den periode, og man gav selvstændige mulighed for at få dagpenge, så vi vidste jo alle sammen godt, at vi stod i en fuldstændig usædvanlig situation. Så helt ærligt, minister, bare lige mellem os: Var det ikke bare en forglemmelse? Er det ikke bare en forglemmelse, der er tale om her?

Jeg tror på, at hvis der bare havde været en enkelt, der på et tidspunkt havde gjort opmærksom på det hul, så havde man løst det på et splitsekund. Og ja, det kunne sådan set godt have været SF, men midt i malstrømmen af spørgsmål og udfordringer havde SF heller ikke øje for det hul, der opstod. Men gjorde ministeriet noget for at gøre opmærksom på, at det her hul eksisterede, i forhold til at man ude på arbejdspladserne skulle tage stilling til, om man ville benytte sig af det ene eller det andet? Her er der måske også en forskel på ministeren og mig, nemlig i forhold til at den kloge forbeholder sig retten til at blive klogere. For jeg kan sagtens se det hul, der opstod for ganske få mennesker.

Derfor opfordrer jeg også ministeren til at lukke dette for statsfinanserne mikroskopiske hul, men som jo samtidig er et kæmpe hul i privatøkonomien. 43.000 kr. er mange penge for Allan Berling Christensen og Merete Dalgaard. Hvad angår ens privatøkonomi, at det her jo en kæmpe beslutning, og medmindre ministeren kan sandsynliggøre, at man gjorde opmærksom på det her, i forbindelse med at man ude på arbejdspladserne skulle tage stilling til, om man ville tage imod den midlertidige arbejdsfordeling, så synes jeg faktisk, at regeringen skylder at gøre noget for de lønmodtagere – de ganske få lønmodtagere – som jo bidrog til at trække os alle sammen igennem krisen. Og i den her situation med Allan Berling Christensen, der i øvrigt har passet sit arbejde i 50 år, er det simpelt hen ikke en rimelig måde at behandle en lønmodtager på.

Ministeren.

Jeg synes jo grundlæggende, at de her måder til at give et incitament til – hvis man på nogen måde kan – at blive på arbejdsmarkedet lidt længere. Der er rigtig mange, der holder af deres arbejde og dermed har lyst til at blive længere. Men vi ved også godt, at det med at give en økonomisk gulerod virker, især for nogle af dem, der ellers ville have ret til efterløn, og som kunne have trukket sig tilbage, men som vælger at blive. Det synes jeg er rigtig god politik. Jeg mener også, at det er sund fornuft at sige, at hvis du arbejder, så får du de præmier, men der er også noget principielt i ikke at kunne få en ydelse og en bonus samtidig. Jeg skal ikke svare på, hvordan forhandlingerne er foregået; det var min forgænger, der sad både med Folketingets partier – ordføreren har sikkert haft fingrene længere nede i det, end jeg har – men jo i meget høj grad også sammen med arbejdsmarkedets parter, og det var en tid, hvor der blev taget rigtig mange beslutninger, men heldigvis også rigtig mange gode beslutninger.

Spørgeren.

Jamen det er jo det, der er det gode ved det. Vi tog en masse gode beslutninger, og det har nu vist sig, at vi i fællesskab fik samfundet trukket igennem krisen. Det var det gode ved det. I det her virvar af beslutninger og informationer og et hav af beslutninger, der skal tages, opstår der er et mikroskopisk hul, hvor nogle mennesker falder i, og det var det, der skete for Allan Berling Christensen. For han har da i den grad bidraget.

Så det er rigtigt, når ministeren siger, at præmien skal til for at være et incitament til at fortsætte. Jamen han har jo arbejdet 50 år, og han indgik i en aftale. Mon de havde indgået i den der aftale, hvis de havde vidst, det fik de her konsekvenser? Mon så ikke ministeren kan regne ud, at man havde fundet andre måder at gøre det på, så man kunne have reddet 43.000 kr. til den her familie?

Ministeren.

Jeg mener jo faktisk det med at sætte sig sammen i en krisetid, hvor alt brager løs, og vi ikke ved, hvor vi er om en måned, og sige: Okay, der er nogle medarbejdere, som passer deres job, og som gør alt det, de skal, som lige nu er truede på hjemmefronten, på at kunne betale huslejen og på at bevare deres arbejde. Lad os holde hånden under dem. Der var lønkompensationsordningerne rigtig, rigtig godt arbejde af min forgænger, Peter Hummelgaard, men jo også af de ordførere og arbejdsmarkedets parter, der var inde over. Og så var der en skov af ordninger udenom, især med de 120 pct. af dagpenge, som jeg mener holdt hånden sobert under en gruppe, som ellers havde risikeret at miste deres arbejde helt.

Spørgeren.

Det er fuldstændig rigtigt, og det er vi jo enige om. Sagen er bare, om ikke ministeren her kan sætte sig ind i, at det netop er i den der malstrøm af beslutninger, som ministeren selv opruller her, hvor vi fandt alle mulige løsninger, der gjorde, at vi burde holde hånden under hinanden, at man har nogle ganske få lønmodtagere, som lige præcis i den periode skal optjene deres efterlønspræmie, men fordi de indgår frivilligt i en midlertidig arbejdsfordeling, pludselig taber 43.000 kr. Det er jo klart, at man under almindelige vilkår selvfølgelig ikke optjener præmie, hvis man får dagpenge. Der var intet, der var almindeligt under corona. Og derfor appellerer jeg igen til ministeren om at være den kloge, der forbeholder sig ret til at blive klogere og sige: Her var der et lillebitte hul for statsfinanserne, men et kæmpe hul i privatøkonomien hjemme hos de her familier, og derfor træder man til og får det hul lukket.

Ministeren.

Lad os ikke foregive, at de mange, mange ordninger, der blev strikket sammen, og hjælpepakker osv., ikke påvirkede folks økonomi. Det gjorde det for et hav af mennesker. Det gjorde det for selvstændige, det gjorde det for et hav af medarbejdere landet over og et hav af arbejdsgivere. Vi havde alle sammen en eller anden konsekvens af det, vi stod i.

Så forsøgte vi at lave nogle ordninger. Her blev det så forhandlet hjem, at det skulle være på 120 pct. af dagpenge. Så én ting var, at man ikke bare blev fyret. Man kunne bevare sit arbejde. Man kunne faktisk også få højere dagpengesats, end man ellers ville have kunnet, hvis man havde mistet sit arbejde, og samtidig være i en rotationsordning, sådan at det kunne være, at man de næste 3 måneder var tilbage at optjene sin præmie. Og jeg mener, at alt det tilsammen peger i retning af et Folketing og en regering og nogle arbejdsmarkedets parter, der gjorde, hvad man kunne, for at folk ikke måtte gå fra hus og hjem eller miste deres arbejde.

Vi siger tak til spørgeren.

Vi går til et spørgsmål mere til beskæftigelsesministeren. Det er af hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.