Spm. nr. S 678

2) Til udenrigsministeren af:

Trine Pertou Mach (EL):

Hvad er ministerens holdning til, at den israelske regering efter internationale ngo’ers vurdering ikke efterlever de krav om foreløbige foranstaltninger, som Den Internationale Domstol har pålagt den tilbage i januar, og som Israel skulle rapportere tilbage om efter en måned, og hvad er ministerens overvejelser med hensyn til den danske regerings position samt dens muligheder og ansvar for at handle for at sikre, at Israel efterlever domstolens krav?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklerne »Israel Not Complying with World Court Order in Genocide Case« fra Human Rights Watch den 26. februar 2024 og »Ongoing genocide in Gaza_ Six indicators of Israel’s failure to comply with ICJ ruling« fra Euro-Mediterranean Human Rights Monitor fra den 26. Februar 2024.

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Hvad er ministerens holdning til, at den israelske regering efter internationale ngo’ers vurdering ikke efterlever de krav om foreløbige foranstaltninger, som Den Internationale Domstol har pålagt den tilbage i januar, og som Israel skulle rapportere tilbage om efter en måned, og hvad er ministerens overvejelser med hensyn til den danske regerings position samt dens muligheder og ansvar for at handle for at sikre, at Israel efterlever domstolens krav?

Udenrigsministeren.

Bekymring er vel det ord, der summerer det hele op, og det er sådan set hinsides sådan en mere – hvad skal man kalde det – akademisk diskussion om, hvorvidt det så er nogle bestemte midlertidige foranstaltninger, der juridisk er efterlevet eller ikke er efterlevet, og der har Sydafrika jo på ny henvendt sig til Den Internationale Straffedomstol for at få Den Internationale Straffedomstol til at se på de midlertidige foranstaltninger igen, eller det ikke er. For det, jeg forholder mig til, er situationen på landjorden, som er katastrofal, og som kalder på øjeblikkelig våbenhvile og mere nødhjælp, og Danmark arbejder entydigt for begge dele alle de steder, hvor vi kan komme i nærheden af det, også i direkte dialog med Israel. Vi gør det i øvrigt i tæt dialog med vores egne nødhjælpsorganisationer, som jeg selv også har mødtes med, og som har bidraget til at give os et meget, meget detaljeret billede af, hvor barriererne er, for de er mange. Det påtaler vi løbende over for Israel, og det gør vi i forskellige internationale konstellationer for at sikre, at den stemme lyder højt og entydigt, ikke bare fra Danmark, men fra en række andre lande, som i øvrigt er karakteriseret ved at være Israels venner, og som grundlæggende også har det udgangspunkt og har haft det siden det forfærdelige terrorangreb den 7. oktober, at Israel har ret til selvforsvar, men at det skal ske i respekt for den internationale ret og den internationale folkeret.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak. Jeg deler til fulde udenrigsministerens bekymring, men mener dog, jura også er vigtigt i den her sammenhæng, og derfor er domstolens foranstaltninger væsentlige at forholde sig til, i forhold til hvorvidt Israel efterlever dem eller ej. Det er jo den øverste domstol i verden, som pålægger det. Dens kendelser og dens pålæg er juridisk bindende. Situationen er jo, at vi har bekymret os siden oktober. Vi har bekymret os, der har været formaninger, og der har været ønsker og forventninger til, at situationen skulle bevæge sig mod det bedre, og ingen af delene er jo tilfældet.

Det, der er det nye, om man så må sige, er, at domstolens foranstaltninger netop har pålagt Israel øjeblikkeligt og effektivt at lave foranstaltninger, som muliggør levering af den nødhjælp, der er tilstrækkelig for at hjælpe palæstinenserne i Gaza. Det er foranstaltninger, der er pålagt i sammenhæng med den overhængende fare for sult og sultkatastrofe, som internationale organisationer og FN-repræsentanter har påpeget allerede tilbage i januar – ikke bare påpeget, men advaret imod. Og siden slutningen af februar, som var deadline for, hvornår Israel skulle aflevere sin rapport, har Human Rights Watch, Amnesty International, FN's særlige rapportør for internt fordrevne og en lang række andre sagt, at ikke nok med, at situationen er forfærdelig, forekommer det, at Israel ikke bare ikke har efterlevet, men faktisk har modarbejdet de pålæg, de har fået om at sikre tilstrækkelig nødhjælp. Det er situationen ved grænsen, hvor nødhjælpskonvojer står i kø for at komme ind, det er angreb på nødhjælpsarbejdere, det er forhindring af fordelingen af nødhjælpen, osv. Det er det, at der ikke er nogen sikkerhed, og det, at sultkatastrofen og sultsituationen i virkeligheden vokser, ud over at de militære angreb stadig væk også er der.

Så det, der er det store spørgsmål, er selvfølgelig i forhold til juraen, hvor Danmark jo også er forpligtet som underskriver af folkedrabskonventionen, hvor Danmarks ansvar ud over dialogen ligger. Hvor ligger Danmarks ansvar egentlig for rent faktisk at sikre, at det her ikke fortsætter, og at Israel efterlever de pålæg, de har fået?

Udenrigsministeren.

Men der er jo ikke faldet en dom over, hvorvidt Israel opfylder de foreløbige foranstaltninger. Jeg er meget ked af at skulle flytte det over i det juridiske spor, for det kommer til at lyde meget defensivt, i forhold til hvad der egentlig er regeringens, kan man sige politiske position i forhold til det, der sker. Men det er der jo ikke. Der er en situation, hvor Sydafrika i midten af februar bad Den Internationale Domstol om at pålægge Israel yderligere foreløbige foranstaltninger, med henvisning til at Israel ikke efterlevede den første kendelse. Det afviste domstolen. Så har Sydafrika nu igen bedt, jeg tror, det har været i sidste uge – det var i sidste uge – domstolen om yderligere foreløbige foranstaltninger med henvisning til den nye landoffensiv i Rafah, og det har domstolen ikke taget stilling til.

Så i forhold til Den Internationale Domstol, som er den højeste domstol, er den juridiske stilling jo ikke afklaret, men det, der er det afgørende, er, at der er en katastrofal humanitær situation, som man ikke behøver at være jurist for at tage stilling til. Der skal man sådan set bare være menneske. Det er det, der fører os til at arbejde for våbenhvile og mere adgang. Det er også derfor, vi støtter op om det her Cypernprojekt, det er derfor, vi har taget pænt imod det amerikanske initiativ, og det er derfor, vi selv afdækker muligheden for airdrop. For vi deler fuldstændig analysen af, at der er brug for, at der sker noget.

Fru Trine Pertou Mach.

Sult bliver brugt som et våben mod den palæstinensiske befolkning oven i de militæraktioner, som Israel udfører over for palæstinenserne i Gaza. Jeg ved, at udenrigsministeren deler den faktuelle analyse af, hvordan situationen er i Gaza og i Rafah. Det, der måske er den helt store forskel her, er, at vi godt kan pege på den militære katastrofe, mens vi glemmer at se på, hvad det er, der er årsagen, og så retter vi heller ikke skytset det rigtige sted hen. Årsagen til situationen med sultområdet og den humanitære katastrofe er, at Israel blokerer for adgang til nødhjælp. Og Danmark er forpligtet til som underskriver på folkeretskonventionen at hjælpe Israel til at få leveret. Hvad er det for et pres, regeringen vil være med til at lægge ud over ord?

Udenrigsministeren.

Det kan blive en lang snak, hvis vi skal snakke om årsagen, for det er jo i virkeligheden en meget, meget lang årsagskæde. Helt grundlæggende er det et problem i Mellemøsten, der har været total uforløst siden afslutningen af anden verdenskrig og Israels dannelse. 7. oktober sidste år udgør så første sætning i endnu et uhyggeligt kapitel. Det skal vi bare have med. Det rokker ikke ved, at vi står med en humanitær katastrofe, og Israel har et ansvar for at afhjælpe den. Det betyder, at der skal åbnes flere grænseovergange, kontrollerne skal anlægges mere smidigt, og der skal være stringente retningslinjer. Noget af det, der flyder nu, er de her dual use-produkter, som man ikke rigtig ved om kan komme ind eller ikke kan komme ind, og det presser vi på for.

Så kan man kalde det ord, men det er jo det, der er. Derfor er det afgørende, at vi på det seneste udenrigsministermøde i EU i et EU 26-format med entydighed sagde til Israel, hvordan vi ser på den her situation. Det er også blevet fulgt op af diplomatisk demarche over for Israel. Det er noget, vi arbejder med andre ligesindede lande ude i verden på, og det er i den her sammenhæng, man også kan se vores position i forhold til UNRWA. Det er det pres, vi lægger på Israel.

Når det er sagt, er der også andre, der kunne medvirke til at få flow i det her. For det, der ville være et helt afgørende vendepunkt, ville være en våbenhvile, som vil kræve, at to parter, altså både Hamas og Israel, leverer. Det skal vi bare lige minde hinanden om, altså at der er brug for at få lagt det pres. Som jeg er orienteret, har det her været forhandlet i meget, meget lang tid og med en ambition om, at det falder på plads inden ramadanen. Det burde være inden for rækkevidde, men det kræver, at de to parter flytter sig det sidste stykke, så man kan få den våbenhvile, der vil sikre, at der kan komme humanitær adgang til Gaza.

Fru Trine Pertou Mach med et afsluttende spørgsmål.

Jeg vil gerne anerkende, at der bliver talt mere og måske også lidt højere fra dansk side. Det, der er det grundlæggende spørgsmål, er selvfølgelig, hvad vi gør, hvis ord ikke er nok. Indtil nu har formaninger og løftede pegefingre og juridiske pålæg fra Den Internationale Domstol ikke været nok til at få den israelske regering til at gøre det, den bør gøre, og som den ifølge domstolens foranstaltninger skal gøre. Så når ordene slipper op og det ikke er nok, hvad gør vi så, hvad er det næste skridt, den danske regering vil være med til at tage?

Udenrigsministeren med en afsluttende bemærkning.

Jeg lader mig sådan set gerne vejlede i den forstand, at hvis jeg selv kunne komme i tanke om en enkeltstående unilateral dansk beslutning, som, hvis jeg traf den, førte til, at situationen i Gaza dramatisk blev forvandlet til det bedre i morgen, ville jeg da være ret sindet til at træffe den. Det kan jeg ikke få øje på. Jeg kan ikke få øje på andet end, at det, der er brug for, er international samling om at lægge et pres, ultimativt jo på begge parter i forhold til at få forløst hele situationen, men specifikt i forhold til nødhjælp, altså på staten Israel, som har et også folkeretligt ansvar for at medvirke til, at hjælp kommer ind. Det er det, jeg kan få øje på. Jeg bruger sådan set ret meget af min energi på at fremme det, også med et udgangspunkt, hvis man kigger tilbage til den 7. oktober, hvor Europa nok stod lidt mere delt i de her spørgsmål, end Europa gør nu. Der er udenrigsministermøde på mandag i Bruxelles, hvor det her igen er på dagsordenen, og hvor vi vil fortsætte ad den linje, jeg her har lagt. Det gælder også hele spørgsmålet om sanktioner mod ulovlige bosættere på Vestbredden etc.

Det afslutter spørgsmålet. Det næste spørgsmål er ligeledes til udenrigsministeren og stilles ligeledes af fru Trine Pertou Mach. Jeg henstiller til, at vi prøver at overholde taletiderne.