Der bliver færre sommerfuglearter, lærken mangler et sted at bygge sin rede, og det er ikke rigtig til at finde en skrubbe i de danske fjorde. Og drivhusgasserne giver vildt vejr med varmerekorder og stormfloder. Alle de problemer kan vi ikke løse, uden at vi får landbruget med om bord. Landmændene er dem, der ejer allermest jord i Danmark, og derfor sidder de også med nøglen til mere natur, til renere fjorde og til en lavere klimabelastning.
Desværre har landbruget jo bare ikke gjort så meget ved deres CO2-udledning. Det har faktisk stået bomstille i 15 år. Imens har vi set andre dele af samfundet gå igennem den grønne omstilling. Ser man på energisektoren, er de tæt på at reducere deres CO2-udledning med 100 pct. i 2030 med det arbejde, der allerede er lagt for dagen. Og selv om der er flere landmænd, der fortæller om deres grønne ambitioner – og tak for det – kan vi desværre endnu ikke se det i tallene, når CO2-udledningen tælles op.
Kort og godt kan man sige: Der er jo ikke sket nok ad frivillighedens vej, og derfor har vi netop også i landbrugsaftalen fra 2021 sat et klimamål for landbruget på 55-65 pct. Venstre er også med i den aftale, og jeg er glad for, at økonomiministeren nu endelig er klar i spyttet om, at Venstre stadig står bag det mål. Men så er spørgsmålet jo, hvordan der skal leveres på det mål. Og kigger man på CO2-afgiften og de modeller, der er lagt frem, så er det lige nu kun en CO2-afgift på linje med industriens på 750 kr., som faktisk kan sikre, at reduktionsmålet lige præcis nås.
Derfor er mit spørgsmål til økonomiministeren: Er det CO2-afgiften, der skal levere, for at landbruget når i mål med reduktionsmålet, eller er det skatteyderne, der skal give endnu flere penge til landbruget end den milliard, de allerede giver om måneden?