Spm. nr. S 608

2) Til udenrigsministeren af:

Trine Pertou Mach (EL):

Hvad er ministerens holdning til de i medierne omtalte mulige israelske planer om at fordrive Gazas befolkning eller store dele af den over grænsen til Egypten, og hvilke overvejelser gør ministeren sig om muligheden for, at Danmark og andre EU-lande kan gøre noget for at forhindre en eventuel fordrivelse?

Skriftlig begrundelse

Der henvises eksempelvis til artiklen »En mystisk konstruktion tager form i Egypten nær grænsen til Gaza, viser satellitbilleder« på Jyllands-Postens hjemmeside den 16. februar 2024.

Værsgo.

Hvad er ministerens holdning til de i medierne omtalte mulige israelske planer om at fordrive Gazas befolkning eller store dele af den over grænsen til Egypten, og hvilke overvejelser gør ministeren sig om muligheden for, at Danmark og andre EU-lande kan gøre noget for at forhindre en eventuel fordrivelse?

Udenrigsministeren.

Jamen det ligger jo i god forlængelse af den ordveksling, vi lige havde, og hvor jeg sådan set også allerede tilkendegav nogle holdninger. For der er en helt katastrofal situation i Gaza med mere end 29.000 palæstinensere dræbt siden den 7. oktober, mindst 69.000 sårede, langt størstedelen af befolkningen fordrevet fra deres hjem og en situation i Rafah, hvor man jo i øjeblikket huser eller har placeret, kan man sige, over halvdelen af Gazas befolkning. Det er i omegnen af ti gange flere, end der normalt bor i den by, og altså på den gode side af 2 millioner. Det fører jo sådan set til, at uagtet at Danmark støtter Israels ret til selvforsvar efter det forfærdelige terrorangreb den 7. oktober, så skal det understreges, at det skal ske inden for rammerne af folkeretten, herunder den humanitære folkeret, men det er også sådan, at der er brug for, at der politisk sendes et signal til Israel om, at det her skal håndteres anderledes end det, der i hvert fald fremgår af nogle af de planer, der har været kommunikeret offentligt.

Det betyder, at Danmark har bidraget til og søgt at fremme og skrevet sig ind i det, der også er EU's helt overordnede holdning undtaget et enkelt EU-land, og som er et klart signal om, at en tvangsfjernelse af palæstinensere ud af Gaza, og det er jo det, der spørges til, er uacceptabelt – som i uacceptabelt – og vil bidrage til en yderligere eskalering af konflikten. Det skriver sig også ind i historien, hvor man jo kan se, at de palæstinensere, der blev fordrevet helt tilbage i 1948 og 1967 til Jordan og Libanon, fortsat lever i flygtningelejre og dermed i virkeligheden udgør en del af det her kerneproblem, der ligger nedenunder.

Det er derfor, vi, senest sammen med 25 andre EU-lande på det udenrigsministermøde, jeg deltog i i mandags i sidste uge, må det have været, kraftigt har opfordret Israel til ikke at iværksætte en omfattende landoperation i Rafah og samtidig i øvrigt presser på for at få en humanitær våbenhvile, ikke mindst med henblik på at få mere nødhjælp ind. Der forhandles jo intensivt, og det er ikke, fordi jeg skal være overoptimistisk, men der er trods alt signaler om – senest udtrykte den amerikanske præsident, at der måske kunne komme et gennembrud – at det så også bliver brugt til at lægge trædestenene til en mere varig løsning.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak. Jeg er rigtig glad for at høre, at udenrigsministeren også mener, at det er fuldstændig uacceptabelt, hvis Israel igangsætter en landoffensiv, og at befolkningen ikke skal fordrives ind i Egypten. Ikke desto mindre må man jo konstatere, at det vedbliver at være en del af den offentlige dækning af situationen, senest i indeværende uge, hvor Netanyahu ligesom har meldt ud, at han har bedt IDF om at komme med en plan – en dobbeltplan, tror jeg han kalder det – både for den militære operation, men også for det, som man omtaler som værende beskyttelse af civile, men som kan være en forflytning af de civile. Og det bliver ikke manet i jorden, at det kan betyde en fordrivelse ind over den egyptiske grænse.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på ingen måde betragter det, der foregår i Gaza nu, som legitimt selvforsvar. Det er langt, langt uden for den sfære, hvor man kan tale om selvforsvar. Det, der er det virkelig væsentlige nu, er selvfølgelig også, som det foregående spørgsmål også handlede om, at forebygge og undgå, at det ender i den katastrofale situation, som det kan gøre.

Så hvad er der set med udenrigsministerens øjne af muligheder fra EU's side – Danmark i EU eller EU samlet – for, at man kan lægge et yderligere pres, i forhold til hvad man konkret kan gøre? Kan man tage associeringsaftalen med Israel op og sige, at den bliver suspenderet, hvis det her sker? Kan man stoppe for våbeneksporten? Det ville vi jo i hvert fald fra Enhedslistens side ganske kraftigt anbefale. Hvilket reelt pres kan man lægge, og hvilke mulige sanktioner kan man indføre for at sætte Israel stolen for døren for at undgå, at det bliver det, som man i sit værste mareridt kan forstille sig?

Udenrigsministeren.

Jeg tror, at det, man kan gøre, også er det, man gør aktuelt, og i den forbindelse er den holdning, jeg giver udtryk for her, jo ikke en isoleret dansk holdning, men noget nær en konsensusholdning i verdenssamfundet. Det er jo en holdning, der deles af amerikanerne, og det er en holdning, der deles af lande i området, herunder dem, der senest har normaliseret forholdet til Israel – f.eks. har De Forenede Arabiske Emirater normaliseret deres forhold til Israel i 2020, og Saudi-Arabien var meget tæt på at afslutte en aftale om det – og det er også en mainstreamholdning i EU.

Der pågår jo lige præcis i disse dage et intensivt arbejde for at fremme en løsning, som rummer flere elementer på en og samme tid, og hvor kernen jo er en længerevarende humanitær våbenhvile, der kan sikre humanitær adgang, frigivelse af gidsler og forhåbentlig også danne rammen om et internationalt spor, der kan være igangsættende i forhold til at nå det, der er den eneste ultimative løsning, hvis det her skal kunne håndteres, nemlig en tostatsløsning.

Fru Trine Pertou Mach.

Jeg er enig i, at det er det politiske spor, det handler om, men problemet er jo, at mareridtsscenariet ikke er fuldstændig urealistisk, nemlig at man fra israelsk side vil drive palæstinenserne ind over grænsen til Egypten. Senest har der været forlydender om og billeder af bygningskonstruktioner på den egyptiske side af grænsen, hvilket tyder på, at nabolandet til Gaza også bekymrer sig om, om det er det, israelerne kan have i sinde.

Vi har ligesom bevæget os væk fra det kapitel, hvor ord og bekymringer kan gøre det, og er nået dertil, at der skal handling til. Så hvad kan udenrigsministeren forestille sig, og hvad vil man fra dansk side presse på for i EU, hvad angår sanktioner eller konsekvenser for Israel, for at Netanyahus regering forstår, hvad verdenssamfundet mener og er villige til at gøre, hvis de fortsætter?

Udenrigsministeren.

Jeg står lige og diskuterer med mig selv, hvordan jeg skal svare på det her spørgsmål, altså hvorvidt der kunne være et eller andet skridt, Danmark kunne tage unilateralt, som ligesom ændrede den her situation markant. Vi står i en situation, hvor den amerikanske præsident og udenrigsminister bruger al deres politiske energi på at fremme det, som både spørgeren og jeg ønsker skal ske, hvor en kreds af arabiske lande bestående af Jordan, Egypten, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater kæmper benhårdt for få skrevet et visionspapir, som også skaber forpligtelse i regionen til at varetage den fremtidige sikkerhed, og hvor vi i EU bruger meget energi på at komme frem til en fælles holdning, som der også er lagt ned over det her.

Hvis der oven i alt det der pres så fandtes en eller anden løsning, hvor vi i Danmark i Folketingssalen kunne træffe en eller anden beslutning af symbolsk karakter, der gjorde, at hele situationen løsnede op, så ville jeg da elske at gøre det, men sådan hænger verden ikke sammen. Så jeg tror på alle måder, at det bedste, vi kan gøre, er det, vi gør, nemlig at læne os ind i det her med den balance, jeg også har beskrevet, og det gælder også alle afledte spørgsmål om UNRWA og alle mulige andre elementer, man kunne lægge på bordet.

Vores største chance for at påvirke den her situation er at bidrage til, at EU har en fælles position, og det er det, vi bruger vores energi på.

Fru Trine Pertou Mach med et afsluttende spørgsmål.

Den amerikanske præsident har, som udenrigsministeren også var inde på, har været ret klar om, at man ikke kan støtte en fordrivelse af palæstinensere fra Gaza ind i Egypten. Man har også sagt, at man fra amerikansk side ikke vil være med til at finansiere mulige flygtningelejre for fordrevne palæstinensere i Egypten. Er det også den danske regerings linje, og vil man sige den højt ikke bare i Folketingssalen, men også ude i den store verden? En ting er jo, hvad man arbejder på, en anden ting er, at verden ved, at det er det, man arbejder på, og hvad ens position er. Så hvad vil man sige ude i den store offentlighed?

Udenrigsministeren med en afsluttende bemærkning.

Den store offentlighed følger med i debatten her – i et eller andet omfang – og vi siger det samme her, som vi siger andre steder. Og det er en kendt dansk holdning, at vi advarer mod en landmilitær operation i Rafah. Det er en kendt dansk holdning, at vi er imod enhver tanke om at have en langsigtet plan, der går ud på at fordrive palæstinenserne fra deres egne områder. Det er en kendt dansk holdning, at vi er imod de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Det er en kendt dansk holdning, at vi gerne vil lave sanktioner i forhold til de ekstremistiske bosættere. Det er ikke en EU-position, for den har vi så ikke kunnet fremme opbakning til endnu, men det er kendte danske holdninger.

Det, jeg bare stilfærdigt forsøgte at sige før, er, at den måde, hvorpå Danmark – det her lille land med små 6 millioner mennesker – bedst kan påvirke den her situation, er ved at prøve at presse flest muligt af de her kendte danske holdninger ind i en EU-ramme. For hvis der er noget, der kan betyde noget også i forhold til at skabe et pres på den her region for at fremme en langsigtet løsning, så er det et Europa, der taler med én stemme.

Tak for det. Vi siger tak til udenrigsministeren, og vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Det næste spørgsmål bliver stillet til indenrigs- og sundhedsministeren, som jeg byder velkommen til, og spørgsmålet bliver stillet af hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.