Spm. nr. S 583

5) Til indenrigs- og sundhedsministeren af:

Morten Messerschmidt (DF) (medspørger: Peter Kofod (DF)):

Hvad vil ministeren gøre for at modvirke den tendens, som kommunalreformen i 2007 har medført, nemlig at udvikling og initiativer samler sig om kommunens største by, mens de mindre byer inden for en kommune bliver ladt i stikken?

(Spørgsmålet er udgået, da det er taget tilbage af spørgeren).

Spm. nr. S 583 (omtrykt)

5) Til indenrigs- og sundhedsministeren af:

Morten Messerschmidt (DF) (medspørger: Peter Kofod (DF)):

Hvad vil ministeren gøre for at modvirke den tendens, som kommunalreformen i 2007 har medført, nemlig at udvikling og initiativer samler sig om kommunens største by, mens de mindre byer inden for en kommune bliver ladt i stikken?

Værsgo.

Hvad vil ministeren gøre for at modvirke den tendens, som kommunalreformen i 2007 har medført, nemlig at udvikling og initiativer samler sig om kommunens største by, mens de mindre byer inden for en kommune bliver ladt i stikken?

Ministeren.

Jeg mener jo, at vi hele tiden skal have fokus på at sikre en ordentlig balance imellem land og by. Det er også derfor, vi i regeringen er meget optaget af at sikre et Danmark, der hænger bedre sammen, at vi tilvejebringer flere og bedre muligheder for at leve, bo og arbejde også uden for de store byer. I forhold til hvilke specifikke kommunale initiativer der placeres eller foregår i en enkelt kommune, er jeg igen stor tilhænger af det repræsentative demokrati, i forhold til at man jo dermed lokalt selv har indflydelse på de beslutninger, der træffes omkring skolestruktur, placering af plejehjem og andre ting. Vi har jo alle sammen i øvrigt som borgere også mulighed for at stemme med fødderne, havde jeg nær sagt, hvert fjerde år, når det er, at vi afgiver vores stemme til kommunalbestyrelser og dermed er med til også at sammensætte repræsentationen i byrådet.

Hr. Morten Messerschmidt.

Men hvis man ikke får defineret det her med det repræsentative demokrati, bliver det måske lidt svært at forholde sig til. Vi har begge et forhold til Nordsjælland. Er det Hillerød, ministeren er fra? Nej, tæt på. Jeg er i hvert fald fra Frederikssund, og det er ikke så langt derfra, så vi er i hvert fald vokset op ganske tæt på hinanden. I Frederikssund, som i dag er hovedkommunen, og som jeg kender godt, min mor sidder oven i købet i byrådet, kan man sagtens føle, at det hele kører godt, uden at de nødvendigvis på den anden side af fjorden, ovre i Jægerspris, føler, at det er super dejligt, at alting nu bliver centraliseret i Frederikssund. Det kunne også være, at man havde den samme følelse nede i Skibby, for man skal virkelig køre langt for at komme til rådhuset, for at komme til nogle rigtige menneske at tale med inden for det kommunale. Slangerup, som også er en del af Frederikssund kommune, har det på samme måde.

Men virkeligheden er så, hvis man taler om det repræsentative demokrati, at Frederikssund alligevel er så stor en by, at de formodentlig repræsenterer et flertal af borgerne i den nye kommune. Derfor kan man jo ikke rigtig tale om, at en afstemning, hvor hovedparten af dem, der sidder i byrådet, er valgt i Frederikssund, gør, at dem uden for Frederikssund bliver hørt, og dermed har de ikke nogen ret til at blive hørt. Det er jo ikke repræsentativt demokrati. Det ville det derimod være, hvis man spurgte folk, der bor i Skibby, eller hvis man spurgte folk, der bor i Jægerspris eller i Slangerup, om de er tilfreds med være i en storkommune under Frederikssund.

Så mener ministeren, når hun taler om det repræsentative demokrati, at det bare skal finde sted inden for de storkommuner, der er nu, for så er det bare snak over for dem, der bor i de tidligere kommuner, hvor man ikke føler sig repræsenteret? Eller er hun villig til at gå ind på det forslag, vi har stillet i Dansk Folkeparti, nemlig at man spørger, næste gang vi alligevel skal til valgurnerne, for så er det billigere at gøre det, om man er tilfreds med den struktur, der er nu i Slangerup, i Skibby, men også i resten af landet, for det her er et fænomen, der i sagens natur er over hele landet. Så hvad er det for et repræsentativt demokrati, ministeren egentlig vil ind på?

Ministeren.

Skibby er i øvrigt en dejlig by. Jeg er selv fra Birkerød, så det var tæt på Hillerød, og jeg har gået i skole i Hillerød i en årrække. Jeg synes jo, det er vigtigt, at man som kommune og kommunalbetyrelse hele tiden interesserer sig for tilfredsheden blandt ens borgere. Det gælder på alle velfærdsområderne. Hvor tilfredse borgerne er med det lokale plejehjem, eller hvor tilfredse borgerne er med den lokale folkeskole, er da meget, meget vigtigt. I øvrigt er det fuldstændig uafhængigt af, hvilke streger der så i øvrigt er slået på danmarkskortet, i forhold til hvilken kommune man tilhører. Hvorfor? Fordi vi jo skal have velfungerende folkeskoler, plejehjem, sundhedstilbud, og det skal vi have over hele Danmark, i øvrigt helt uafhængigt af den kommunale struktur, for så vidt angår, hvordan danmarkskortet er inddelt.

Hr. Morten Messerschmidt.

Men hvis det er vigtigt, hvorfor vil ministeren så ikke spørge? Hvorfor vil ministeren så ikke forfølge Dansk Folkepartis idé om at spørge folk? Nu behøver det ikke at være vores egn af landet; altså, det kan jo være over hele landet. Jeg nævnte Ribe før. Jeg oplever, når jeg går rundt i Ribe by, som jo har en lidt anden karakter end Esbjerg, må man sige – og kæmpe respekt for begge, men det jo er to helt forskellige kulturer – en ret stor modstand mod, at man i dag bliver styret fra Esbjerg. Hvorfor så ikke spørge ripenserne, om de er tilfredse eller ej?

Ministeren.

Men der er jo heller intet til hinder for, at man i Esbjerg Kommune eller for den sags skyld i Frederikssund Kommune spørger borgerne, om man er tilfreds med den nuværende inddeling af kommunen. Og der kan man jo også sagtens interessere sig for, hvad man mener i de forskellige bysamfund, som en kommune består af. Det tror jeg sådan set godt kommunerne kan finde ud af at navigere inden for. Jeg synes blot, det er en lille smule søgt kun at gøre diskussionen omkring tilfredshed til et spørgsmål om en kommunalreform, der er blevet evalueret for mange, mange år siden. Jeg synes bare, Dansk Folkeparti skal melde klart ud, hvis man gerne vil tilbage til tiden med amterne og 270 kommuner og andre spændende forslag – så kør dem da på banen.

Jeg er optaget af, at vi interesserer os for, om borgerne også er tilfredse med de lokale nære velfærdstilbud, som man har brug for, og som man er afhængig af, og som vi skal være optaget af at udvikle, fordi der mange steder også er behov for at sikre kvaliteten.

Nu byder jeg velkommen til medspørgeren hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror endda, jeg fik sagt i første runde, at jeg ikke troede, der var nogen herinde, der har talt om, at man skulle have over 270 kommuner igen og den slags. Det tror jeg heller ikke der er nogen der foreslår. Det, vi foreslår, er at spørge folk. Og det, der er problemet, er jo, som hr. Morten Messerschmidt sagde før, er der ikke er nogen, der kan spørge i Ribe f.eks. Det er et andet sted, den beslutning skulle ligge i givet fald, hvis man skulle træffe en beslutning om at have en folkeafstemning.

Hvad er ministeren bange for? Hvad skulle problemet være ved at spørge? Jeg kan virkelig ikke se det. Jeg tror, at der nogle steder havde været nogle overraskelser. Nogle steder havde man nok stemt sig fri og sagt: Det var bedre før, hvor vi kendte hinanden bedre og det var en mindre enhed; vi synes egentlig, det gik bedre før – dermed ikke sagt, at det løser alle problemer, men det føles bare rarere.

Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad problemet er, og jeg kan ikke forstå, at ministeren sådan bokser imod. Vi må da kunne finde ud af det her på en mindelig måde. Jeg kan slet ikke forstå, at regeringen er så optaget af at være sur over det her.

Ministeren.

Der skal meget mere til at ødelægge mit gode humør, så der i hvert fald ikke nogen her i salen, der er sure.

Altså, der er jo intet til hinder for at spørge borgerne i Ribe eller i Skibby for den sags skyld. Jeg er bare stor tilhænger af, at det ikke er staten, der skal sidde og diktere, hvad der skal spørges om forskellige steder. Der er jeg stor tilhænger af, at det kan man diskutere lokalt. Det er der alle muligheder for. Og man kan jo også sagtens sige, at i en kommune, der er sammensat af flere forskellige tidligere kommuner, vil der måske være forskellige holdninger i forskellige dele af kommunen. Det kan man jo lade afspejle i forhold til at afholde en vejledende eller en bindende folkeafstemning. Men det skal jo være, fordi der er en kommunal lokal efterspørgsel efter det, også blandt borgerne.

Så tillader jeg mig blot at påpege, at jeg altså mest af alt er optaget af at sørge for, at vi skal være bedre til at spørge borgerne om kvaliteten og indholdet af de nære velfærdstilbud i den offentlige sektor og dermed interessere os for: Er borgerne tilfredse med kvaliteten af den lokale folkeskole? Er man tilfreds med de tilbud, der er inden for hjemmeplejen? Er man tilfreds i forhold til den måde, daginstitutionsstrukturen er stykket sammen på i en given kommune? Det er da nogle af de spørgsmål, som betyder rigtig meget for borgerne i den lokale nære velfærd i hverdagen.

Hr. Peter Kofod.

Så lad os da spørge om det. Så lad os da spørge folk, om de er glade for det, de har, eller bedre kunne lide det, de havde. Det passer jo ikke helt, når ministeren siger, at det kan man ikke rigtig blande sig i herindefra eller fra statens side. Altså, sidste gang var det jo staten, der var hovedaktør i, at man fik en kommunalreform, og der var gode argumenter for at sige, at noget nogen steder skulle laves om. Vi synes bare også, at der er gode argumenter for, at det måske ikke helt er perfekt derude, og at der er nogle ting, hvor vi godt kunne tage initiativet. Så hvorfor tør vi ikke spørge? Jeg er nødt til at spørge: Tror ministeren, at det her vil forandre noget? Tror ministeren, at det kommunale Danmarkskort var blevet med 270 kommuner som i gamle dage, hvis man havde spurgt?

Ministeren.

Men det er jo ikke staten, der har siddet og tegnet kommunekortet og danmarkskortet. Det er blevet til på baggrund af kommunernes egne ønsker, og nogle steder også på baggrund af at man afholdt folkeafstemninger. Og så er jeg da selvfølgelig optaget af og interesseret i, at vi også skal være kritiske over for de reformer, vi i øvrigt vedtager her i Folketinget, i forhold til om de overhovedet har haft den effekt, som man havde regnet med. Har man fået de gevinster, man havde stillet borgerne i udsigt?

For så vidt angår kommunalreformen, konkluderer alle de evalueringer, der i øvrigt også er lavet af kommunalreformen, at det har entydigt været positivt. Men der er masser af ting, der ikke fungerer optimalt ude i kommunerne, og det skal vi da hele tiden være optaget af og interesseret i at få rettet op på og forbedre for at forandre de steder, hvor der også er behov for, at vi tænker den offentlige sektor på en anden måde og hele tiden også udfordrer os selv på, hvordan vi udformer de lokale, nære velfærdstilbud.

Vi siger tak til medspørger Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Det sidste spørgsmål til dette spørgsmål bliver stillet af hr. Morten Messerschmidt, ligeledes Dansk Folkeparti.

Der stiller ministeren jo igen et fremragende spørgsmål, som jeg ville elske, hun svarede på, nemlig: Hvordan gør vi det så? Altså, hvorfor den her bekymring over folkeafstemninger? Vi er et land, hvor vi spørger befolkningen, om vi kan tiltræde EU's softwarepatenter, og hvordan vi ønsker tronfølgeloven indrettet, men befolkningens egen nære hverdag, altså om man ønsker at blive styret af en storkommune fjernt fra ens egen grænse uden fornemmelse for, hvem der er borgmester, kommunaldirektør eller sidder i byrådet, vil vi ikke spørge befolkningen om, medmindre man kan overbevise de andre i kommunen om, at der skal være det. Hvorfor ikke bare spørge lokalt i Give, i Vojens, i Jelling, i alle de kommuner, som i dag må se sig styret langtfra, hvor befolkningen bor.

Ministeren med en afsluttende bemærkning.

Jeg vil først og fremmest sige tak for, at spørgeren siger, at ministeren også stiller fremragende spørgsmål; så er der jo lidt vej, kan jeg høre, til, at jeg skal levere fremragende svar, men det må jeg jo så anstrenge mig for at levere. (Morten Messerschmidt (DF): Vi er meget tålmodige). Altså, der er jo mulighed for at spørge alle de steder, hvor der også lokalt er et ønske om at blive spurgt. Jeg følger jo sådan løbende med i dagspressen, i forhold til hvad der foregår rundt i kommunerne. Jeg mødes løbende med borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer og andet. Jeg må altså sige, at den her trang efter, at der skal være statsligt bestemte folkeafstemninger om forskellige spørgsmål specifikke steder og andet, har jeg simpelt hen ikke mødt andre steder end lige præcis her i den mundtlige spørgetid fra Dansk Folkeparti af. Men muligheden for at spørge og muligheden for at afholde folkeafstemninger er til stede.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til indenrigs- og sundhedsministeren og bliver ligeledes stillet af hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.