Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i fællesskab har lavet den kommunalreform, der ligger i dag. Men derfor kunne det måske også være en øvelse i fællesskab at prøve at finde ud af, om den virker efter hensigten, og det er, ligesom om ministeren kun vil tale om de ting, der er gået godt. Jeg går ikke på arbejde om morgenen for at rose mig selv og mine kollegaer for de ting, vi har løst godt. Jeg går på arbejde for at løse de problemer, der er derude, og min klare oplevelse er, at rigtig mange, der bor i det, man kan kalde oplandskommunerne til det, der så er blevet hovedkommunen i storkommunerne, føler, at der er kommet meget lang vej ind til det kommunale, ind til sundhedsbehandling, ind til hjælp, hvis man bliver arbejdsløs, og jobcenter osv. Og når man ovenikøbet har set en centralisering inden for mange af storkommunerne, hvor f.eks. busruter mellem de gamle oplandskommuner bliver nedlagt og den eneste offentlige transport, der efterhånden er, er fra udkanten af kommunen og ind mod centrum og hjem igen, så er det, vi gerne vil høre regeringens holdning til, hvad man i det kommende udspil agter at gøre ved den følelse af, at alting er flyttet meget langt væk.