Tak. Når jeg fokuserer på Danmark, er det jo, fordi det er der, hvor vi har mulighed for at lave noget lovgivning, som så netop kan nedbringe vores aftryk fra forbruget. Jeg synes, at det her med, at Danmark er i den grønne førertrøje og et foregangsland, er nogle ord og sætninger, som man hører ved officielle besøg og også herinde fra Folketingets talerstol. Men der er bare nogle områder, hvor vi er bagud, i forhold til hvor vi gerne ville være. Det er ikke nok alene at omstille produktion, vi er også nødt til at have fokus på forbruget, og netop når det kommer til forbruget, er Danmark jo ikke et grønt foregangsland. Tværtimod, når man ser på overshoot day, falder den jo meget tidligt i første kvartal af året, og den er rykket 12 frem i 2024 i forhold til 2023.
Der er mange tiltag, man kan gøre, for at kigge på vores forbrugs udledninger. Vi har haft gode diskussioner omkring fradrag for reparationer og om, hvordan vi ellers kan nedbringe det aftryk, der kommer fra vores forbrug af tøj, sko, elektronik og andre ting. Men vi er også nødt til at se på, hvad det er, vi kan gøre for, at overshoot day, som relaterer sig til Danmark, ikke rykker yderligere frem, altså så vi ikke kommer frem til årsskiftet, hvor vi så allerede har forbrugt de af jordens ressourcer, vi har til vores rådighed.
Derfor vil jeg godt spørge ministeren, om han ikke kan komme ind på nogle mere konkrete tiltag, som regeringen har tænkt sig at sætte i værk, og også sætte ord på, hvad der er regeringens holdning til, at overshoot day har rykket så enormt meget, og at det jo allerede på nuværende tidspunkt falder i første kvartal?