Spm. nr. S 268

6) Til social- og boligministeren af:

Mette Thiesen (DF):

Er ministeren – bl.a. på baggrund af sagen om Tommy fra Kalundborg, som jeg for nylig har besøgt, som er lam fra brystet og ned grundet en ulykke, og som har måttet kæmpe en kamp mod kommunen igennem de lidt over 10 år, der er gået, siden handicapområdet blev lagt ind under kommunerne – tilfreds med kommunernes håndtering af handicapområdet, eller finder ministeren, at handicapområdet bør varetages af andre?

Skriftlig begrundelse

Tommy er efter en voldsom ulykke for over 30 år siden lam fra brystet og ned. Han er dermed fuldkommen afhængig af hjælp, en hjælp, som han fik uden problemer indtil for lidt over 10 år siden. For pludselig, efter at handicapområdet blev lagt ind under kommunerne, blev hans hjælp taget fra ham, og han måtte med hjælp fra advokater kæmpe en kamp for at få sin nødvendige hjælp tilbage. Der gik så igen næsten 10 år, hvor han de sidste 3 år har måttet kæmpe en stædig kamp med kommunen om at få den nødvendige hjælp, han har behov for. Spørgsmålet stilles på baggrund af denne sag og mange andre tilsvarende, hvor borgerne kæmper en udmattende kamp med kommunen.

Værsgo.

Tusind tak. Det, som ministeren sluttede af med at sige, var jo et fremragende stikord til mit spørgsmål, for det er faktisk det, mit spørgsmål handler konkret om: Er ministeren – bl.a. på baggrund af sagen om Tommy fra Kalundborg, som jeg for nylig har besøgt, som er lam fra brystet og ned grundet en ulykke for mere end 30 år siden, og som har måttet kæmpe en kamp mod kommunen igennem de sidste 10 år, der er gået, bl.a. siden handicapområdet blev lagt ind under kommunerne – tilfreds med kommunernes håndtering af handicapområdet, eller finder ministeren, at handicapområdet bør varetages af andre?

Ministeren.

Nu kommer jeg til at blive lige så firkantet, som spørgeren ind imellem hører mig være i et mødelokale; nu er jeg det så også lige her i Folketingssalen. Det er simpelt hen for let at skyde på kommunerne, og jeg mener, at det indimellem lugter langt væk af ansvarsforflygtigelse fra Christiansborgs side, når man gør det. Det er os, der har lavet reglerne. Det er os på Christiansborg, der har lavet reglerne på handicapområdet, og så er det rigtigt, at kommunerne er sat til at administrere dem, men man skal jo ikke have læst serviceloven særlig mange gange for at vide, at det er elastik i metermål. Altså, jeg mener, at der påhviler Christiansborg et meget stort ansvar for at få kigget handicapområdet igennem og få ændret på det regelsæt, der er. Altså, handicapområdets regler er jo ikke i nærheden af at være lige så forfinet og finmasket et sikkerhedsnet, som det f.eks. er på skoleområdet eller på sundhedsområdet.

Derfor er noget af det, vi foreslår fra regeringens side, jo bl.a., at vi får lavet en specialeplanlægning, så vi får hånd om kvaliteten på området, men det er jo også, at vi går ind og kigger på revisitationer. Altså, rigtig mange borgere har en oplevelse af at skulle kæmpe fra tue til tue på handicapområdet, og det mener jeg simpelt hen ikke vi kan være bekendt. I forhold til at pege fingre ad kommunerne vil jeg sige, at jeg har kendt det her område i rigtig mange år, og når man kigger hen over området, kan jeg simpelt hen ikke se for mig, at man kan komme frem til den konklusion, at det er kommunerne, der er problemet.

Altså, da det var amterne, der havde det her område, var regelsættet heller ikke på plads, og der var der også kæmpestore problemer med området. F.eks. havde man dengang det, der hedder § 107, liggende i kommunerne, og så havde man § 108 liggende i regionerne – med det resultat, at folk blev kastebold mellem det ene og det andet. Og kvaliteten på § 108-tilbuddene dengang var jo heller ikke nødvendigvis bedre, end den er i dag.

Det er bare for at sige, at jeg godt forstår, hvorfor spørgeren tager det spørgsmål op, for selvfølgelig vil der være enkelte kommuner, og sådan vil det jo altid være, der læser reglerne, som fanden læser Bibelen – det må jeg vist ikke sige – eller som en vis herre læser Bibelen, og så vil der være andre kommuner, der lægger sig i selen for at gøre det godt.

Men her har vi altså at gøre med et regelsæt, der efter min mening er ringe etableret her fra Christiansborgs side. Det er vores skyld, og det er også vores ansvar at lave det om.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Ministeren og jeg kunne godt tage en lang snak om det her med at blive kastebold mellem region og kommune, for det er sådan set stadig væk et problem, men det er ikke det, det handler om i dag.

Hvis du kigger på omgørelsesprocenten, både på børnehandicapområdet, men også på voksenhandicapområdet, så er der ved gud – det må jeg nok heller ikke sige – virkelig rum for forbedring. Altså, det her er et massivt problem, og jo, det ligger også hos kommunerne. Det ligger hos kommunerne, fordi rigtig mange kommuner decideret spekulerer i at spare penge på det her område.

Tommy, som jeg nævner helt konkret – bare for at tage en helt konkret sag – har haft det her handicap i over 30 år, og han har haft en BPA-ordning, som der også lige har været talt om her, og pludselig i 2011 begynder man at rumstere med det. Det her handicap har ikke ændret sig, det er fuldstændig status quo, men alligevel vælger kommunen at begynde at rumstere med det. Tommy får så kæmpet sig tilbage igen, får den rigtige hjælp, og den bliver så taget fra ham igen. Han bliver simpelt hen revisiteret igen og igen. Kommunen bliver ved med at indhente lægeerklæringer, og der ligger rigtig mange, der netop siger, at Tommy fejler det samme, som han hele tiden har gjort, og har brug for den samme type hjælp, som han hele tiden har haft brug for, men alligevel bliver kommunen ved at sige, at de ikke rigtig tror på de lægeerklæringer.

Så jo, selvfølgelig er der massiv problemer i kommunerne. Jeg er fuldstændig enig med ministeren i, at vi altid kan kigge serviceloven igennem. Jeg er selv dansklærer, og jeg kan også godt se, at der sprogligt er nogle steder, hvor det er elastik i metermål. Men vi er altså også bare nødt til, når vi kigger på de omgørelsesprocenter, der er, at erkende, at kommunerne ikke magter opgaven, som det er nu.

Derfor er vi i Dansk Folkeparti meget optaget af to forskellige ting. Den ene er, at selvfølgelig skal kommunerne straffes, hvis det er, at de bryder gældende lovgivning og ikke giver den hjælp til mennesker med handicap, som de har krav på og ret til. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at vi altså også er nødt til at sikre, at handicapområdet kommer hen et sted, hvor det bliver varetaget af specialister og eksperter, og det er bare ikke dem, der sidder ude i kommunerne. Og det er da også utopi at tro, at alle 98 forskellige kommuner kan have eksperter siddende på handicapområdet.

Så hvad mener ministeren vi skal gøre for at sikre, at det her ikke sker igen og igen?

Det ender med, at jeg bliver arbejdsløs, når man korrekser sig selv. Men jeg giver nu ordet til ministeren. Værsgo.

Det er jo faktisk lidt strengt, hvis vi gør formanden decideret arbejdsløs; det synes jeg ikke vi skal have siddende på os.

Det sidste er jeg simpelt hen enig i. Altså, så hvis det, der er intentionen med det, ordføreren siger, er, at vi skal have specialister til at være dem, der lægger hele det kvalitetsmæssige grundlag for, hvad der foregår på handicapområdet, så er vi fuldstændig enige. Det er jo det, vi gerne vil med specialeplanlægningen. Og det, man kan sige, er, at man på f.eks. sundhedsområdet, som de fleste jo kender ret godt, ved, at hvis man f.eks. skal have en bestemt type kræftbehandling, så kan det godt være, den kun er på Riget og Skejby, men det ændrer jo ikke på, at det er et regionalt tilbud – så hvis man nu hverken bor i Region Midtjylland eller i Region Hovedstaden, vil man stadig væk skulle til enten Riget eller Skejby.

Det vil sige, at med specialeplanlægningen er det egentlig tanken, at vi skal gøre det samme som på sundhedsområdet, nemlig at sige, at der er nogle ting, der er specialiseret på en måde, så de måske vil være fem steder i Danmark, men det hænger bare ikke sammen med, om det er kommunerne eller ikke er kommunerne, eller om det er regionerne eller ikke er regionerne, men om, at det underliggende faglige kit er fuldstændig fraværende på socialområdet, og det er det, vi skal have etableret.

Fru Mette Thiesen.

Jamen det, der er problemet i dag, er, at man ude i kommunerne har en decideret kassetænkning. Det vil sige, at den ene kasse ikke taler med den anden kasse, og så er der nogle mennesker, der bliver kastebold mellem dem. Samtidig har man ret åbenlyst et problem med, at vi jo ikke har ophævet stavnsbåndet for mennesker med handicap, for hvis du er blevet tildelt noget hjælp i en kommune, så har du meget svært ved at flytte til en anden kommune, for så skal du revisiteres igen.

Så vi har nogle massive problemer med den måde, det ligger på i dag. Og jeg er ikke enig med ministeren i, at det er ligegyldigt, hvor det ligger. Jeg mener bestemt, det er vigtigt, at vi tager det helt ud af kommunerne og så placerer det et andet sted, sådan at vi sikrer, at der sidder nogle fagligt dygtige mennesker, og det er jeg bare nødt til at sige: Det er altså ikke det, vi ser ude i kommunerne lige nu.

Ministeren.

Jeg tror, at der, hvor jeg mener, at kortslutningen er, er i, at det faktisk ikke er afgørende, om det ligger i kommunerne, regionerne eller staten; det, der er det afgørende, er det faglige grundlag, der gør, at man på sundhedsområdet siger: Den her type kræftbehandling er så specialiseret, at den kun kan leveres to steder i Danmark. Der har vi jo ikke behøvet at gøre det statsligt, fordi det kun er to steder i Danmark, når vi har fem regioner.

Det, jeg tror vi skal fokusere på her, inden vi stirrer os meget blinde på sådan nogle statskundskabsagtige diskussioner om, hvad for et forvaltningsmæssigt niveau ting ligger bedst på, er, at vi gerne vil nå frem til – og der hører jeg faktisk, at vi er enige – at man får den specialiserede støtte og hjælp og i øvrigt visitation, som man har behov for for at få den rette støtte og hjælp, som man har ret til. Og der er vi enige.

Fru Mette Thiesen for et afsluttende spørgsmål. Værsgo.

Det, der er vigtigst for mig og for Dansk Folkeparti, er selvfølgelig som det første skridt, at kommunerne overholder gældende lovgivning og giver borgerne det, de har krav på. Men vi er også nødt til at sikre, at man netop bliver visiteret til det, man har krav på. Det er bare ikke det, vi ser i rigtig mange kommuner, og det er jo, fordi man spekulerer i økonomi.

Så vi er også nødt til at få rykket i forhold til det med økonomien, og der er vi nødt til at tage det ud af kommunerne og sikre, at det ligger et sted, hvor det er fagpersoner, der kan give den rigtige hjælp, men også bevilge de penge, der er, og man skal kunne tage det med rundt i hele landet.

Konkret er der den her BPA-ordning, som man igen og igen revisiterer den konkrete borger Tommy i forhold til. Altså, det giver jo ingen mening, for Tommy har brug for det, han hele tiden har haft brug for, og det skal han da fortsat have.

Ministeren.

Jeg har lyst til at sige noget om økonomien. Vi bliver ikke meget uvenner over detaljerne i det, du siger, for jeg er enig i, at gentagne revisitationer i forhold til noget, der er permanent, virker en lille smule spild af tid for alle mennesker og derfor ikke er rimeligt for hverken borgeren eller den kommune, der gør det og jo altså også bruger en masse administrationskraft på noget, hvor de kunne have brugt pengene mere fornuftigt.

Men omkring økonomien må jeg simpelt hen sige, at jeg også synes, at man skal passe på med at flygte fra ansvaret på Christiansborg. For kommunerne er blevet stillet i en situation, hvor priserne på f.eks. bosteder er stukket fuldstændig af, og det vil sige, at uden at der er en eneste borger, der har fået nogen former for kvalitetsforbedring, så er priserne gået op igennem loftet. Det vil sige, at vi ikke herindefra kan fralægge os et ansvar for det. Vi bliver nødt til at få fat om tøjlerne på tingene, og det er det regelsæt, vi har lavet, der gør, at man står i en situation, hvor man lige pludselig skal betale enormt meget for noget, som borgeren ingenting får ud af. Det virker jo tudetosset på mig, og det er altså et Christiansborgansvar.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til social- og boligministeren og tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Vi byder velkommen til beskæftigelsesministeren, og spørgsmålet bliver stillet af fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.