Spm. nr. S 260

5) Til social- og boligministeren af:

Kirsten Normann Andersen (SF):

Hvad er ministerens holdning til, at kommuner beslutter at opgive BPA-ordningen til en borger med handicap, som er overgået til folkepension, hvorved borgerens behov for respiratorhjælp, som hidtil har været delt mellem kommune og region med 1/3 til kommunen og 2/3 til regionen, nu entydigt overgår til regionen 24/7, mens kommunen samtidig skal afholde omkostninger til ældrepleje og ledsagerordning?

Værsgo.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at kommuner beslutter at opgive BPA-ordningen til en borger med handicap, som er overgået til folkepension, hvorved borgerens behov for respiratorhjælp, som hidtil har været delt mellem kommune og regionen med en tredjedel til kommunen og to tredjedele til regionen, nu entydigt overgår til regionen 24-7, mens kommunen samtidig skal afholde omkostninger til ældrepleje og ledsagerordning?

Ministeren.

Jamen altså, det giver sig selv, og det ved ordføreren også godt, at jeg jo ikke kan tage stilling til en konkret enkeltsag, som jeg ikke kender alle detaljerne i, og jeg har ikke på forhånd fået begrundelse for spørgsmålet, men har taget udgangspunkt i, at det var den artikelserie, der var i Politiken, omkring BPA'en.

Der vil jeg sige det samme, som jeg gjorde i sidste uge, hvor jeg blev stillet et lignende spørgsmål, nemlig at jeg er ret forundret over, at en borger med fremadskridende sygdom, som har haft en BPA-ordning med døgndækning i 40 år, får frakendt sin ordning. Det er jeg simpelt hen bare ret forundret over.

Jeg hæfter mig ved, at sagen lige nu ligger ved Ankestyrelsen, og det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er sket en ændring i reglerne på området, som indsnævrer personkredsen for BPA-ordningen, og det har jeg bedt mit ministerium om at præcisere over for kommunerne med en orienteringsskrivelse

Den vil også præcisere, at det ikke er en forudsætning for at få tildelt eller beholde en BPA-ordning, at borgeren er i beskæftigelse, er under uddannelse eller i øvrigt har et højt aktivitetsniveau. Med andre ord kan det, at borgeren går på pension, ikke i sig selv begrunde, at kommunen frakender borgerens BPA-ordning.

Et ændret behov som følge af en ændring i borgerens livssituation kan godt begrunde en eventuel frakendelse af en ordning eller nedsættelse af hjælpertimer, men det vil altid komme an på en konkret individuel vurdering. Men det er bare for at understrege: At man overgår til pension er ikke i sig selv grund til at frakende borgeren BPA-ordningen.

Spørgeren.

Tak for det tydelige svar. Det næste spørgsmål handler netop om spørgsmålet omkring aldersdiskrimination, for jeg synes, at den konkrete sag ligner aldersdiskrimination. Jeg havde fornøjelsen af at være sammen med rigtig mange BPA-brugere for nylig i Aarhus. Det er jo en ordning, der er opstået i Aarhus i tidernes morgen, hvor unge brød ud af institutionerne, fordi de gerne ville have mere indflydelse på deres eget liv, og de opfandt det, der dengang hed Aarhusmodellen.

De er alle sammen ved at nå en alder, der ligner min egen, og udtrykker stor, stor bekymring for en tendens, hvor de oplever, at deres hjælperordning, som hele deres liv har gjort dem i stand til både at være erhvervsaktive, være fritidsaktive, være aktive sammen med familie og venner og være impulsive i deres valg af, hvad de nu skal, pludselig bliver taget fra dem over en kam. Og det forstår jeg godt bekymringen i forhold til.

Karsten Jühne, som er en af de borgere her, som jeg i øvrigt også selv har mødt, har fået ændret sin BPA-ordning til hjemmehjælp otte gange i døgnet. Kan ministeren selv forestille sig at skulle planlægge sit liv, hvor man otte gange i løbet af døgnet skal være hjemme på sin adresse for overhovedet at få hjælp til helt nødvendige, basale ting, som man tidligere har kunnet få hjælp til, samtidig med at man har kunnet planlægge cafébesøg og andet, fordi man faktisk har haft en hjælper med, så man kunne drikke en kop kaffe på en café, hvilket jo altså ikke kan lade sig gøre med den her hjemmehjælp, som man modtager i dag?

Der er 15 timers ledsagerordning jo ikke en hjælp, fordi de ikke må hjælpe borgeren, når de først er ude. Så jeg vil gerne høre ministerens holdning til, om vi kan være det her bekendt, om ældre borgere med BPA-ordningen virkelig skal betragte sig selv som færdige med livet, blot fordi de ikke er erhvervsaktive længere?

Ministeren.

Jeg har næsten svært ved at sige det mere firkantet, end jeg gjorde i mit første svar. Altså, hvis jeg syntes, at lovgivningen skulle være sådan, at man ikke længere kunne få BPA, når man gik på pension, ville jeg jo fremsætte det som forslag. Altså, vi er trods alt en flertalsregering, så hvis jeg mente det, ville jeg jo fremsætte forslaget, og jeg ville også godt kunne få stemt det igennem, hvis det var det, vi gerne ville.

Så når vi ikke har fremsat det forslag, er det jo, fordi vi ikke vil det, og det vil sige, at i BPA-ordningen er det sådan, at der ikke er en aldersgrænse for BPA, og derfor kan det ikke være spørgsmålet om, at man går på pension, der afgør, at man ikke længere skal have en BPA.

Jeg kan selvfølgelig ikke forholde mig til det her, altså, jeg ved jo ikke, hvad den ene persons et eller andet er. Jeg kan bare konstatere: Der er ikke nogen i Folketinget, der har anmodet om, at vi laver reglerne om. Jeg har heller ikke anmodet om det, altså at reglerne bliver lavet om på en måde, så man ikke skulle kunne få BPA, uforandret, når man når pensionsalderen.

Så i den lovgivning, der er lavet – det har været intentionen med lovgivningen; det er sådan, lovgivningen er – kan alderskriteriet ikke være årsag til, at man bliver frakendt sin BPA-ordning. Og det er selvfølgelig, fordi det giver en helt anden livskvalitet, livsglæde og fleksibilitet, og det er det, vi gerne har villet med den ordning.

Spørgeren.

Jeg holder også ufattelig meget af den ordning og har fulgt den tæt i mange år. Jeg synes netop, det er en måde at give mennesker mulighed for at leve et liv på egne betingelser, og det er helt afgørende for mig, når man taler om værdighed, også i forhold til borgere med handicap. Ikke desto mindre er det her en tendens, og eksemplet her er ovenikøbet et eksempel, der viser, at der også er nogle økonomiske incitamenter. For når 24-7-hjælp pludselig bliver omdannet til en hjælp, hvor det ensidigt er regionen, der står for respiratorhjælpen, og kommunen så i øvrigt selv skal betale 56 timer plus ledsageordning, så kan jeg regne ud, at det kun bliver dyrere, men det er alligevel blevet billigere for kommunen, fordi de har flyttet en del af regningen til regionen. Altså, er det her ikke bare gemen kassetænkning?

Ministeren.

Det kan jeg jo ikke vide om det er, og jeg kan ikke stå her og kommentere på enkeltsager. Jeg kan jo ikke stå og lege dommer i en sag, hvor jeg ikke kender alle dens akter, og selv hvis jeg kendte alle sagens akter, ville det faktisk ikke ligge i min rolle at gøre mig til dommer over den enkeltsag. Det, jeg kan sige, er, hvad intentionen i lovgivningen er, og det har aldrig intentionen med lovgivningen, at der skulle være et stop ved pensionsalderen. En af årsagerne til, at man gjorde det på den måde, som man gjorde, var jo, at det skaber enormt stor livskvalitet. Det betyder i øvrigt også, at man bliver mindre indlagt. Der er rigtig mange fordele, også på økonomisiden, forbundet med, at man kan leve et aktivt liv. Den idé om fleksibilitet her har været velment, og det er også med vilje, at der ikke er lagt en aldersgrænse ind. Det er faktisk, fordi det er det, der har været det politiske ønske fra alle dem, der står bag ordningen herinde, inklusive mig selv. Vi har et ønske om, at en BPA-ordning kan være noget, man har hele tilværelsen igennem.

Spørgeren.

Jeg ved godt, at det her er én sag. Men jeg prøvede også at sige, at det er én sag ud af rigtig, rigtig mange sager, og Muskelsvindfonden kan helt sikkert supplere med endnu flere eksempler på borgere, som oplever, at de mister den hjælp, som de tidligere har fået, til at leve et liv på egne betingelser. Så jeg vil bare spørge ministeren, hvor mange sager vi skal liste op, før ministeren selv tager initiativ til at sige: Det her går simpelt hen ikke, vi bliver nødt til at gribe ind, inden den her ordning er totalt udhulet i kommunerne.

Ministeren.

Jamen det har jeg sådan set taget initiativ til. Vi holdt det første møde i det forum, der hedder Sammen om handicap, den 13. september i år. Jeg vil altid gerne se sagerne, for der kommer altid nye perspektiver på det. Så jeg vil egentlig anmode om, at man lader være med at ophøre med det, bare fordi vi er gået i gang. Men vi har faktisk oprettet et forum, hvor vi er inde at kigge på de uhensigtsmæssigheder, der er på handicapområdet. En af dem er jo, at der er revisitation på revisitation for noget, som vi ved aldrig kommer til at forandre sig. Det kan også handle om sklerosepatienter, det foregår ikke kun på muskelsvindsområdet, det gælder også rigtig mange andre grupper. Man holder ikke lige op med at have sklerose i morgen, så hvorfor egentlig gentage visitationen? Det er uhensigtsmæssigt for kommunerne, og det er det i den grad også for borgerne.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Det næste spørgsmål går ligeledes til social- og boligministeren, og jeg giver nu ordet til Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.