Spm. nr. S 259

4) Til social- og boligministeren af:

Charlotte Broman Mølbæk (SF):

Hvad er ministerens holdning til, at det angiveligt er blevet sværere for unge under 25 år at få en BPA-ordning?

Værsgo.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at det angiveligt er blevet sværere for unge under 25 år at få en BPA-ordning?

Ministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Jeg har ikke på forhånd fået en begrundelse for spørgsmålet, men jeg antager, at spørgsmålet er foranlediget af de artikler, som kom ud i sidste uge, vedrørende BPA-ordningen. Her var der bl.a. en artikel om en 21-årig kvinde med muskelsvind, som af kommunen har fået afslag på en BPA-ordning, og i den artikel udtalte Muskelsvindfonden, at de ser, at færre og færre unge får en BPA-ordning.

Der vil jeg gerne starte med at kommentere på udsagnet om, at der er faldende tilgang til BPA-ordningen for personer under 25 år. For ser vi på de overordnede tal, er det samlede antal modtagere af BPA blandt de 18-24-årige faldet fra 120 til 99 i årene 2018-2022, altså svarende til et fald på 18 pct. Tilgangen i antallet af 18-24-årige var 23 personer i 2018, mens det var 21 personer i 2021. Det vil sige, at det kun var et mindre fald i tilgangen, hvis man sammenligner de 2 år. Når antallet af 18-24-årige er faldet i perioden, skyldes det, at tilgangen var meget lav i 2021, og at afgangen var større end tilgangen i 3 ud af de 4 år – bare for at vi har de grundlæggende tal på plads.

Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er sket en ændring i reglerne på området. Det vil sige, at vi ikke fra Christiansborgs side har indsnævret personkredsen i forhold til BPA-ordningen, heller ikke i forhold til alder, og netop det har jeg bedt ministeriet om at præcisere over for kommunerne i en orienteringsskrivelse, og den vil også præcisere, at det ikke er en forudsætning for at få tildelt eller beholde en BPA-ordning, at borgeren er i beskæftigelse eller er under uddannelse eller i øvrigt har et højt aktivitetsniveau.

Så det er sådan, ministeriet har valgt at reagere på nogle af de sager, der har været fremme i den seneste tid, vedrørende BPA.

Spørgeren.

Mange tak for det. Jeg vil godt starte med at kvittere for den tydelige udmelding fra ministerens side. Det gør mig overordentlig tilfreds, at vi for det første understreger, at reglerne og lovgivningen ikke er ændret. Når man så kan se en forandring i tildelingerne og i virkeligheden også i begrundelserne for afvisning af tildelinger, er det også slået fast, at man i hvert fald ikke kan afvise det på baggrund af nogle af de ting, som ministeren selv sagde. Det er utrolig vigtigt, altså det ikke kun handler om job og beskæftigelse.

Når jeg tager den her sag op, er det, fordi ikke én af de mange unge, man bliver kontaktet af – og det tænker jeg at ministeren selv kender til – får en BPA-ordning let. Mange af dem har faktisk det, man kalder en børne-BPA, inden de bliver 18 år. Når de så bliver 18 år, kan de se frem til en fremtid med visiteret hjemmehjælp med faste tider for putning og for, hvornår man kan komme op, og hvornår man kan komme i bad eller få hjælp til alt muligt, og så samtidig men kun 15 timers ledsagelse. Det skaber en kæmpe begrænsning i de her unge menneskers liv, og i virkeligheden laver vi en institution for dem, hvor de kan sidde og kigge ind i husets fire vægge, og det er rigtig alvorligt. Jeg vil godt citere et stykke fra Muskelsvindfondens hjemmeside om Josephine, der drømmer om et ungdomsliv:

»Jeg drømmer bare om at have én hos mig, der kan hjælpe mig. Så jeg selv kan få lov til at bestemme, hvad jeg har lyst til at lave.«

Det er jo i virkeligheden tilsvarende det, mange andre unge mennesker uden handicap har mulighed for i dag. Josephine beskriver, at hun bare sidder i sit hjem med sine to katte og venter; venter på hjemmeplejen, som sjældent dukker op, når der bliver brugt nødkald; venter på sine forældre, som ringer op og kommer forbi hver eneste dag, fordi hun ikke kan klare sig selv. Hun venter på et liv, der er værd at leve, og har faktisk været ude i selvmordstanker.

Så jeg vil høre, om ministeren er villig til at gå dybere ind i det her område og kigge på, hvad årsagen er til, at man ændrer på det på den måde, og på, om man kan indskærpe yderligere over for kommunerne, at der altså er nogle unge mennesker, der skal leve et liv, på trods af at de har et handicap.

Ministeren.

Det er klart, at når jeg som minister sender en orienteringsskrivelse til kommunerne, er det jo, fordi det også er faldet mig for brystet. Og jeg vil sige det sådan, at det er et af de temaer, vi drøfter i »Sammen om handicap«. Jeg har i øvrigt et særskilt møde med FOA i morgen formiddag og har også mødtes med en gruppe forældre i forhold til spørgsmålet om BPA. Så det optager mig, at vi får de her regler til at fungere smidigt.

Jeg har også bidt mærke i, at der er mange gentagne revisitationer, og for rigtig mange af dem, der har en BPA-ordning, er det jo livslange, ikke forandrende problematikker, der gør, at de har en BPA-ordning. Og der er jeg selvfølgelig interesseret i at gå ind og kigge på, om vi nu er helt sikre på, at vi har lavet lovgivningen på den rigtige måde i forhold til det her spørgsmål, hvor man f.eks. ikke tager højde for det her med, at det for mange mennesker faktisk er permanent.

Spørgeren.

Igen vil jeg sige, at jeg er tilfreds med, at ministeren har øje for problematikken, så det fører mig videre til den næste udfordring, der faktisk er lige så stor en udfordring i det her, og det er Ankestyrelsens praksis, for Ankestyrelsen er jo også dem, der er inde enten at stadfæste afgørelserne eller at lave dem om.

Så vil ministeren også inddrage Ankestyrelsens praksis på det her område og også kigge på, om der er sket en praksisglidning i deres afgørelser på det her område?

Ministeren.

Jeg bliver jo løbende orienteret om det, hvis der sker ændringer i afgørelser fra Ankestyrelsens side. Jeg synes, der er mange andre problemer, også i den måde, vi har bygget området op på, vil jeg gerne sige. Altså, for indimellem bliver der også truffet beslutninger, der, som ordføreren nævner, har ekstremt vidtrækkende konsekvenser politisk, så jeg opfatter det som en rigtig god idé, at det er politikere, der træffer beslutninger, hvad enten det er i opadgående eller nedadgående retning. Og det er jo ikke, fordi Ankestyrelsen gør det af egen drift; det er simpelt hen, fordi vi har besluttet, at det er det, Ankestyrelsen kan gøre.

Igen vil jeg sige, at det ikke er for at pege fingre ad Ankestyrelsen, men måske snarere for at pege fingre ad den måde, vi har indrettet os på, og det betyder jo, at borgere f.eks. har oplevet, at der er nogle ting, de ikke længere har ret til på grund af en afgørelse, selv om vi aldrig har truffet beslutning om det.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Ja, der bliver jeg også en lille smule i tvivl, for vi har jo ikke ændret på lovgivningen. Så når praksis ændrer sig, både ude i kommunerne og ude i Ankestyrelsen, har vi en udfordring. Det håber jeg ministeren vil tage fat i, så vi stadig væk og fortsat kan se, at der er unge mennesker, der kan få lov til at leve et liv og have den hjælper i deres liv og ikke skal sidde spærret inde i deres lejlighed resten af livet.

Det håber jeg man vil dykke ned i, og mit afsluttende spørgsmål er faktisk også: Vil ministeren dykke ned i det her noget mere grundigt, end man har gjort hidtil?

Ministeren.

Det troede jeg egentlig jeg sagde ret klart ja til i svaret på det seneste spørgsmål. Altså, ja, jeg har et ønske om at drøfte det her i »Sammen om handicap«, jeg mødes særskilt med FOA om det i morgen, og jeg har også mødtes med en gruppe forældre om det.

Ja, det optager mig, og det bekymrer mig, at praksis kan forandre sig, uden at vi har forandret regelsættet. Altså, for vores demokrati skal jo helst være indrettet på den måde, at vi træffer politiske beslutninger om, hvordan vi bruger skatteydernes kroner, og når vi har truffet de beslutninger, skal det jo helst også være sådan, det fungerer. Og der kan det jo i sagens natur ikke være sådan, at praksis går i hverken nedadgående eller opadgående retning. Altså, det må jo være den politiske beslutning, der er gældende, og der er BPA-ordningen ikke det eneste på handicapområdet, vi ikke har fat om, skulle jeg hilse og sige, men det er et af de områder, som man ikke har fat om.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Det næste spørgsmål er ligeledes til social- og boligministeren, og jeg giver nu ordet til fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.