Tak for det. Og tak til spørgeren, især for at løfte den her vigtige dagsorden omkring den kollektive transport.
Når det er sagt, ser jeg det også som et lille drillespørgsmål, for spørgeren er jo formentlig bekendt med, at det ikke er transportministeren, der laver økonomiaftaler med kommuner og regioner. Men jeg kan jo i hvert fald sige, at dengang styrelsen fik beregnet, hvad fremskrivningen ville blive i forhold til billetpriserne for den kollektive transport, pågik der jo netop økonomiforhandlinger med både regionerne og kommunerne, altså dengang vi så, at det her blev over 10 pct. Det er ved at være et halvt års tid siden nu, og der var ønsket, at man skulle have lov til at hæve priserne hurtigere. Så debatten er altså gået fra, at man, da alle mærkede inflationen, skulle have lov til at hæve billettaksterne her og nu, til – nu, hvor de så stiger her fra årsskiftet – at der så er flere, som gerne vil sætte dem ned.
Vi har i forbindelse med den her økonomiaftale jo altså været bekendt med, sammen med både kommuner og regioner, at der kommer en inflationsfremskrivning, og i forbindelse med det har vi givet kommunerne og regionerne, eller rettere trafikselskaberne, en kontant sum, som kan afbøde det. Og vi har også givet en låneramme, som kan afbøde det. Det er jo noget, som vi har indgået en aftale med kommuner og regioner om, og så har vi derudover toppet op, både med den låneramme og en kontant sum.
Så lige præcis i forhold til spørgsmålet om nye økonomiforhandlinger er svaret nej. Og i forhold til spørgsmålet om, om vi vil droppe befordringsfradraget, er svaret også nej.